Palæstinenserne - Palæstinensisk politik

Hele den palæstinensiske Hamas-gruppes ledelse, som Israel anser for at være terrorister, befinder sig i øjeblikket i Gaza-striben. Det er første gang nogensinde, hele Hamas-ledelsen er samlet, skriver Hamas’ website Safa. Både de lokale ledere og ledelsen udefra. Mange af dem står højt på Israels ”hitliste” – listen over topterrorister, som de israelske myndigheder meget gerne vil slippe af med. Men ifølge flere forskellige kilder har Hamas via FN fået den israelske regerings forsikringer om, at Israel ikke vil forsøge at ramme dem.
     En lille gruppe højtstående Hamasfolk vendte sent torsdag aften tilbage til Gaza-striben fra et kort besøg i den egyptiske hovedstad Kairo. Ifølge den libanesiske avis Al Akhbar har de – med egypterne og FN som mellemmænd – forhandlet en våbenhvile på plads med Israel. Aftalen skal ifølge forlydenderne også føre til en forbedring af forholdene for almindelige palæstinensere i Gaza-striben.

…gælder alle kneb, siger man. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne blev adopteret af mange, fredsprocessen et pet project for endnu flere, og nu står en tidligere nærmest ikonisk konflikt pludselig i skyggen af mange andre, langt større konflikter og humanitære katastrofer i et uroligt Mellemøsten.
     Denne artikel er mit bidrag til Historielærerforenings blad, som denne gang er et temanummer om Israel-Palæstinakonflikten i anledning af 70-året for Israels oprettelse og det palæstinensiske flygtningeproblems begyndelse.

USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Og i maj 2018 blev det fulgt op af at den amerikanske ambassade blev flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Dermed har USA brudt med årtiers amerikansk udenrigspolitik og også med den linje, de fleste af USA allierede fører. Fra mange sider var der frygt for at det amerikanske skridt, som faldt sammen med Israels 70-året for Israels oprettelse, og dermed også 70 året for den palæstinensiske flygtningetragedie, kunne føre til udbruddet af en ny palæstinensisk opstand. En ny Intifada, men det skete ikke.

ODENSE (10.12.2017): På hebraisk hedder byen Yerushalayim. På arabisk Al Quds. Byen har en befolkning på omkring 880.000 og dækker et område på godt og vel 125 kvadratkilometer. Tager man oplandet og forstæderne med, kommer det op på 652 kvadratkilometer.
     Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t. 
     Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.

ODENSE (09.12.2017): Som jeg skrev lidt om i går, så synes det i dag lidt klarere, at USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ”kun” handler om Vest-Jerusalem. Ikke den østlige del af byen. Øst-Jerusalems status er set med Washingtons øjne tilsyneladende fortsat den samme: Et besat område hvis endelige status endnu er uafklaret og derfor skal forhandles imellem parterne.
     Der er samtidig vedvarende og voksende rygter om, at det hele er en del af en større og mere omfattende plan, som der forhandles om bag kulisserne, og hvori blandt andet Saudi Arabien skulle være involveret.

”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!” 
     Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
     Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen. Dog ikke i kampen med Israel.

I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.

"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."

Jeg forsøger at komme i kontakt med hende under hele massemødet. Men hun er totalt afvisende, og det er en underdrivelse. 
     Fjendtlig er mere betegnende. 
     Jeg spørger efter hendes navn, men får kun et isnende, hadsk blik igen. 
     Stemningen omkring os forandrer sig. Min palæstinensiske assistent hvisker mig i øret, at jeg skal lade den militant-islamistiske børnehavelærerinde i fred, og ophøre med at fotografere hende.

Vi er i Gaza By. Det er den 12. november 2006. Skuddene brager løs omkring os. Her er fyldt til bristepunktet af unge palæstinensiske mænd og store drenge med skydevåben. Mest russisk producerede Kalachnikov AK 47 militære angrebsrifler. 
     I dag skyder de heldigvis kun op i luften. Til gengæld gør de det hele tiden. Og de elsker det. 
     Fatah-aktivister fyrer massevis af penge af op i luften for markere årsdagen for Arafats død snarere end at bruge pengene og energien på at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, de ellers påstår at kæmpe for, og som bor lige ved siden af.