Kapitel 3:
Camouflagefarvet fascination
Den fantastiske amerikanske fotograf Steve McCurry's foto fra intoget i Kuwait.
Lyset kommer nærmest nedefra. Underlig men ørkensandet er lysere end himlen. Det lægger man allerede mærket til, da den militære Hercules-transportmaskine tager det sidste store sving for at lægge an til landing på et stykke støvet landevej nær den sønderskudte by al-Khafji lige ved fronten. Virkeligheden står ligesom på hovedet. Normalt kommer lyset ovenfra. Men her er himlen mørk og dyster, mens ørkensandet skinner gyldent.
Hele sceneriet får et særlig dramatisk, filmisk og unaturligt skær på grund af himlen og lyset, som kunne være sat af en bergmansk filmfotograf.
Vi er i de sidste hektiske dage af Golfkrigen. Efter ugers ventetid er landkrigen lige startet, og de allierede styrker under amerikansk ledelse, der det sidste halve årstid er blevet opmarcheret her i Saudiarabien langs grænsen til Kuwait og Irak, racer nu nordpå, så hurtigt som remmer og tøj kan holde. Det er lykkedes os og et par andre TV-hold at komme ombord i en militær transportmaskine og på den måde komme endnu hurtigere herop til fronten, hvor vi skal finde US 1st Marine Division. Og nu, da vi træder ud i ørkensandet, tager det imponerende skue helt luften fra os. Så kæmpe stort, så dramatisk og… smukt på sin helt egen perverse måde er det.
Mod nord stiger snesevis af tykke, sorte søjler til vejrs. Det er røgen fra nogle af de hundredvis af gigantiske oliebrande. Lige inden landkrigen startede, satte de irakiske besættelsesstyrker ild til oliefelterne. Den tykke, sorte røg stiger op imod det, der tidligere var en dybblå himmel. Højt oppe flader røgen ud, forenes med de sorte skyer fra de andre oliebrande og bliver til ét stort, sammenhængende, tæt, sort loft, som langsomt driver sydpå og dækker både slagmarken og os.
Lyset fra den lavtstående sol kommer kun ind lavt fra siden. Ørkensandet farves gyldent og bliver lysende mod den koksgrå blytunge himmel. Soldaterne og de tusindvis af camouflagebemalede kampvogne og pansrede mandskabsvogne, der til stadighed passerer forbi, er badet i sidelys, og slagskyggerne blødes smukt op af ørkensandet, der fungerer som en gigantisk reflektorskærm. Det hele synes næsten for iscenesat til at være sandt. For filmisk tilrettelagt til at være realitet. For surrealistisk til at være virkelighed. For smukt til at være krig.
Men det er et planlagt, velorganiseret, dødsensfarligt kæmpekaos, der i al sin virkelige surrealisme er både smukt og frygtindgydende. En kæmpemæssig krigsmaskine af historiske dimensioner. Så imponerende og betagende er det, at det helt tager luften fra en. Man skal tage sig selv voldsomt i nakken for ikke at synke hen i en camouflagefarvet fascination. Det ligner en velinstrueret krigsfilm fra Hollywood, men vi sidder ikke på sjette række ved 19-forestillingen med en pose popcorn i favnen. Vi pumper nemlig også selv af sted igennem ørkenen i vores 4-hjulstrækker og ”slæber” en lang hale af støv efter os i vores hjulspor.
Sidenhen så jeg luftbilleder af hele dette sceneri i ørkenen, hvor jeg selv befandt mig, filmet fra en helikopter. Alle køretøjerne – tanks, mandskabsvogne, jeeps og lastbiler – hver eneste af dem trækker denne lange støvhale efter sig. Og for at undgå at køre lige i støvskyen fra køretøjet foran, så kører dem bagved lidt til den ene eller den anden side. Det samme gør dem endnu længere bagved. Så i stedet for at rykke frem i nogle få lange, snorlige kolonner, sker fremrykningen her tværtimod over en enorm bred front, og alle køretøjer, hver med sin støvhale, er tilsammen med til at rejse noget, der på afstand ligner en kæmpemæssig ørkenstorm – hvilket også var den militære operations navn, ”Desert Storm”. For irakerne, der efter ugelange bombardementer nu på afstand kunne observere denne militære ørkenstorm vælte frem imod deres stillinger, må det have været et frygtindgydende syn.
Jeg selv, må jeg indrømme, havde sommerfugle i maven og havde enormt svært ved ikke at blive fascineret og revet med af begivenheden. Hele tiden sagde en stemme inde i mit hoved: ”Det her er historie. Du er midt i en historisk begivenhed. Jensen! Du sidder på første parket til verdenshistorien! En dag kan du fortælle dine børnebørn om disse her dage i ørkensandet.”
Og så måtte jeg hive mig selv ned på jorden igen og minde mig selv om, hvad det i virkeligheden var, der foregik omkring mig. Hvem jeg var, og hvad der var min rolle i dette kæmpemæssige sceneri.
Det skrattende staccato-maskingevær, som vi kan høre et stykke forude, hoster byger af kugler ud, dræber virkelige mennesker i de irakiske stillinger netop nu. Netop nu i dette øjeblik, mens vi hører lyden, bliver mennesker såret og lemlæstet. Det er ikke bare en lydkulisse, der er blevet lagt på i lyddubbingen. Og de dybe drøn, som man snarere føler rystelserne fra i sine indvolde, end man egentlig hører dem, et eller andet sted endnu længere fremme på slagmarken, er ikke teatertorden. Det er virkelighed. Det hele er virkelighed. Blodig virkelighed. Og rigtige mennesker dør. Hele tiden.
Under Golfkrigen i 1990-91 var jeg den sidste halvanden måned af krigen ”låst fast” på den allierede side af fronten i Saudiarabien og Kuwait. I de første uger var krigen en underlig ”langdistance-krig”. Luftbombardementer fra nogle af de mest avancerede bombefly, denne verden indtil da nogensinde havde set, med piloter, der som andre industriarbejdere arbejdede i treholdsskift. Bombardementerne fandt sted morgen, middag, aften og nat. Det eneste, man som journalist kunne gøre i de uger, var at interviewe piloter, som kom hjem fra nogle bombetogter, hvor de havde set lige så lidt til ”fjenden”, som jeg havde, fordi de havde stirret ind i en computerskærm og trykket på en knap, som havde udløst nogle bomber eller affyret nogle missiler fra så stor afstand, at målet ikke var menneskeligt, men ”bare” nogle tal og koordinater på en lille grøn, lysende monitor i cockpittet.
Et eller andet sted derude på den anden side af fronten, dybt inde på ”fjendtligt” territorium, befandt der sig nogle små enheder af specialstyrker, som ”pegede” målene ud for bombemaskinerne ved at ”male” målet med en lille laserkanon, så bombernes målsøgningsmekanisme kunne finde frem til bombemålet. De soldater var så tæt på målene og konsekvenserne af bombardementerne, at de kunne se, føle, lugte og opleve ødelæggelserne. Men dem mødte vi journalister jo af gode grunde ikke. Og piloterne, som ikke så deres ofre i øjnene endsige så eksplosionerne, når deres ladninger nåede jorden, havde et meget nonchalant forhold til krigen, der for dem – som for os – mest lignede et computerspil.
Selvom Danmark faktisk var med i krigen – omend kun med korvetten Olfert Fischer, gemt væk langt nede i Den persiske Havbugt, og dette dermed var første gang, Danmark af egen drift var på vej i krig siden 1864 – så var jeg inden selve krigen slet ikke selv så sikker på, hvor interesserede danskerne overhovedet ville være i den her krig. Der havde, efter min mening, været overraskende lidt debat om krigen i Danmark, og da jeg i midten af januar 1991 – et par dage inden udløbet af FNs ultimatum til Saddam Hussein om betingelsesløst at trække sig tilbage fra Kuwait igen – var på vej tilbage til Mellemøsten, greb jeg i Københavns Lufthavn dagens udgave af Politiken, så jeg havde noget at læse i på flyet. Og jeg blev mildt sagt overrasket.
Verden er på vej ud i en storkrig i Golfen, og jeg er selv på vej ned for at dække den. Nedtællingen har været i gang i et halvt års tid, siden Irak den 2. august erobrede og besatte nabolandet Kuwait. Mit eget liv har ikke drejet sig om andet. I de forgangne måneder har jeg pendlet ind og ud af Irak, Jordan, Israel og Saudiarabien og lavet et hav af indslag om situationen og den forestående krig. Og hvad er så den store overskrift på Politikens forside denne januarmorgen? Såmænd at danskerne har fundet ud af, at de kan spare en masse i skat og afgifter, hvis de får deres fyringsolie leveret på små dunke i stedet for af en stor tankbil. Og billedet, der ledsager historien, og som har fået forsidens mest prominente placering, er naturligvis af en lastbil læsset med 20 liters oliedunke.
Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne. Nu, mange år senere, hvor jeg kan se det hele lidt udefra, kan jeg da godt forstå, at der naturligvis også skete andre ting i verden dengang. Men på det tidspunkt, hvor mit eget liv i det forløbne halve årstid havde haft Golfen, Saddam Hussein og en helt igennem camouflagefarvet verden som omdrejningspunkt, var det meget svært at fatte, at der overhovedet var noget som helst andet i universet, som betød noget.
Ret hurtigt blev den udenlandske presse – lige med undtagelse af CNN – smidt ud af Irak, hvilket naturligvis fik os vrede, afviste reportere til at omdøbe CNN til Caddam News Network, hvilket på ingen måde var retfærdigt, for selvom CNN-folkene nok arbejdede sammen med de irakiske myndigheder og fra tid til anden også lagde ”gift” ud for deres konkurrenter, så var det alligevel dem, der gav os billederne og LIVE-beretningerne af de allierede bombardementer af Bagdad, da de startede. Efter at være blevet smidt ud af Irak rapporterede jeg fra Jordan og dækkede en tid de irakiske SCUD-missiler, der begyndte at ramme Israel, og til slut, da TV2 langt om længe fik vristet et journalist-visum ud af den saudiske ambassade, rejste jeg til Saudiarabien, i forventning om at landkrigen formentlig meget snart ville blive indledt.
Men det skulle vise sig, at jeg var ankommet i meget god tid. Generalerne havde tilsyneladende ikke travlt med at rulle ind over grænsen og befri Kuwait. De var meget godt tilfredse med at bombardere de irakiske styrker fra luften et godt stykke tid endnu. For mig, som for de fleste andre journalister, der var sendt af sted for at dække krigen, betød det, at man måtte forsøge at lave historier om en krig, man ikke kunne se. Vi interviewede piloter, der lige var vendt tilbage fra endnu et togt, vi kørte op til de fremskudte positioner ved grænsen til Kuwait – ”fronten”, kaldte vi det, for det lød mere dramatisk, men der skete ikke rigtig noget deroppe – og interviewede soldater om, hvad der måske kunne ske, når landkrigen på et eller andet tidspunkt brød ud. Vi besøgte artilleri og raketpositioner, der bombarderede de irakiske positioner så langt forude, at vi kun kunne se granaterne og raketterne blive skudt af, men ikke hvor de landede. Vi rapporterede utrolig meget om utrolig lidt. Det var ligesom at ”træde vande” i ugevis, indtil man finder ud af, hvilken vej man skal svømme.
Jeg blev ofte vækket ved sekstiden om morgenen, hvor redaktionen meddelte mig, at jeg skulle forberede en LIVE til en time senere om den seneste udvikling. En udvikling, der til forveksling lignede gårsdagens udvikling. Derefter kunne dagen forme sig på to måder. Enten tog jeg med et TV-hold op til fronten, hvilket mindst var en heldagsudflugt, og mange gange måtte vi overnatte deroppe, hvilket var OK, for så skete der da i det mindste noget. Eller jeg kunne blive i Dhahran, hvor vi var baseret, og redigere indslag og med jævne mellemrum dagen igennem lave LIVEs på telefonen eller til kamera hele vejen frem til midnatstid, hvor vi som oftest fik vores aftensmad, inden vi kunne gå i seng ved 1-2-tiden.
En af de mest dramatiske historier i Dhahran oplevede jeg slet ikke, fordi jeg var så træt og udmattet. En tidlig morgen blev jeg vækket af telefonen hjemme fra Danmark.
”Er du OK”, spurgte en bekymret stemme.
”Ja, blot lidt smadret”, svarede jeg.
”Ja, det kan jeg sgu godt forstå. Sikke’n omgang”, sagde stemmen medfølende. ”Men det er da i det mindste godt, at du er i live.”
Det var jeg sådan set helt enig i, men en snigende tvivl begyndte at gnave mig i baghovedet. Der var et eller andet her, jeg ikke helt forstod. Der måtte være sket et eller andet.
”Men tror du, at du kan klare at lave en rapport om angrebet på telefonen om en halv time”, fortsatte stemmen fuld af forståelse for, hvis jeg nu var så følelsesmæssigt ude af balance, at det ikke kunne lade sig gøre.
”Hvilket angreb,” tænkte jeg, men jeg sagde ikke noget. Jeg var for skamfuld til at indrømme, at jeg ikke anede, hvad der blev talt om. I stedet sagde jeg: ”En halv time lyder fint, jeg skal jo lige samle tankerne først.”
”Ja det kan jeg sgu godt forstå”, sagde stemmen og lagde tryk på hvert eneste ord i sætningen, så jeg fik følelsen af total forståelse, og at jeg var en rigtig guttermand.
Jeg smed røret på og løb ned ad hotelgangen i mit joggingtøj til en af mine canadiske kolleger, som allerede var i gang med at indtelefonere sin rapport om nattens angreb. Det viste sig, at Dhahran i løbet af natten var blevet ramt af et antal irakiske SCUD-missiler. En barak fuld af amerikanske soldater havde fået en fuldtræffer. Mindst 19 var blevet dræbt, lød de foreløbige informationer, og omkring et halvt hundrede såret. Senere viste det sig, at 28 var blevet dræbt og 99 såret ved angrebet. Redningsarbejdet var stadigvæk i fuld gang. Luftværnssirenerne havde hylet, og hotellets gæster og personale var blevet evakueret til beskyttelsesrummene i løbet af natten. Jeg havde blot intet som helst hørt. Hverken sirener, raketter eller eksplosioner. Jeg havde sovet igennem det hele.
Det indrømmede jeg naturligvis ikke over for TV2, da jeg rapporterede om nattens dramatiske begivenheder en halv time senere. Og det, at jeg var så rolig og upåvirket midt i denne dramatiske situation, fik dem på hjemmeredaktionen til at tro, at jeg var en eller anden hårdkogt Rambo-type, som ikke lod sig gå på af et sølle irakisk raketangreb. I dag er der gået så mange år, at jeg godt kan indrømme, at min ro dengang udelukkende skyldtes, at jeg ikke anede, at angrebet havde fundet sted.
“A vacation in a foreign land
Uncle Sam does the best he can…”
Musikken drøner ud fra højtalerne, og billedsiden viser et nærbillede af et maskingevær og et lille, flosset amerikansk flag, som blafrer i vinden oven på en panservogn, der pløjer sig af sted igennem det arabiske ørkensand.
Dernæst et nærbillede af en amerikansk soldats ansigt i profil. Han sidder oven på kampvognen og har hjelm og skibriller på – tactical goggles, hedder den slags briller i militærsproget – og han stirre frem imod fjenden, som befinder sig et eller andet sted uden for billedrammen.
Næste skud: Kameraet står helt nede i niveau med sandet, og kampvognens larvefødder racer tæt forbi linsen og forsvinder i en støvsky.
“Now you remember what the draftsman said
nothing to do all day but stay in bed…”
Billedside: Amerikanske soldater i parade i en lejr i ørkenen. Nærbillede af Stars and Stripes og bataljonens flag side om side.
Næste skud: To soldater ligger på deres brikse og stirrer op i teltdugen inde i deres telt.
“You're in the army now
Oh, oh, you're in the army now…”
“Klip der! Lige efter tilt’en op til teltdugen, og over til billederne af soldaterne, der løber igennem skyttegraven... du ved, de der billeder fra øvelsen oppe ved grænsen.”
Vi er i gang med at redigere en ”musikvideo” om krigen. Bare for at slå tiden ihjel. Vi har intet andet at tage os til.
Jeg har lige været på endnu en tur oppe ved fronten og er kommet tilbage med nogle gode billeder. Der skete intet, men med en god fotograf og lidt fantasifuld redigering kan det ende med at se ret så dramatisk ud alligevel. Og da Steve, vores sydafrikanske redigeringstekniker, ser billederne, hiver han en videokassette frem og viser os den halvfærdige ”musikvideo”, som han har arbejdet på, når vi andre har været ude at filme.
Musikken er Status Quo’s ”In The Army Now”, og billedsiden nogle af de bedste sekvenser, som vi og andre af vores kolleger har filmet i de sidste par uger. Og nu, hvor vi har set videoen, går vi straks i gang med at klippe nogle af vore egne billeder ind.
“You be the hero of the neighborhood
nobody knows that you left for good…”
“Her kan vi bruge billederne af ham soldaten i gallauniform med alle medaljerne og så klippe til det der totalbillede af ørkenen med den lille soldat der sidder alene med ryggen til kameraet nede i højre hjørne og kigger op mod fronten”, siger jeg. Steve klipper og klipper. Derefter læner vi os tilbage for at nyde det sidste par redigerede sekvenser.
“You're in the army now
Oh, oh, you're in the army now…”
“Jeg har det”, næsten råber Steve og rejser sig. Efter nogle minutter, hvor han energisk har rodet rundt i en bunke kassetter i det bjerg af videokassetter, der langsomt i de sidste par uger er vokset op ovre ved hotelværelsets væg.
”Her!”
Han kaster sig over redigeringsmaskinerne igen og er for optaget til at forklare sin plan, så jeg sidder blot og følger med. Han har fundet nogle billeder af nogle raketbatterier, der fyrer løs. Raket efter raket suser afsted op imod de irakiske linjer og trækker den ene hvid røghale efter sig efter den anden.
”Og så det her”, siger Steve nærmest henvendt til monitorskærmen, mens kan klasker en ny kassette i maskinen. Det er aftenbilleder af en solnedgang. Optagelserne er filmet med en lang telelinse, og den ildrøde solskive fylder en stor del af billedet, som flimrer i ørkenvarmen, og så kommer der en sort helikopter flyvende lige igennem rammen og hen forbi solen.
”Wow”, er det eneste jeg kan sige.
”Det skal lige slow’es en smule”, siger Steve, og efter et par tryk på nogle knapper, viser han os sekvensen igen – nu i slowmotion. Helikopteren krydser langsomt billedfeltet som en kæmpemæssig græshoppe. ”Tuf-tuf-tuf-tuf...”, synes man næsten, at rotorerne må sige, men der er ikke nogen lyd på billederne, for de bliver jo lagt på Status Quo-sangen.
“Oh, oh, you're in the army now…”
“Jesus!”
“It’s fuckin’ art, man”, erklærer Roger, min kameramand, som kommer fra Zimbabwe og ikke ligefrem er nogen stor kunstkender. ”Fuckin’ art!”
Steve smiler selvtilfreds.
Jeg er imponeret.
”Hold da helt ferie, hvor er krigen dog flot”, tænker jeg og skammer mig med det samme over denne vanvittige og kætteriske tanke, som jo går stik imod alt, hvad jeg tror på, men man kan ikke andet end blive revet med, når man ser sine egne optagelser klippet sammen på den måde og så masser af musik, der vælter ud af højtalerne.
”Godt jeg ikke har sagt det højt”, tænker jeg, men i den andægtige tavshed, der har bredt sig i vores redigeringsrum, føler jeg mig ligesom presset til at sige et eller andet – noget positivt.
”Det er rent Francis Ford Coppola”, siger jeg. ”Kan I ikke se det? Det er lige ud af Apocalypse Now – Dommedag Nu.”
“Shots ring out in the dead of night
The sergeant calls (stand up and fight)
You're in the army now
Oh, oh, you're in the army now…”
Kampvogne, helikoptere, solnedgang, ild. Krigens fascinerende og dødelige skønhed.
Senere bruger jeg bidder fra musikvideoen til et indslag om den amerikanske hærs mobile radiostation, der sender musik og nyheder til soldaterne ude ved fronten. Radiostationen AFRTS ”OASIS” – Armed Forces Radio and Television Service – populært bare kaldet ”Radio Desert Oasis” – ”Ørken-oasen” sender fra et par mobile lastbilcontainere, som er placeret ude i ørkenen, få kilometer fra grænsen til Kuwait.
Jeg tror dog ikke, at de nogensinde spiller Status Quo’s ”In The Army Now”. I hvert fald spiller de ikke John Lennons ”Give Peace a Chance”, for det spurgte jeg direkte Desert Oasis’ studievært om, og selvom han indrømmede, at han havde pladen, så var den ikke en del af repertoiret.
”I got it. I got the song, but the troops wouldn’t like it. It’s probably the one record I got that I won’t play”, siger den unge soldat i indslaget. Hans familienavn var for øvrigt Honoré, menig Adam Honoré, hvilket jeg morede mig meget over dengang, hvor vi i en generation i Danmark havde haft en Arne Honoré, som spillede plader og sendte hilsner i P3-radiopogrammet Giro 413. Men disc-jockeyen på kanal Ørkenoase mente ikke, at han havde familie i Danmark.
Den militære ørkenradios musikvalg handlede om at dulme nerverne, få ventetiden til at synes kortere og få ”drengene” til at tænke på noget andet end krig og ødelæggelse. Front Line Feel Good Radio. Lidt Contry & Western og så hilsner fra ”the folks and the girlfriend back home”, som hans officer og chefredaktør, kaptajn Bob Close, der var helt rippet for det mindste spor af humoristisk sans, udtrykte det. Ikke noget ”Goooood Morning, Viiiietnaaaam” her, selvom det egentlig var det, jeg havde håbet, da jeg tog ud for at lave historien.
Alle journalister og fotografer på den allierede side i Golfkrigen skulle være med i en pool med en militær eskorteofficer for at kunne komme ”legalt” op til fronten eller på besøg på baser og flyvepladser. Det var nemmest for amerikanske, britiske og franske journalister, hvis lande havde de største militære kontingenter i alliancen og derfor også mange pools, som dagligt blev taget ud på ture. Danmark blev – trods Olfert Fischer – smidt over i den pool, hvor de ikke-krigsførende nationers journalister måtte friste en kummerlig tilværelse uden ret mange udflugter til fronten. Enhver journalist, som blev opdaget nær fronten uden at være i en pool, ville blive frataget sin akkreditering og kunne også udvises af Saudiarabien. Det var et forbandet system, og ingen ordentlig journalist, seriøs medieorganisation eller demokratisk regering burde have accepteret det, men forbavsende mange gjorde det alligevel. Alle ordentlige journalister i Saudiarabien burde systematisk have saboteret systemet, men kun meget få forsøgte. Og hvad der er endnu mere beskæmmende, mange journalister – specielt amerikanske – der selv var med i en pool, angav kolleger, som ikke var det, men som alligevel opererede ude ved fronten og forsøgte at lave kritisk, uafhængig journalistik.
Normalt er tommelfingerreglen, at en journalist i en krigszone ikke bærer uniform eller tøj, der ligner militær påklædning. Journalister bør ikke kunne forveksles med konfliktens parter. Men under Golfkrigen brød min kameramand og jeg bevidst denne regel. Det var ganske enkelt den eneste mulighed, der var for at komme op til fronten og operere frit uden en presseofficer. Men risikoen var udvisning, hvilket ville have været en katastrofe for os, fordi TV2 på det her tidspunkt kun havde mig akkrediteret på den allierede side (senere sluttede John Sundstrøm sig til), mens de internationale nyhedsorganisationer hver havde en mindre hær af journalister, fotografer og teknikere udstationeret i Saudiarabien. De havde råd til og burde have saboteret pool-systemet, men de gjorde det ikke.
Jeg var også med i en pool. Men det var et af disse ”bunke-bryllupper” med alt fra de nationer, der ikke var med i krigen og derfor kun kom ud i de interessante områder en eller to gange om ugen. Jeg tog med på de få udflugter, der var, og på overligger-dagene kørte min kameramand og jeg op til fronten på egen hånd – camoufleret som soldater fra en presseenhed.
Systemet fungerede forbavsende godt. Og vi fandt ud af, at der ofte var officerer, der havde brug for et lift frem og tilbage mellem forposterne ude ved fronten. Det udnyttede vi groft. For med en sådan officer i jeepen, var der ingen, der mistænkte os for ikke at have tilladelse til at være i området.
En gang var det dog nær gået galt. Det var umuligt at opdrive gode landkort i Saudiarabien. Og på de kort, man kunne få, lå den saudiske grænse længere nordpå, end den gjorde på de kuwaitiske kort. Og ude i den virkelige ørken, der var der hverken grænsehegn eller andre markeringer – kun sand, sand og endnu mere sand. Det førte os på et tidspunkt ind i ingen-mands-land imellem de to hæres forposter. Vi var godt selv klar over, at vi havde problemer. Vi havde ikke set nogen militærposition i lang tid, selvom vi inde fra det indre af ørkenen kørte østpå, og, efter vore egne beregninger for længst burde have nået grænseområdet. Da vi på et tidspunkt bemærker en uregelmæssighed i forløbet af en stor sandet bakke syd for os og beslutter at undersøge det, viser det sig at være en fremskudt amerikansk position. Og hele positionen har os i sigtekornet, viser det sig, for vi ankommer fra den irakiske side.
”Holy shit! Are you guys crazy or what? We thought you were fucking Iraqis. You could have gotten yourselves shot”, skriger en af soldaterne til os, mens han sænker geværet.
Heldigvis bliver vi ikke skudt, og heldigvis ved soldaterne på forposten heller ikke noget om forbuddet for de udenlandske journalister. De ved i virkeligheden meget lidt om, hvad der sker i verden udenfor, så vi bliver en velkommen afveksling i deres kedelige dagligdag og bliver budt på saftevand og frysetørret æbledessert.
Det internationale pressekorps i Saudiarabien var under Golfkrigen baseret to steder. Enten i hovedstaden Riyadh, hvorfra man fortrinsvist rapporterede fra det hav af pressemøder, der hele tiden fandt sted. Eller i Dhahran ude ved Den persiske Havbugt, hvorfra vi med jævne mellemrum tog op til ”fronten” – hvilket bare var grænsen til Kuwait.
Efter et par uger i Dhahran begyndte vi at kede os bravt. Det eneste afbræk i de begivenhedsløse dage var de jævnlige ture op til fronten. Men deroppe skete der faktisk endnu mindre. Her sad soldaterne bare i deres fremskudte positioner og kiggede over på Kuwait.
”Kan du se irakerne”, spurgte de håbefulde soldater altid, når jeg ude i en eller anden skyttegrav helt fremme ved fronten fik udeleveret en kikkert og nu stod og skuede op mod nogle få grå bygninger og et vandtårn, der flimrede i varmen.
”Ja”, svarede jeg, og forsøgte at lyde begejstret, men det var ikke sandt. Jeg kunne ikke se noget som helst levende, men jeg ville ikke skuffe soldaten her langt ude i ørkenen. Tilbage i Dhahran skete der ganske vist ikke så meget, men heroppe – langt-pokker-i-vold ude i ørkenen – her skete der overhovedet slet ingenting. Her var dagens højdepunkt de præfabrikerede måltider, og når man kunne få øje på en iraker igennem kikkerten og sende en rapport tilbage til hovedkvarteret om ”fjendtlige troppebevægelser”.
Vores liv i Dhahran var surrealistisk. Det hotel, vi arbejdede fra, og som også var omdannet til pressecenter, lå med en militær flyveplads på den ene side og en civil – Dhahran International Airport – på den anden. Den civile lufthavn var naturligvis også omdannet til en militær flyveplads i anledning af krigen. Så på begge sider af hotellet startede og landede kampfly i en konstant strøm dag og nat. Og hvis man kendte lidt til militært udstyr, kunne man bare i kikkert følge med i, hvilken type missiler flyene var lastet med, når de lettede. Var det luft-til-luft-missiler, luft-til-jord- eller ”bunker busters” eller en kombination af det hele. Når flyene så kom tilbage, kiggede vi igen for at se, hvad de havde brugt, og hvad der stadigvæk hang under vingerne. Så havde vi allerede et indtryk af, hvad der nu var målene, og hvor meget tættere vi nu var kommet på landkrigen.
På bagsiden af hotellet var der bygget en lang række intermistiske platforme på søjler, så man deroppefra både kunne filme flyvepladsen bagved og lave LIVE stand-up’pers og LIVE Q&As – ”Question & Answer”, som man kalder spørgsmål & svar-sessionerne med studieværten. Platformene havde stoftag og var permanent bemandet og udstyret med kameraer og kæmpemæssige spotlights, som kunne bløde den stærke ørkensols skarpe slagskygger lidt op. Hvert af de store amerikanske networks – ABC, CBS, NBS og CNN – havde deres egne eksklusive platforme, og det samme havde britiske BBC. Selv benyttede jeg, som de fleste andre af mine europæiske kolleger, EBUs – Den europæiske TV-Union’s – LIVE-platform ved siden af de andres. Hos EBU, som havde snesevis af klienter, foregik arbejdet på samlebånd. I ”myldretiden” kunne korrespondenterne ofte nærmest stå i kø for at komme op og rapportere LIVE hjem til deres respektive stationer. Og når der så pludselig var hul, og det var ens tur, så rapporterede man det bedste, man havde lært, uanset om der var udsendelse derhjemme eller ej. Passede det ikke med TV2/Nyhederne, måtte de optage LIVE’en på bånd. Men ofte var vi alligevel heldige og fik tingene til at passe sammen.
Ventetiden gik alle på nerverne. Hvis man ikke var oppe ved fronten, hang man bare på hotellet for at lytte til rygter og se, om nogle af kollegerne havde lavet en interessant, anderledes historie, som kan kunne gøre efter.
Pludselig en eftermiddag midt i al kedsomheden kom CNNs reporter løbende igennem lobbyen ud til selskabets stand up-position. Da ingen andre havde hørt om nogen dramatisk udvikling, løb alle med ham for at høre, hvilket scoop CNN havde gravet op. Måske var der en historie, man kunne ringe hjem med. CNN-reporteren stillede sig op foran kameraet og fik sit cue af produceren.
”For et lille øjeblik siden hørte vi et stort brag her et eller andet sted lige nord for os”, begyndte han formentlig som svar på studieværtens spørgsmål om, hvad det sidste nye var fra Golfen.
”Vi har endnu ingen præcise oplysninger om, hvad der var skyld i braget eller om noget er blevet ramt. Men vi følger situationen nøje og vender tilbage, så snart vi har flere oplysninger”, sluttede han rapporten.
Vi andre kiggede på hinanden. Ingen havde hørt noget brag eller nogen eksplosion eller lignende. Hvad var det, han havde hørt, spurgte vi CNN-kollegaen, da han igen spadserede tilbage til TV-selskabets kontor inde i hotellet, men han ville ikke afsløre noget, før han kunne gøre det på sin egen kanal. Så da han et stykke tid senere igen dukkede op med kurs mod stand up-platformen – denne gang dog ikke i løb – fulgte vi naturligvis allesammen med igen for at høre afslutningen på mysteriet.
”Vi har nu haft mulighed for at tjekke oplysningerne om det brag, vi rapporterede om tidligere”, sagde journalisten. ”Det viste sig, at der ikke var tale om nogen eksplosion, men at det bare var et askebæger, der faldt på gulvet i hotelværelset ved siden af os”, sagde han.
Det lød næsten, som om han gerne ville have sagt ”desværre”, men man kan jo ikke tillade sig at håbe på en rigtig eksplosion, for det ville jo sikkert også betyde, at nogen var kommet til skade. Vi andre grinede skadefro. Research og dobbeltcheck af oplysninger er jo ikke den værste ting i verden, fortalte vi hinanden med et indforstået blink i øjet. Men episoden viser også lidt om, hvordan vi i disse direkte transmitterede TV-tider alt for nemt går i ”selvsving” og smider den mest banale journalistiske barnelærdom overbord i vores konstante hæsblæsende jagt på en lille bitte nyhed. Kan vi nå at få historien sendt af sted inden konkurrenterne, så tjekker vi først bagefter, når det er for sent.
Det er et tab af troværdighed, som vi ganske enkelt ikke kan tillade os inden for journalistikken og i særdeleshed ikke på TV.
Mens vi utålmodigt venter på landkrigen, får vi dog vores ilddåb, inden vi forventer det. Mens alle regner med, at intet vil ske på landjorden, indtil de allierede kampvogne begynder at rulle ind i Kuwait og Irak, så angriber de irakiske styrker pludselig til alles store overraskelse.
Irakerne angriber ikke over en bred front, men kun på et enkelt sted ude ved kysten, hvor der lige ovre på den saudiske side af grænsen ligger en lille støvet, kedelig saudiarabisk grænseby ved navn Al-Khafji. I begyndelsen opdager de allierede slet ikke, at irakerne er i gang med at angribe. Det er simpelthen lykkedes irakerne at komme uset igennem de allierede linjer. Selv da de militære teknikere, der opererer en af de små amerikanske ubemandede spionfly med kameraer om bord, opdager den irakiske styrke, som er på vej imod Al-Khafji, tror de, at der må være tale om en fejl. Men da de endelig bliver sikre i deres sag, og de får advaret den bataljon af US Marines, der har ansvaret for området, lykkes det ikke at få dirigeret nogle amerikanske kampfly til stedet, så irakerne kan blive bombet, inden de når Al-Khafji. Så i deres første direkte konfrontation med irakerne på landjorden fejler de allierede på flere niveauer samtidig. Alt det finder jeg først ud af senere, for på det her tidspunkt bliver der lagt et totalt nyheds-black-out over affæren i Al-Khafji.
Vi begynder at høre rygter om, at der er et eller andet i gang oppe ved fronten. Men de journalister, der lige er kommet tilbage fra deres ”babysittede” pool-udflugter, har intet set. Naturligvis! For deres amerikanske eskorteofficerer har naturligvis ført dem til de dele af frontlinjen, hvor der ikke skete noget som helst. Vi gør flere forsøg på at komme op til Al-Khafji, men de bliver alle stoppet af de amerikanske presseofficerer. Officielt fordi det ”er for farligt”, og de væbnede styrker ”ikke kan tage ansvaret for vores sikkerhed”. Men vi var jo alle sammen kommet til området netop for at dække krigen, så vi var ligesom forberedt på, at det nok kunne blive farligt, så vi er naturligvis rasende, og vi har, fortæller vi amerikanerne, intet ønske om, at de væbnede styrker skal tage ansvar for vores sikkerhed. Det argument imponerede dog ikke amerikanerne, som var fast besluttet på at dirigere nyhedsstrømmen, som det passede dem. Og vi får at vide, at hvis vi selv forsøger at snige os op til fronten ”uautoriseret”, som de kalder det, så vil vi blive udvist af Saudiarabien.
Det tager os to-tre dage, inden det lykkes os at komme op til byen, som i mellemtiden allerede har skiftet hænder frem og tilbage et par gange. Officielt skulle Al-Khafji nu være tilbage under allieret kontrol. Men da vi kørte ind i byen blev der fortsat skudt imellem husene.
Al-Khafji var blevet evakueret for civile i månederne forud og var nu, da kampene pludselig og overraskende brød ud, spøgelsesagtig tom med undtagelse af to små spejderenheder fra US Marines, som brugte nogle tomme huse i byen, som udgangspunkt for deres natlige recogniseringstogter ind bag de irakiske linjer. Men da byen ikke havde nogen egentlig strategisk betydning, og da de allierede generaler ikke for alvor havde forventet et irakisk angreb, var Al-Khafji ikke befæstet, og derfor kunne de irakiske styrker rykke ind uden nogen større modstand. Men det var ydmygende for de allierede, at irakerne så let havde passeret igennem deres linjer. Disse to små spejderenheder forblev i byen, og fra deres skjulesteder på hustagene dirigerede de de allierede artilleri- og luftbombardementer af de irakiske styrker. Irakerne led forfærdeligt store tab, og til slut kunne arabiske enheder fra Saudiarabien og Qatar indtage byen. Ganske vist var den allerede erobret af US Marines, men af politiske og propagandamæssige hensyn lod de allierede det være saudierne og deres allierede fra Qatar, der stod for den ”officielle erobring”.
At kalde Al-Khafji en af verdens absolut kedeligste byer ”in-the-middle-of-nowhere” vil være en underdrivelse. Vi passerer forbi karré efter karré af kedelige, flade, firkantede betonbygninger, der, hvis de har en garageport i facaden, er forretninger, mens de, hvis der kun er vinduer, er beboelse. Der er ikke et græsstrå imellem husene – kun sand, sand og sand.
Overalt ser vi udbrændte irakiske kampvogne og pansrede mandskabsvogne. Mange steder stadigvæk med de forkullede lig af irakiske soldater indeni. På et gadehjørne, hvor vi er nødt til at søge dækning, fordi der bliver skudt ned ad gaden ved siden af, ligger der en dræbt irakisk soldat i støvet ved siden af os. Stanken er uudholdelig. Uniformsskjorten er spændt ud til bristepunktet om det oppustede lig. Og vi forsøger ikke at bevæge os, så vi ikke bliver ramt af løbske kugler, og ikke at trække vejret for at undgå stanken og at kaste op midt i det hele.
Det er tydeligt, at der stadigvæk er irakiske soldater, der holder ud i nogle villakvarterer i byen. Men det er udelukkende saudiarabiske soldater, der står for eftersøgningen. Amerikanerne har kontrollen med området og lader sauderne få ”fornøjelsen”.
”Let them have some fun”, siger en US Marine-sergent, mens han tygger på en skrå og spytter en stråle brunt spyt ud i sandet. En anden officer fortæller os, at deres arabiske allierede ikke er for modige til at begynde med, så at lade dem få lidt kamperfaring nu kan hjælpe med til at opbygge moralen og give de saudiske styrker lidt selvtillid.
Så skyderierne, vi kan høre, er altså en slags ”legen katten efter musen”. En slags militær ”børnehave”, hvor de små får lov til at ”feje op”, som det hedder.
Da skyderierne bliver ret voldsomme, spørger jeg en af de amerikanske officerer, om han ikke tror, at de saudiske enheder har brug for lidt assistance.
”That’s the way they do it”, svarer han. “Det er den måde, de gør det på. I deres kultur er det en ydmygelse at komme tilbage fra en operation med flere patroner i magasinerne. Så de pumper bare løs. Jo mere de får skudt, jo bedre har de det.”
Ud på dagen er der ikke flere irakiske soldater tilbage i Al-Khafji. Da vi passerer byen igen, efter at have været længere oppe ved fronten, er den stille som graven. Flere end 2.000 irakere er blevet dræbt, og mere end 400 taget til fange. Amerikanerne har mistet 26, og to US Marines er blevet taget til fange.
Slaget om Al-Khafji havde overhovedet ingen militær eller strategisk betydning. Det var bare en slags prøveklud, og det viste mig med al ønskelig tydelighed, hvor lidt menneskeliv er værd i Mellemøsten. Det er noget, der bare lyder som en frase, når man siger det i Danmark, men efter at have vandret op og ned ad de støvede gader i Al-Khafji mellem oppustede, stinkende lig af noget, der en gang var sønner, brødre og fædre, så giver frasen næsten en kuldegysninger.
Det mærkelige er, at selvom jeg på mange måder var lige midt i begivenhedernes centrum, så var det meget svært at få sig et overblik over, hvad der virkelig foregik. Bortset fra de jævnlige ture op til frontlinjen, var jeg i virkeligheden lige så langt fra krigen som mine kolleger på hjemmeredaktionen. For selvom krigen var i gang og havde været det i ugevis, så skete der ikke meget ved frontlinjen imellem landstyrkerne. Det hele var i begyndelsen en luftkrig, noget der foregik langt oppe i Kuwait og Irak, på den anden side af fronten. Jeg kunne, som kollegerne i Odense, på TV følge med i pressemøderne fra Riyadh, hvor general Norman Schwarzkopf og andre allierede officerer briefede en efter min mening overraskende veldresseret og venligtsindet presse om krigens gang og illustrerede det med grynede, flimrede videoklip fra udvalgte missilers og bombers målsøgningskameraer.
Men det tog meget lang tid, inden vi kom tæt på ofrene for krigen. Og i den lange periode, der forløb, indtil det skete, og man for alvor begyndte at fornemme den voldsomme død og ødelæggelse, der havde fundet sted i ugerne op til landkrigen, kunne Golfkrigen godt ”bare” tage sig ud som et imponerende opbud af militært isenkram, og det var så snublende nemt bare at blive revet med af dette kæmpemæssige fascinerende drama. Man skal i sådanne situationer hele tiden minde sig selv om, at det er dødelig virkelighed, og samtidig forsøge at holde den forgiftende fascination af det imponerende krigsmaskineri på afstand.
Og det er slet ikke så nemt, som det måske lyder, når man sidder hjemme i Danmark langt væk fra begivenhederne.
De samme mennesker, som jeg måneder forinden havde set og filmet i ”vrede” myndighedsorganiserede kæmpedemonstrationer i Bagdad uden for den amerikanske ambassade, hvor de råbte ”Død over Amerika! Død over Israel! Død over zionisterne og deres lejesvende i Riyad!” De samme mennesker, hvis øjne i Bagdad havde glødet af had og uforsonlighed. De samme mennesker, hvis børn marcherede i takt i Ba’ath-partiets Hitlerjugendagtige ungdomskorps iført camouflageuniformer og skrålede ”Hellig Krig!”. De samme mennesker kommer nu op af deres jordhuller og sønderskudte betonbunkers med hænderne over hovedet.
Det gør næsten ondt på en at overvære. Selvom det er de selvsamme soldater, som uden at stille spørgsmål har brugt giftgas imod deres eget folk, massakreret og voldtaget uden hæmninger, så er deres nederlag nu så ynkeligt, at det er svært at tage del i den sejrsstemning, som de amerikanske soldater og deres arabiske allierede omkring os klart nok føler. Jeg kan sådan set også sagtens forstå sejrsglæden, fordi mange soldater havde frygtet for landkrigen, og hvad de ville møde, når de først begyndte at rykke frem imod de irakiske stillinger. Så man kan ikke fortænke dem i at være lettede og overstadige nu, hvor det er klart, at det hele næsten er overstået, endnu inden det for alvor er begyndt.
Men det er på den anden side også umuligt for mig ikke at have en smule medfølelse med de krigstrætte irakiske soldater, der nu som rystende nervevrag kommer krybende op af deres underjordiske bunkers, efter ugers bombardement fra tungt artilleri og fra bombefly, og overgiver sig til hvad som helst, der rører sig i ørkenen. En irakisk enhed forsøger at overgive sig til et af amerikanernes førerløse, fjernstyrede overvågningsfly. Og en anden enhed overgiver sig til et italiensk TV-hold.
Irakerne råbte ”Død over Amerika” for nogle uger siden. Nu kysser de de amerikanske soldaters støvler. For to måneder siden ville de regere hele Mellemøsten. I dag overgiver de sig for et måltid mad.
Et mere ydmygende nederlag kan man næsten ikke forestille sig. Amerikanerne var ikke sene til at omdøbe det, Saddam Hussein inden krigen advarende havde kaldt ”Alle kriges moder”, til ”Alle nederlags moder”.
RAPPORT FRA EN ØRKENSPEJLING
Snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten
Læs fire af bogens kapitler her:
Kapitel 2: Virtual Reality – Medierne og Mellemøsten
Kapitel 3: Camouflagefarvet fascination
Kapitel 4: Vend ryggen til fronten
Kapitel 16: Bibliotekaren i Bagdad
I SKUDLINIEN
Ni personlige beretninger om at arbejde i verdens brændpunkter. Læs hele kapitlet om mit arbejde: ”Forposten ved Morag” om et besøg i en israelsk militær forpost i Gaza-striben.
BEKYMRINGEN RUNDT
Om at leve med bekymringen. En række skribenter bidrager med hver sin vinkel på begrebet "bekymring". Læs hele mit kapitel: ”I skyggen af terroren” om, hvordan det er at leve med sin familie i en konfliktzone.
UNTOLD STORIES
Billeder og beretninger fra Mellemøsten
Du kan læse tre uddrag af bogen her og se de tilhørende billeder:
Egyptiske pyramider
Livet i De dødes By
Et kors til hver