Foredrag:

Det Arabiske Forår - kommer der sommer eller isvinter bagefter?

Revolution i Kairos gader
Revolution i Kairos gader
 
 
På Tahrirpladsen under den egyptiske revolution.

Den arabiske verden er i opbrud. Diktatorer er blevet væltet, blot for at se andre former for totalitarisme overtage magten. Revolutioner, oprør, islamisme, demonstrationer, konfrontationer. Nogle lande har oplevet dramatiske omvæltninger. Andre er kastet ud i blodig borgerkrig. I visse lande viser tyrannen tænder og slår ned på ethvert tilløb til protest, og i andre arabiske lande holder man spændt vejret for at se, hvilken vej det kommer til at gå. 
 
Jeg har på nærmeste hold oplevet Det arabiske Forår, som det er blevet kaldt, fordi jeg har dækket opbruddet for TV2/Nyhederne. Alene ordet ”forår” fik det til at lyde positivt. Mindre end to årtier tidligere havde vi i Europa set Berlinmuren falde, og ”foråret” i den arabiske verden fik os til at håbe, at frihed og demokrati også ville begynde at spire frem i denne totalitære ødemark.
 
I de første fire år tilbragte jeg langt størstedelen af min tid i de forskellige arabiske lande, der var opslugt i dette politiske jordskælv af historiske proportioner. Men hvad er det egentlig, der er sket? Hvorfor skete det? Er det hele tabt? Bliver det blot værre? Eller er der fortsat håb?
 
 
Islamismen og radikal, militant islam har fået vind i sejlene under Det Arabiske Forår.

I dette foredrag fortæller jeg både om oplevelserne i Tunesien, hvor det hele begyndte; om mine oplevelser på Tahrir-pladsen i Kairo, som var "revolutionens bankende hjerte"; og om kampene i det, libyerne selv kaldte deres frihedskrig. Jeg beretter om Syrien, hvor diktaturet har konsolideret sig, og oprørernes alternativ heller ikke synes tiltrækkende. 
 
Jeg lover ikke nogen klare svar, for de eksisterer ikke, men jeg vil prøve at diskutere nogle af de brændende spørgsmål, vi formentlig alle har: Hvor den arabiske verden er på vej hen? Bliver den arabiske verden fremover en fri, demokratisk oase? Eller er det hele tabt på gulvet? Kommer vi til at se tilbageskridt til diktaturets dage? Og hvad bliver de islamiske fundamentalisters rolle i fremtiden?   

* * *

Jeg har ikke rigtig en oversigt over de ting, jeg har skrevet på min hjemmeside om Det Arabiske Forår, men du kan, hvis du er interesseret, prøve disse oversigter. Her er en del af det i hvert fald at finde:

Mellemøstlig kultur & samfund
Mellemøsten - Reformer og demokrati
Islamisme, jihadisme, terrorisme







Vil du tilbage til oversigten over kommende foredrag, for at se, om "Det Arabiske Forår" er et af de emner, jeg er blevet inviteret ud for at tale om i den kommende tid, så klik her.