Mellemøsten generelt - Reformer og demokrati

TRANEKÆR (15.04.2016): Det går fremad i krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat. I horisonten kan man begynde at skimte håbet om en militær sejr. Men den militære kamp imod IS er et to-ægget sværd. En sejr er ikke nødvendigvis en sejr. Slaget er langtfra ovre, blot fordi IS bliver slået.
     Efter terrorangrebene i Paris og Bruxelles er det blevet en politisk nødvendighed at være med i krigen imod Islamisk Stat, selvom det ikke altid er lige populært i vælgerbefolkningen. Men kan man nu for sit indre blik begynde at se den sejrsceremoni, der kommer, når vi beslutter, at vi har ”slået” Islamisk Stat, så ligner det hele enhver spindoktors drøm om en photo-opp for sin regeringschef.

TRANEKÆR (13.04.2016): Herhjemme kalder vi altid folketingsvalgene for ”demokratiets fest”. Det er her, folkets ønsker og krav kommer til udtryk. Er vi tilfredse med vore ledere, bliver de genvalgt. Er vi utilfredse, bliver de skiftet ud. Det er hele ideen med valg til et lands parlamentariske forsamling. At folkets mening kommer til udtryk. 
     Nu går Syrien til parlamentsvalg. Men Syrien er ikke et demokrati. Det kommer næppe som nogen stor afsløring for nogen, selvom landets udenrigsminister Walid al-Moallem i dag siger: ”Vi har hele tiden sagt, at det syriske folk selv vil beslutte sin skæbne og fremtid. I dag beviser vi, at det også er det, der sker i praksis.”
Intet fungerer… og det er i virkeligheden ikke rigtigt… ganske meget fungerer faktisk, men slet ikke på den ordinære facon. Krigen har ændret alt. Mobiltelefonnettet er lige kommet op at køre igen her i Benghazi, og det er gratis. Ingen ved, hvem man skal betale til. Man kan dog ikke ringe internationalt – kun lokalt.
     Vi er inde i byen for at købe en lokal mobiltelefon. Det er heller ikke helt legalt. Vi må købe både den og SIM-kortet på den sorte børs. Men det virker. 200 US$ og vi kan kommunikerer på telefon med de lokale.
Oprørerne i Misurata-området har været belejret af regeringsstyrkerne i månedsvis, da jeg ankommer, og de er konstant under bombardement af Muammar Gaddafis tunge artilleri og Grad-raketter. Alligevel synes de underligt opstemte og sejrssikre.
     I de seneste måneder har oprørerne i Misurata kæmpet en indædt kamp for ikke at blive løbet over ende af regeringsstyrkerne, som både i udrustning og træning er dem langt overlegne. Oprørsstyrkernes eneste fordel – måske i virkeligheden deres hemmelige våben – er deres motivation og visheden om, at deres alternativer er til at overskue. Enten vinder de, eller så dør de. Ingen tror, at de har en chance for at overleve, hvis de bliver taget til fange eller kapitulerer.
Vi kører forsigtigt nu, for et eller andet sted derude foran os ligger frontlinjen. Den flytter sig frem og tilbage, og vi ønsker ikke blive fanget på den forkerte side. Det sidste sted, vi kørte igennem var Brega, som oprørerne erobrede i går. Eller mere korrekt: Igen erobrede i går. Det næste sted er Ras Lanuf, som oprørerne også har været i besiddelse af tidligere men igen mistet. Nu angriber de igen, hører vi, og vi vil være med helt fremme.
De sorte røgsøjler er tegnet på en fuldtræffer. En olietank, en del af raffinaderiet, en tankbil eller måske selve olieterminalen. Noget er ramt og brænder. De bomber, der rammer betonbygninger eller det golde ørkensand, sender blot en lys røgsky op, og den forsvinder næsten med det samme. Sådan noget lærer man hurtigt ude på slagmarken.
     På et tidspunkt tæller vi flere end 10 fuldtræffere i hurtig rækkefølge. Oliefaciliteterne går op i røg.
Alle der dækkede den egyptiske revolution i 2011, og som selv var på Tahrir-pladsen, de så og oplevede, at det var veluddannede, liberale, middelklasse unge, der væltede præsident Hosni Mubarak.
     Det er dog ikke længere den fortælling, man får i Egypten. Alt efter hvem man taler med, er det revolutionære persongalleri skiftet ud, så det passer ind i fortællerens selvforståelse. Ude i landdistrikterne er man overbevist om, at det var Det muslimske Broderskab, der væltede diktaturet. Hver gruppe og sektor har sin egen fortælling om revolutionen, om hvad der fandt sted og hvorfor.
     Den rigtige historie - sandheden - er for længst død og begravet.
     Kort tid senere vandt Det muslimske Broderskab valget, og frugterne af den revolution, de unge, liberale, moderate havde gennemført, blev høstet af islamisterne.

Teltmagernes marked ligger lige omkring hjørnet, men her i den lille, støvede sidegyde giver det lokale arabiske kaffehus et velkomment pusterum fra sliddet ovre i bazaaren. Dem man møder her, er blandt de heldige. De har arbejde. Men det er hårdt og underbetalt, og myndighederne og korrupte politifolk gør konstant livet surt for dem, der imod alle odds forsøger at skabe sig et værdigt og anstændigt liv.
     Det er ikke let. Alligevel mødes man af smil og venlighed ligegyldigt hvor man vender sig hen… det er lige så længe, man møder almindelige, ordinære egyptere. Myndighederne er en anden historie. Især hvis man er udenlandsk journalist. Så ses man automatisk som en ballademager, der skal stoppes.
Husene på Dahab er bygget af soltørrede mursten fremstillet af ler og halm, nøjagtigt som på faraonernes tid, som vi kan læse om det i Bibelen. Øen er dækket af marker, og afgrøder, varer og alt andet transporteres på æselryg. Selvom øen er omgivet af storbyens højhuse på alle sider, så er der ingen bro derover. Man skal sejle med en felucca – en traditionel, klinkbygget træbåd der bruger de karakteristiske store, trekantede sejl – for at begive sig fra den ene bred, og fra den ene tidsalder, til en anden.
En dag midt under de daglige demokrati-demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo beslutter jeg, at det vil være interessant at høre, hvad nogle af de mennesker, som ikke hver dag møder op inde på pladsen, tænker om situationen. Og lige midt i hovedstaden er der faktisk et lille sted, hvor man ironisk nok kan komme langt længere væk fra Kairo, end man skulle tro.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 6
næste