Rejseberetninger

ISTANBUL (28.06.2017): ”Er det sikkert nok at rejse til Tyrkiet?”
     Det bliver jeg hele tiden spurgt om fra danskere, der er ved at planlægge deres sommerferie. Også fra dem, der allerede har bestilt flybillet og hotel, men nu er blevet nervøse, fordi familie og venner i ren panik allerede er gået i kriseterapi.
     Det er klart nok, at de mange terroraktioner, der har været rundt om i Tyrkiet – i særdeleshed i Istanbul i de senere år, det mislykkede militærkup sidste sommer, krigen i nabolandene Syrien og Irak, flygtningestrømmen og landets egne interne politiske problemer, ikke ligefrem er de allerbedste salgsargumenter for Tyrkiet som ferieland. Men lige præcis i den sammenhæng vil jeg mene, at der er god grund til at slå koldt vand i blodet.
     Truslen er minimal, og den er til at overse.

EIN GEDI, ISRAEL (06.06.2015): Mens I oppe i Danmark sikkert snart har opmærksomheden rettet mod Folkemødet på klippeøen Bornholm, så har jeg også netop været ude i klipperne. Dog ikke på Bornholm, men ude i Judæaørkenen. Rettere i Ein Gedi som er en grøn, frugtbar kløft, der skærer sig ind i den golde Judæaørken fra Det døde Hav og vestpå. Her brugte vi en familietur i weekenden til at fotografere lidt ude i naturen.

 
Gravkirken dækker over Jesu’ grav og Golgatha, hvor korset skulle have stået. 
     ”Dækker over” er i virkeligheden en god beskrivelse. For tror man, at man kan se stedet, bliver man skuffet. Alt er dækket til, pakket ind, skrællet bort, bygget om eller kamufleret, så man overhovedet ikke kan se, hvad det en gang var.
     På den måde er Jesu’ grav forsvundet. Der skulle være tale om en klippehule, men der er intet tilbage. Klippen er hugget bort. Dermed er hulen af gode grunde også forsvundet. Sidenhen er det hele pakket ind i et ikke særlig kønt mausoleum.

Oplysningstiden var en spirituel naturkatastrofe. Åndelig gudsbespottelse, mente mange. Videnskaben fratog religionen monopolet på at forklare eksistensens mysterium. Menneskets ånd tog over fra troen og frygten for Gud. Dog ikke hos de ultra-ortodokse jøder – eller haredim, de gudfrygtige, som de kalder sig selv på hebraisk. De holdt fast i den middelalderlige levevis og overtro.
     En spadseretur igennem de ultra-ortodokses kvarter – Mea Shearim – i Jerusalem er som en tur igennem et frilandsmuseum eller et naturreservat, der har bevaret eller snarere fastfrosset en kultur, som den tog sig ud i 1700-tallets jødiske ghettoer i Østeuropa.

Min e-bogsudgave af UNTOLD STORIES fortsætter med at vokse her på hjemmesiden. Her et opslag om at Gud, selvom han har gjort et hæderligt forsøg på at skabe os så mangfoldige, som han magtede, på en eller anden måde ikke formåede at få dem, der tror på og tilbeder ham, til at blive så forskellige, at man kan kende forskel på dem.

Vil man kommunikere med Gud, kan man gøre det fra Jerusalems mange forskellige hellige sten. Det synes de fromt troende i hvert fald at mene. Derfor er der konstant trængsel om disse himmelske kommunikationsknudepunkter, hvor religiøse beder til stenene i håb om, at Gud lytter eller læser med på den anden side.
     Det er noget af det, der berøres i dette fjerde afsnit af min langsomt fremadskridende e-udgave af min fotobog "Untold Stories: Billeder og beretninger fra Mellemøsten."

”Hvis du vil tale med Gud, skal du komme til Jerusalem,” blev jeg fortalt som stor dreng, da jeg første gang besøgte byen. ”Herfra er det billigst, for fra Jerusalem er det nemlig kun en lokalopringning.”
     Gud er da også så tæt på Den hellige Stad, at man hele tiden bliver mindet om byens hellighed. Og fordi byen er så tæt på Gud og Himlen, er den lige så tæt på Djævelen og Helvede. Og det mærker man også.

* * *
En del af dette afsnit fra UNTOLD STORIES - det om Grædemuren - er desværre meget, meget lig et blog-indlæg, jeg lagde på hjemmesiden for nogle dage siden. Da havde jeg lige taget en stak nye billeder nede ved muren, og da kopierede jeg blot en del af teksten fra min bog, for da havde jeg endnu ikke besluttet, at genoptrykke min bog her på siden.
     Beklager.

JERUSALEM (07.03.2015): Et museum kan være en ødemark. Det kan også være en frugtbar oplevelsesskov, man kan udforske. Oppe i Danmark har I Louisiana. Hernede har vi Israel Museum i Jerusalem.
     Skal man have børn til at holde af kunst, skal de kunne kravle rundt i det. Lege i det. Det er vel efterhånden gammel kendt viden. Det hjælper på sin vis også, hvis voksne kan tage sig en opdagelsesrejse indeni et kunstværk. Det kunne man for nylig på Israel Museum, hvor brødrene Doug og Mike Starn havde bygget en kæmpemæssig organisk bambusskov op omkring en skarp, betonskulptur skabt af selveste Pablo Picasso, som på den måde også pludselig for en tid fik et nyt og anderledes liv og perspektiv.

JERUSALEM (28.02.2015): Ved første øjekast har jeg næsten ikke forladt Danmark, selvom jeg har boet i Jerusalem i mere end to årtier. Mit hjem er nemlig fyldt med danske eller i det mindste skandinaviske møbler, danske bøger og internetradio, der sender DR P1-radio ud i højtalerne, og for at det ikke skal være løgn, så hedder kvarteret, vi bor i, Ramat Dania – Danmarkshøjen!!! Så selvom mit liv på den ene side stadig er meget dansk, om end det udfoldes langt borte fra Danmark, så er det også, selvom det lyder som en selvmodsigelse, meget jerusalem’sk. For selvom Jerusalems sære kludetæppe af kulørte, modsætnings- og kontrastfyldte borgere alle bor i den samme by, så gør de det underligt nok både sammen og hver for sig. I sit eget hus og kvarter, bor og lever mange, som de altid har gjort… også tilbage i ”det gamle land”, inden de selv eller deres forfædre immigrerede til Det hellige Land.

JERUSALEM (19.04.2014): ”Godt begyndt er halvt fuldendt”, plejer man at sige. Men som det er med så mange andre kloge ord og gerninger, så virker de ikke helt her i Jerusalem – Den hellige Stad. 
     Her begynder det hele – med at gå i stå.
     Det kan godt være at israelerne på sølle seks dage slog araberne i 1967, men siden da er der ikke meget andet, der er gået hurtigt. Og da slet ikke, hvis det handler om sikkerhed. Kan man få noget til at handle om sikkerhed, går tingene ofte ikke bare i stå, så kan de direkte gå baglæns.
     Men det her er historien om et bibelsk mirakel. Historien om Hellig Ild, håb, stiger i brevsprækker, menneskelige flodbølger, så hvad betyder politiet og et par forsinkelser?