Palæstinenserne - Palæstinensisk politik

”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!” 
     Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
     Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen. Dog ikke i kampen med Israel.
I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.
"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."
Jeg forsøger at komme i kontakt med hende under hele massemødet. Men hun er totalt afvisende, og det er en underdrivelse. 
     Fjendtlig er mere betegnende. 
     Jeg spørger efter hendes navn, men får kun et isnende, hadsk blik igen. 
     Stemningen omkring os forandrer sig. Min palæstinensiske assistent hvisker mig i øret, at jeg skal lade den militant-islamistiske børnehavelærerinde i fred, og ophøre med at fotografere hende.
Vi er i Gaza By. Det er den 12. november 2006. Skuddene brager løs omkring os. Her er fyldt til bristepunktet af unge palæstinensiske mænd og store drenge med skydevåben. Mest russisk producerede Kalachnikov AK 47 militære angrebsrifler. 
     I dag skyder de heldigvis kun op i luften. Til gengæld gør de det hele tiden. Og de elsker det. 
     Fatah-aktivister fyrer massevis af penge af op i luften for markere årsdagen for Arafats død snarere end at bruge pengene og energien på at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, de ellers påstår at kæmpe for, og som bor lige ved siden af.

Unge palæstinenseres kamp i de besatte områder imod overmagten - de israelske besættelsesstyrker - virker som inspiration for arabere i hele Mellemøsten, som det kan ses af dette digt af den syriske digter Nizar Qabbani fra "The Trilogy of the Children of the Stones."
Endnu en begravelse. Det seneste angreb kostede 19 palæstinensere livet. I morgen vil tallet allerede være reduceret til en lille bid af den blodige statistik, der er en fast del af denne altædende konflikts faste bagtæppe.
     Alle de dræbte var uskyldige. Granaterne ramte de forkerte mål. Det indrømmer den israelske hær senere. Men Beit Hanoun her i det nordlige hjørne af Gaza-striben ligger så tæt på den israelske by Sderot på den anden side af grænsehegnet, at man kan se fra de sidste palæstinensiske huse her til de første israelske derovre. Derfor bruger de militante grupper ofte Beit Hanoun til at affyre deres raketter fra, og af samme grund er byen også ofte mål for Israels militære svar.
En del af Mellemøstkonflikten udkæmpes på slagmarken. En anden, og sikkert lige så betydningsfuld, udkæmpes i de internationale medier.
     De billeder, man kan få i TV-nyhederne overalt i verden, viser sig ofte at have større effekt end de sejre, hvor man faktisk trænger modstanderen tilbage ude i den støvede, solskoldede virkelighed. Dramatiske TV-billeder skaber folkelig opstandelse, inspirerer politikere til at spinde nem politisk kapital på begivenheden, pludselig er et ellers ligegyldigt, absurd teater blevet til en politisk kendsgerning.
     Dette billede er et foto af sådan et stykke teater.
Der er noget næsten gøgeungeagtigt over Israel-Palæstinakonflikten. Som gøgeungen, der skubber den lillebitte rørsangers egne æg og unger ud over redekanten, så den til sidst har reden for sig selv, og ene og alene bliver madet af to forpustede småfugle. Sådan er det også lidt med israelerne og palæstinenserne. De har i hvert fald indtil Det arabiske Forår formået at få verden til at tro, at de er det eneste i Mellemøsten, der har krav på omverdenens opmærksomhed.
”Verden kan ikke ville fred mere end Jer – parterne selv”, sagde den daværende amerikanske udenrigsminister James Baker træt, udbrændt og en smule vantro efter at han i flere år energisk havde forsøgt at få israelere og palæstinensere til at forhandle fred med hinanden. 
     ”Når I er klar, så ring til os.”
     Man kan ikke fortænke hverken udenrigsminister Baker eller nogen anden, der siden har været involveret i de mange forsøg på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne, at de ind imellem taber tålmodigheden og giver op.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 6
næste