Korte facts:

PALÆSTINENSERNE

 
 
Krigen i 1948-49 førte til det palæstinensisk-arabiske flygtningeproblem. Konflikten er aldrig blevet løst. Det er flygtningeproblemet heller ikke.

JERUSALEM (01.09.2012): Næsten alt om palæstinenserne er omstridt.

Betegnelsen ”palæstinenser” refererer i dag til den arabiske befolkning der enten lever i eller oprindeligt stammer fra Palæstina-området. Men oprindeligt blev både jøder og arabere under Det britiske Palæstinamandat kaldt palæstinensere. Så betegnelsen ”palæstinenser” for udelukkende den arabiske del af befolkningen er relativ ny.

Under krigen i 1948-49 blev omkring 700.000 palæstinensere flygtninge. De er ifølge UNRWA – FN’s særlige agentur for de palæstinensiske flygtninge – i dag med efterkommere blevet til næsten 5 millioner. Mange af dem bor dog fortsat i Palæstina-området, selvom de er registreret som flygtninge.

 
 
Det oprindelige Britiske Palæstinamandat (øverst), og det, der er tilbage, efter oprettelsen af Transjordanien. Som man kan se af det gamle landkort, troede Zionistbevægelsen den gang, at det resterende Palæstina skulle være den jødiske stat, som de mente, Storbritannien havde lovet dem.

I de palæstinensiske områder (Vestbredden, Gaza og Øst-Jerusalem) lever der i dag omkring  4 millioner palæstinensere (både flygtninge og oprindelige borgere): Omkring 2,5 millioner på Vestbredden og 1,5 millioner i Gaza-striben. Tager man de cirka 1,6 millioner israelske arabere i selve Israel med, så kommer tallet således op på 5,6 millioner. Dermed bor langt de fleste palæstinensere altså fortsat i Palæstina-området.

Det anslås at der bor yderligere henved 3 millioner palæstinensere i henholdsvis Libanon, Syrien og Jordan. I Libanon og Syrien fortrinsvist i flygtningelejre, som i dag mere ligner bydele.

Palæstinenserne kæmper for at få deres egen stat. Præcist hvilke områder, de gør krav på, er uklart.

I PLO’s såkaldte Nationalcharter defineres Palæstina som det område, Det britiske Mandat i sin tid dækkede. Men Det britiske Mandat havde to faser. Da det oprindeligt blev oprettet af Folkeforbundet efter Den første Verdenskrig, omfattede mandatet både det nuværende Israel, de besatte områder og det nuværende Jordan. Kort tid senere delte briterne området og oprettede Emiratet Transjordanien som en arabisk stat, og herefter betegnede de kun det tilbageværende område - fra Jordanfloden til Middelhavet - som Palæstina-mandatet.

 
 
Nogle palæstinensere kræver en stat på Vestbredden og i Gaza-striben, mens Hamas ønsker en stat i både de besatte områder og det nuværende Israel.
I dag er Det palæstinensiske Selvstyres og PLO’s officielle krav en fri, uafhængig Palæstinastat på Vestbredden og i Gaza-striben med Øst-Jerusalem som hovedstad. Hamas, som har kontrollen med Gaza-striben og ikke er med i PLO, deler ikke denne holdning. Hamas kræver fortsat kontrol med hele Palæstinaområdet.

Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) blev etableret i 1994 som et direkte resultat af fredsforhandlingerne mellem PLO og Israel. Som PLO var og er PA domineret af Yassir Arafats Fatah-bevægelse. Den mistede imidlertid regeringsmagten til den islamistiske Hamas-gruppe ved det palæstinensiske valg i 2006. Striden imellem de to grupperinger førte til en åben borgerkrig, og resultatet er to rivaliserende palæstinensiske regeringer: Hamas, som kontrollerer Gaza-striben, og PA/PLO som sidder med magten i de palæstinensiske områder af Vestbredden.

Palæstinensisk præsident er Mahmoud Abbas, som også kaldes Abu Mazen. Hans magt er reelt begrænset til Vestbredden, og han er også formand for Fatah-bevægelsen. Premierminister for Det palæstinensiske Selvstyre (Vestbredden) er Salam Fayyad, som er politisk uafhængig. Rivaliserende premierminister i Gaza-striben er Ismail Haniya fra Hamas-gruppen.

Trods mange forlydender om forsoning mellem de to stridende palæstinensiske bevægelser, er det fortsat ikke lykkedes dem at enes – hverken om etableringen af en samlingsregering eller om andre mekanismer, der kan føre det palæstinensiske samfund fred nye valg, så palæstinenserne kan få sig én samlet, effektiv regering til at repræsentere dem. Denne splittelse svækker palæstinensernes forhandlingsposition, og Israel viser intet reelt ønske om at få genoptaget forhandlinerne.


 

 


 

Ved at klikke videre på et af emnerne i boksen øverst til venstre, kan du se noget af det, jeg tidligere har skrevet om dette emne på hjemmesiden.