Normalt når jeg rejser til et arabisk land, jeg ikke besøger ofte, som det er meget længe siden, jeg sidste har besøgt, eller hvor der er sikkerhedsmæssige problemer af den ene eller den anden art, så kontakter jeg rutinemæssigt altid den lokale danske ambassade, for at se, hvad de kan fortælle mig om den politiske situation og de praktiske og sikkerhedsmæssige forhold. Også for at finde ud af, hvordan ambassaden kan hjælpe, når jeg er fremme. I mange arabiske lande har de danske diplomater på den måde været en stor hjælp. I nogle tilfælde har de endog været så udadvendte og hjælpsomme, at de er blevet personlige venner og kilder, som jeg ofte henvender mig til.
Det samme kan på ingen måde siges om Danmarks Ambassade i Riyadh i Saudiarabien, som er den ambassade, der også varetager Danmarks interesser i Yemen. Det viste sig, at kronprins Frederik åbenbart skulle besøge Saudiarabien, hvilket mere eller mindre fik den danske repræsentation til at gå så meget i koma, at dens ansatte ikke kunne overskue noget som helst andet. Ambassaden nægtede overhovedet at være behjælpelig med at skaffe et visum. I andre dele af Mellemøsten tilbyder ambassadører ligefrem personligt at presse på, for at myndighederne giver mig indrejse. Det var i hvert fald ikke tilfældet her. Til slut sendte jeg blot den danske ambassade en lakonisk mail om, at hvis jeg skulle få brug for bistand i Yemen, ville jeg henvende mig til den tyske ambassade i stedet.
I oldtiden døbte romerne dette sydlige hjørne af Den arabiske Halvø ”Arabia Felix”. Dengang betød det egentlig bare ”det frugtbare og produktive Arabien”, fordi dele af Yemen faktisk har ganske megen nedbør og derfor er ganske frugtbar. Men ikke mindst var det på grund af Yemens ”guld” – den værdifulde røgelse, at området blev velstående, og derfor kunne synes rigt og tiltrækkende. Røgelse og krydderier blev i oldtiden eksporteret fra Yemen til store dele af den kendte verden, og var mange steder dyrere end ædelmetaller.
Senere blev det latinske ”Felix” i stedet oversat til ”lykkelig”, og der opstod på den måde i middelalderen en myte om et nærmest eventyrligt, gemt og glemt ”Lykkeligt Arabien” i halvøens fjerneste afkrog, isoleret fra omverdenen bag golde ørkener og beskyttende bjerge. Det var dette ”Lykkelige Arabien” Carsten Niebuhr og hans rejsefæller i 1760’erne finansieret af Kong Frederik V drog ud for at finde og kortlægge.
I Thorkild Hansens bog ”Det lykkelige Arabien” fra 1962 om ekspeditionen stiller han dog spørgsmålstegn ved, om det måske i virkeligheden er en oversættelsesfejl, der har fået folk til at tro, at Yemen skulle være mere lykkeligt end andre steder på den arabiske halvø.
Om Yemen er ”lykkeligt” eller ej, er det vanskeligt at svare på. De mennesker, jeg har mødt på mine få dage her i Sana’a, er i hvert meget smilende og venlige. De er også ultra konservative, traditionelle, meget stolte, uafhængige og i mange sammenhænge direkte reaktionære. På den måde minder de mig meget om afghanerne. Men hvis yemenitterne er lykkelige, så kan det i hvert fald ikke være fordi deres land fungere godt. Eller at det er ”det frugtbare og produktive Arabien”, som romerne mente, da de døbte det ”Arabia Felix”.
* * *
Hvis du kunne tænke dig at se flere smukke billeder fra dette fascinerende land, så klik dig over o foto-galleriet:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/24-yemen-det-lykkelige-arabien/