Lande i Mellemøsten - Saudiarabien

ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.

JERUSALEM (05.01.2016): Vi kan ikke luftbombe terrororganisationen Islamisk Stat til underkastelse. Der skal også styrker ind på landjorden.
     Men hvorfor skal vore unge mænd og piger sendes til den arabiske verden for at rydde op i arabernes rod? Hvorfor holder araberne ikke selv orden i eget hus? De spørgsmål stiller mange i Vesten. Med god ret. Men arabiske militære landstyrker i Syrien kan gøre en i forvejen kompliceret situation helt uoverskuelig.

JERUSALEM (18.01.2016): ”Det er diplomatiets smukkeste stund”, siger nogen om atom-aftalen med Iran, som betyder at sanktionerne imod landet nu bliver ophævet. ”Det er selve beviset på at forhandlinger bedre kan løse internationale kriser, end trusler og våbenmagt kan.”
     ”Nej. Det er tværtimod et eksempel på, at vi i Vesten falder for Irans snu ayatollaer i vores iver for at få del i et nyt, attraktivt marked, mens Iran stille og roligt breder sin indflydelse over store dele af Mellemøsten”, advarer andre.

JERUSALEM (23.09.2014): Ingen kan være i tvivl om, at Islamisk Stat er udtryk for noget nært den mest blodige og sadistiske ondskab, vi i mange år har været vidne til. Det er også grunden til at en vestlig verden, som i bund og grund ikke har lyst til at blive trukket ind i et nyt militært engagement i Mellemøsten, nu alligevel gør det.
     Det har dog fra starten været klart, at den militære offensiv, når den kommer, og det ser det ud til at den gør nu, ikke må kunne opfattes som et ”Vesten imod araberne”, eller et ”Vesten og shi’iterne imod sunni-islam”. Det er altafgørende, at krigen imod Islamisk Stat bliver set som ”den anstændige del af verdens opgør med barbariet og vanviddet”. Derfor skal der en række arabiske stater med i alliancen. Helst også en række fremtrædende sunni-muslimske arabiske stater. 
     Det er der nu. Men det er dog på ingen måde en uproblematisk alliance. For mens man gerne vil have koalitionen til at være anstændighedens opgør med barbariet, så er de arabiske lande, der nu er med i alliancen, alt andet end frie og demokratiske, og deres bevæggrunde til at melde sig under fanerne er mange og ret så forskellige.

JERUSALEM (16.06.2010): Saudiarabiens kvinder er en talentfuld, højtuddannet men næsten ubrugt ressource. Det ultra-konservative, super fundamentalistiske kongedømme importerer fortsat en stor del af sin arbejdsstyrke, mens kun en meget lille del af landets kvinder får lov til at få sig en ordentlig karriere. Op imod en tredjedel af de studerende ved landets højere læreranstalter er kvinder, men de udgør kun ganske få procent af landets arbejdsstyrke. Det vil sikkert overraske mange, at en del af modstanden imod kvindefrigørelse i Saudiarabien kommer fra kvinderne selv.

JERUSALEM (12.06.2010): Saudiarabien har under hånden givet Israel tilladelse til at flyve over saudisk territorium, hvis det israelske luftvåben skal angribe Irans atomprogram. Det skriver den britiske avis The Times i dag. Artiklen citerer, som det er kutyme i den slags historier, kun anonyme kilder, så det er umuligt at verificere historiens troværdighed. Men man kan sige, at Saudiarabien – som de fleste andre arabiske Golfstater – i samme grad som Israel frygter for konsekvenserne, hvis Iran skulle komme i besiddelse af atomvåben. Og da araberne ikke selv er i stand til at sætte en militær stopper for projektet, hvis sanktionerne ikke virker, så er Israel den eneste militære magt i området, der kan.

The following is the text of the Arab Peace Initiative as it was adopted in Beirut on March 28, 2002. The text is based on the Saudi Peace Plan, and with a few changes almost identical to it.

The Saudi Peace Plan started as an initiative introduced by Saudi Arabia's de facto ruler Crown Prince Abdullah. First is was leaked to New York Times columnist Thomas Friedman in February 2002 and in the folowing weeks it was changed leading up to the Arab League summit in Beirut.
     Following is a translation of the draft text of the Saudi-initiated peace plan as of March 25, 2002, when it was due to be presented for approval at the Arab summit in Beirut the day after. The text here is as it was obtained by Reuters news agency.

Hvordan Den saudiarabiske Fredsplan kom til verden, eller i hvert fald hvordan den kom til en bredere offentlighed kendskab, er ret enestående. Delikat diplomati plejer oftest at trives bedst borte fra mediernes søgelys, og samtidig ville det være synd at sige, at Saudiarabien på nogen måde hører til blandt verdens – endsige den arabiske verdens – mest åbne og pressevenlige samfund. Derfor er denne fredsplans tilblivelse alt andet en ordinær, og af samme årsag er der måske god grund til at tage begivenhedsforløbet, som vi i dag kender det, med et gran salt. Der er nok i vid udstrækning tale om en snedig saudiarabisk brug af de vestlige medier som et redskab i en intern arabisk politisk manipulation.

I august 1981 fremlagde den arabiske kronprins Fahd, som reelt er den, der udstikker kongerigets politiske linje, en otte-punktsplan for fred med Israel, hvilket om end indirekte også er Saudiarabiens første anerkendelse af Israels eksistens.
     Planen kræver total israelsk tilbagetrækning fra alle de områder, der blev besat efter krigen i 1967. Alle jødiske bosættelser skal fjernes, og alle palæstinensiske flygtninge skal have lov til at vende tilbage. Derefter skal der oprettes en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza-striben med Jerusalem som denne stats hovedstad.