Palæstinenserne - Palæstinensisk politik

JERUSALEM (20.05.2011): ”De er vore brødre og vores familie”, sagde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah om ærkerivalerne i Hamas, som alle ved, at han hader som pesten, da nyheden om aftalen imellem de to organisationer blev offentliggjort. ”Vi har for altid vendt den sorte side i vores historiebog med splid imellem os”, påstod han.
     ”Vores kamp er imod den israelske fjende og ikke mod andre palæstinensiske fraktioner”, sagde Hamas’ politiske leder Khaled Mashal. Rivalerne i Fatah, som anser sig selv for at være den palæstinensiske nationalbevægelse, kan næppe have været glade for at blive reduceret blot til endnu en af en række ”palæstinensiske fraktioner”.
     ”Det er et dødeligt slag for freden”, lød den israelske premierminister Benyamin Netanyahus dystre dom, som om freden havde været lige om hjørnet, men først nu pludselig var blevet dødeligt kvæstet.

BEIRUT (02.05.2011): Efter næsten 10 års jagt lykkedes det i nat for amerikanske specialstyrker at overraske den saudiarabisk-fødte terrorleder Osama Bin Laden i hans skjulested i Pakistan og likvidere ham.
     Det var ikke bare en overraskelse, at amerikanerne endelig efter så mange års indsats endelig opsporede Bin Laden. Det kom også bag på mange, at han ikke skjulte sig i det berygtede, lovløse stammeområde langs Pakistand grænse til Afghanistan, men tværtimod opholdt sig med dele af sin familie i en luksuriøs kæmpevilla i en storby ikke langt fra hovedstaden Islamabad.
     I øjeblikket befinder jeg mig i Libanon, og det er interessant at følge med i, hvor relativ underspillet reaktionerne på likvideringen har været rundt om i Mellemøsten. Indtil videre er der ingen vrede anti-amerikanske demonstrationer. Stars and Stripes bliver ikke brændt af, og ingen kræver ”Død over Den store Satan”.

JERUSALEM (08.01.2011): Hvis man kan forestille sig lugten af det affaldsvand, der måtte komme ud af rengøringen af en gammel osteforretning, som ikke har fået gjort rent i måneder, blandet med en god portion gylle fra en svinefarm, så er man lidt på vej til at fornemme stanken af Israels nye hemmelige våben – stinkende vand. Det grønfarvede, ildelugtende vand, som man næsten brækker sig over, er blevet taget i brug, fordi Israels brug af tåregas under uroligheder igen er kommet i søgelyset.

JERUSALEM (19.12.2010): Ovre på min FaceBook-side har der været debat om hvor populær ideen om ikke-voldsmodstand er eller ikke er blandt palæstinenserne. Jeg huskede i den sammenhæng, at jeg i begyndelsen af den anden intifada for snart 10 år siden lavede et interview med den palæstinensiske professor Saleh Abdel Jawad fra Bir Zeit-universitetet på Vestbredden om blandt andet det spørgsmål, og hvor sørgeligt det var, at han var nødt til at pakke sin ellers dybt fornuftige kritik af brugen af vold så meget ind, fordi ikke-volds-argumentet også dengang var så uacceptabelt i Fatah-bevægelsen og de ledende palæstinensiske kredse. Artiklen handler naturligvis også om mange andre ting, mest om problemerne med at have en åben, kritisk debat internt i det palæstinensiske samfund.

JERUSALEM (13.12.2010): Vi er på vej mod “interessante tider”, for at bruge formuleringen fra den gamle kinesiske forbandelse. For det bliver nok interessant, men næppe behageligt. Israel skal i fremtiden ikke blot at skulle slås med sine fjender. Landets venner synes også at have fået nok. Palæstinenserne vil komme til at stå mere alene, og selvom de måske proklamerer en stat for tredje gang, og visse lande endog anerkender den, så vil de være så langt fra faktisk at få den, som nogensinde.

TRANEKÆR (25.11.2010): Grædemuren i Jerusalems Gamle Bydel har ingen som helst religiøs betydning i jødedommen, men er tværtimod muslimsk ejendom! Budskabet kommer fra Det palæstinensiske Selvstyres Informationsministerium. Og det er dumt! Uvidende! Intolerant! Vice-informationsminister Al-Mutawakil Taha siger, at hans rapport er udtryk for Det palæstinensiske Selvstyres officielle synspunkt i sagen.

TRANEKÆR (16.11.2010): En af de nærmeste dage får vi sikkert at vide, at Israel er gået med til at forlænge byggestoppet i de jødiske bosættelser på Vestbredden i yderligere 90 dage. Til gengæld for byggestoppet, som er USA's gave til palæstinenserne, får Israel en række sikkerhedsgarantier, amerikansk støtte i FN og løfte om at kunne købe nye avancerede amerikanske kampfly til sit luftvåben.

JERUSALEM (04.10.2010): Min redaktør spurgte mig i forgårs, om vi skulle lave historien om at fredsprocessen var død, for det skrev alle nyhedsbureauerne, at den var. Palæstinenserne har trukket sig ud, fordi Israel ikke ville forlænge byggestoppet i bosættelserne, skrev de. Jeg rådede min redaktør til at vente lidt. Palæstinenserne har sagt det samme tidligere, noget tyder på, at de ikke ønsker at stå tilbage som dem, "der lukker og slukker" for håbet. Næste dag skrev alle mine kolleger i deres aviser, at fredsprocessen er død! Tog jeg fejl?

JERUSALEM (26.09.2010): Er der måske nogensinde i historien en konflikt, der begyndte som en væbnet konflikt med kanoner, fly og terrorister, som endte med at blive afgjort af betonblandere og byggekraner?
     På overfladen lyder det jo fjollet, men også lidt flot og storslået: Krige er at ødelægge, bryde ned og lægge i ruiner. At bygge huse er at skabe noget nyt, bygge op og være konstruktiv. Sætningerne kunne næsten være taget lige ud af en pacifistisk fredsorganisations hvervningspamflet, men nu taler vi om Mellemøsten, og dem der bygger, er jødiske bosættere, og så er byggeriet pludselig problematisk. At bygge huse til jøder på Vestbredden truer freden lige så meget som bomber, kanoner og kampvogne.

JERUSALEM (25.09.2010): I morgen udløber det 10 måneder lange israelsk byggestop i de jødiske bosættelser på Vestbredden, som Israels premierminister Benyamin Netanyahu ensidigt erklærede i november sidste år. Hvad sker der så? Begynder Israel at bygge løs igen? Bryder forhandlingerne sammen? Eller betyder det at parterne får endnu mere travlt med at forhandle? Er det enden på drømmen om en palæstinensisk stat? Betyder det en bi-national i stedet? De færreste toro på forhandlingerne, men hvad er alternativet?