Palæstinenserne - Palæstinensisk kultur & samfund

BEIRUT (02.05.2011): Efter næsten 10 års jagt lykkedes det i nat for amerikanske specialstyrker at overraske den saudiarabisk-fødte terrorleder Osama Bin Laden i hans skjulested i Pakistan og likvidere ham.
     Det var ikke bare en overraskelse, at amerikanerne endelig efter så mange års indsats endelig opsporede Bin Laden. Det kom også bag på mange, at han ikke skjulte sig i det berygtede, lovløse stammeområde langs Pakistand grænse til Afghanistan, men tværtimod opholdt sig med dele af sin familie i en luksuriøs kæmpevilla i en storby ikke langt fra hovedstaden Islamabad.
     I øjeblikket befinder jeg mig i Libanon, og det er interessant at følge med i, hvor relativ underspillet reaktionerne på likvideringen har været rundt om i Mellemøsten. Indtil videre er der ingen vrede anti-amerikanske demonstrationer. Stars and Stripes bliver ikke brændt af, og ingen kræver ”Død over Den store Satan”.

ODENSE (24.12.2010): Her til jul er der fortsat ”ikke plads på herberget” i Bethlehem. Og det er ikke fordi der ikke er blevet bygget flere herberg eller hoteller siden Jesu’ tid, for det er der. Det er ganske enkelt fordi turisterne og pilgrimmene efter en længere mager periode er begyndt at vende tilbage til Jesu’ fødeby igen.
     I år har 500 kristne palæstinensere fra Gaza også fået tilladelse til at drage til julefestlighederne i Bethlehem. Blandt Gaza-stribens 1,5 millioner muslimer bor der også omkring 3.500 kristne palæstinensere, som holder meget lav profil i det i stigende grad fundamentalistiske, Hamas-ledede samfund.

JERUSALEM (19.12.2010): Ovre på min FaceBook-side har der været debat om hvor populær ideen om ikke-voldsmodstand er eller ikke er blandt palæstinenserne. Jeg huskede i den sammenhæng, at jeg i begyndelsen af den anden intifada for snart 10 år siden lavede et interview med den palæstinensiske professor Saleh Abdel Jawad fra Bir Zeit-universitetet på Vestbredden om blandt andet det spørgsmål, og hvor sørgeligt det var, at han var nødt til at pakke sin ellers dybt fornuftige kritik af brugen af vold så meget ind, fordi ikke-volds-argumentet også dengang var så uacceptabelt i Fatah-bevægelsen og de ledende palæstinensiske kredse. Artiklen handler naturligvis også om mange andre ting, mest om problemerne med at have en åben, kritisk debat internt i det palæstinensiske samfund.
JERUSALEM (29.03.2009): Det sker ikke så tit, men fra tid til anden hører man varme, smukke historier om menneskers format, situationer hvor ånd og hjerte bygger bro, hvor storhed og menneskeværd besejrer brutalitet og ødelæggelse. I midten af den forgangne uge hørte jeg en sådan dejlig historie, som Mellemøsten har så desperat brug for flere af. Min gode ven og kollega Khaled Abu Toameh, som i 17 år har været min palæstinensiske såkaldte ”stringer”, fortalte mig en smuk historie om en gruppe unge palæstinensiske musikere fra en flygtningelejr på Vestbredden, som havde spillet og sunget for en gruppe gamle jødiske overlevende fra Holocaust på et hjem i Holon lige udenfor Tel Aviv.
Sider : 1 2
 forrige