Lande i Mellemøsten - Syrien

ZABADANI (15.04.2012): Allerede ved det første af de syriske regeringsstyrkers check points omkring 6-7 km fra Zabadani er jeg ved at opgive. Vore to repræsentanter fra Informationsministeriet løber lidt for stakåndede rundt, som om der er en krise, og soldaternes kropssprog signalerer, at journalister i det her område slet ikke er noget, de er vante til. Men på forunderlig vis får vi lov til at køre ind. Papirerne er i orden, selvom det er klart, at soldaterne undrer sig.
     Zabadani er kendt for at være oprørsk. Byen ligger lige på grænsen til Libanon, og folk har derfor altid haft en ganske betydelig ekstraindtægt fra smugleri frem og tilbage over bjergene. Det forklarer naturligvis også lidt om indbyggernes mildt sagt noget anspændte forhold til myndigheder i al almindelighed og Assad-styret inde i Damaskus i særdeleshed.
JERUSALEM (05.04.2012): I medierne kan vi i dag læse, at de syriske regeringsstyrker er begyndt at trække sig tilbage visse steder, for at leve op til den våbenhvileaftale, som FNs tidligere generalsekretær har fået parterne til at indgå. Indtil videre har vi kun disse oplysninger fra myndighedernes side.
     Samtidig strømmer det ind med mails fra oprørerne, der beskriver væbnede sammenstød overalt i landet, og de internationale nyhedsbureauer taler om, hvordan i tusindvis af syriske civile flygtninge i det sidste døgns tid er strømmet ind over grænsen til Tyrkiet.
     Uanset hvad, så frygter mange, at ugen, frem til at våbenhvilen skal træde i kraft, bliver meget blodig. Det burde de karrierediplomater, der står bag aftalen vel have vidst, skulle man tro.
JERUSALEM (01.04.2012): ”Vores budskab til dem, der giver ordrer, og dem, der udfører disse ordrer, i Syrien må være klart og utvetydigt: Stop myrderierne af Jeres medborgere, eller det vil få alvorlige konsekvenser,” truer en tydeligt vred amerikansk udenrigsminister Hillary Clinton på topmødet i den selvbestaltede organisation ”Syriens Venner” i Istanbul i dag.
     Og den amerikanske udenrigsminister går skridtet videre, som for at understrege, hvor vred den amerikanske regering nu efterhånden er blevet. Hun gør det klart, at USA vil levere avanceret radiokommunikationsudstyr til Syriens civile opposition.
     Hvorfor dog til den civile opposition, spørger man måske sig selv? Det er vel de væbnede grupper, der slås inde i Syrien, der har mest brug for radioerne. Og man vil sikkert være utrolig naiv, hvis man tror, at dette udstyr ikke bliver fragtet direkte videre til den militære gren af oppositionen, lige så snart den civile del modtager det.
JERUSALEM (29.03.2012): ”Syrien har accepteret FNs fredsplan”, sagde studieværten begejstret til mig i en nyhedsudsendelse for et par dage siden, ”hvad betyder det for situationen?”
     Han havde ret.
     Det var sådan, planen blev omtalt af de internationale nyhedsbureauer. En ”fredsplan”, et ”gennembrud” og så videre.
     Og de entusiastiske medarbejder i den særlige Syrien-udsending Kofi Annan’s følge, gjorde også deres til at få den tidligere FN-generalsekretærs mission til at tage sig ud som en begyndende succes. Kofi Annan er blevet udnævnt til FNs og Den arabiske Ligas særlige Syrien-mægler, og han taler selv om en ”fredsplan”, som den syriske regering skulle have accepteret.
DAMASKUS (27.02.2012): Allerede da vi spildte den første halve arbejdsdag – af de fem vi allernådigst havde fået tildelt i vores visum – på det obligatoriske besøg i Informationsministeriet (navnet har intet at gøre med ministeriets opgave), blev det gjort klart, at den eneste grund til at TV2/Danmark havde fået lov til at komme til Syrien, så var der for at dække folkeafstemningen om den nye forfatning nogle få dage senere.
     Andre journalistiske opgaver syntes ligegyldige for damen bag skrivebordet, som enerådende og uden appelmulighed afgjorde, om jeg kunne få lov til at arbejde, og hvad jeg kunne få tilladelse til at dække. Som udgangspunkt er alt forbudt at dække, med mindre man får en skreven tilladelse.
WADI KHALED, LIBANON (13.02.2012): Ser man på et landkort, kan man se, at Wadi Khaled strækker sig som en underlig libanesisk ”halvø” et godt stykke ind i Syrien. Fra grænsen i Wadi Khaled er der ikke mere end 30 kilometer til det borgerkrigshærgede Homs. Så tæt på er man, at man kan høre de dybe drøn af tungt artilleri, når den syriske regeringshær bombarderer civilbefolkningen derovre.
     For folk her i dalen er det særlig svært at være vidner til den langsomme massakre, der foregår lige ovre på den anden side af grænsen, for de fleste her er i familie med dem, der bor ovre på den anden side.
TRANEKÆR (15.11.2011): Som jeg har skrevet tidligere, så ligger jeg rent hjemmesidemæssigt lidt underdrejet i øjeblikket, fordi jeg både er midt i den ene af mine to årlige foredragsturneer, og samtidig også forsøger at blive færdig med et manuskript til en ny bog. Men hjemmesiden skal naturligvis ikke ligge helt stille. Jeg har nu uploaded en artikel om Det arabiske Forår, som jeg har skrevet til det seneste nummer af Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Udenrigs. Tidsskriftet har det ”Arabiske opbrud” som sit tema, og det er anbefalet læsning for alle, der vil vide mere om, hvad det er, der i øjeblikket foregår i Mellemøsten.
JERUSALEM (15.05.2011): Ifølge de internationale nyhedsbureauer har opstanden i Syrien indtil videre kostet imellem 800-850 mennesker livet. De lokale regeringskritiske aktivister sætter tabstallene højere. 5-6.000 menes at være flygtet til nabolandet Libanon, men det er svært at få sikre tal. Alene lørdag menes 500 syrere at være flygtet ud af landet.
     Trods det syriske regimes meget blodige og brutale aktioner imod demonstranterne i landet, så fortsætter protesterne med krav om mere frihed og demokrati. Mange demonstranter kræver også, at Ba’ath-partiets monopol på magten skal ophæves, og de vil også have præsident Bashar al-Assad, hvis familie har siddet på magten i mere end 40 år, til at trække sig.
     Opstanden i Syrien har været i gang i to måneder, men hverken demokrati-aktivisterne eller myndighederne viser tegn på at ville bøje sig.
     Kilder der står regimet nær siger, at der er forsøg i gang på at starte en dialog med de protesterende. Informationsminister Adnan Mahmoud har til pressen sagt, at en landsdækkende dialog vil gå i gang i alle provinser i løbet af få dage.

JERUSALEM (13.05.2011): Jeg har ikke tid til at skrive en lang analyse, men jeg pines over at se, hvad der sker inde i Syrien i disse uger. Blot for at der i det mindste skal være lidt af en opdatering her på hjemmesiden, videresender jeg her helt ucensureret det, jeg de sidste to dage har modtaget fra Rami Nakhleh, den syriske demokrati-aktivist jeg for nylig besøgte i Beirut og fra hans aktivistvenner inde i Syrien. (Enkelte ting, som er helt på arabisk har jeg ikke medtaget).
     Jeg har også dårlig samvittighed fordi det ikke er lykkedes mig at komme ind i Syrien for at dække det, der er sket. Samtidig ville jeg sikkert også have været bange, hvis jeg først var kommet ind. De syriske myndigheder er helt uden skrupler.
     En journalist fra den engelske afdeling af Al Jazeera havde, mens jeg også selv forsøgte at komme over grænsen, held til at snige sig ind i Syrien under foregivende af at være turist. Hun forsvandt. Nu er det kommet frem, at hun blev arresteret af de syriske sikkerhedsstyrker.
     Dotothy Parvaz er hendes navn, og hun har både amerikansk og canadisk statsborgerskab. Men nu er det lige kommet frem, at Syrien, fordi Dorothy er født i Iran, i sidste uge sendte hende til Teheran og udleverede hende til de iranske myndigheder.
     Så når man ser, hvordan Bashar al-Assad –regimet behandler udenlandske journalister, kan det ikke undre, at det overhovedet ikke tænker to gange, når det handler om at meje sin egen befolkning ned.

BEIRUT (05.05.2011): Nye syriske troppeforstærkninger rapporteres at være ankommet til byen Daraa i det sydlige Syrien nær grænsen til Jordan, hvor opstanden imod regimet begyndte.
     Ifølge rapporter fra øjenvidner i byen er omkring 700 agenter fra sikkerhedspolitiet ankommet i løbet af i dag. 40 kampvogne rapporteres også at være rykket ind i byen ved frokosttid i går. Mad, vand og elektricitet er der lukket af for. Byen er i belejringstilstand. I perioder er det umuligt at få telefonforbindelse til Daraa. Når det nogle gange alligevel lykkes at komme i kontakt med folk i byen er det som regel via mobiltelefonnettet i Jordan.
     Omkring 500 mænd og store drenge meldes arresteret og ført bort fra byen i de seneste dage. Beboere i Daraa fortæller også, at de ikke kan gå udenfor på gaderne uden at blive chikaneret, tævet eller arresteret af sikkerhedsstyrkerne. Derfor bliver de fleste ganske enkelt indendørs døgnet rundt.
Sider : 1 2 3 4 5
 forrige     næste