Lande i Mellemøsten - Tunesien

KAIRO (02.02.2011): Hvad sker der? Er det et ”arabisk forår” vi oplever? Vil der nu blæse en forandringernes vind henover den arabiske verden? Lige nu kunne det faktisk se sådan ud, men af frygt for at blive så bitterligt skuffet, tør man næsten ikke håbe.
     Udover det kroniske demokratiske underskud, som den arabiske verden altid har lidt under, og den akkumulerede vrede fra befolkningernes side, så har det været begivenhederne i Tunesien, der har sat det i gang, som nu tilsyneladende sender sine chokbølger udover resten af Mellemøsten. Nu er det Egyptens præsident igennem 30 år Hosni Mubarak der tilsyneladende bliver denne demokratibølges næste offer.

KAIRO (27.01.2011): ”Tunesien! Tunesien! Tunesien!”
     Som et kampråb har det gjaldet mellem husmurene i gaderne omkring Tahrir-pladsen i Kairos centrum, og der er næppe nogen tvivl om, at råbet får det til at løbe koldt ned af ryggen på landets præsident igennem 30 år, den nu 82-årige Hosni Mubarak, som, tyder det på, vil genopstille til endnu en seksårig periode ved præsidentvalget senere på året.
     ”Ned med Mubarak! Vi vil have frihed”, råber de. Politiet skyder store mængder tåregasgranater indover demonstranterne. Skyen er så stor, at den lammer en hel bydel og driver tilbage i hovedet på politiet selv.
     Er den den tunesiske revolution, der nu er kommet til Egypten?

TRANEKÆR (26.01.2011): Jeg har lige fået bud på straks at tage til Egypten, hvor der nu også er uroligheder og sammenstød i gaderne i flere byer. Jeg har kun lige nået at få repareret den defekte redigeringscomputer, som var grunden til at jeg kom til Danmark. Jeg har end ikke fået pakket min kuffert ud endsige vasket mit tøj, så det rejser jeg nu af sted med igen. Håber at jeg kan få det hele vasket og presset, når jeg ankommer på hotellet.
     Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder som om sammenstødene der er værst. Men der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer. Det er mange steder som en trykkoger, der har brug for at få lukket lidt overtryk ud, hvis den ikke skal eksplodere.

TRANEKÆR (25.01.2011): Først væltede diktaturet og præsident Zine el-Abidine Ben Ali tog flugten. Men demonstranterne var ikke tilfredse. Målet var endnu ikke nået.
     ”Vi har væltet diktatoren. Nu skal vi af med diktaturet”, lød parolen som dag efter dag genløs i Tunis’ gader. Derfor var det ikke acceptabelt, at gamle kendinge fra Ben Alis regime også dukkede op i den overgangsregering, som ifølge forfatningen skulle føre landet frem til nye valg indenfor 60 dage. Demonstranterne ville af alle fra det tidligere regerende RCD-parti.
     Premierminister Mohamed Ghannouchi, som var en af præsident Ben Ali’s nære allierede og fra samme hjemby som præsidenten, meddelte ellers først, at han overtog posten som midlertidig præsident.
     Så blev parlamentsformanden præsident, og Ghannouchi midlertidig premierminister. Derefter meldte de sig begge ud af RCD, og sagde, at intet medlem af det gamle regeringsparti kunne sidde i overgangsregeringen.
     Men mange demonstranter så blot det hele som et rænkespil med det formål, at fastholde nogle af de gamle magthavere i indflydelsesrige positioner. Derfor vil vi sikkert en af de allernærmeste dage høre, at endnu en tunesisk regering vil være bukket under for folkets krav om frihed og demokrati.

TUNIS (22.01.2011): Måske er det fordi alle taler fransk hernede? Eller fordi mange af demonstranterne er unge studerende? Det er de godt nok ikke alle sammen. Der er også midaldrende og ældre med i protesterne. Men jeg bliver grebet af atmosfæren, og føler mig hensat til studenteroprørets dage.
     ”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de og løber op og ned ad gaderne med politiet efter sig.
TUNIS (21.01.2011): Hver dag er der demonstrationer i byen. Da jeg ankom her til Tunesien, var demonstrationerne dramatiske og voldelige. Demonstranterne smed med sten og politiet svarede igen med tåregas… masser af tåregas og knippelsuppe. Men dag for dag har begge parter fundet sig selv i deres nye roller.
     Præsident Ben Ali tog flugten, og revolutionen var en realitet. Tunesien ville aldrig blive det samme land mere. Det var klart. Men der var stadigvæk mange ting, der kunne gå frygtelig galt. Og selvom demonstranterne er nået ubegribelig langt, så er det stadigvæk masser af farer, der lurer.

TUNIS (21.01.2011): Den arabiske verden lider af et kronisk demokrati-underskud. Diktaturer, autokratiske regimer og totalitære stater dominere Mellemøsten, mens frihed og liberaliseringer ellers har slået rod i mange andre af verdens problematiske regioner i de seneste årtier.
     Revolutionen i Tunesien og præsident Zein el-Abedine Ben Ali’s uværdige flugt først til Frankrig, som vendte ham ryggen og til slut til Saudiarabien, har det fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på mangen arabisk diktator.
     Her kommer en interessant kommentar af William Pfaff fra The New York review of Books’ Blog.

Sider : 1 2
 forrige