Fotoskolen 08.13.01:

Fortæl historier

Den lille, seksårige flygtning fra Mosul, Karima, som er blevet reservemor for sine to små, nyfødte søstre, fordi hendes egen mor er ramt af krigstraumer.
Den lille, seksårige flygtning fra Mosul, Karima, som er blevet reservemor for sine to små, nyfødte søstre, fordi hendes egen mor er ramt af krigstraumer.

Billeder fortæller historier. Det er det, det handler om. Der er den fortælling, beskueren selv tolker ud af billedet. Den kan være forskellig fra person til person. Der er også den fortælling, som fotografen selv gerne vil give videre. Og så er der historien bag fotografiet. Hvordan det blev til, i hvilken sammenhæng det blev optaget, og hvad der skete på stedet.



Hun kigger lige op i kameralinsen. 
 
Hendes triste, sørgmodige øjne stirrer nærmest tværs igennem kameraet, lige ind i mit øje og videre derfra langt ned i min sjæl. Derned hvor det kan mærkes. Der hvor det gør ondt. Den lille piges skæbne rører mig dybt.
 
Der er ikke nogen anklage i hendes blik. 
 
Det gør det næsten værre.
 
Men i hendes gennemborende blik ser jeg blot spørgsmålet: ”Hvorfor?”
 
 
Dibaga-flygtningelejren udenfor Mosul er fuld af mennesker, som er flygtet fra krigen og fra Islamisk Stats rædselsherredømme inde i byen.

Vi er i Dibaga-flygtningelejren. Den ligger i bogstaveligste forstand ”in the middle of nowhere”, som man siger på engelsk. I den kurdiske del af det nordlige Irak ikke langt fra den krigshærgede by Mosul. Lejren er fuld af sunni-muslimske arabere, som er flygtet fra Islamisk Stats sadistiske brutalitet.
 
Siddende i skyggen på den støvede jord lige udenfor flygtningelejrens kontor møder vi lille seksårige Karima, hendes far og familiens to nyfødte tvillingesøstre. Faren sidder modløst med den ene nyfødte pige i favnen. Karima sidder med den anden, og knuger i hånden samtidig en lille seddel, som skulle give adgang til dåse gratis modermælkserstatning. 
 
Pigernes mor er her ikke. Hun er brudt sammen. Fungerer ikke længere. Opslugt af krigstraumer. Faderen fortæller, at hun har mistet forstanden. Det er hans udlægning. Sikkert det vi andre kalder PTSD – Post Traumatisk Stress Syndrom. Uanset diagnosen må han klare sig alene. Den lille Karima på seks må påtage sig moderens rolle overfor sine to spæde søstre.

Faderen fortæller os sin historie. Hvordan familien har måttet snige sig ud af Vest-Mosul under beskydning, for at slippe bort fra Islamisk Stats helvede. Han vil ikke selv fotograferes eller filmes, men vi må gerne fotografere pigerne. Bagefter giver vi faderen penge til modermælkserstatning, babymad og andre småting. Det har familien ikke råd til, og derfor sidder de i den timelange kø i varmen udenfor lejrkontoret sammen med masser af andre ulykkelige i håb om at få lidt ekstra penge fra den kurdiske NGO, der driver lejren.
 
Fotografiet fortæller historier.
 
I nogle sammenhænge bedre end ord og tekst.
 
Blot den lille Karimas øjne og triste ansigtsudtryk fortæller om en tabt, traumatiseret barndom. Når man så derefter hører, at den ulykke deler hun med titusindvis af andre børn i området, så begriber man måske bedre en lille smule omfanget af tragedien. Statistikken alene ville ikke gøre det. Men via identifikationen med denne ene kønne, lille, ulykkelige pige, bliver tallene og dimensionerne gjort begribelig, fordi de når frem til hjernen via hjertet.
 
Det er det, fotografiet kan. Det er det, det handler om… efter min mening.
 
Fotografiet handler om at fortælle historier.

Historier der rører. Historier det flytter noget.
 
Fotoudstyr, som mange fotoamatører bruger uendelig megen tid på, er blot redskaber. Det er ikke det, fotografi handler om.
 
Ligesom en snedker næppe heller vil holde foredrag om sin hammer eller sin høvl, men snarere  passioneret vil fortælle om den stol, han har skabt. Eller den kommode, han har bygget. Forfatteren vil heller ikke fortælle om sin skrivemaskine, men skaber oplevelser igennem sine fortællinger.
 
På samme måde med fotografiet.
 
* * *
 
 
Hertha Christensen på 96, som jeg mødte på Fejø, står forventningsfuldt og spejder ud af køkkenvinduet. Hendes børn, børnebørn og oldebørn er på vej. De har lige ringet fra færgen.

Naturligvis stammer mange af mine fotos fra Mellemøsten, for det er der, jeg har boet og arbejdet i mange år. Derfor hører jeg naturligvis også hele tiden fra folk, at jeg sagtens kan tage interessante billeder, fordi jeg i den grad bevæger mig rundt i et dramatisk, omtumlet og eksotisk område, hvor det er nemt at lave interessante og fortællende fotos.
 
 
Trods sin pæne alder, så klarer Hertha selv sit hus og sin have. Man skal jo kun lægge samfundet til byrde, hvis man virkelig har brug for det, mener hun.

Men det synes jeg faktisk også, at man kan sig få i Danmark. Jeg har lige færdiggjort et mindre projekt, der bragte mig rundt i Danmarks såkaldte ”udkant”, som nogen nedsættende kalder det. Min oplevelse af landdistrikterne og øsamfundene, jeg besøgte, var dog ret anderledes. Jeg blev dybt fascineret af stederne og de mennesker, jeg mødte.
 
På vej til et interview på Fejø, passerede jeg en gammel, rank og smuk dame, som var ved at gøre sin have klar til efteråret og vinteren. Hun brændte nedfaldene kviste og blade af. Da røg ofte er med til at lave gode billeder, stoppede jeg for blot hurtigt at få et enkelt billede af hende.
 
Hertha, som damen hedder, er ikke mindre end 96, og klare stadigvæk at holde hus og have selv. Hun har siden 1970 været enke efter den lokale smed. Selvom Hertha har boet på Fejø siden 1944 opfatter hun stadigvæk sig selv som tilflytter fra Maribo.
 
Jeg havde travlt den første dag, da jeg mødte Hertha, så jeg vendte tilbage ugen efter og tilbragte en del mere tid sammen med hende. Den dag var en af hendes døtre, et barnebarn og to oldebørn på vej til eftermiddagskaffe.
 
Det billede, jeg tog af Hertha, der ude i køkkenet lige har gjort lagkagen klar, og nu længselsfuldt står og spejder ud af vinduet efter familien, er jeg særlig glad for.
 
Man behøver ikke at kende historien om Hertha. Hun kan være et hvilket som helst ældre menneske i vores samfund, og man kan lægge en hvilken som helst fortælling i billedet. Men det er et billede, der fortæller en historie, synes jeg.
 
Du kan læse mere om besøget hos Hertha på Fejø her. Der er også flere billeder at se og en lille video fra optagelserne.
 

* * *
 
 

På en af mine mange ture rundt i det ultra-ortodokse jødiske kvarter Mea Shearim i Jerusalem besøgte jeg for nogle år siden en drengeskole, hvor der blev undervist på god, gammeldags maner, som man gjorde tilbage i Østeuropa i de små jødiske landsbyer for hundredvis af år siden.
 
Mea Shearim er på mange måder et sært samfund. Et frilandsmuseum. En slags tidslomme, hvor historien er gået i stå. Hvor man holder fast i alt, som det en gang var.
 
Jeg har brugt dette billede af skoleklassen i min bog ”Untold Stories”, hvor jeg også citerer den jødiske forfatter og Nobelprismodtager Isaac Bashevis Singer fra bogen Shosha.
 
”Chederen (skolen), hvor jeg studerede, var et værelse hvori læreren spiste og sov, og hvor hans kone lavede mad. Der lærte jeg ikke regning, geografi, fysik, kemi eller historie, men de love, der omhandler et æg, som er blevet lagt på en helligdag, og ofrene i et tempel som blev ødelagt for to tusinde år siden.”
 
Du kan læse hele bogen ”Untold Stories”, hvis du er interesseret, og se alle billederne her på hjemmesiden.
 
"Untold Stories" er fuld af den slags små foto-essays, som jeg selv godt kan lide at lave.

* * *
 
 

Der behøver efter min mening slet ikke at ske noget voldsomt dramatisk i billedet, for at det kan fortælle en interessant historie. 
 
Under den egyptiske revolution, hvor man naturligvis nærmest væltede sig i dramatiske motiver, er et af de billeder, som jeg i dag er mest glad for, faktisk et af de mest rolige, man kan forestille sig.
 
Jeg var for sent på den til et interview med en politisk aktiv kunstner, og derfor tog jeg til fods en genvej igennem nogle sidegader i det centrale Kairo for at nå frem til hendes galleri. På vejen passerede jeg et gammelt, forsømt hus, som en gang i historiens løb havde fået påmonteret en slags træfacade, som også var en lukket eller afskærmet balkon. Denne trækonstruktion var, som alt andet i Kairo, også forfaldent og sørgeligt forsømt. Afskallet, støvet og ensfarvet gråbrunt. Men forfald er ofte rasende fotogent.
 
Da der så tillige i et af vinduerne sad en ældre mand, indsvøbt i noget, der lignede et orange håndklæde, kontrastfarven til træfacadens brune, var motivet perfekt.
 
Jeg kan godt selv lide billedet. Det fortæller en historie. Mange historier i virkeligheden. Jeg vil ikke jokke rundt i hvilke, for det vil blot begrænse antallet. Det skal beskueren selv have mulighed for at fortolke
 
 
og/eller digte sig frem til.
 
Det har jeg lige lært. Se det efterfølgende afsnit: Fortæl historier – uden ord.
 
I en foto-udfordring på Facebook blev jeg bedt om at offentliggøre ét enkelt fotografi hver dag i syv dage. Billedet skulle være i sort-hvidt, det måtte ikke vise mennesker, og der måtte ikke være nogen ledsagende kommentar.

Her kan du se ét enkelt af denne serie. Du kan som sagt også læse mere i det efterfølgende afsnit.
 
Du får heller ikke nogen kommentarer her, udover at billedet af de tomme gynger er fotograferet på Norddjursland, og det er et af de fotos, som mange mennesker reagerede på. Formentlig fordi det også i en grad lægger op til at ”fylde de blanke felter ud” med en fortælling. Ens egen fortælling. Næsten en hvilken som helst fortælling. En skrev til mig, at billedet gav ham Hitchkock-associationer. Billedet får uvægerligt beskueren til at tænke og samtidig til at "strikke" en fortælling sammen.

Sker det, har billedet en berettigelse.
 

* * *
 
 

For mig handler fotografiet om at fortælle historier. Det er det, jeg har i tankerne, når jeg sætter kameraet for øjet. For ser jeg ikke fortællingen, så interesserer motivet mig slet ikke. Men tit overraskes jeg over, at den fortælling, jeg selv så, da jeg tog billedet, ikke nødvendigvis er den, beskuerne senere får. De kan ofte få noget helt andet ud af billedet. Hvilket er helt fint.
 
Det er godt at kunne en masse teknik og have et ordentligt fotoudstyr. Det kan helt klart hjælpe en godt på vej i arbejdet for at skabe og fortælle historien. Men det er og bliver fotografen og evnen til at opdage, se og fortælle historierne videre, der gør ens billeder seværdige for andre.

* * *

Jeg vil komme med flere historier og fortællinger i og om mine fotografier senere. Herunder kan du se et lille udsnit af flere lignende billeder.

Kunne du tænke dig at høre et foredrag om emnet, kan det bestilles her.



Interessante links om emnet:


 
 
Photo by Josh S. Rose, 2018


Jeg plejer altid selv at slå til lyd for at fotografi handler om at fortælle historier. Men det er slet ikke så enkelt endda.

Fotografiet er et fastholdt øjeblik. Et moment frosset fast i en brøkdel af et sekund. Det er ikke et forløb. Hvordan kan fotografiet så fortælle historier? For historier har en begyndelse, et forløb og en slutning. Det er et fotografi ikke.

I sin artikel "Photography and Storytelling are Different Things" på hjemmesiden Medium diskuterer Josh S. Rose dette dilemma. Med undertitlen "Understanding the role of the medium will make you better at it" antyder han så også, at først når man til fulde forstår dette, formår man at udnytte fotografiets potentiale fuldt ud.


 
Tilbage til Fotoskolens emneoversigt
Tilbage til oversigten over mine egne små fotolektioner
Næste lektion - Fotoskolen 08.13.02: Fortæl historier – uden ord


Andre af mine fotos