Lande i Mellemøsten - Syrien

Vi er næppe i tvivl om, hvad landskabsfotografi er for noget. Det er noget, der foregår ude i naturen, og beskriver vores landskab… eller i hvert fald den del af vores landskab, som ikke har for mange moderne huse i motivet. Hvis der endelig er en bygning i billedet, skal det helst være et gammelt bindingsværkshus med stråtag. Ikke en moderne Vestas-vindmølle eller et parcelhus. Så der er et element af romantisme i landskabsfotografiet, på samme måde som der er i landskabsmaleriet.
     Men hvad er fotografiet af byens landskab for noget?

ISTANBUL (23.06.2017): Den skæve minaret knejser ikke længere over Mosul’s gamle bydel. 
     Al-Nuri-moskeens minaret har, lige siden den blev bygget, hældet slemt til siden. Som den arabiske verdens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Men det var ikke konstruktionsfejlen, der til syvende og sidst fik den gamle minaret til at styrte sammen. Det var Islamisk Stats dynamit. Som så meget andet smukt, civiliseret og historisk i den her del af verden, så bukkede minareten i Mosul også under for Islamisk Stats barbari.
     Det var i Stormoskeen al-Nuri i Mosul’s gamle bydel Abu Bakr al-Baghdadi i juli 2014 udråbte sit såkaldte kalifat. Nu siger Iraks premierminister Haider al-Abadi, at Islamisk Stats ødelæggelse af den selvsamme 800 år gamle moske med dynamit er terrororganisationens indrømmelse af sit nederlag. 
     Det synes nu ikke at være en helt korrekt aflæsning af situationen.

ISTANBUL (16.09.2016): Jeg holder meget af Brandts Klædefabrik. Hver eneste gang, jeg er i Danmark besøger jeg det fantastiske område i Odense, ser film og spiser i Cafe Biografen. På samme måde er Kunsthallen BRANDTS ligesom Louisiana også altid på mit program. Jeg nyder BRANDTS mange forskellige udstillinger og tilbud og hele miljøet på institutionen.
     Derfor var det også til BRANDTS, jeg henvendte mig, da jeg i foråret stiftede bekendtskab med en række interessante syriske eksilkunstnere og – intellektuelle, som på grund af mareridtet i deres borgerkrigshærgede hjemland opholder sig her i Istanbul, hvor jeg også for tiden bor og arbejder.

TRANEKÆR (15.04.2016): Det går fremad i krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat. I horisonten kan man begynde at skimte håbet om en militær sejr. Men den militære kamp imod IS er et to-ægget sværd. En sejr er ikke nødvendigvis en sejr. Slaget er langtfra ovre, blot fordi IS bliver slået.
     Efter terrorangrebene i Paris og Bruxelles er det blevet en politisk nødvendighed at være med i krigen imod Islamisk Stat, selvom det ikke altid er lige populært i vælgerbefolkningen. Men kan man nu for sit indre blik begynde at se den sejrsceremoni, der kommer, når vi beslutter, at vi har ”slået” Islamisk Stat, så ligner det hele enhver spindoktors drøm om en photo-opp for sin regeringschef.

TRANEKÆR (13.04.2016): Herhjemme kalder vi altid folketingsvalgene for ”demokratiets fest”. Det er her, folkets ønsker og krav kommer til udtryk. Er vi tilfredse med vore ledere, bliver de genvalgt. Er vi utilfredse, bliver de skiftet ud. Det er hele ideen med valg til et lands parlamentariske forsamling. At folkets mening kommer til udtryk. 
     Nu går Syrien til parlamentsvalg. Men Syrien er ikke et demokrati. Det kommer næppe som nogen stor afsløring for nogen, selvom landets udenrigsminister Walid al-Moallem i dag siger: ”Vi har hele tiden sagt, at det syriske folk selv vil beslutte sin skæbne og fremtid. I dag beviser vi, at det også er det, der sker i praksis.”

JERUSALEM (05.01.2016): Vi kan ikke luftbombe terrororganisationen Islamisk Stat til underkastelse. Der skal også styrker ind på landjorden.
     Men hvorfor skal vore unge mænd og piger sendes til den arabiske verden for at rydde op i arabernes rod? Hvorfor holder araberne ikke selv orden i eget hus? De spørgsmål stiller mange i Vesten. Med god ret. Men arabiske militære landstyrker i Syrien kan gøre en i forvejen kompliceret situation helt uoverskuelig.

JERUSALEM (08.10.2015): Denne historie om en syrisk flygtningefamilie i Libanon burde have været uploadet til min hjemmeside for længst, for det er lang tid siden den blev vist på TV2-Nyhederne. Men jeg har ganske enkelt haft for travlt. Nu kommer den. Svært forsinket. Men det bliver den jo ikke mindre væsentlig af. Måske snarere tværtimod.
     Historien handler om en flygtningefamilie, som ikke passer ind i normen i det område, de er flygtet til. I dette tilfælde fordi de er kurdere, hvilket de holder meget lav profil om. Vi mødte også en flygtet yazidi-familie. Dem lavede vi ikke en historie om. Det ville ganske enkelt have bragt dem i fare.
     Den arabiske verden er ikke det bedste sted i verden at være minoritet i.

BEIRUT (19.09.2015): De officielle tal siger, at der er omkring 1.3 millioner syriske flygtninge i Libanon. Men det tal indrømmer selv FN er alt for lavt. Læg så dertil at Libanon er et meget lille land – faktisk en smule mindre end Region Midtjylland – med et normalt indbyggertal i nærheden af 4,5 millioner.
     Et mere korrekt tal på antallet af flygtninge er snarere omkring 2 millioner, er de fleste her enige om. Mange af dem har ikke ladet sig registrere hos UNHCR, men har blot krydset grænsen og fundet sig et sted at være. Enten hos familie, venner eller de er rykket ind i en billig lejlighed.
     Det betyder, at i Libanon er omkring hver tredje eller hver fjerde person flygtning.

JERUSALEM (12.09.2015): I medierne er vi nervøse for, hvad vi skal kalde de mennesker, der i denne tid strømmer til Europa og ind over grænsen til Danmark. Regeringen og en stor del af oppositionen synes enig om, at vi mest muligt skal undgå disse ulykkelige mennesker. Et flertal af danskerne mener tilsyneladende, hvis man skal tro meningsmålingerne, at vi igen skal have grænsekontrol med bom og paspoliti. Chefredaktører sender memo’er ud om, hvad der er avisens, radio- eller TV-stationens politik: Hvem må vi kalde flygtning, hvem er asylsøger, og hvem der bare er migrant.
     Den minister vi har, som er sat til på vores allesammens vegne at varetage integrationen, forsøger at skræmme så mange som muligt væk, så der bliver så lidt integration at varetage, som det overhovedet kan lade sig gøre.
     Tror vi mon, at der er syrere, der lever en stille, rolig og behagelig tilværelse i Aleppo? At ægtemanden under morgenkaffen ude på terrassen, mens han læser avisen, pludselig siger til konen, at hun skal pakke, fordi de sociale støtteordninger og niveauet af overførselsindkomster i Syrien efterhånden er for utidssvarende? Derfor vil de nu sætte kursen mod Danmark?

JERUSALEM (13.02.2015): Det er ikke Goethes ”Den unge Werthers lidelser”, men snarere andet akt af den unge… eller snarere tragiske Nybroes lidelser.
     I sin stræben for at blive en stor, anerkendt journalist, er han oppe imod stærke kræfter. Mest af alt sin egen forhistorie og sin tendens til hele tiden selv at blive sin histories midtpunkt, snarere end det ude i den virkelige verden, han egentlig er ude for at dække. Og hele dette sørgelige, uværdige skue sker så tillige for åbent tæppe, for hele verden at bevidne.
     Det er både sørgeligt, pinligt og en smule tragisk at overvære.
     Jeppe Nybroe har naturligvis selv bragt sig i den ulykkelige situation, hvor mange vil tage de ekstra kritiske briller på, når de præsenteres for noget hans hånd. Det er sørgeligt, men man kan sådan set ikke fortænke dem i det.