Road Trip til Udkanten:

Stemmer fra Vandkantsdanmark

På min rundrejse i Danmarks såkaldte "udkant" sammen med John Rasmussen har jeg mødt et hav af interessante, engagerede mennesker, som jeg har lært en masse af. Nogle optræder i mine artikler fra reportagerejserne, som er offentliggjort på TV2's hjemmeside – andre ikke, dem har jeg blot brugt i min research, men alle har de en interessant historie at fortælle. Alle belyser de - hver på sin måde - sider af livet i udkanten/vandkanten/forkanten, eller hvad man nu vælger at kalde områderne.

Jeg forsøger nu her på min egen hjemmeside at lave en række korte portrætter af nogle af disse mange mennesker. Jeg kalder afsnittet ”Stemmer fra Vandkants-danmark”. Indtil videre har jeg kun fået skrevet en del af dem ud, så der kommer mange flere.

Jeg vil også begynde at lægge andre af artiklerne, som egentlig blev lavet til tv2.dk, ud her på min egen hjemmeside. I starten af foråret planlægger jeg at fortsætte min rundrejse i det skønne danske land. Om det endnu en gang bliver til TV2, eller blot for egen regning og risiko, er endnu ikke helt klart.

Kig derfor snart tilbage igen.
 


 
 
 

Ann-Mai Hansen, Fejø
Gymnasielærer
Medl. af bestyrelsen for Fejø-foreningen

 
Ann May er oprindelig fra Fejø, men som så mange andre flyttede hun til hovedstadsområdet for at få sig en uddannelse. Hun er dog også en del af en ny tendens: Nemlig at unge børnefamilier begynder at vende storbyen ryggen og i stedet flytte ud på landet. 
 
”Det er vi fordi, vi netop havde brug for at skrue lidt ned for livet med min familie og vende tilbage til de værdier, jeg egentlig synes er vigtigst. Det er jo selvfølgelig hinanden og det, der er omkring os. Naturen og mennesker og sådan nogle ting.”
 
”Det gik lidt for hurtigt, da vi boede oppe i Nordsjælland. Da vi så pludselig mit barndomshjem blev ledig hernede på øen. Det kunne vi jo ikke sige nej til, så vi sprang ud i det, og flyttede job og barn og alting. Vi har ikke fortrudt det et sekund, heldigvis.”
 
”Man har brug for nogle andre værdier i sit liv, end det du kan, når du sidder i et hus til 3-4 millioner, skal klare to fuldtidsjobs, to børn og alt muligt andet samtidigt. Det er rigtig svært at få til at hænge sammen. Så er der pludselig en masse, der erfarer, at når du rykker ud (til ”udkanten”), så får du lige pludselig helt andre rammer for dit liv. Både hvad angår pladsen og de muligheder der er. Det bliver mere lokalt. Man kender hinanden. Man har råd til mere. Man kan gå ned i timer på arbejdet. Være mere sammen med sine børn. Der er så mange muligheder, hvis man bare flytter ud fra de der storbyer, hvor størstedelen af os ellers styrter rundt.”
 
”Vi ser ikke tilbage og tænker, at der er en hel masse ting fra vores tidligere liv, som vi savner. Og skulle der så være et par enkelte ting, vi har valgt at opgive, så har vi til gengæld fået så meget andet, som erstatter det. Det kan da godt være, at jeg ikke lige kan smutte i biografen lørdag aften kl. 19:00. Til gengæld kan jeg gå ned på stranden og nyde solnedgangen og holde øje med svanerne hver eneste dag i stedet for. Så jeg tror bare, at nogle af de ting, man tror, man kommer til at savne, de bliver lynhurtigt erstattet af andre ting, som jeg personligt synes, giver meget mere værdi.”
 
- Når man kommer fra et sted, som du gør, fra det Storkøbenhavnske område, med millioner mennesker omkring sig, og så flytter her til Fejø med kun 450 indbyggere, føler man sig så lidt alene?
 
”Nej det ville være synd at sige. Jeg kender betydelig flere mennesker herovre, og jeg omgås mange flere mennesker og besøger dem her på Fejø, end jeg gjorde før. Og det var ikke fordi jeg ikke også havde mange dejlige venner inde i Ølstykke, men jeg tror bare, at man har for travlt til at engagere sig. Der var ikke tid til at engagere sig rigtigt. Man kunne lige nå at spise en middag sammen med nogen en gang imellem. Men hernede har vi spiseklubber. Det mødes vi til en gang om ugen. Man har også pludselig tid til at kaste sig over alt mulig frivilligt arbejde. Og der åbner sig en helt ny vifte af masser af spændende mennesker, som også engagerer sig i sådan nogle ting. Så jeg har langt flere mennesker i mit liv nu, end jeg havde for bare to år siden. Der er der ingen tvivl om.”
 


 
 

Morten Fokdal Knudsen, Fejø
Optiker
Medl. af bestyrelsen for Fejø Skole

 
Morten Fokdal har boet på Fejø i næsten 10 år. Han er optiker i Maribo og pendler hver dag frem og tilbage. Det vil han hellere, for han vil ikke opgive sit liv som øbo. Han elsker livet på Fejø og er også aktiv i en lang række foreninger og andre sammenhænge på øen. Blandt andet sider han i bestyrelsen for skolen, og har været en af folkene bag at få gennemført den såkaldte Fejølov, som sikrede, at skolen kunne overleve.
 
Morten synes i virkeligheden, at ”udkanten” kan hjælpe resten af landet. Det eksempel de aktive ildsjæle ligger for dagen her, burde også kunne inspirere andre og udnyttes andre steder i landet.
 
”Vi forsøger alle sammen at spare. Det gør kommunerne også. Men det er ikke alle, der til fulde forstår, hvilke ressourcer, der også er til stede. Herude har vi så meget at byde på. Vi kan så meget. De frivillige kræfter, vi lægger for dagen herovre… hvis man kunne mobilisere lignende kræfter på den måde over hele landet, så ville alt se helt anderledes ud.”
 
”Vi er mange herovre, der ikke bruger så lang tid på at se fjernsyn. Vi bruger masser af tid på ”at komme hinanden ved”, som man siger. Det er stort.”
 
”Alle kan jo godt se, at det er en fordel at tage os med ind. Det at vi nu selv driver skolen, giver en helt anden energi. Også til os selv. Det betyder noget. Det kan Lolland Kommune jo også godt se. Og det at vi har skolen er formentlig medvirkende grund til, at vores befolkningstal er stigende. Vi får flere børn.”
 
 

 
 

Amanj B. Karim Frydendal, Fejø
Kemiingeniør og restauratør
Nytilflytter til Fejø

 
Når dette læses, har Amanj og hans kone Mie formentlig fået Fejø’s nyeste beboer. Eller så er fødslen i hvert fald lige op over. Der udover har de sønnen Valdemar på snart 3.
 
Amanj er fra irakisk Kurdistan, taler perfekt dansk, er uddannet kemiingeniør, men det er der ikke så meget brug for på Fejø lige i øjeblikket., så derfor er han blevet restauratør. Han laver efter de lokales opfattelse ”verdens bedste pizza”. 
 
Da jeg besøgte ham på den lille café og restaurant i Dybvig Havn på øens sydside, havde han i anledning af Æblets Dag skabt en ny pizza med æbleflæsk. Mere dansk han en pizza vel ikke blive.
 
”Det, der for os er det vigtigste, handler jo om børnene. At de kommer til at trives herpå øen. Det tror vi, at de gør. Vi har besøgt Børnehuset oppe på skolen, og der leger små og store med hinanden. Det er jo en smuk ting, de har sammen.”
 
”Det er helt klart en af fordelene ved Fejø. Plus dejlig luft, smuk natur, skønne mennesker. Virkeligt socialt anlagte mennesker. Hvis du har brug for et eller andet, så skriver du det blot på Fejø-mailinglisten, og i løbet af ingen tid, så er problemet blevet løst. Det er så fantastisk. Afgjort nogle af de ting, der for os talte til fordel for at flytte til Fejø.”
 
”Nu har vi jo så tillige med overtaget caféen her, så nu har vi også et arbejde og en levevej. Vi mærker helt klart, at alle støtter os. De kommer og spiser og hjælper også på alle mulige andre måder.”
 
”Det er også meget billigere at bo herovre, så det er jo også en af de gode sider af livet i det her ø-samfund.”
 
”Vores frygt var vores søn, som lige var faldet til i hans vuggestue i Hellerup, og havde lært de andre børn at kende, og de er jo alle sammen på samme alder. Her er børnene på forskellige alderstrin, for at der skal være nok, så derfor må vi vente og se, om han kan trives her.”
 
”Så er der også logistikken. Skal man have noget udefra, eller skal man selv ud og hjem, så skal man rette sig ind efter færgen, og det frygtede vi lidt, at det måske kunne blive en udfordring. Altså de varer, jeg skal bruge her i caféen, de bliver leveret ovre i færgehavnen i Kragenæs (på Lolland), så tager færgen det med over, hvorefter jeg skal hente det nede i færgehavnen. For mit vedkommende er det ofte kølevarer, så de skal hentes ret hurtigt.”
 
”Men i virkeligheden er det ikke rigtigt et problem, for det er meget ofte nogen, der alligevel selv er med færgen, som tager varerne med og kører dem herover.”
 
”Det er på den anden side også den eneste udfordring, vi har haft, indskyder Mia, som står bagved og ikke vil med i billedet.”
 
- Hvad med biograf, kunst, musikstederne, Det kongelige Teater og den slags, som mange andre københavnere ikke vil forlade?
 
”Det er rigtigt på den ene side. Men på den anden er der faktisk en masse aktiviteter her på øen, og andre ting er også tæt på ovre på Lolland og Falster. Vil man gerne til København, så er det jo heller ikke svært. Det tager maksimalt et par timer. Ofte skriver bare på mailinglisten, og så kører vi sammen. Der er som regel altid andre, der også skal til København. Så organiserer vi os sammen. Det er både hyggeligt, økonomisk og grønt.”
 

 
 
 

Laust Spandet Jensen, Fejø
Fejø’s største frugtavler
Frisk Fejø Frugt

 
”Æblekongen” kaldes han. Laust Spandet Jensen har overtaget sine forældres frugtplantage og udvidet den. I dag er han Fejø’s største frugtproducent. Samtidig er han også en af de mange ildsjæle, der gør en kæmpe indsats for at hjælpe med, hvor han kan, i det lille ø-samfund.
 
Det har ændret sig markant siden Laust Spandet Jensen i foråret gik med i Coop Crowdfunding for at finansiere nye ULO-kølerum (Ultra Low Oxygen) til 1,7 millioner kroner, samt midler til omlægning til økologi og øget tilplantning af nye frugttræer. 
 
På otte dage fik Laust Spandet Jensen finansieret 300.000 kroner til omlægning af syv hektar til økologi, mens det tog 50 dage at finde 276 långivere, der tilsammen ville finansiere de nye kølerum, som netop er ved at blive installeret i disse dage. 
 
Kølerummene skal forlænge sæsonen af økologiske danske æbler i supermarkederne.
 
- Hvad er det bedste ved Fejø?
 
”Fred og ro, natur, frugt”, siger han og smiler beskedent, fordi han er den største frugtproducent. ”Socialt engagement, fællesskabsfølelse, foreningsliv. Glade mennesker. Gode mennesker. Nærvær. Der er jo mange ting.”
 
”Der er jo dem, som siger, at det er ”udkant” og der sker ikke noget. Men vi er en hel masse ildsjæle, der egentlig godt vil det her samfund, og så viser det sig, at når det offentlige trækker sig fra opgaverne, så byder foreninger, privatpersoner og fællesskaber ind med både ydelser og netværk, så man stadigvæk har et aktivt samfund.”
 
”Jeg vil klart mene, at vi har et samfund her, som er mere aktivt, end man ser mange andre steder. Vi ser at almindelige engagerer sig aktivt, man møder op, når der er en arbejdsdag på skolen. Jeg ved ikke, hvor mange skoler der har en månedlig arbejdsdag, hvor forældrene mødes og på tværs af sociale skel, profession og andet arbejder sammen. Man kommer hinanden mere ved herude på øerne.”
 
”Man kan godt nogen gange føle, at det offentlige, kommunerne og regionerne ser øerne som en byrde, de bare hele tiden bliver nødt til at skovle penge ud på. Jeg mener egentlig, at man lige så godt kunne bruge os son en slags magneter til at skabe noget attraktivt. Både på turisme området og meget andet. Øerne kan jo noget, som resten af samfundet ikke kan.”
 
”Så er der godt nok noget, der er dyrere. Færger og den slags. Men en Farøbro koster jo også penge at bygge. Men det at vi måske ikke har så megen opbakning fra kommuner og andre offentlige myndigheder, så bliver man lidt trodsig. Så rejser man sig og siger, ”så gør vi det bare selv”.”
 
”Myndighederne skal stoppe med deres centraliseringsbegejstring. I de sidste mange år, har man centraliseret og centraliseret. Og så sendt bloktilskud ud, så de lokale kommuner stadigvæk har en indtægt. Men for os drejer det sig bare om at få nogle arbejdsrammer, så vi kan skabe nogle arbejdspladser. Det er arbejdspladser, der trække nogle aktive mennesker hertil.”
 
”Så ”send ikke flere penge, giv os blot nogle bedre arbejdsvilkår”. Det er sådant set min filosofi om det.”
 

 
 
 

Kai Winter, Fejø
Frugtavler, cider-producent of B&B-indehaver
Kernegaarden, Fejø

 
Kai Winter flyttede med sin kone Anita og børnene Anders og Mathilde til Fejø i 1998, og er nu indehavere af Kernegaarden, som har sine egne æbleplantager til at lave most og cider af. Cideren er så fin, at flere Michelin-restauranter – blandt andet Geranium i København, er blandt hans kunder.
 
”Efter at have boet det meste af vores liv i Gentofte, været aktive igangsættere med egne virksomheder, indehavere af to biler, stort hus at passe - og ikke mindst to dejlige børn, valgte vi at "sadle om",” skriver Kai og Anita på Kernegaardens hjemmeside om sig selv, og de fortsætter:
 
”Vi pakkede rygsækken, tog et barn i hver hånd, vinkede til familien og tog toget til Kastrup Lufthavn. Vi rejste jorden rundt i et halvt år. Kom hjem igen meget klogere på hvad vi ville med vores liv. Så gik der to år med at tænke lidt over det. Så pakkede vi rygsækken og rejste jorden rundt igen i et halvt år.”
 
”Da vi kom hjem denne gang, var beslutningen taget: Et enklere liv på landet, uden de store udgifter, masser af plads til børnene, ren luft, midt i naturen - at være nærværende for hinanden og mærke på kroppen at hverdagen bliver til "feriefornemmelser".”
 
”Ved et tilfælde faldt valget på Fejø i 1998. Vi måtte bo i denne gamle charmerende "rønne" med den dejlige frie udsigt til havet. I dag producerer vi økologisk cider og æblemost presset på Fejøs gode æbler i vores mosteri. Der udover driver vi bondegårdsferie.”
 
”Udover at vi naturligvis står op hver eneste dag for at gå på arbejde ligesom alle andre, så har vi jo en vidunderlig arbejdsplads midt i nature. Vejret skifter, og vi kan rigtig mærke det. Arbejdet hernede skal ikke bare måles i penge, det skal også måles i livsindhold. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig, at der i fremtiden blev indført en tredje linje på vores årsregnskab, hvor man visualiserede livskvaliteten. Det kunne netop være en af opgaverne for Udkantsdanmark at få det til også at optræde i regnskaberne. At udover at man tjener penge på sin mælk eller ost eller sin cider og most. Så bør man også vise, hvad man gør for andre, hvad man gør i fællesskab, og hvor meget det gør for en personligt, at man har en sådan forretning.”
 

 
 
 

Diego Primcipato og Katharina Fredslund Jakobsen
Han er tidligere frugtplukker nu pasta-entreprenør
Hun er antropolog, og sønnen Ismail på 10 måneder

 
Diego kom første gang til som frugtplukker som ganske ung sammen med nogle andre unge fra Italien. Han faldt ikke bare for stedet, øen, beboerne og atmosfæren, han faldt også for en ung dansk antropologstuderende, der var kommet til Fejø for at lave feltstudier.
 
”Jeg lærte langsomt om Danmark, og her er der en livsstil og værdier, som jeg deler. Så fik jeg først mulighed for fuldtidsarbejde på frugtplantagen. Den gang var jeg alene, så det var ikke noget problem. Nu fem år senere, hvor jeg også har mødt Katharina, er jeg meget glad, fordi jeg traf det valg.”
 
”Der var da venner og familie, som spurgte, om det ikke var lidt radikalt at flytte så langt væk. Men det er jo ikke rigtigt. Vi er jo ret tæt på alt andet i Danmark. Vi savner ikke noget. Tværtimod. En af de virkelig store ting er det fællesskab, det tætte samfund, og den måde man hjælper hinanden på her. Vi er tætte på hinanden. Vi holder af hinanden. Vi hjælper hinanden. Det er ikke altid, man ser det i en storby. Der kan man godt være ret langt fra andre mennesker, selvom de går rundt lige omkring en.”
 
”Vi føler os ret tæt på alt det, vi har brug for her. Og vores familie er kun to timers kørsel herfra. Det er jo ikke noget”, siger Katharina.
 
Sammenlignet med Italien og andre steder, Diego har været, er afstandene i Danmark ikke noget at tale om. Derfor kan han heller ikke se, at vi overhovedet har nogen ”udkant”.
 
”Der er ikke rigtigt nogen steder i Danmark, der er for langt borte. Det afhænger blot af, hvor meget, det betyder for en, at tage dertil. Men det er ikke noget problem. Jeg boede tidligere i Sydamerika. Der kørte man ofte 3-400 km for at besøge en ven.”
 
”Danmark er jo ikke ret stor. Så jeg møder hele tiden folk jeg kender i toget på vej til Aarhus eller til Nordjylland. Så selv rejsen bliver hyggelig”, siger han. 
 
”Katharina kom herover for at undersøge, hvordan folk kan bo på sådan en lille ø. Jeg var på det tidspunkt lige flyttet hertil, og nu bor hun her også”, smiler Diego.
 
”Det er et meget godt sted at starte en familie”, supplerer Katharina. ”Vi blev straks inviteret hjem til naboerne og fik med det samme en stor kreds af venner. Det var virkelig cool.” 
 
Diego’s drøm er at starte sin egen forretning. Tro mod sit hjemlands traditioner, kunne han tænke sig at starte en lille virksomhed, der laver hjemmelavet pasta.
 
”Det er en helt ny oplevelse for mig, at starte en forretning”, siger han.
 
”Jeg har altid gerne ville lave mad, som jeg lærte det derhjemme. Det har jeg så gjort en del for venner. Og når jeg rejste rundt i verden, så var pastaen altid noget, der fik mig til at mindes mit hjem og min familie.”
 
”I starten lavede jeg kun pasta som en hobby, men så fik jeg så megen god feedback fra folk, som smagte den. Og nu hvor vi er blevet forældre, så er det også godt at starte noget nyt. Det er noget vi elsker. Noget vi har en passion for, og det vil vi gerne dele med andre.”
 
Lige nu får Diego og Katharina hjælp af en professionel konsulent, som er ekspert i fødevarebranchen. 
 
”Vi får også hjælp af Madhuset i Sakskøbing, som gør en stor indsats for at udvikle produktionen kvalitetsmad i det her område.”
 
”Vi har også næsten fået godkendt en hal, vi kan producere pastaen i. Det er en bygning, vi kun skal lave nogle ganske få forbedringer i. Og det er et sted, som en af de lokale har tilbudt, at vi kan bruge gratis til at starte med. Det er helt fantastisk. Vi føler hvordan lokalsamfundet støtter os, og det giver os styrke til at gå videre”, siger Katharina.
 



 
 

Hanne W Tanvig, Egtved
Forsker i landdistriktsudvikling
Københavns Universitet

 
Hanne Tanvig var en af de danske forskere i landdistriktsudvikling, som jeg ”lænede mig op af” i min research. Senere mødte jeg hende igen, da jeg besøgte øen Fur i Limfjorden. Hun var sammen med en række lokale aktivister i gang med et ”Træf Fur”-projekt, hvor man forsøgte at fortælle om øen og samfundet til potentielle nye tilflyttere og igangsættere.
 
”Vi er på Fur lige nu, og her interesserer vi os sammen med Furs Udviklingsråd og masser af spændende mennesker på Fur, hvordan man kan tiltrække endnu flere spændende mennesker, der gerne vil bo her, leve deres liv her, og også være med til at skabe nye erhverv, nye arbejdspladser ny økonomi.” 
 
”Fordi selvom der er gang i mange ting og der er meget fascinerende her, så er der jo også et spørgsmål om et generationsskifte. De tænker på fremtiden heroppe, og det er ikke for tidligt at tænke frem på den måde.”
 
-  Vi hører jo ellers ret ofre, at gennemsnitsalderen i ”udkantsområderne” er stigende, der er ikke ret mange unge, og at det er mennesker på overførselsindkomster, der kommer herud. 
 
”Der er sket det, efter at finanskrisen nu har mistet sit greb, at mange mennesker synes at realisere en drøm, de muligvis har haft opsparet. En drøm om at flytte væk fra storbyræset, og ud i noget, hvor de synes at de for lidt mere overskuelighed over hverdagen, frisk luft, ny energi, og hvad ved jeg.” 
 
”Det skal jo så også holdes sammen med, at vi (på grund af den nye teknologi) langt flere af os er i stand til at leve og fungere, der hvor vi bor. Vi kan jo i virkeligheden slå os ned og lave meget spændende erhvervsaktivitet på steder, hvor man for år tilbage ikke ville kunne gøre det.” 
 
”Derfor betyder herligheden på Fur – at her er så smukt – rigtig meget på tiltrækningen, også for iværksætteri. For de søger hertil fordi de gerne vil bo her, så hvorfor ikke samtidig også starte noget nyt og spændende.”
 
- Nu nævner du også det med at realisere en drøm. Og mange, vi har talt med på den her tur, taler om at udleve en eller anden drøm. Selv dem der bor her, taler om at realisere drømme. Hvorfor synes det her som stedet, hvor drømmene kan virkeliggøres?
 
”Der er så utrolig mange eksempler på det, og det virker jo selvforstærkende. Jo flere der hører om det, jo flere siger, at det her er lige det, vi har gået og tænkt på i mange herrens år, nu gør vi altså noget i samme stil. Og så er der jo også det ved det, at folk her på Fur, de står med åbne arme og siger: ”Kom her. Vi skal nok hjælpe Jer”.”
 
”Der er en kæmpestor interesse for at flere skal komme hertil. Og det giver bare en ekstra stemning udover al den herlighed, der er i forvejen.” 
 
- Tal viser, at tingene måske er ved at vende. At flere begynder at flytte til landdistrikterne. Er det korrekt?
 
”I teorien siger man jo, at en aktion mødes af en reaktion. Så en centraliseringsbølge vil blive afløst af en modbølge. Det vi kalder en mod-urbaniseringsbølge. Det har historien sådant set vist. Vi har bare ventet på, at det sker.” 
 
”Det er altid et åbent spørgsmål, hvor stor den bliver, og hvad der kendetegner den.”
 
”Vi kan se nu og her i statistikken, stille og roligt at den er ved at være der. Vi kan se fraflytningstendenser fra de største byer.  Især af børnefamilier. Og tilflytningstendenser til steder, der får år tilbage ikke oplevede det her.” 
 
”Det vil altså sige, at folk fra de store byer flytter ud. Mange flytter ikke så langt væk. De flytter indenfor pendlerafstand fra hvor de kommer fra. Men nogen tager altså nogen større spring. Deriblandt er der altså dem, der siger: Nu vil vi realisere den drøm. Det er både børnefamilier og lidt ældre generationer. Folk der tænker, at de i den resterende del af deres liv, vil de skifte storbytilværelsen ud med livet på landet.”
 
”Jeg vil faktisk sige, at vi har nået et vendepunkt. Vi er i hvert fald i et vadested. Vi har muligheder foran os. Vi kan se, at folk lige så stille er begyndt at sive ud. Men mulighederne tror jeg ikke, vi kan se volumen af overhovedet. For hvem kan i øjeblikket overske hvad alle de nye IT systemer giver af muligheder logistisk set.” 
 
”Vi ved fra fortiden, at hver gang vi ser et teknologispring, så ændrer virkeligheden sig radikalt. Også for hvor ting sker. Og meget tyder jo lige nu på, at ting kan ske alle vegne – for eksempel også på Fur.” 
 
- Hvis vi virkelig står i sådant et vadested, hvad skal politikere, myndigheder og andre så gøre, for at skubbe i den rigtige retning i den nærmeste fremtid?
 
”De skal holde op med at tro, at der kun er et sted at investere de store penge i – nemlig de administrative centre. De skal anerkende at mange mennesker egentlig gerne vil væk (fra storbyerne) og at det er helt legitimt. Og så skal de gøre en del for at understøtte de lokalsamfund. Nu er Fur jo fantastisk, for her gør folk jo en masse, næsten uden at få hjælp til det. Fordi de kan. Men nogen steder skal man måske lige have en hjælpende hånd. Der kunne man måske fra statslig side præmiere landsbyer, der tager nogle ekstra initiativer til at trække nogen af de her nye borgere til sig.”
 
”Andelsbevægelsen version 2.0 er jo god. Hvorfor ikke sige til landsbyerne rundt omkring. Prøv lige at tænk på, hvad I kan gøre, hvis I slutter Jer sammen lokalt. Forener Jeres kræfter og spekulerer i, hvordan vi skal leve fremover. Vi skal nok hjælpe Jer lidt med nogle penge, og belønner Jer hvis I tager sådanne initiativer, så tror jeg, at der vil ske endnu mere.”
 
”Problemerne skal løses i fællesskab. Og nedefra. Selvfølgelig er der nogle rammebetingelser for udviklingen. Vi ved godt at det har stor betydning, at der er bredbåndsforsyning alle vegne. Vi ved også godt, at det er vigtigt, at der er hospitaler indenfor en rimelig afstand og så videre. Men det der nu en gang skaber udviklingen, det er folk selv, og hvad de gør ved det.” 
 
”Jo mere globalisering. Og jo mere digitalisering vi får. Jo mere betyder det, hvad man selv gør og hvad fællesskaberne gør for at skabe noget lokalt.”
 
 

 
 
 

Jørgen Christiansen, Fur
Indehaver af ”Cafe på Herrens Mark”, Fur

 
”Vi flyttede til Fur fordi vi havde en gammel drøm om at kombinere kunst med en café og noget Bed & Breakfast midt i naturen og tæt på vandet, og vi har fået det hele på Fur. Så vi har simpelthen udlevet vores drøm.” 
 
”Bare det at tage færgen herover, så kommer man til lidt af en tidslomme. Og så handler det bare om at se, om konceptet kan holde. Jeg synes simpelthen at det hele har været så positiv en oplevelse. Det føltes helt naturligt, da vi kom herover, at det bare skulle være her. Så det har været en nem beslutning, at det skulle være her, vi skal arbejde de sidste 10-15 år af vores liv.”
 
- Er du stødt på udkantsproblematikken, i forbindelse med at I flyttede hertil?
 
”Ja. I høj grad. Det største chok var nok, at da vi havde alt på plads, og vi selv havde en del penge, vi havde sund forretningsplan, et godt koncept og der var en god historik på stedet her, men så sagde banker og kreditforeninger alligevel bare nej.”
 
”De tre store kreditforeninger vi vil ganske enkelt ikke det her postnummer. De kalder os for ”Udkantsdanmark”. Vi kalder os selv for ”Vandkantsdanmark”. Men de vil os simpelthen ikke. Kun på grund af en lille, lokalt netværk, som henviste os til en lokal, lille sparekasse i Balling, så lykkedes det sammen med Landbrugets Realkredit at komme i mål. Ellers var det aldrig nogensinde lykkedes, hvis vi skulle have brugt de traditionelle kanaler, som man gør, når man skal starte virksomhed.”
 
”Så banker og kreditforeningsinstitutter tager slet ikke opgaven seriøst. De bidrager slet ikke i det omfang, de burde. Det er et kæmpe problem.”
 
”Der er virkelig mange ildsjæle herude. Der er masser at fine koncepter. Desuden har vi jo en fantastisk natur. Vi har Fur Bryghus, der trækker. Vi har masser af gode ting. Men der er stadigvæk masser af muligheder for at etablere sig som virksomhedsejer. Få en god hverdag. En god økonomi.” 
 
”Masser af mennesker tror på det, men hvis banker og kreditforeningsselskaber ligger forhindringer i vejen, så er det virkelig op af bakke. Men det har været den eneste negative oplevelse på vejen hertil, og det er jo ikke Furs skyld. Tværtimod.”
 
”Da vi lige var ankommet, og skulle have vore store keramikovne, der hver vejer over 300kg, ind i kælderen, og vi anede ikke, hvordan vi skulle klare det, så ham, vi har købt stedet af, sagde, at det skulle han nok fikse. Et kvarter senere holdt der en varevogn herude med tre mand, nogle træplader og en palleløfter. Et kvarter senere var ovnene på plads, og vi sad i vores orangeri og nød en øl, og så susede de bare afsted igen.”
 
”Og sådan er der mange eksempler på at lokalbefolkningen bare bakker op og hjælper. Så hænger der lige pludselig en pose rabarbere på døren, når man vågner. Og en lille seddel, hvorpå der står: ”Jeg kommer med flere i næste uge”. Sådan er det her. Alle er med. Alle hjælper hinanden, når der er brug for det.”
 
”Det er helt overvældende. Vi har fået en fantastisk modtagelse. Både af lokalbefolkningen men også af sommerhusbefolkningen. Vi har jo over 400 sommerhuse herovre. De bruger stedet rigtig meget. De er glade for, at vi er her. Så der er kæmpestor opbakning til de ting, der sker her.”
 
Jørgen er allerede blevet en del af det samme netværk, der hjælper andre. Venlighed avler mere venlighed.
 
”Ja det er jo ret fantastisk, at vi allerede er blevet så integrerede, som vi er, når vi jo kun har boet her i fem måneder. Vi vil rigtig gerne give lidt igen, så når der er nogen, der overvejer at flytte til Fur, så er vi jo ligesom så mange andre, klar til at hjælpe. Jeg tænder virkelig på at hjælpe andre til en bedre hverdag herovre.” 
 
”Hvis jeg kan hjælpe andre til at realisere deres drømme, som vi blev hjulpet til at realisere vores, så er det helt perfekt.” 
 
- Er Fur anderledes end andre steder, eller tror du, at det også er sådan her i andre ”udkantsområder”?
 
”Jeg tror faktisk, at det er på samme måde rigtig mange steder. På Fur er der måske nogle ildsjæle, som er lidt mere markante, end så mange andre steder. Men jeg er sikker på, at der også er ildsjæle i mange andre såkaldte ”udkantsområder”.”
 
”Men det er klart, at vi har ”den blinde guide her” og en tre-fire andre, som hjælper alle med alt muligt og engagerer sig i tingene. Det gør det nemt for os andre. Man føler sig virkelig velkommen.”
 
- Færgedriften er ofte et problem for øerne, for det er helt afgørende, hvor ofte den sejler, så man kan have forbindelse til fastlandet. Men Jeres færge er ret lille, og sundet den sejler over er næsten endnu mindre. Det burde da være så nemt at bygge en bro her. Hvorfor ønsker I ikke det?
 
”Nej, vi vil ikke have en bro. Det må aldrig ske.”
 
”Det der med at man lige tager færgen, selvom det kun tager en to-tre minutter, det gør altså, at du kommer til den her tidslomme, og skuldrene falder ned. Så færgeturen er vigtig. Det gør noget særligt for en ø. Det vil ødelægge Fur totalt… det ville sikkert blive en virkelig ”udkant”, hvis der var en bro. Der er noget særligt ved at tage en færge over til Danmarks smukkeste ø i Limfjorden.”
 
- Der er altså nærmest noget mentalhygiejnisk ved at skulle tage en færge for at komme herover?
 
”Vi siger jo tit, at vi tager over til Danmark. Eller vi kun bor to minutter fra Danmark. Det ynder vi meget at sige herovre på Fur.”
 
”Vi har jo alle de fordele, der er ved at bo på en ø, samtidig med at færgen sejler 72 gange i døgnet. Du kan ikke en gang komme for sent til en færge, for den sejler snart igen, og den sidste færge sejler aldrig. Vi tænker slet ikke over det. Det er jo blot som at holde for rødt lys, og så er man i Danmark igen.”




 
 

Gitte Grønlund, Thisted
Sygeplejerske, universitetsstuderende
Deltager på Træf Fur-arrangementet

 
Gitte Grønlund kommer fra Aarhus, men hun har også både boet på Sjælland og de sidste 14 år i Thisted. Hun er sygeplejerske og er også startet på en kandidatuddannelse på universitetet.
 
Hun er nået til et sted i sit liv, hvor hun også gerne vil prøve kræfter med noget nyt. Have nogle forandringer i sit liv. Hendes børn er på vej til at flytte hjemmefra, så noget nyt og anderledes skal alligevel ske. At flytte til Fur er en mulighed, hun overvejer.
 
”Jeg har mødt mange heroppe, der også følte, at de var kommet til et sted i deres liv, hvor de gerne ville prøve kræfter med deres drømme, og se om de kunne udleve dem. Og det kan man jo se, at det er lykkedes for mange af dem heroppe.”
 
”Det synes jeg er fantastisk.”
 
”Når man ser, de værdier mange andre suser rundt for at opnå. Ofte materielle ting. Det er ikke så nødvendigt længere. Det er nogle andre værdier, nogle andre livskvaliteter, som jeg synes, at der bliver sat fokus på heroppe.” 
 
”Det kan jeg rigtig godt lide.”
 
- Alle taler om drømme heroppe. Hvad er det med det her sted og det at udleve sine drømme?
 
”Jeg tror helt klart, at det er naturen, der gør, at man kommer mere i kontakt med sig selv. At man pludselig kommer til at mærke sig selv på en anden måde. Det tror jeg.”
 
”Jeg synes, at vi i vores samfund lever så meget individualistisk og man har kun øje for sig selv.  Og så at komme til et sted, hvor man gør så meget for hinanden, som man kan mærke, at man gør her, det er helt fantastisk.”



 
 
 
Maria Christina Guardia Johnsen
Læge med danske rødder fra Venezuela 
Deltager i Træf Fur sammen med datteren Michelle Sukerman og svigersønnen Anibal Padron. Alle tre er læger

 
Maria Christina Guardia Johnsen er halvt dansk, men hun har indtil for dfem måneder siden levet hele sit liv i Venezuela. Hun er uddannet hjertelæge. Men situationen i Venezuela er nu blevet så umulig, at Maria Christina har valgt at flytte til sin moders hjemland med sin datter og svigersøn, som også er læger, i håb om at kunne skabe sig et nyt liv i fred, sikkerhed og frihed.
 
”Jeg havde nogle danske venner i Venezuela, som også flyttede, da situationen blev uudholdelig, og de flyttede her til Fur, da de kom tilbage til Danmark, og det undrede mig. Så langt væk på en ø?!?”
 
”Men de sagde til mig, at jeg skulle komme herop og opleve Fur. Det gjorde jeg, og jeg blev straks forelsket, da jeg kom.”
 
”Naturen og den frihed, man har her… naturligvis for mig er der frihed i hele Danmark, men atmosfæren heroppe på Fur er noget helt specielt. Det betyder meget, og jeg var fra starten helt vild med øen. Derfor forsøger jeg nu at se, om jeg måske kan finde mig tilrette her og udvikle mig her. Det ville være dejligt.”
 
- Hvilket indtryk har du fået af den måde, Fur er blevet præsenteret på?
 
”Mange af dem, jeg har mødt, havde oprindelig et ”normalt” arbejde, men har ofte haft en drøm om at blive selvstændige. Den drøm har de kunnet få opfyldt her.” 
 
”Her kan de udvikle sig.” 
 
”Det betyder ikke, at man ikke skal arbejde. Man skal arbejde meget. Og man skal være meget kreativ. Men man får en masse igen. Man kan udvikle sig. Være sin egen herre. Være kreativ. Skabe noget. Det er fantastisk.” 
 
”Der er plads her til alle, der har en ide. En god ide som de gerne vil forsøge at udvikle. Man kan også være lidt sær heroppe. Der er plads til alle.”
 
”Heroppe er man ikke bare et nummer. Man gør en forskel. Man har betydning. Man forsvinder ikke i masserne.”
 
”Jeg tror, at jeg kan få mig en ny begyndelse her. Jeg er 54, og har levet hele den første del af mit liv i Venezuela. Nu bliver jeg nødt til at starte forfra igen, men det kan man gøre her. Her kan man udvikle sig. Her er frit, åbent og venligst. Det har man brug for, når man gerne vil lægge sorgerne fra et tidligere liv i Venezuela bag sig.”
 
 
 
 
 
John Brinch Bertelsen, Fur
”Den blinde Guide”
Arkæolog, Fur Museum

 
John Brinch Bertelsen kaldes også ”Den blinde Guide”. Og begge dele er korrekte. Han er blind, selvom jeg ind imellem har tvivlet på det, og han guider turister og andre rundt på øen.
 
Da jeg en dag kører ham hjem fra Færgekroen, hvor vi har spist frokost sammen, siger han pludselig, at jeg er kørt en forkert vej. Han dirigerer mig tilbage på rette spor, mens han samtidig fortæller mig, hvad jeg kan se ud af mit venstre vindue, og hvem, der bor i huset, vi nu passerer på højre side.
 
”Derinde bor Nanna og Erik, som du skal besøge i aften. Det er det røde hus med dannebrogsvinduerne”, forklarer han mig, hvis jeg ikke lige kan få øje på det.
 
John taler stille og roligt, nærmest som en radiospeaker, i ret perfekte sætninger, som om han på forhånd har skrevet det hele ned i et manuskript. Han er en af Furs fremmeste ildsjæle, der er med i næsten alt, hvad der rører sig på øen.
 
”Jeg er jo museumsmand. Jeg arbejder med øens historie. Ikke bare i fortiden men i allerhøjeste grad også i nutiden, og er vel også den, der arbejder lidt med øens fremtid.”
 
”Jeg kender jo hele baggrunden for erhvervsudviklingen og befolkningsudviklingen. Og så netværker jeg med nogen udenfor øen, og det gør, at jeg egentlig også fungerer som en slags brobygger.” 
 
- Det er jo pudsigt at du taler om at være brobygger, men I vil jo netop ikke have en bro her på Fur. Hvordan kan det være?
 
”Nej. En fysisk bro, vil vi ikke have. Men en mental brobygning vil vi absolut gerne have.”
 
”Det spørgsmål blev sådant set besvaret tilbage i 80’erne, for der var der et for-projekt til en bro til Fur. Og da spurgte man turisterne. Og til alles overraskelse, så svarede 98-99 pct. af turisterne, at de foretrak en færge fremfor en bro. Fordi færgen var en del af ø-oplevelsen.”
 
- Men hvad med øboerne? Hvad mener de?
 
”De var meget delte. Der var dem, der troede, at hvis der kom en bro, så ville der komme nyt erhvervsliv til øen og ny udvikling. Jeg kunne jo så pege på andre øer, som havde fået en bro, hvor udviklingen efterfølgende gik den anden vej. Nu var det blevet nemmere at komme ind på fastlandet. Så der begyndte man at få job inde. Der lagde man sine indkøb, og så gik det faktisk tilbage for de små øer nogen steder.”
 
- Hvordan sælger man Fur til nogen, der ikke har været her før?
 
”Ja det er jo det, vi skal have afprøvet med det her blandt andet.”
 
”Det vi gjorde, var at vise øen frem, som den er. Vi er ikke parfumesælgere. Vi forsøgte blot at vise dem det liv, der leves på øen. Og så sætte dem i kontakt med nogen tilflyttere, som har taget det spring, som mange af de her gæster jo går og drømmer lidt om. Nemlig at flytte til Fur.”
 
”Ved at vise dem øen. Og ved at give dem kontakt til nogen, der har taget springet, så har nogen af dem allerede fået Fur ind under huden i en sådan grad, at de har meldt tilbage: ”Vi vil bo på Fur”.”
 
”Det ville være utrolig svært at få unge børnefamilier til øen, hvis vi ikke havde et børnehus og en skole. Så det er absolut et plus, at vi her på øen selv har overtaget driften af både børnehuset og skolen. Og det er jo egentlig også med til at give ansvar. For flytter man til Fur som ung, og har man børn eller får det, så bliver man jo en del af det her fællesskab, som er med til at drive de institutioner, børnene går i. Og det er nok egentlig det, der er nøglen i tilflytningen.”
 
”I 2010 interviewede jeg samtlige husstande på øen for at kortlægge, hvem vi er, os der bor på øen. Hvor vi kommer fra, hvad vi har af baggrund, og hvorfor vi har truffet det valg, at flytte til Fur. Da viste det sig faktisk, at livet på øen nok i virkeligheden er det, der har givet tilflytningen de sidste mange år.”
 
”Det er et trygt lokalsamfund. Her er et fællesskab med et meget højt aktivitetsniveau som man kan blive en del af.” 
 
- Så skal man altså være rede til at tage et ansvar og yde en indsats?
 
”Det betyder, at det er sådanne mennesker, der flytter til øen. Det er ressourcestærke mennesker. Måske ikke økonomisk alle sammen, men i hvert fald mentalt. Det er nogen, der er indstillet på at blive en del af det her fællesskab. For er man øbo, så bliver man nødt til at tage ansvar. Og det tror jeg, er en rigtig god ting i det lange løb.”
 
”Det levende liv, det foregår ude i landdistrikterne. I byerne forventer man, at det offentlige stiller alt til rådighed. I byerne er man ikke en del af et fællesskab, man er bare en forbruger i en stresset verden blandt masser af andre forbrugere. Men kom ud i landdistrikterne og bliv en del af et fællesskab.”
 
”Og det er nok det, der gør, at mange unge mennesker har lyst til at forlade byerne og flytte ud. Vi hører jo tit i medierne Københavns overborgmester Frank Jensen fortælle om alle de tusindvis af mennesker, der flytter til København. Men han fortæller ikke sandheden. For så skulle han jo også fortælle, at der faktisk er endnu flere, der flytter væk fra byen.” 
 
”Sådan har det været de sidste to år. København har netto fraflytning.”
 
- Kan du her på Fur mærke en ændring i tilflytningen?
 
”Jeg kan registrere den samme ændring her på øen. Der er mange børnefamilier, der flytter hertil.”
 
”Tidligere troede man, at det kun var efterlønsmodtagere og pensionister, der flytter til Fur, men da vi i 2010 kortlagde samtlige beboere på øen, da kunne vi se, at blandt tilflytterne kommer der lige så mange unge fra 0-19 år, som der kommer 60-årige og ældre. Og hovedparten af tilflytterne de ligger i den arbejdsduelige alder.”
 
”Så der er i høj grad unge, der flytter ud.”
 
- Hvad tror du, grunden er til det?
 
”Det, de unge søger, når de flytter ud, er nok et socialt fællesskab. Og så den tryghed, man har behov for, når man når den alder, hvor man begynder at stifte familie og få små børn.”
 
”Som en tilflytter sagde til mig: ”Randers er ikke en by at lade sine børn vokse op i”.”
 
”Det, nogen tror, de kommer til at savne, når de flytter fra storbyen, det kan man også finde her på øen.” 
 
”Vi er en 770-780 mennesker. Men vi har syv spisesteder. Om sommeren har vi 15-20 gallerier og specialforretninger. Og selvfølgelig har vi alt, vi har behov for af dagligvarebutikker, offentlige services, håndværkere og det hele.” 
 
”Der mangler ingenting.”
 
”Vi har en 12-14 koncerter om året på den her lille ø. Og det er altså landsdækkende navne, der kommer og spiller. Så er man til caféliv og musik, så kan man altså også godt finde det, udenfor de store byer. Forskellen er bare, at her på øen, her skaber vi det selv.” 
 

 
 
 
 
Knud Peder Jensen
Journalist, ø-aktivist

 
Knud Peter Jensen kommer oprindelig fra Ry-kanten, men har de sidste mange år været Furbo.
 
”Dernede er det en smørklat. Heroppe er det lidt mere barsk”, siger man selvironisk og griner.
 
Knud Peter er en af øens aktivister, som både redigerer øens nyhedsside Furnyt på nettet og også var en af drivkræfterne bag kampen for at redde øens skole.
 
”I 2013 diskuterede byrådet, om Fur Skole skulle nedlægges eller ej. Så vidste vi jo godt, hvad klokken var slået. I løbet af sommeren var vi en gruppe, der besluttede, at hvis kommunen nedlagde skolen, så ville vi lave en friskole.”
 
”Der skulle dog penge til. Man skal nemlig indbetale kr. 20.000,- i depositum allerede 15. august samme år, som man anmelder en friskole. Så satte en af gruppen en bøsse op nede i Brugsen og begyndte at samle penge ind. I løbet af tre uger var der kommet kr. 30.000,- En enkelt havde givet kr. 20.000,-, men vedkommende er anonym, så vi ved ikke, hvem det er. Men det var jo ret fantastisk. Vi kunne melde tilbage til ministeriet, at vi planlagde at lave en friskole næste skoleår.”
 
- Den anden skole, som Jeres børn skulle have gået på, ligger lige ovre på den anden side, og der er færger hele tiden. Hvorfor er det så vigtigt, at have en skole præcis her?
 
”Det er vigtigt for øen, for der foregår jo rigtig meget på skolen udover undervisningen. Der er al mulig sport – badminton, volleyball, gymnastik og så videre. Skolen er i det hele taget et omdrejningspunkt.”
 
”Men der er jo også det, at hvis vi skal håbe på, at der kommer tilflyttere, i særdeleshed unge familier med børn, hvis det første de ser, når de undersøger forholdene på Fur er, at der ikke er nogen skole på øen, så kan vi jo sagtens forestille os, at mange børnefamilier vil opgive at flytte herover.”
 
”Når vi ser på vores klasse i dag, så er et sted mellem halvdelen og en tredjedel børn af tilflyttere, som ikke er født på Fur.” 
 
- Kan I mærke at tendensen er ved at vende? At der kommer flere tilflyttere?
 
”Den der ”sociale eksport”, man taler om, har vi aldrig mærket på Fur.”
 
”Låsby-Svendsen havde jo øje på Fur på et tidspunkt, og ville købe gamle huse op, men så lod sparekassen det forstå, at ligegyldig hvad Låsby-Svendsen tilbød, så ville de betale mere. Det gjorde han to gange, så så vi ham aldrig igen.”
 
- Hvad med ”udkantsdebatten”?
 
”Folk udefra kan se det ydre. Når man kører igennem en by, kan man se, at der var der en gang en skomager, og dér var bageriet, og så videre – og se forfaldet. Men hvad der sker inde bag murene, hvad der er i gære, det er der ingen udefra, der kan forstå. Eller se.” 
 
”Jeg tror, at vi er på vej ind i en tid, hvor denne modstand begynder at kunne ses, at der er ved at ske noget ude på landet.” 
 
”I gamle dage havde man en by-mentalitet og en land-mentalitet. Det er måske det, vi skal prøve at genopfinde. At man har et alternativ til det andet. Det det bliver et andet liv, man kan leve ude på landet. Ikke i modsætning til byen, men et liv, som byen kan blive inspireret af, på samme måde som dem, der bor på landet, skal inspireres af byen. Men det jeg tror at mange har gjort forkert er, at de vil skabe en by ude på landet. At vi skal have de samme museer, de samme tilbud, alt skal være det samme som i byen. Det har vi nu en gang ikke. Men vi har nogle andre. Derfor må man træffe nogle valg. Om man vil det ene, eller om man vil det andet.” 
 
- Hvad er det mest af alt, som landdistrikterne har at tilbyde?
 
”Her er ro, fred, sikkerhed. Når jeg tager hjemmefra en tre dage, så er det ikke altid, at jeg lukker dørene. Nøglen sidder i bilen om natten. Det er jo sjovt at se, når jeg får besøg fra byen, så låser folk deres bil, bare de træder ind i mit hus et kort øjeblik. Det er lidt anderledes. Vi har det nære liv.”
 
- Man er et individ. Har en identitet. Man forsvinder ikke. Er det mon det, der trækker?
 
”Jeg tror, at den ensomhed, man tit taler om er det moderne menneskes største problem, det er ikke så udtalt i et lille samfund. Der er jo ikke noget sted, man kan være så ensom, som hvis man står imellem 10.000 mennesker, og ikke en eneste kender en. Og aller er stort set ligeglade med, om man er der eller ej. Det er jo den dybeste ensomhed, man kan opleve.”
 
”Når man så kommer op til et samfund, hvor man, når man kommer ned i Brugsen, siger: ”Daw”, hilser på folk, og spørger hvordan det går, snakker lidt om vejret og alle sådan nogle almindeligheder, så er man en del af noget. Det kan man sagtens grine af, men det er jo sådan noget, der binder os sammen.”
 
”Det er jo også det, vi ser her på Friskolen. Børnene lærer at skabe bånd til hinanden fra de er små. Og de store hjælper de små. Og når de vokser op, og måske rejser ud i verden, så er det her på Fur, deres syn på livet og verden er blevet skabt og grundlagt. Det kan godt være, at man ændrer opfattelser, når man møder verden. Men det menneske- og livssyn, man lærer her, det møder man verden med, og det er også det, der gør, at man ved, hvem man selv er.”