Vi har altid fået lavet portrætter. En gang var det malernes privilegium og en genvej til at omgås "magtens mænd" på. Nu er det fotograferne, der har overtaget kunsten at portrættere folk. Fotografiet har demokratiseret portrættet. Mange flere får i dag lavet deres portræt. Men det betyder også, at portrættet er blevet mange helt forskellige ting. Både kvalitetsmæssigt, kunstnerisk og i forhold til metode, stil og genre. Fra selfi'er til kunstportrætter. Det har dog på ingen måde gjort portrættet mere kedeligt. Snarere tværtimod.
Jeg ved ikke, om jeg har ret, men et eller andet sted er jeg ret overbevist om, at portrætfotografiet var en af fotografiets allerførste genrer. Jeg ved godt at der var nogle spæde fotografiske forsøg med en løbende hest og nogle bygninger, men da fotografiet blev en kunstart eller et håndværk, må portrætfotografiet have været en af de første egentlige genrer.
De kunstmalere, der indtil da havde levet af at lave portrætter, havde af naturlige årsager fokuseret på portrætter af de rige, de magtfulde, de hellige, adelen og ”dem, der var noget ved musikken”. Det var dem, der kunne betale, og derfor holdt de en stor del af datidens billedkunstnere beskæftiget. Nu kom så pludselig denne mærkelige, moderne teknik ind, og kunne afbillede samfundets støtter langt mere præcist og naturtro. Og fordi metoden var så meget billigere og langt mindre tidskrævende, kom andre grupper af samfundet også hurtigt ind i motivkredsen. Magtens top - politikere, erhvervsledere og rige - får dog stadigvæk lavet malede portrætter.
Der er på den anden side næppe nogen tvivl om, at portrætmalerne har forbandet fotografiet langt væk, da det begyndte at trænge frem. Nu kunne enhver idiot, der bare kunne trykke på en knap, lave portrætter, og de ville selv blive sendt ud i arbejdsløshed.
Sikkert ikke særlig forskellig fra de fotografer, der i disse årtier klager sig over digitalfotografiet og mobiltelefonerne, der giver enhver ”tilfældig forbipasserende” mulighed for at kalde sig fotograf. ”Det er fotografiets dødsdom”, siger mange. ”Vi bliver arbejdsløse”, klager andre.
Alligevel tror jeg, og det er kun min egen lille, useriøse lommefilosofiske betragtning – at demokratiseringen af fotografiet, så at alle og enhver nu kan fotografere, blot vil gøre ”det rigtige, seriøse fotografi” endnu bedre. Det er allerede ved at ske. Masser af professionelle fotografer kaster sig ud i nye, uudforskede sider af fotografiet, og der foregår pludselig en masse spændende ting, som næppe ville have fundet sted, hvis fotograferne ikke var blevet presset. På nøjagtig samme måde, som jeg mener, at opdagelsen af fotografiet på sin vis ”frigjorde” billedkunsten, så malerne kunne kaste sig ud i nye og langt mere interessante eksperimenter end blot at male vellignende eller forskønnede portrætter af de rige og magtfulde bedsteborgere. Pludselig væltede malerkunsten sig ud i den ene nye strømning efter den anden. Naturalismen var rykket på museum. Kunsten eksploderede i kreativitet. Det sker også lidt for fotografiet, tror jeg.
Løst og fast om portrætfotografiet
Det var måske en lidt lang indledning, men nu til sagen.
Indenfor portrætfotografiet er der mange forskellige undergrupperinger fra det helt traditionelle portræt, som ”blot” viser et ansigt. ”Blot” i denne sammenhæng sat i citationstegn, fordi det er slet ikke så enkelt, som det lyder, og det kan gøres på fantastisk mange måder. Nogle fotografer formår at få utrolig meget fortalt om den portrætterede i et billede der ”blot” viser personens ansigt. Mens andre kun får vist hvordan et ansigt ser ud, mens mennesket bag masken forbliver uset og ukendt.
Det ene yderpunkt er disse forfærdelige cooperate portraits, mange fotografer tager for forretningsverdenen, der blot skal bruge nogle hoveder til virksomhedens hjemmeside, så virksomheden, dens kunder og forretningsforbindelser kan finde ud af, hvem der tager sig at lønudbetalinger, vareindlevering og betaler regninger, og hvem der fyrer og ansætter.
Der er ligefrem videoer på nettet, der viser fotografer, hvordan de lynhurtigt kan opstille et lille portrætstudie i et af virksomhedens kontorer, som de mange ansatte hurtigt og effektivt kan strømme igennem som på samlebånd, og få taget deres portrætter til firmaets hjemmeside og tryksager. Jeg var lige ved at sige, som en menneskelig udgave af disse automatiske pasfotobokse, der i gamle dage stod rundt om på busstationer og banegårde, hvor man ved at smide en 10’er ind kunne få sig tre pasfotos på en papirstrimmel. Men det er slet ikke rigtigt, for disse små strimler af sort-hvide pasfotos taget i sådan et fotostudie på størrelse med en telefonboks, kunne faktisk være fantastisk sjove og fortællende. De kunne næsten være små kunstværker. Det er de "cooperate portraits" meget sjældent. Kedeligt men selv en fotograf skal jo have smør på brødet og overleve.
Den amerikanske mode- og portrætfotograf Richard Avedon (1923-2004) formåede at få udtrykt utrolig mange ting i sine på overfladen ret ligefremme portrætter.
Sjovt er det, at han netop i en længere periode fotograferede meget ens portrætter af kendte, magtfulde mennesker. Ofte blot mænd i deres jakkesæt. Fotograferet analogt i 6x7-format på hvid baggrund. På overfladen helt enkelt. Man kunne næsten fristes til igen at nævne samlebåndet, hvis det ikke var fordi disse portrætter netop
ikke blev optaget på den måde. Og ikke bare det. Lyssætningen er fantastisk. Øjnene. Udtrykket...
Studerer man Avedon’s portrætter fra den periode nærmere, så er de ganske fantastiske. Rene mesterværker.
Hvad han formår at få udtrykt med ganske få og ret diskrete midler er ret fantastisk. For nogle år siden oplevede jeg sammen med min familie en af hans udstillinger på Israel Museum i Jerusalem. Jeg var allerede overbevist fra fotobøger, inden jeg så billederne på Israel Museum, men havde jeg ikke været det, ville denne udstilling afgjort have gjort udslaget.
Richard Avedon var en mester.
Han tænkte anderledes. Var nyskabende. Og så var han vel ”det underspilledes” mester. De små diskrete hints. Hentydningerne.
Headshots
Et portræt er tit et billede af et hoved… eller snarere et ansigt. Et headshot. Det bør også være en hel del mere. Men i USA er headshots en under-genre af portrætfotografiet.
En af udøverne af denne stil er den unge
fotograf Peter Hurley, som lige nu huserer i New York og på nettet. Han er tidligere fotomodel, som efterfølgende selv er blevet fotograf, som har specialiseret sig i headshots. Det lyder lidt som en snigskytte, som har haft en fuldtræffer, men det er altså en særlig udgave af portrætfotografiet.
Der er lidt cooperate samlebåndsfotografi over det, fordi Peter Hurley i vid udstrækning fotografere ret meget på samme måde fra portræt til portræt… og så alligevel ikke. Og det er derfor, jeg tager ham med her.
Jeg ved ikke, om jeg har ret, men jeg har lidt på fornemmelsen, at disse ”head shots” begyndte som en del af de billeder, unge, håbefulde skuespiller- og fotomodelspirer skulle have i det portfolio, de skulle præsentere sig selv igennem til agenter og bureauer.
Headshots var ikke egentlige portrætter i den kunstneriske betydning af fænomenet. Headshots skulle ikke vise noget dybere om personen, blot vise ansigtet på den mest flatterende og tiltrækkende måde, så den portrætterede kunne få sig nogle jobs i mode- eller filmindustrien.
I mange situationer fotograferer Peter Hurley sine modeller op imod en veritabel mur af softbokse med flashhoveder indeni. Det er naturligvis for kvinder et meget flatterende lys, for det udvisker mere eller mindre hver eneste skygge, der kunne afsløre en begyndende rynke.
På det seneste er Hurley dog begyndt at lege lidt mere med lyset, men hans mål er stadigvæk at lave pæne portrætter af venlige, søde mennesker – uanset hvad de står for eller forsøger at ”sælge”.
Han er dog god til at fortælle om, hvordan man skal dirigere modellen, og få personen til at posere. Sikkert fordi han selv har erfaringer både foran og bagved kameraet.
Det fortællende portræt
Måske er det fordi jeg går til fotografiet med en faglig baggrund som journalist? Nogen vil sikkert sige tynget af et tåbeligt journalistisk behov for at ville berette noget. Jeg ved det ikke, men jeg skal altid fortælle historier.
Eller måske er det fordi mode- og modelfotografi slet ikke interesserer mig? Jeg synes at fotomodeller generelt er tynde, sygeligt udseende, ret usexede og helt igennem uinteressante?
Det kan også bare skyldes, at jeg bliver mere fascineret af et furet, rynket og slidt ansigt end af en smooth, barnenumset fotomodels fløjlshud og fugtige dådyrøjne med falske øjenvipper og skinnende øjenskygge?
Jeg ved det ikke. Men jeg får intet ud af at portrættere unge, underskønne, makeup’ede cover-girls. Det siger mig absolut intet. For mig ligner det ene photoshop’ede modelportræt af den slags det næste til forveksling. Og det siger mig ikke meget andet, end at nogen prøver at prakke mig nogle varer eller produkter på ærmet.
Det der fascinerer mig, er det beskrivende portræt, nogen kalder det for det fortællende portræt. Det kan være af kendte mennesker eller ganske almindelige personer. Kendte mennesker kan være interessante, hvis de har bedrevet noget. Skabt et eller andet. Gjort en forskel. Ikke bare fordi de er kønne og kan vrikke med numsen. De ikke-kendte fordi de har levet et langt liv, har slidt og slæbt, skabt familier, sat børn i verden og set dem vokse op, bygget et hjem, en karriere eller det modsatte – forlist en karriere, et liv og en familie som er faldet fra hinanden… men der er en historie at fortælle om et liv. Om smerte og glæde. Om håb, drømme og tragedier. At portrættere det, og få portrættet til at skabe denne sammenhæng, fortælle den beretning om et liv levet… det har min interesse. Det vil jeg gerne lære. Det vil jeg gerne dyrke.
I mit daglige arbejde er jeg som nogen ved TV-korrespondent. Det betyder, at jeg normalt kan bruge en række videosekvenser, til at bygge en beskrivelse af et menneske op. Lave en introduktion til eller et mini-portræt af en person, inden jeg begynder at interviewe ham eller hende. En still fotografs opgave kan nogle gange være at gøre alt det i ét eneste foto eller i det mindste i ganske få skud. Ikke bare vise udseendet, men fortælle en hel historie om et andet menneske i et enkelt fotografi. Dermed er det ikke længere bare et billede, der viser et ansigt, så er det blevet et
portræt, der beskriver et
menneske.
Det synes jeg er en interessant opgave.
Det er ikke lykkedes mig at beherske kunsten, men da jeg i øjeblikket slås med et fotoprojekt på Langeland – når jeg kan vride nogle fridage ud af min fortravlede hverdag i Mellemøsten – så er det præcis dette fortællende, beskrivende portræt, jeg er på udkig efter.
Jeg forsøger at beskrive en lille krog af det andre kalder ”Udkantsdanmark”, men som i virkeligheden er alt muligt andet, gennem en række portrætter af de energiske ildsjæle, som holder disse kæmpende samfund langt væk fra storbyerne i gang.
Jeg når ikke ned på at beskrive ret mange mennesker med ét og kun et fotografi, og det gør sådant set heller ikke noget. Jeg er ikke dogme-agtig om ret meget. Heller ikke om det. Men jeg vil i det mindste gerne forsøge at lave nogle portrætter, der er lidt anderledes, og får beskueren til at spærre øjnene lidt op.
Hvordan gør man det? Det kunne jeg godt tænke mig at lære.
* * *
Privat har jeg i nogle år samlet links til gode, informative sider om fotografi og videoer om emnet, som jeg selv har brugt til at forsøge at dygtiggøre mig indenfor håndværket. Det er den lille private 1-mands fotoskole, jeg nu har lagt på nettet, og som du lige nu sidder og læser i. Jeg er selv den eneste lærer, og samtidig også den eneste elev (nu hvor den er ude på nettet kommer der måske et par elever mere til). Jeg studerer fotografiets mestre og forsøger at tage ved lære af det, jeg ser.
Jeg har lige været til en udstilling af Richard Avedon's fotografi på Israel Museum i Jerusalem. Han er det ene yderpunkt af de ikoniske portrætfotografer, der interesserer mig. Hans sort-hvide portrætter på en totalt neutral hvid baggrund er legendariske. Her er der kun ansigtet og nogle gange også kroppen med, men intet andet. Det andet yderpunkt er vel
Arnold Newman, som bliver kaldet
”the father of the environmental portrait”. Han får med ganske få velvalgte omgivelser fortalt en masse om den person, der portrætteres.
Annie Leibowitz befinder sig et eller andet sted midt imellem.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg stræber mere efter at efterligne Newman og Leibovitz end Avedon, men jeg må indrømme, at Avedon’s stringente stil nogle gange virker enormt stærk og knivskarp.
Jeg har faktisk lige købt et gammelt, analogt Hasselblad-kamera blandt andet med det erklærede formål at lave nogle portrætserier, der lægger sig lidt i Richard Avedon’s slipstrøm. Jeg er ikke rigtig kommet i gang med det endnu, for jeg magter ikke at opbygge et gammeldags mørkekammer med kemikalier og det hele. Men nu, hvor jeg er flyttet til Istanbul, har jeg fundet en gammel fotograf, som vil fremkalde filmene for mig og
også scanne dem ind. Så får vi se.
* * *
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad det er, jeg er ude efter. Er det portrættet med det omgivende miljø? Og betyder det blot, at man zoomer lidt ud, eller træder tre skridt tilbage, så vi får omgivelserne med? Eller handler det mere om at følge en person i længere tid, og så knipse, når en særligt fortællende eller beskrivende situation pludselig opstår? Eller er det OK at danne sit
eget billede at personen, og så bede ham eller hende om at stille sig op på en særlig måde, så man lidt
skaber det billede, man selv inde i hovedet har fået af den der skal portrætteres?
Må det kun være ét og kun ét enkelt fotografi, hvori det hele skal beskrives? Eller kan vi acceptere en serie billeder, der tilsammen kommer rundt om personen? Og skal det kun være fotografier uden tekst? Vil vi acceptere, at der måske står en billedtekst med Mohamed Abla, egyptisk kunstner, Kairo, marts 2013? Eller accepterer vi et helt essay, der sammen med billederne udgør en helhed?
Og skal vi overhovedet lave regler?
Nogle fotografer elsker at opstille dogmer: Fotografere i en uge med et papkamera, mens man står på hovedet og uden at fokusere! Eller kun fotografere analogt, i sort hvidt, udelukkende med et 50mm normalobjektiv, ikke beskære billederne, men altid have lidt af negativets sorte ramme med for at bevise det og så videre.
For mig handler det om at fortælle historier. Hvordan opgaven løses er mindre afgørende. Og det sidste, jeg ville gøre, er at binde den ene hånd på ryggen, blot for at bevise, at jeg stadigvæk godt kan trykke på udløseren med den anden. Jeg hader regler i alle sammenhænge. Også i fotografiet. Men det er bare mig. Sådan har jeg det. Det betyder ikke, at det er rigtigt. At jeg har ret.
Men det er da et oplæg til en diskussion, som vi kan have sammen, når vi nu snart starter en tema-gruppe, hvor vi vil udforske ”det fortællende portræt”.
Herunder – blot som en slags teaser -- en meget forkortet udgave af et fotoessay jeg lavede i 2013 om egyptiske kunstnere. Jeg kan godt lide fotoessayet, hvor man både i billeder og tekst kommer rundt om et emne eller en person. Men det er sikkert fordi jeg begyndte min tilværelse i journalistikken. En journalist der ikke elsker tekster, er sikkert ikke en ordentlig journalist. Spørgsmålet er så bare, om en fotograf, der også elsker tekster, stadigvæk er en ordentlig fotograf?
* * *
Mit eget Langeland-fotoprojekt begyndte faktisk med at jeg ikke turde fotografere mennesker i Danmark. Mine billeder fra Mellemøsten er for en meget stor dels vedkommende portrætter, men indtil for et par års tid siden indeholdt mit danske fotoalbum næsten kun landskaber, solop- og –nedgange, strande, smukke skove og så videre. Så godt som ingen mennesker.
På en eller anden måde havde jeg en psykologisk blokering. En blufærdighed. Jeg turde ganske enkelt ikke spørge folk, om jeg måtte fotografere dem. Den blokering ville jeg til livs.
Sådan begyndte mit fotoprojekt.
Min forlægger, Teddy Petersen fra Forlaget Ajour, tilbød mig en bogkontrakt. Nu laver jeg næsten ikke andet en portrætter af initiativrige, aktive, udøvende, energiske langelændere, når jeg er i Danmark. Min psykologiske blokering er i hvert fald overvundet. Nu er spørgsmålet, om jeg også kan lave nogle fortællende portrætter, som beskriver disse ildsjæle og det samfund, de holder i gang.
Her blot endnu et par af dem… eller snarere en lille serie om en af personerne i projektet.
Poul Erik Eliasen er en af øens bedste keramikere – og dem er der ellers mange af på Langeland. Selvom han er ramt af gigt, så formår hans fingre på ubegribelig kort tid at skabe en skål, en krukke eller et kar med en forbavsende tynd og delikat væg, som senere brændes til porcelæn. Midt ude i skoven skabes det ene lille kunstværk lige så stille efter det andet.
Den italiensk fødte – selv vil han sikkert sige siciliansk fødte – langelandske kunstner Alfio Bonanno er en anden af de interessante ildsjæle, jeg følger. Det er fiskeren og byrådsmedlemmet Ulrik K. Hansen fra Bagenkop også. Og det er kunstneren og kirketjeneren Hans Kjær fra Rudkøbing, som har sit eget mini-ulandsprojekt kørende i Ghana i Vestafrika.
De er bare nogle få af de interessante langelændere, som jeg har lært at kende, fordi jeg skulle ud over min psykologiske blokering og frygt for at bede danskere om lov til at portrættere dem. Det er jeg ikke længere så bange for, som jeg var før. Nu er spørgsmålet blot, om jeg kan få en hel bog ud af det, og om jeg kan leve op til mine egne forventninger om at mestre ”det fortællende portræt”.
Læs eventuelt også min artikel om portrætfotografiet i den afdeling af "Min egen private fotoskole", hvor jeg giver mine egne opskrifter:
Fotoskolen 08.10: Portrætfotografi
Interessante links på nettet
Få billeder i fotografiets historier er så fascinerende, så fængslende, så fortællende og samtidig så utrolig simpelt som Arnold Newman's portræt af den russiske komponist Igor Stravinsky. Arnold Newman kaldes med rette ”det beskrivende portræts fader” – ”father of the environmental portrait”.
Portrættet af komponisten er næsten ren grafik. Sort, hvidt og gråt. Det kulsorte flygel står som en silhuetagtig skulptur. Væggen bag er vertikalt delt op i en hvid og en grå flade. Komponisten selv sidder lillebitte helt nede i hjørnet. Billedet bryder ganske enkelt med alle de regler og principper, man havde for billedkomposition i 1940'erne. Sådan gjorde man ikke den gang. Newman’s redaktører syntes absolut ikke om det, og de kasserede billedet. I dag er det et af fotohistoriens klassikere.
Og Arnold Newman anses for at være det fortællende eller det beskrivende portræts fader.
Fotoskolen 02.02:
Gregory Heisler: Fotografernes fotograf
Greg Heisler er en af de helt store i amerikansk portrætfotografi, og har været det længe. Jeg kender ingen, der har lavet så mange forsider til TIME Magazine, som ham. Ikke at forsiderne som sådan er de mest interessante. Her er der nemlig ofte ”blot” tale om et ansigt på en sort baggrund… og så alligevel. Greg Heisler formår selv her på kreativ vis at spille med de relativ få elementer, magasinernes art directors lader ham få lov til at lege med. De virkelig interessante fotografier og portrætter er dem, han som oftest får offentliggjort inde på de redaktionelle sider i de mange store verdenskendte magasiner, der gør sig i fotografi. Der er altid interessante overvejelser og visioner bag hans måde at portrættere de forskellige personer på.
Han begyndte med at tage pasfotos i den amerikanske flåde og endte med at blive en af fotografiets store mestre. Richard Avedon er en af fotografiets ikoniske fotografer. Han blev først kendt som modefotograf.
Efter at have ændret modefotografiet og gjort hele genren til noget helt andet, end den var, da han begyndte, kastede han sig over fotojournalistikken og slutteligt portrætfotografiet.
Efter også at have sat sit umiskendelige fingeraftryk på disse fotografiske genrer, lavede han over en fem-seks årsperiode et kæmpemæssigt dokumentarisk værk om det vilde vesten.
Det er først for nyligt, jeg har opdaget den unge britiske fotograf Sean Tucker. Jeg er hurtigt blevet ret begejstret for ham. Det der er så forløsende med ham, er hans tilsyneladende totale mangel på interesse for fotoudstyret, men fuldstændige koncentration om fotografiet, om interaktionen med de mennesker, han fotograferer. Han har ordene i sin magt, og han ved, hvad han vil. Det er skønt. Her er hans video om at portrættere folk. ”Ethvert portræt er et slag imellem den portrætteredes forfængelighed, og fotografens list til at omgå den”, siger Sean Tucker.
Lindsay er en dygtig og sympatisk mode- og portrætfotograf, men jeg synes ikke, at hendes portrætter eller model- og modebilleder er særlig dybe. På ingen måde. De er bare flotte. For flotte og glansbilledagtige. Lidt for lidt kant. Ikke noget, der kradser. Men man kan altid lære noget af hende. I hvert fald en masse om teknik, og ikke så lidt om hvordan man omgås og instruerer sine modeller. Med god teknisk kunnen, kan man altid selv begynde at fylde indhold og fortælling ind i sit fotografi. Lindsay Adler kan hjælpe meget med det første. Mindre med det sidste.
Lindsay Adler er meget til stede på internettet med how-to-do-videoer, og derfor er hun en af de fotografer, hvor man kan komme med om bag scenen og se, hvordan hun arbejder. Det kan man altid lære noget af, uanset hvordan man ser på det, hun får ud af det. Det er pænt. Meget pænt. Det er der jo heller ikke noget galt med, men det
er bare pænt.
Fotosiden "Lens" i den amerikanske avis The New York Times har en interessant artikel om portrætfotografiet. I artiklen skriver Rena Silverman om den nu afdøde, verdensberømte komponist og dirigent Leonard Bernstein og viser nogle af de mange portrætter, forskellige fotografer igennem tiderne har taget af ham.
Artiklen er meget god til at opleve hvor forskelligt og mangesidet selv det såkaldte "fortællende portræt" kan være, selvom motivet er en og samme person.
DENNE SIDE ER STADIGVÆK UNDER OPBYGNING