Mellemøsten generelt - Reformer og demokrati

Egypten er den arabiske verdens bankende hjerte. Det mest folkerige land i regionen, og en kulturel og politisk supermagt i den arabisktalende del af verden. 
     I modsætning til de nye, hovedrige, arabiske olie-sheikhdømmer langs Den persiske Golf, hvis nationale historie blot begyndte i 1960’erne, så er Egypten et oldtidigt rige med rødder, der strækker sig mere end fem tusinde år tilbage i historien. Men Egypten er et prægtigt rige, der også begyndte at gå i forfald i oldtiden, og landet falder fortsat fra hinanden.
Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
     ”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.
”Først nu fortjener vi vores frihed! Det har vi aldrig gjort før. Nu har vi kæmpet for den, vi har lidt for den, blødt for den, ofret for den. Får vi vores frihed nu, så er den for alvor vores. Og det er første gang”, siger Abd El Moneim El Sawy, som leder et alternativt teater- og spillested under en af Kairos broer og en kort overgang under revolutionen var kulturminister.
JERUSALEM (24.03.2014): Som om det ikke allerede går helt ad H… til i Egypten, så har en domstol i byen Minya i Øvre-Egypten netop afsagt dødsdom over ikke mindre 529 medlemmer af Det muslimske Broderskab og andre tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi. 16 blev frigivet, så en eller anden retlig votering må der dog have fundet sted.
     Anklagerne lyder på mord på en politimand, forsøg på mord på to andre og et angreb på en politistation i august sidste år i forbindelse med myndighedernes voldsomme og blodige aktioner imod to store pro-Mursi protestlejre i Kairo.
     Enhver der kender bare det allermindste til Egypten ved, at intet der har med myndighederne at gøre, sker hurtigt. Snarere tværtimod. Det egyptiske bureaukrati er notorisk for ikke at flytte sig ud af stedet. Sådan er det i hvert fald ikke gået i denne sag.
KAIRO (01.12.2014): Vi var egentlig bare på vej ud til Heliopolis-området i Kairo for at hente vores akkrediteringer, så vi kan få lov til at arbejde og filme under afstemningen om Egyptens nye forfatning tirsdag og onsdag. Som altid snegler trafikken sig afsted i noget der blot er en kronisk trafikprop i luntetrav. Af ren og skær kedsomhed ruller jeg vinduet ned for i det mindste at fotografere lidt, mens jeg forsøger at slå tiden ihjel.
     Sirenerne fra et udrykningskøretør afslører at en ambulance forsøger at bane sig vej igennem det kaos, vi også selv er fanget i. Jeg løfter kameraet, og snupper et par billeder af ambulancen, da den snegler sig forbi et stykke borte. Et kedeligt, uinteressant billede, som aldrig ville være blevet vist, hvis det ikke var for det, der skete senere.

JERUSALEM (15.08.2013): Mindst 421 egyptere er blevet dræbt og omkring ti gange så mange såret ved myndighedernes angreb på Det muslimske Broderskabs to protestlejre i Kairo i går.
     Tallet er i de sidste 24 timer gået op og op time for time i forhold til de indledende tal, myndighederne kom med, og ned og ned i forhold til Broderskabets første tabstal som talte om mange tusinder af dræbte.
     Sådan er det her i Mellemøsten. Ingen taler sandt. Ikke myndighederne, og heller ikke Det muslimske Broderskab. Hverken når det handler om tabstal eller noget som helst andet. Det kan man lige så godt acceptere først som sidst. Sådan er det bare i den her slags situationer i den her del af verden.

KAIRO (07.07.2013): Man plejer at sige, at ”hvis det vralter som en and, og hvis det rapper som en and, og endog også snadrer som en and, så er det sikkert en and.” Men sådan er det ikke her i Egypten.
     Her siger mange af mine venner tværtimod, om det, vi ser ude i gaderne og på pladserne: ”Det er ikke et militærkup! Absolut ikke et militærkup. Det er blot militæret, der på folkets vegne kortvarigt er rykket ind for at sikre revolutionen!”
     Også mange vestlige politikere synes at slå knuder på sig selv for at kalde det, der udfolder sig her i Egypten i disse dage, for noget andet end et militærkup, selvom de fleste af dem alligevel er enige om, at det ikke er forfærdelig godt, det de ser.
KAIRO: (24.04.2013): ”Hørte jeg rigtigt? Var det virkelig det, han sagde? Kaldte han det Yom Kippurkrigen?”
     Spørgsmålet rasler rundt inde i mit hoved.
     Vi er lige ankommet til den internationalt anerkendte egyptiske kunstner Khaled Hafez’ imponerende studio og atelier i en forstad i Kairos nordøstlige udkant. I indgangen hænger en samling store fotografier af hans familie. Far, mor, bedsteforældre… og da Khales Hafez fortæller om faderen, som er portrætteret i en egyptisk militæruniform, både på et portræt og på et andet foto sammen med sine soldaterkammerater, fortæller han, at faderen kæmpede ved Suez-kanalen under Yom Kippurkrigen i 1973.
KAIRO (23.04.2013): Psssssiiiit! Psssssiiiit! Psssssiiiit! I en smal psssssiiiit’ende stråle sender spraydåsen sine forstøvede farvedråber over på den grå betonvæg, som langsomt bliver mere og mere kulørt. Den unge egypter har noget på hjertet. Budskabet skal op på væggen. Længere nede ad Mohammed Mahmoud-gaden lyder der råb, skrig og skud. Ind imellem bliver sårede bragt forbi graffitimaleren, men han kigger end ikke op længere. Dramaet er allerede sørgeligt hverdagsagtigt. Tåregastågerne er så tykke, at de endog  får øjnene til at løbe i vand hernede flere hundrede meter borte.
     Da jeg mødte den unge mand med spraydåsen, var han en protesterende demonstrant, men i mellemtiden kan det være, at han er gået hen og er blevet kunstner. Revolutionær kunstner, endog.
KAIRO (22.04.2013): D-Caf her i Kairo er ikke dekaffineret kaffe - noget pjask med farve og duft, men uden koffein. Det har slet ikke noget med kaffe at gøre, men er tværtimod navnet på Kairos Downtown Contempory Arts Festival, som netop er overstået. Efter at de daglige gadekampe i området omkring Tahrirpladsen ophørte, har unge egyptiske kunstnere ført revolutionen videre. De indtaget gaderne i det centrale Kairo, og fortsætter herfra opbruddet på deres egen facon.
     Den britiske avis The Guardian skriver, at mange egyptiske kunstnere føler, at de i øjeblikket befinder sig i en overgangsfase, men at de frygter, at nye restriktioner venter omkring det næste gadehjørne.
     Den egyptiske revolution er hverken overstået - langtfra, eller en fiasko - selvom det ofte godt kunne se sådan ud. Den fortsætter, men har blot ændret udseende og scene. Den har blot ændret karakter. Nu er det kunstnerne, der kæmper.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 6
 forrige     næste