Lande i Mellemøsten - Tunesien

Man skulle tro, at de med bankende hjerter og tilbageholdt åndedræt betragtede nogle eksotiske, farlige rovdyr bag tremmer i en zoologisk have. Men det, der tiltrækker sig morgenens største opløb på Avenue de Bourguiba, er Al Kitab-boghandleren. Og det, der respektfuldt iagttages i sikker afstand på den anden side af butiksruden, er... forbudte bøger
     Eller forbudte indtil nu i hvert fald.
     Boghandleren har altid haft bøgerne, bliver jeg fortalt, men de har været gemt væk på lageret. Ikke stående frit fremme.
”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de rundt om i gaderne, så det giver ekko imellem husmurene. Det er en fantastisk oplevelse at overvære. Kravet om demokratiet og frihed bare bobler op nedefra med en kraft og styrke, som overtrykket der brager ud, når man tager proppen af en champagneflaske.
En af de ting, der er nyt og anderledes end ved tidligere forsøg på at vinde mere frihed, er, at de unge, der organiserer demonstrationerne, kan kommunikere med hinanden på internettet og igennem SMS-kæder på mobiltelefonen. 
     De filmer sammenstødene med deres telefoner og uploader sekvenserne til YouTube og Facebook, og de informerer direkte fra urolighederne via Twitter.


Stemningen er marineret i vrede. Spændingerne er til at tage og føle på. Demonstranterne kommer fra den ene side. Slagordene gjalder. Politiet spærre vejen. På fortovet sidder gæsterne på caféerne som tilskuere til verdenshistorien.
”Hvis folk vælger livet, så må selv skæbnen føje sig…”, gjalder det mellem facaderne.
     Nationalsangen er blevet demonstranternes kampsang: ”Mørket må løfte sig og lænkerne brydes…” Demonstranterne marcherer op mod Avenue de Bourguiba i Tunis, hvor en kæde af kampklædt politi spærrer vejen.
     Et øjeblik senere lyder bragene fra tåregasgranaterne, der eksploderer på alle sider af demonstranterne, og alt bliver kaos.
Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
     ”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.

SHOSHA-LEJREN, TUNESIEN (14.10.2013): Langt, langt borte fra alting. Halvvejs nede i Saraha-ørkenen, tæt på grænsen til Libyen… midt i det totale ingenting, ligger resterne af det, der en gang var Shosha-lejren.
     Officielt blev flygtningelejren egentlig nedlagt for fire måneder siden. Man fik blot ikke alle flygtningene med sig ud. På en eller anden måde blev nogen ladt tilbage. De resterende 4-500 lever her stadigvæk, midt i sandet, glemt og forladt af alle.
     Jeg er blevet sendt herned på reportagerejse af TV2 for at rapportere om, hvordan det kan være, at afrikanske og arabiske flygtninge kan blive så desperate, at de er villige til at sætte deres eget og deres børns liv på spil, for at komme over Middelhavet til Lampedusa eller Malta.

TRANEKÆR (15.11.2011): Som jeg har skrevet tidligere, så ligger jeg rent hjemmesidemæssigt lidt underdrejet i øjeblikket, fordi jeg både er midt i den ene af mine to årlige foredragsturneer, og samtidig også forsøger at blive færdig med et manuskript til en ny bog. Men hjemmesiden skal naturligvis ikke ligge helt stille. Jeg har nu uploaded en artikel om Det arabiske Forår, som jeg har skrevet til det seneste nummer af Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Udenrigs. Tidsskriftet har det ”Arabiske opbrud” som sit tema, og det er anbefalet læsning for alle, der vil vide mere om, hvad det er, der i øjeblikket foregår i Mellemøsten.
JERUSALEM (18.02.2011): Det handler om oplysning, information, viden, vinkler på og versioner af sandheden. Og det handler om muligheder for at kunne dele disse opfattelser med andre, diskutere dem, vende og dreje dem med meningsfæller og modstandere, udforske dem, blive intellektuelt udfordret, stille kritiske spørgsmål, få frække svar, provokere og blive provokeret. Om at udfordre etablerede sandheder – ikke mindst de religiøse. Stikke hul på tabuerne. Have frihed til at formulere og sætte ord på det usigelige. Sætte spørgsmålstegn ved alt. Kort sagt: Det handler om oplysningstiden. En arabisk oplysningstid.
KAIRO (02.02.2011): Hvad sker der? Er det et ”arabisk forår” vi oplever? Vil der nu blæse en forandringernes vind henover den arabiske verden? Lige nu kunne det faktisk se sådan ud, men af frygt for at blive så bitterligt skuffet, tør man næsten ikke håbe.
     Udover det kroniske demokratiske underskud, som den arabiske verden altid har lidt under, og den akkumulerede vrede fra befolkningernes side, så har det været begivenhederne i Tunesien, der har sat det i gang, som nu tilsyneladende sender sine chokbølger udover resten af Mellemøsten. Nu er det Egyptens præsident igennem 30 år Hosni Mubarak der tilsyneladende bliver denne demokratibølges næste offer.
Sider : 1 2
næste