Palæstinenserne - Palæstinensisk kultur & samfund

JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
Rytmen tager fat i mellemgulvet. Reggae på arabisk. Taget er ved at løfte sig. Fadøllet flyder i stride strømme. Stemningen syder. De unge fyre tager kæresterne på numsen. Pigerne hyler, klapper og hopper i takt til musikken.
     Vi er til noget så unormalt som Oktoberfest i de palæstinensiske selvstyreområder, i landsbyen Taybeh ikke langt fra Ramallah. Taybeh er en kristen palæstinensisk landsby. Den allersidste helt igennem kristne landsby, der er tilbage i et område, der ellers en gang var rent kristent.
”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!” 
     Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
     Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen. Dog ikke i kampen med Israel.
I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.
"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."
Jeg forsøger at komme i kontakt med hende under hele massemødet. Men hun er totalt afvisende, og det er en underdrivelse. 
     Fjendtlig er mere betegnende. 
     Jeg spørger efter hendes navn, men får kun et isnende, hadsk blik igen. 
     Stemningen omkring os forandrer sig. Min palæstinensiske assistent hvisker mig i øret, at jeg skal lade den militant-islamistiske børnehavelærerinde i fred, og ophøre med at fotografere hende.
Vi er i Gaza By. Det er den 12. november 2006. Skuddene brager løs omkring os. Her er fyldt til bristepunktet af unge palæstinensiske mænd og store drenge med skydevåben. Mest russisk producerede Kalachnikov AK 47 militære angrebsrifler. 
     I dag skyder de heldigvis kun op i luften. Til gengæld gør de det hele tiden. Og de elsker det. 
     Fatah-aktivister fyrer massevis af penge af op i luften for markere årsdagen for Arafats død snarere end at bruge pengene og energien på at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, de ellers påstår at kæmpe for, og som bor lige ved siden af.

”Vi går op og ned af hinanden på gader og stræder – palæstinenserne og os israelere. Men vi ser ikke hinanden”.
     Dette interessante udsagn kommer fra den nu verdenskendte israelske forfatter David Grossman. Da jeg interviewede ham første gang, havde han lige udgivet bogen ”Den gule vind”, som, da den udkom som et temanummer af tidsskriftet Koteret Rashit i sommeren 1987, nærmest profetisk forudså den første Intifada, der brød ud nogle måneder senere.
”En meningsmåling for nylig i den israelske avis Ha’aretz viste, at 85 procent af israelerne mener, at deres regering er korrupt! 85 procent!!!” Yisrael Cambell kigger ud over publikum med et ansigtsudtryk der klart viser forundring.
     ”Det er jo forfærdeligt”, siger han. ”Det betyder jo, at hele 15 procent af befolkningen er totalt ude af kontakt med virkeligheden!!!”

BEIRUT (02.05.2011): Efter næsten 10 års jagt lykkedes det i nat for amerikanske specialstyrker at overraske den saudiarabisk-fødte terrorleder Osama Bin Laden i hans skjulested i Pakistan og likvidere ham.
     Det var ikke bare en overraskelse, at amerikanerne endelig efter så mange års indsats endelig opsporede Bin Laden. Det kom også bag på mange, at han ikke skjulte sig i det berygtede, lovløse stammeområde langs Pakistand grænse til Afghanistan, men tværtimod opholdt sig med dele af sin familie i en luksuriøs kæmpevilla i en storby ikke langt fra hovedstaden Islamabad.
     I øjeblikket befinder jeg mig i Libanon, og det er interessant at følge med i, hvor relativ underspillet reaktionerne på likvideringen har været rundt om i Mellemøsten. Indtil videre er der ingen vrede anti-amerikanske demonstrationer. Stars and Stripes bliver ikke brændt af, og ingen kræver ”Død over Den store Satan”.

Sider : 1 2
næste