Fotoskolen 09:

Kapitlet der ikke handler om kameraer... eller næsten ikke

Det er ikke kameraet, men fotografen der skaber det gode og seværdige fotografi.
Det er ikke kameraet, men fotografen der skaber det gode og seværdige fotografi.

Fotografi er mange ting. Det er i hvert fald meget mere og noget meget større end blot det udstyr, billederne bliver lavet med. Ikke desto mindre er mange fotoamatører helt forgabt i fotoudstyr. Fotografi handler om indholdet af billederne, fortællingen, oplevelsen, budskabet... det handler om dine evne til at ingeragere med mennesker, din indlevelse, din medmenneskelighed... det handler om at bevæge sig. Både fysisk og mentalt. Og fotografiet kan også være en form for terapi. Fotografi er mange ting.



Det er hverken kameraet eller objektivet, der er det vigtigste, når du fotograferer! Det allervigtigste fotoudstyr du har, når du skal tage et billede, er det, der er 10 centimeter bagved kameraet… nemlig dig!
 
Selv det dyreste, mest avancerede kamera kan ikke redde en talentløs fotograf, mens en dygtig fotograf kan lave kunst med en amatør point-and-shoot familiekamera eller et gammelt Kodak Instamatic. 
 
 
Gammel amerikansk reklame for Kodak-kameraer. Citatet på billedet er derimod nyt. Sådan sælger man jo ikke kameraer.

Det er ikke kameraet, men fotografen, der laver de fantastiske billeder.

Selv en amatørfotograf med et ret middelmådigt udstyr har som oftest i dag et bedre kamera og også bedre objektiver end de fleste af fotografiets store mestre havde, da de skabte de fotografiet, vi alle sammen i dag studerer og forsøger at tage ved lære.
 
Jan Grarup lavede en gang en fantastisk fotoserie fra Gellerup Parken i Aarhus med et gammelt Polaroid-kamera. Jeg har set fotoudstillinger udelukkende lavet med en i-Phone. 
 
Det handler om, at du bevæger dig ud i virkeligheden. Involverer dig. Risikerer noget af dig selv.
 
”Der er kun dig og kameraet. Begrænsningerne i dit fotografi er begrænsninger inde i dig selv, for det vi ser, afslører hvem og hvad vi er.”
 
Sådan udtrykte den tysk-amerikanske fotograf Ernst Haas det. 
 
Hans landsmand, som på grund af sin jødiske baggrund også var flyttet til USA, Alfred Eisenstaedt, sagde det på en lidt anderledes facon:
 
“Det er vigtigere at “klikke” med mennesker, end det er at “klikke” med kameraets lukker.”
 
 
En sød israelsk pige i Tel Aviv iført et kulørt plastik kamera, som garanteret ikke kan tage skarpe fotos. Det betyder dog ikke, at det ikke kan tage fantastiske fotos. Jeg mødte dem begge på en lille hyggelig cafe på Rothchild Boulevard.

Den store amerikanske fotograf Eve Arnold sagde nogenlunde det samme på en lidt anden måde:
 
”Hvis en fotograf bekymrer sig om og føler for de mennesker, der står foran hans eller hendes objektiv, så er meget givet på forhånd. For det er fotografen, ikke kameraet, der er instrumentet (til det gode fotografi).”
 
Det, jeg forsøger at sige, er naturligvis, at du som fotograf er langt vigtigere end det stykke mekanik, du har slæbt med dig ud i virkeligheden. 
 
Jeg ved godt, at jeg har citeret nedenstående lille fortælling mange gange tidligere her på min hjemmeside, men bær over med mig, for den illustrerer virkelig godt, hvad det her kapitel handler om.
 
Den dengang kendte amerikanske fotograf Arnold Genthe (1869-1942) skulle i 1900-tallets begyndelse lave nogle portrætter af den endnu mere kendte forfatter Jack London (1876-1916). Da Jack London kom til Genthe’s atelier og så sig om og beundrede Genthe’s billeder, blev fotografen efterhånden noget irriteret over den store forfatter, som konstant roste de mange portrætter, der hang på væggene i atelieret, ved at sige: 
 
”Fantastisk! Det er dog fabelagtige portrætter. Du må da have et fantastisk godt fotografiapparat.” 
 
Og efter at have set nogle flere fotografier: 
 
”Utrolig kvalitet dine portrætter har. Dit fotografiapparat må da være exceptionelt godt.”
 
Da Jack London nogle dage senere kom tilbage for at se de portrætter, Genthe havde taget af ham, sagde fotografen til ham: 
 
”Ahh, Jack. Jeg har nået at læse nogle af dine bøger. De er jo ganske gode. Du må da have en helt fantastisk god skrivemaskine.”
 
Moralen er naturligvis, at det er fotografen og ikke fotografiapparatet, der laver de fantastiske billeder. En god fotograf kan lave fantastiske billeder med en skotøjsæske med et lille hul i, mens en, der ikke har talent, ikke kan lave noget seværdigt med selv det dyreste udstyr.
 
 
Foto: Ernst Haas

I dag er der også alt for mange, der stirrer sig blinde på antallet af megapixels i reklamerne for nye digitale kameraer, selvom det ret hurtigt bliver vigtigere, hvilket glas, hvilke objektiver, du sætter foran din sensor end antallet af pixels på den. Men selv i diskussionerne om objektiver, er der helt andre, langt mere jordnære ting, der betyder noget: 
 
Dine ben!
 
”Det bedste objektiv, du har, er dine ben”, sagde den tysk-amerikanske fotograf Ernst Haas en gang. ”Den bedste vidvinkellinse? Gå to skridt baglæns, og se efter ”ah-haaa-oplevelsen!”
 
Ernst Haas havde ret.
 
Zoomobjektiverne gjorde mig doven. 
 
Jeg begyndte at zoome i stedet for at bevæge mig frem og tilbage. Så da jeg for en del år siden fik hele mit fotoudstyr stjålet fra mit hjem i Jerusalem, besluttede jeg mig for at skifte spor.
 
 
Foto: Ernst Haas

Da jeg nu igen skulle anskaffe mig det hele forfra, besluttede jeg for, at jeg ville have meget mindre udstyr, så jeg oftere havde det med mig, i stedet for at lade det ligge derhjemme. Jeg besluttede mig også for, at jeg ikke længere ville have zoom-objektiver, fordi de gjorde mig for gumpetung.
 
Jeg endte med at købe et Canon EOS 5D Mark II, som på det tidspunkt lige var kommet på markedet og vare to objektiver: En 85mm f/1.2 og en 24mm f/1.4. To af Canons bedste og mest lysstærke objektiver med fast brændvidde.
 
Det var et godt valg, fordi det tvang mig til at genopdage fotografiet. Selv lægge mere arbejde for dagen. Ikke bare at bruge benene i stedet for at forsøge at zoome mig ud af spadsereturen, men også at jeg selv skal engagere mig med motivet, og ikke forfalde til at tro, at teknik og automatik kan gøre noget som helst. Det er langt bedre at tale med en person, lære at kende den portrætterede en smule og få lov til at fotografere vedkommende tæt på, end det er at snige sig til at tage et snapshot med telelinse i skjul på stor afstand.
The less gear you use, the more you grow as a photographer. Although there are fewer options available, you'll find more creative ways to capture what you feel! In a way, all your technical options before turn into creative solutions that improve your photography even more. 
Marius Vieth
Naturligvis holder argumentet ikke et hundrede procent. Dette er ikke et oprør imod ordentlige arbejdsredskaber. Kun en påmindelse om, at det ikke er udstyret, dets omfang eller dets pris, der rykker dig op i en ny klasse af fotografer. Det er kun dine evner som fotograf, der kan gøre det.
 
Det har jeg selv måttet lære på den sure måde.
 
En ven sagde en gang til mig, at jeg ikke ville blive en bedre fotograf bare ved at få et Leica M-kamera. Han havde ret. Men jeg var desværre nødt til først at købe et Leica-kamera, inden det gik op for mig.  (Jeg fik det heldigvis solgt igen.)
 
Jeg kan selv godt lide at arbejde med ordentligt udstyr… nej det er ikke helt rigtigt. Jeg elsker at arbejde med ordentligt udstyr, og det er det, jeg forsøger at bekæmpe. Denne bacille der får det til at krible i mig, når jeg ser et nyt og lækkert kamera, for det er ikke udstyret, men mig som fotograf der gør forskellen. Det gør derimod min evne til at få folk omkring mig til at glemme kameraet. Min evne til selv at glemme dets tilstedeværelse, og blot få det til at være en forlængelse af mit blik og min bevidsthed. Få udstyret til at ”forsvinde”. Få genoprettet den naturlige, afslappede, fortrolige atmosfære, hvor fotograferingen bare foregår, som om kameraet slet ikke var der.
 
Det kan der komme noget virkelig godt fotografi ud af.
 
 
Tjenerne følger med i skøjtestjernen Sonia Henie's opvisning, Grand Hotel, St. Moritz, 1932. Foto: Alfred Eisenstaedt

* * *
 
I det her kapitel vil jeg forsøge at indsamle erfaringer, oplevelser og andres fortællinger om fotografi, uden hele tiden at tale om udstyr. Så det her er "kapitlet der ikke handler om kameraet... eller næsten ikke i hvert fald.
 
Kapitel er helt nyt. Jeg er først lige begyndt at skrive på det. Dit kreative input er derfor yderst velkomment. Har du kommentarer, ideer, forslag, interessante links eller andet, der vil passe ind i dette kapitel, så send dem endelig til mig. Send dine bidrag til steffen.jensen@live.com
 
 



 
 
 
Street Photography. Foto: Sean Tucker

Gå på dine ben og lær at se

En fin lille video, hvor den unge britiske fotograf Sean Tucker fortæller om sine fotografiske visioner. Om at lære at se, om at i byen i stedet for at køre rundt i den, om at studere lyset og så videre. Masser af gode tanker og en sund og rigtig tilgang til fotografiet, som ikke handler om udstyr, men handler om lyset og den historie, man vil fortælle.
 




 

 
 
Det bedste og mest værdifulde stykke fotoudstyr er dine sko, siger folkene bag det legendariske foto-agentur Magnum.

Allervigtigste foto-udstyr: Gode sko

Nogle af verdens allerbedste fotografer har igennem syv årtier været organiseret i det navnkundige fotobureau Magnum. (Jeg må dog sige, at jeg var mere imponeret over den gamle generation af MAGNUM-fotografer end jeg er af den nuværende, men det er en anden historie.)
 
Magnum blev etableret i 1947 af Robert Capa, Henri Cartier-Bresson, George Rodger og David “Chim” Seymour – nogle af mine absolutte største fotografiske forbilleder. (Jeg tilsyneladende er født i et par årtier for sent.)
 
I forbindelsen med sit 70 års jubilæum har Magnum udformet et meget lille, nemt læst – men ikke desto mindre meget fint – skrift med gode råd til den dedikerede, fremadstormende fotograf.
 
Og uden at have checket efter igen, efter jeg har læst publikationen det første gang, tror jeg ikke, at der er et eneste godt råd med hensyn til udstyr – kameraer, objektiver, filtre, post-production eller lignende. They don’t give a shit about equipment. Mestrenes gode råd handler alle sammen om, hvad du vil. Hvad du som fotograf har på hjertet. Det handler om at fortælle historier, om at involvere sig, engagere sig, om at kæmpe for noget. Vide hvad du vil med dit fotografi. Om du i dig har, hvad der skal til for at lave fotografi, der stiller spørgsmålstegn. Fotografi der rejser tvivl. Fotografi der vil ændre verden.
 
 
Magnum-fotografen Rene Burri's fantastiske portræt af Che Guevarra.

Lange diskussioner om udstyr, fokus på hardware og fotokonkurrencer, er for amatørerne i fotoklubberne. For de rigtige fotografer og for folkene bag Magnum handler det om at bruge fotografiet til noget. Bruge det til at gøre verden til et bedre sted. At stille sig på de svage side. Vise virkeligheden, som ingen vil se den. Være et spejl, som man bliver forskrækket over, når man ser sig selv i det. Det handler om fortællingen. Historien og korstoget er for fotograferne. De rigtige fotografer.
 
Kameraet er bare et redskab. Man skal naturligvis mestre det, det er en given ting, men det er bare et redskab. Fotografiet et medium - en platform. Det skal man også mestre. Men budskabet er det afgørende. Det handler om den historie, man fortæller. Om man har noget på hjertet? Noget der skal ud!
 
Magnum’s gode råd med hensyn til udstyr, handler altså hverken om kameraer, objektiver eller filtre. De legendariske fotografer fra det navnkundige bureau, som virkelig ved hvad de taler om, råder dig til at anskaffe dig nogle gode sko. For dem får du brug for, hvis du skal lave godt fotografi!
 
Det er det bedste råd, jeg længe har hørt.
 
Mit er, at man også skal anskaffe sig et godt vækkeur, for man skal stå tidligt op om morgenen, hvis man gerne vil lave fotografi på niveau med de ”rigtige” fotografer i Magnum.
 
Download Magnum’s pamflet ved at gå over på LensCulture.com.




 
 
The Mountain Man John Hoiland fotograferet af Robert Osborn.

Robert Osborn om sit fotografi

Den amerikanske fotograf Robert Osborn har selv et ansigt, det kunne være fascinerende at fotografere. Osborn er selv en del af det samfund, han fotograferer. Han har sit fotostudie og –galleri på hovedgaden i Livingston, Montana, hvor mange af de mennesker, han portrætterer, selv kigger forbi, når de alligevel kommer ned fra bjergene og ind til byen for at proviantere eller ind ude fra prærien. dermed har han allerede et intimt kendskab til og ofte også venskab med sine motive, og dermed træder teknikken automatisk lidt i baggrunden. Tag et kig over på hans hjemmeside.
 
Her er der også en skøn video om Robert Osborn. Han tager virkelig fantastiske portrætter. Mest af amerikanske indianere, cowboys, gamle farmere og bikers. Alle sammen folk med fantastiske ansigter, som livet har sat sine tydelige spor i. I denne video fortæller Osborn om sit fotografi og dem han fotograferer. Ikke om udstyret, han gør det med.

 

  

Det handler ikke om udstyret

De unge, søde idealister i Mango Street forsøger at bevise, at det ikke er udstyret, men fotografen, der betyder noget. Ideen er sådant set god nok, men deres ”amatør” viser sig at være for dygtig til at fotografere. Så eksperimentet lykkes ikke helt. Eller det gør det, for det er virkelig den uprøvede amatør, der bare er ganske god til at fotografere. Så sådant set OK, men det var naturligvis ikke det, de var ude efter. Sjovt alligevel.



 

Fotografiet som terapi

 
 
Vi er tæt på Langelands nordspids. Huset har været forladt så længe, at man kan køre forbi det uden at opdage ruinen. Indenfor er der ikke længere noget liv... af mennesker i hvert fald. Men livet -- plantelivet -- trænger igennem udefra.

Fotografi kan være så meget andet end "bare" det at skabe billeder. Selve processen med at komme ud af huset for at fotografere og derefter bearbejde billederne, kan i sig selv have en terapeutisk funktion. Det har jeg klart nok selv oplevet, og jeg har også hørt det fra mange andre.

Efter et forfærdeligt forår i 2020, hvor jeg parallelt med Corona-nedlukningen af Danmark selv måtte igennem en række kræftforløb på hospitalet og ikke mindre end tre operationer, hjalp fotografiet mig tilbage på benene igen. Måske ikke helt som jeg havde forventet det. Men fotografiet spillede en afgørende rolle for at få mig på benene igen, og det er stadigvæk en ret afgørende ting i mit liv. Ikke bare på grund af billederne, der kommer ud af det, men endnu mere for den beroligende effekt, det har for mit sind og min sjæl.





Fortællingen i fotografiet

 
 

Alt det dyre fotoudstyr til trods, så er det ikke det, der skaber det fantastiske, seværdige fotografi. Det er fotografen, der gør det. Fotografi er meget, meget mere end megapixel, linser, lys og skygge. Det handler også om… måske endda meget mere om at fortælle historier.  
Billeder sætter fantasien i gang, så det er slet ikke altid, den historie, fotografen oplevede, da han tog fotografiet, også er den historie beskueren får ud af at se på det, men det er også i orden. 


Jeg laver ofte foto-essays. Lader mine fotos ledsage af en lille (nogle gange lidt længere) tekst. Det kan jeg godt selv lide. Men det kan desværre også afstedkomme, at folks egne historier og fortolkninger af billedet aldrig får luft under vingerne, fordi jeg allerede har fortalt, hvad billedet handler om. Det gik på for mig, da jeg en gang blev udfordret til at offentliggøre sort-hvide fotos, uden mennesker og uden nogen ledsagende tekst. I starten var jeg lidt irriteret. Senere kunne jeg sagtens se kvaliteterne og mulighederne i denne, direkte modsatte måde at offentliggøre sine billeder på.

 
Her et link til "Fortæl historier -- uden ord".









Videre til Fotoskolen 10: DSLR-videoproduktion 
Tilbage til Fotoskolen 08: Mine egne små lektioner i fototeknik
Tilbage til Fotoskolens emneoversigt