Lande i Mellemøsten - Tyrkiet

TRANEKÆR (02.01.2017): Året 2016 vil gå over i tyrkisk historie. Og ikke for det gode. 2016 var et særskilt hårdt og smertefuldt år. Endog ovenpå en række forudgående år, som heller ikke på nogen måde var gode.
     Det er gået fra dårligt til værre.
     Terror – massevis af terror. Terror en gros, kalder mange det. En sand bølge af blodige terrorangreb har ramt landet – fra Istanbul i det europæiske nordvestlige hjørne af det kæmpemæssige land, over hovedstaden Ankara i centrum, til de kurdiske byer i øst og grænseområdet til Syrien i sydøst. Vi taler om dusinvis af terrorangreb.
ISTANBUL (27.09.2016): I aftes var jeg ude for at spise på en lille, hyggelig restaurant nede ved færgerne i Karaköy her i Istanbul. Inden min gode kollega og dinner date Sultan Coban ankom, spadserede jeg rundt på Beyoğlu -siden af bugten Det gyldne Horn og fotograferede en smule i det hastigt svindende lys.
     Restauranten, som Sultan havde fundet til os, viste sig at være en hyggelig lille græsk restaurant med god, ærlig mad og Ara Güler-fotografier på væggene.
     Ara Güler er Istanbuls store fotograf, som har dokumenteret denne by historie de sidste mere end 65 år. 
     Güler er i dag 88 men fotograferer efter sigende stadigvæk en gang imellem. Det er i hvert fald ikke mange år siden, han lavede nogle portrætter af præsident Recep Tayyip Erdogan.
ISTANBUL (16.09.2016): Jeg holder meget af Brandts Klædefabrik. Hver eneste gang, jeg er i Danmark besøger jeg det fantastiske område i Odense, ser film og spiser i Cafe Biografen. På samme måde er Kunsthallen BRANDTS ligesom Louisiana også altid på mit program. Jeg nyder BRANDTS mange forskellige udstillinger og tilbud og hele miljøet på institutionen.
     Derfor var det også til BRANDTS, jeg henvendte mig, da jeg i foråret stiftede bekendtskab med en række interessante syriske eksilkunstnere og – intellektuelle, som på grund af mareridtet i deres borgerkrigshærgede hjemland opholder sig her i Istanbul, hvor jeg også for tiden bor og arbejder.
ISTANBUL (26.07.2016): Tyrkerne er venlige mennesker. Omsorgsfulde. Så meget at man som udefrakommende bemærker det. De behandler hinanden godt. Er lette til smil. Selv overfor den fremmede. De hygger sig. Selvom vi i Danmark påstår, at det kun er på dansk, begrebet ”hygge” eksisterer, så gør tyrkerne det hele tiden alligevel. (Gad vide om de gør det, uden af have et ord for det? Det må jeg checke!)
     Folk hygger sig med hinanden alle vegne. Til langt ud på de små timer. Enhver krog kan bruges. Ethvert hjørne. Og i en by som Istanbul er der utrolig mange kroge og hjørner. Men byen er også så overbefolket, at man mange steder ta’r tagene til hjælp.
ISTANBUL (13.07.2016): Egentlig har jeg aldrig været nogen stor tilhænger eller dyrker af den særlige fotografiske genre, som man med et godt dansk ord kalder ”Street Photography”. I Street Photography ligger det ligesom implicit, at man i forbifarten, lidt skjult tager billeder af folk, uden at de opdager det. Eller at de i det mindste først opdager det bagefter.
     Jeg kan bedst lide at fotografere folk, der ved og accepterer at de bliver fotograferet. Det kan så godt være, at jeg derfor er nødt til at tage en række fotos af dem, for at få dem til at opgive at posere for kameraet. Men ind imellem så gør deres stillen sig op egentlig heller ikke noget. Den type billeder kan jeg også godt lide. Også selvom de ikke optræder naturligt i den strikte udgave af det begreb. Jeg synes, at opstillede og poserende billeder også kan være sjove, men så er de bare ikke ”Street”.

ISTANBUL (07.07.2016): Hvor er det skønt. Jeg nyder det. Min søn er kommet på besøg. Efter ugers intenst arbejde holder jeg i disse dage fri sammen med Jonathan, som jeg viser sider af det Istanbul, jeg selv holder af. Det er bare sååå dejligt.
     Oveni købet deler vi så begge en passion for fotografi, så derfor tager vi hinanden ud på små fotoudflugter i denne enormt fotogene by. Det giver os endnu en ting at være sammen om og gøre i fællesskab. 
     Dermed behøver vore ture rundt i Istanbul ikke være en turistet sightseeing – det bliver det dog også en af dagene – men det kan lige så godt bare blive en spadseretur uden mål… og med, igennem nogle af byens mange, lidt anløbne og lettere forsømte områder, der både har karakter og charme, og samtidig er enormt fotogene.
ISTANBUL (01.06.2016): Metaforen ”som sild i en tønde” trænger sig på. Især fordi det er fiskere, der er tale om. Men den holder desværre ikke helt her. For ganske vist står de tæt, skulder ved skulder, men de står på række, ikke i en tønde, så de står snarere som ”perler på en snor” end som ”sild i en tønde” – fiskerne på Galatabroen i Istanbul.
     Jeg tager, når jeg har tid, nogle store spadsereture rundt i det centrale Istanbul i disse dage for at lære byen at kende. For et par dage siden gik turen ned til Galatabroen, som spænder over indsejlingen til Det Gyldne Horn, en dyb bugt eller fjord, som skiller den gamle del af det europæiske Istanbul i to: Beyoglu i nord, hvor jeg bor i Cihangir-kvarteret. Det er den lidt nyere, moderne del af det ældre, centrale Istanbul. Syd for broen og Det Gyldne Horn ligger den virkelig gamle del af Istanbul. Her finder vi blandt andet bazaarområdet og Sultan Ahmet-kvarteret med Den Blå Moske (som egentlig hedder Sultan Ahmet Moskeen) og den byzantinske katedral Hagia Sophia, som osmannerne lavede om til en moske.
JERUSALEM (20.10.2014): USA har gennemført de første nedkastninger af våben fra luften til de kurdiske militsgrupper, der forsvarer den belejrede by Kobani imod Islamisk Stat. Den største af de kurdiske grupper, der forsvarer byen imod de langt bedre udrustede militante jihadister fra Islamisk Stat, bekræfter, at de har modtaget ”en større mængde våben og ammunition”, men går ikke i detaljer om, hvad nedkastningerne mere specifikt har indeholdt.
     Amerikanerne siger, at der er tale om lette våben, ammunition og medicin, og derfor ikke om de tunge våben, som de kurdiske militssoldater i Kobani i længere tid har anmodet om. Ifølge flere anonyme kilder er der først og fremmest tale om Kalachnikov AK-47 angrebsrifler, granater og RPG’er (panserbrydende granater med tilhørende raketstyr), som kommer fra det kurdiske område i Nord-irak.
JERUSALEM (08.10.2014): Krig synes altid absurd. Især når man er tæt på vanviddet. Men de seneste dages scener på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien ved den kurdiske by Kobani tager dog absurditeten til et helt nyt niveau. 
     På den tyrkiske side af grænsen sidder en stor del af Kobanis befolkning og stirrer i chok over på at deres hjemby lige på den anden side af grænsehegnet bliver jævnet med jorden. På en bakkeskråning står i hundredvis af kurdiske mænd og følger vantro med i, at deres hjem bliver lagt i ruiner.
     Ikke langt derfra holder talrige tyrkiske kampvogne opmarcheret, klar til at gå i aktion, men deres kanoner er tavse og motorer slukket. Ovre på den syriske side af grænsehegnet kæmper dårligt udrustede kurdiske militssoldater indædt og desperat en kamp, som de synes dømte til at tabe.
JERUSALEM (07.10.2014): Bomber og missiler fra vestlige og arabiske kampfly er ikke nok. Islamisk Stat rykker fortsat frem. Den store kurdiske by Kobani på grænsen til Tyrkiet falder en af de nærmeste dage. Så dystert kan situationen beskrives.
     Selvom der er dannet en international koalition med det udtrykkelige formål at stoppe den brutale terrororganisation Islamisk Stat (også kaldet ISIS og ISIL), en gang for alle, så er det ikke lykkedes. Terrororganisationen rykker stadigvæk frem, trods koalitionens daglige angreb med kampfly fra luften.
     ”Luftangreb alene er slet ikke nok til at vinde over ISIS i Kobani”, siger Idris Nassan, en af lederne af de kurdiske militsfolk, der desperat forsøger at forsvare denne strategisk vigtige kurdiske by. 


Sider : 1 2
næste