Mellemøsten generelt - Reformer og demokrati
Solen brænder fra en skyfri himmel. Varmen er ulidelig. Alligevel er titusinder samlet på Tahrir-pladsen, som er blevet den egyptiske revolutions bankende hjerte.
I skyggen under en forretningsmarkise møder jeg Mahmoud, en 21-årig studerende fra Cairo University. Han er, har jeg fået at vide, en af lederne af opstanden imod Mubarak-regimet.
Hosni Mubaraks 30 år lange styre er rystet. Mubarak har næppe et fly stående klart med motorerne varmet op, så han kan slippe ud af landet, men han er ikke i Kairo og har ikke været der i ugevis. Præsidenten er flyttet til Sharm el-Sheikh i Sinai-ørkenens sydligste spids, langt fra alle Egyptens storbyer. Til en Rødehavsbadeby, som er omgivet af store ørkenstrækninger, og derfor nem for sikkerhedstjenesterne at isolere og lukke af.
Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder, som om sammenstødene dér er værst. Der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer.
Årsagerne er gammelkendte. Vi har hørt det hele før: Manglen på frihedsrettigheder og demokrati. Manglende presse- og ytringsfrihed. Korruption og inkompetence hos myndighederne. Magthavernes grådighed og nepotisme. Politi og sikkerhedstjenesters brutalitet. Økonomiske problemer, ulige fordelt velstand, voksende priser og astronomisk arbejdsløshed. Befolkningstilvækst og meget unge, utilfredse befolkninger.
Og så oplevede vi ligegodt den særeste af alle demonstrationer i dag.
Politiet demonstrerer!
De, som i årevis har forsvaret diktatoren, og som i de seneste dage har jagtet de unge demokratiaktivister rundt i gaderne og gennembanket dem, føler sig misforstået. Nu vil de gerne ses som ”Folkets Politi” – og så vil de i øvrigt også gerne have mere i løn!
Man skulle tro, at de med bankende hjerter og tilbageholdt åndedræt betragtede nogle eksotiske, farlige rovdyr bag tremmer i en zoologisk have. Men det, der tiltrækker sig morgenens største opløb på Avenue de Bourguiba, er Al Kitab-boghandleren. Og det, der respektfuldt iagttages i sikker afstand på den anden side af butiksruden, er... forbudte bøger.
Eller forbudte indtil nu i hvert fald.
Boghandleren har altid haft bøgerne, bliver jeg fortalt, men de har været gemt væk på lageret. Ikke stående frit fremme.
”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de rundt om i gaderne, så det giver ekko imellem husmurene. Det er en fantastisk oplevelse at overvære. Kravet om demokratiet og frihed bare bobler op nedefra med en kraft og styrke, som overtrykket der brager ud, når man tager proppen af en champagneflaske.
En af de ting, der er nyt og anderledes end ved tidligere forsøg på at vinde mere frihed, er, at de unge, der organiserer demonstrationerne, kan kommunikere med hinanden på internettet og igennem SMS-kæder på mobiltelefonen.
De filmer sammenstødene med deres telefoner og uploader sekvenserne til YouTube og Facebook, og de informerer direkte fra urolighederne via Twitter.
Stemningen er marineret i vrede. Spændingerne er til at tage og føle på. Demonstranterne kommer fra den ene side. Slagordene gjalder. Politiet spærre vejen. På fortovet sidder gæsterne på caféerne som tilskuere til verdenshistorien.
”Hvis folk vælger livet, så må selv skæbnen føje sig…”, gjalder det mellem facaderne.
Nationalsangen er blevet demonstranternes kampsang: ”Mørket må løfte sig og lænkerne brydes…” Demonstranterne marcherer op mod Avenue de Bourguiba i Tunis, hvor en kæde af kampklædt politi spærrer vejen.
Et øjeblik senere lyder bragene fra tåregasgranaterne, der eksploderer på alle sider af demonstranterne, og alt bliver kaos.
Når alt andet svigter – politikere, myndigheder og fremtiden, og det gør de tit – så vender mange arabere sig til det, der aldrig flytter sig: Til traditionen, til religionen og til drømmen om kalifatet. Dengang alt var, som det burde være… eller det er i hvert fald, som den populære, rosenrøde, alment accepterede religiøse historieskrivning udlægger det.