Mellemøsten generelt - Reformer og demokrati

KAIRO (20.04.2013): Der er afgang hele tiden. Overfarten tager fem minutter, og koster næsten en hel krone. Selvom vi stadigvæk er lige midt i Kairo, så skal vi med den håndtrukne færge over en lille kanal, for at komme ud at besøge den egyptiske kunstner Mohamed Abla. Han har søgt tilflugt ude på den lille ø Korsaya. Med den støjende metropol i det mindste en lille smule på afstand og omgivet af grønne marker, med naboer som er bønder med et endnu mere sindigt og roligt tilbagelænet arbejdstempo end ovre i storbyen, får han den arbejdsro, han har behov for.
     Men, når man, som jeg gør i disse dage, besøger et udvalg af de bedste af disse egyptiske kunstnere, så får man også på fornemmelsen, at de ikke bare, som i Mohamed Ablas tilfælde bor på en ø for at få arbejdsro, men at de alle sammen, i hvert fald de af dem, der har en kritisk tilgang til tingene, gør det, fordi det egyptiske samfund ikke ønsker deres bidrag, og ikke formår at værdsætte det, kunstnerne har at byde på. Og var det ikke fordi kunstnerne loyalt hjælper hinanden, så ville de ikke hver især bare bo på en lille ø hver for sig, det ville være tvunget ud på en mental øde ø.

KAIRO (17.04.2013): Når man Googler ordene ”Egypten” og ”kunst og kultur”, så er langt det meste af det, der dukker op på computeren, egyptiske kunst- og kulturprodukter, der har mellem 3-5.000 år på bagen. Kunst der blev sat i gang og sponsoreret af oldtidens faraoniske herskere.
     Nutidens egyptiske magthavere besidder slet ikke det talent. Google afslører også, at det egyptiske Kulturministerium fra tid til anden er vært ved en konference, hvor der tales om kunst og kultur. Men faktisk at sætte nogle rammer for landets kulturpolitik, endsige skabe nogle kreative, frugtbare rammer for landets mest kreative sjæle, så de kan berige det samfund, de er en del af, det magter ministeriet slet ikke.

KAIRO (16.04.2013): Er der overhovedet ikke noget, der har ændret sig, som resultat af den egyptiske revolution? Det spørger man fra tid til anden sig selv om her i Kairo.
     Jeg er tilbage i den egyptiske hovedstad igen. Denne gang ikke for at rapportere… ikke til TV2 i hvert fald. Jeg gør det jo fortsat en lille smule her til min hjemmeside. Denne gang er jeg her for at deltage i et kulturseminar, og da de par indslag, jeg ellers havde planlagt at lave, pludselig ikke lod sig gøre, valgte TV2 at sende mig af sted alligevel, og i stedet betragte turen som efteruddannelse.
     Fantastisk. Dejligt. Sikke en luksus. Sikkert også på tide. Jeg har nu været ansat på TV2 i mere end 25 år, og det er min første efteruddannelse.

JERUSALEM (06.04.2013): Domstolen har i dag – indtil videre i hvert fald – smidt anklagerne imod Egyptens “Jon Stewart” ud. Dermed er TV-værten Bassem Youssef igen en tid en fri mand… for en tid i hvert fald, der er nemlig også andre anklager imod ham og hans satiriske TV-show, som endnu ikke er blevet behandlet.
     Egypterne selv har altid haft humoristisk sans. Men selvironi er langtfra islamisternes stærke side. Hvis der er noget, de ikke kan, så er det at grine af sig selv og slet ikke af islam. For dem er livet og islam en alt for alvorlig sag. Og nu, hvor de har fået magten, så vil de forsøge at redde Egypten, og gøre det til et langt mere retlinet islamisk samfund… i hvert fald som de selv opfatter islam og fortolker traditionen.

JERUSALEM (21.03.2013): Youssef Rakha har oplevet mindst tre grundlæggende omvæltninger i sit liv i de sidste få år. Først Den egyptiske Revolution, der væltede præsident Hosni Mubarak, så blev han gift, for til slut at blive far til datteren Kismet. Nu spørger han sig selv, hvad han skal fortælle Kismet, når hun vokser op, om det land, det samfund og den by, hun blev født i.

KAIRO (13.12.2012): De lever og bor helt bogstaveligt i skyggen af et af denne Verdens Syv Vidundere – Pyramiderne, men deres eget hjem er en forslummet ruin. Sørgeligt som dette skue må synes på den udefrakommende, så deler al-Tuni-familien sin ulykkelige skæbne med en fantastisk stor del af resten af denne folkerige nation. Masser af mennesker i det her land lever i fattigdom og neglegt.
     Jeg ved for lidt om det faraoniske Egypten til at have nogen kvalificeret mening om, hvordan myndighederne den gang behandlede sin befolkning, men igennem mit job som rejsende reporter i Mellemøsten har jeg i snart tre årtier fra første parket kunnet følge med i, hvordan nutidens egyptiske ledere har svigtet sine borgere.

KAIRO (01.12.2012): Sidste runde af denne efterhånden langstrakte og smertefulde egyptiske revolution begyndte torsdag den 22. december, hvor præsident Mohammed Mursi tildelte sig selv voldsomt udvidede beføjelser. I realiteten blev han hævet over loven, og hans beslutninger kunne ikke appelleres. End ikke den egyptiske højesteret kunne komme med indsigelser. Det samme skulle være tilfældet for Forfatningskommissionen, som skal udforme landets nye grundlov.
     Det fik vreden til at bryde ud i lys lue.
     Mursi havde opkastet sig selv til ny diktator, sagde hans kritikere, og Forfatningskommissionen burde allerede have været opløst for længst. Alle ikke-islamiske medlemmer – næsten halvdelen af kommissionen – havde trukket sig ud af forfatningsarbejdet i protest. Men i stedet for at blive mere repræsentativ, kommissionen også hævet over loven, samtidig med at landets nye forfatning ene og alene udformes af islamister med hjælp fra endnu mere ekstreme islamister.

KAIRO (18.09.2012): ”Dumhed er en voldsomt undervurderet faktor i Mellemøsten”, sagde en tidligere dansk ambassadør til et større mellemøstligt land en gang til mig. Og hvor han havde ret.
     Tåber kan ødelægge utrolig meget. Og de gør det som regel i en eller anden større sags tjeneste. Ofte på Guds vegne. Om det er en fanatisk kristen vækkelsesprædikant i Florida, der vil brænde Koraner, eller en halvkriminel koptisk kristen, der vil lave lave talentløse propagandafilm. Eller om det er fanatiske islamister i Kairo, som tror, at de er sat i verden for at forsvare profetens ære, eller i Benghazi, hvor terrorister i slipstrømmen af profet-vreden kan sætte så megen ”lus i skindpelsen”, at USA og Vesten vil blive tvunget på kollisionskurs med de nye regimer i den arabiske verden.

JERUSALEM (11.09.2012): ”Får vi væltet Hosni Mubarak, og gi’r det her os frihed, så er det første gang, vi faktisk fortjener friheden”, sagde Mohammed Abdelmonem Asawy til mig midt under omvæltningerne i Kairo i foråret 2011. ”Hvis andre befrier os for diktaturet, ville vi ikke have fortjent friheden, men det gør vi nu, for nu er det os selv, der har kæmpet for friheden og betalt for den med vores eget blod. Det er vores frihed!”
     En kort periode midt under revolutionen var Mohammed Abdelmonem Asawy Egyptens kulturminister, indtil han blev sparket ud, fordi Det øverste Militærråd udnævnte sin egen regering i stedet.

JERUSALEM (28.09.2011): Jeg hører stadigvæk til dem, der mener, at den fulde rækkevidde af oprettelsen af Al Jazeera i 1996 stadigvæk ikke er gået op for os. Selv mener jeg, at Al Jazeera’s brud på de arabiske tyranners og autokraters monopol på nyhedsformidlingen, var et kvantespring for samfundsudviklingen i den arabiske verden, og en af de helt afgørende forudsætninger for det, vi nu kalder Det arabiske Forår.
     Mange af de arabiske regimer holdt helt frem til Al Jazeera deres befolkninger i lykkelig uvidenhed om de faktiske forhold i deres land og virkeligheden i resten af verden. Det statslige budskab var, at deres egne samfund i bund og grund var perfekte og retfærdige, og at de mangler, det var umuligt at skjule, skyldtes Israel, zionistiske sammensværgelser, CIA, Mossad, undergravende udenlandske agenter m.m.