Fotodagbog 2012
Fotodagbogen går nu ind i sit tredje år, og dermed bliver den delt op igen, så 2012 kan få en side for sig selv. Det er ikke noget, jeg gør, bare for at der skal blive mange sider at bladre i. Jeg gør det, fordi siden ellers bliver for lang, og med de mange fotografier bliver den dermed for tung og langsom at downloade. En skønne dag finder jeg nok en bedre og mere hensigtsmæssig løsning på det.
Fotodagbogen er blevet uhyre populær. Den er, kan jeg se, en af de sider, der har flest besøg af alt på min hjemmeside. Fotodagbogen har også pisket mig til at fotografere noget mere, og få en smule mere disciplin i mit arbejde med fotografiet, så der sker noget på siden, og det har alt andet lige været godt for min fotografering.
Og slutteligt – jeg ved ikke om det er at gå for langt – så tror jeg, at Fotodagbogen har været en vigtig faktor, der har været medvirkende til, at jeg nu får udgivet fotobogen ”Untold Stories”, som i vid udstrækning også er foto-essays som dem, I finder her på siden. Så på den måde er fotodagbogen også blevet vigtig for mig.
* * *
Fotodagbogen 2010 finder du nu her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2010/
Fotodagbogen 2011 – 1.del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011/
Fotodagbogen 2011 – 2. del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011-2-del/
9. maj 2012
Jobbet som Mellemøstkorrespondent betyder mange og lange rejser. Så når jeg endelig er hjemme, skal det udnyttes. Så da min kone havde fået et par fribilletter, slog vi til. Moderne, orientalsk jazz i kælderen under et nyt kulturcenter. Det viste sig at være en hyggelig lille bar, ikke plads til særlig mange mennesker, men placeringen var sær. Baren ligger syv etager under jorden i en parkeringskælder?!? Det kunne man dog ikke se, når man først var indenfor.
Egentlig skulle det ”bare” have været en hyggelig, stille aften i byen med konen. Lidt musik og en drink. Men da vi har haft flere indbrud i huset, dertil to mislykkede forsøg alene i den seneste måned, og jeg allerede to gange har fået stjålet alt mit fotoudstyr, så tager jeg altid det hele med mig. Lidt et gedemarked, men hellere det, end miste det hele igen for tredje gang.
Så selvom det skulle være ren afslapning, så kunne jeg naturligvis ikke lade være med at knipse et par snapshots, når jeg nu alligevel havde kameraet i tasken.
Både for at eksperimentere med at tage fotos i den belysning, der i forvejen var i baren, altså uden at bruge flash, men også fordi, hvis jeg ikke også ind imellem tager billeder af disse behagelige, hyggelige oplevelser, så ender jeg med kun at have fotos af uroligheder og voldelige sammenstød, med et par lejlighedsvise religiøse fanatikere som afveksling. Så jeg vil også tage billeder af nogle af de positive, livsbekræftende øjeblikke, der heldigvis også er mange af i den her ellers vanvittige by, vi kalder Jerusalem.
Det var en fantastisk koncert. Skøn stemning.
Fuld af energi, glæde, morskab og fornøjelse… jazz er altid sjovt. Det er en musik der appellerer til glæde. Den er uhøjtidelig. Ironisk. Selvironisk. Sprudlende. Fuld af ustyrlig livsglæde.
Det var ikke traditionel jazz, vi hørte. Slet ikke. Snarere en moderne jazz’ed fusion af arabisk, orientalsk, mediterrant, jødisk, øst-europæisk klezmer-jazz a la ”Bustan Abraham”, hvis der er nogen, der kender det. Også lidt i stil med det Henrik Goldschmidt spiller i sit Middle East Peace Orchestra.
En dejlig aften i byen med konen, et glas god single malt whisky, dejlig mellemøstlig jazz… og så var det gratis!!!
30. marts 2012
Jeg sad og organiserede fotos på computeren, da jeg fik besøg af Matthew, en britisk kollega fra den trykte presse.
Billederne, jeg arbejdede med, var fra min netop overståede reportagerejse til Syrien. Eller jeg burde bare sige Damaskus, for myndighederne gav os ikke lov til at komme andre steder hen. Det var en dybt frustrerende rejse, hvilket jeg naturligvis udbredte mig om til kollegaen, som også kender til systemet i Syrien.
Undervejs viste jeg ham nogle af mine fotos. Først kun dem, jeg syntes kunne vises frem. Men så, på grund af den mere faglige snak om de praktiske problemer, vi stod overfor, viste jeg ham også billeder, jeg ellers ikke ville vise til andre. Blandt andet et, optaget i skjul, hvor vi er blevet stoppet af syriske sikkerhedsstyrker, fordi vi strejfede rundt i et ”problematisk” kvarter, hvor der havde været kampe med oprørsstyrker.
Billedet levede slet ikke op til noget minimalt krav om ordentlig komposition. Vi kan endog dårligt se ansigterne på de personer, der optræder. De syriske sikkerhedsagenter diskuterer, hvad de skal gøre med os. En af dem forsøger forgæves over radioen at komme i kontakt med sine overordnede. Jeg ved, at tager vi billeder eller filmer vi på det tidspunkt, gør det blot situationen værre. Alligevel forsøger jeg. Jeg hoster højt, for at overdøve støjen, og trykker på udløseren, selvom kameraet ligger i mit skød. Derfor er der ingen kompositoriske kvaliteter eller noget som helst andet.
Men Matthew mente, at det nærmest blot øger dramatikken, og han argumenterede for, at jeg netop af den grund burde bruge billedet.
På et tidspunkt foregiver jeg, at jeg skal hente noget i bilens bagagerum, og mens jeg står ude på gaden med kameraet over skulderen, trykker jeg på den udløserknap, der, når man har et særligt håndgreb på kameraet, sidder på undersiden, og derfor ikke er så tydeligt.
Det giver mig nogle flere billeder af de skurke, der en gang påstod, at de gik i statens tjeneste, for at beskytte civilbefolkningen imod vold og kriminalitet, men som nu i stedet myrder løs på præcist de mennesker, de skulle forsvare.
Det er klart, at disse billeder kan give problemer, derfor er det første, jeg gør, da jeg kommer ind i bilen igen, at skifte hukommelseskortet ud med det, jeg havde brugt dagen før. Så hvis sikkerhedsfolkene pludselig blev mistænksomme, og krævede at se, hvad jeg havde taget billeder af, så ville det kun være "uskyldige" billeder fra andre områder i Damaskus. Intet problematisk.
Så her kommer et par billeder, jeg indtil nu ikke har vist, men som jeg måske nu alligevel går i gang med at skrive en historie til. Derfor kommer der måske en af dagene en artikel, jeg ellers ikke ville have skrevet, fordi Matthew overbeviste mig om at der altid er en historie at fortælle. Og måske kommer der også et fotogalleri med billeder fra Syrien-rejsen, selvom turen langtfra levede op til mine journalistiske forventninger og ambitioner.
Fotografi… selve ordet stammer fra græsk – photos og graphos – hvilket vist nok betyder noget i retning af ”at tegne med lys”. Og det er altid en god lille ting at erindre sig, når man løfter kameraet op til øjet for at tage et billede. I virkeligheden lang tid inden. Både når det gælder tidspunktet på dagen, hvor man går ud for at fotografere – det er altid bedst tidligt på morgenen og sidst på eftermiddagen, når solen står lavt og skyggerne er lange og bedst; og også hvordan man placerer sig selv i forhold til lyset. Ofte kan man med fordel få nogle dramatiske effekter ved at forsøge sig med modlys.
Det var en noget ”langhåret” indledning blot for at vise to billeder, jeg lige har taget inde i byen.
Jeg er lige kommet hjem til familien her i Jerusalem efter at have været på farten i næsten to måneder, så kort tid efter jeg var landet, gik jeg med min kone og søn ud på en af mine yndlingscaféer for at få lidt at spise. Vi kom ind netop som solen stod så lavt på himlen, at lyset væltede igennem de to flotte, gammeldags vinduer i husets facade. Normalt, når man på den måde fotograferer i direkte modlys, ville det være godt med en flash til at bløde lidt op på skyggerne, men en sådan havde jeg ikke med.
Man kan også godt se på billedet, at mit Fuji X100-kamera, som var det eneste, jeg havde med, har svært ved at klare modlyset. Det får altid nogle frygtelige reflekser inde i linsen. Her kan man se refleksionen af vinduerne. Det ene ses stående på hovedet i min kones skygge. Sørgeligt, men billedet kan stadigvæk godt bruges.
Det andet billede er af min søn i et ret så dramatisk sidelys. Sådanne portrætter taget med det tilstedeværende lys, kan jeg godt lide. Her er der dog nok lidt for meget lys. Havde jeg ventet en halv times tid, ville det sikkert have været bedre.
Men lyset – og skyggerne – er alfa og omega. Det er med dem, man skal lege med, hvis man vil lave interessante billeder, som det er værd at kigge på.
19. marts 2012
Jeg går baglæns. Efter nu begejstret at have fotograferet digitalt i nogle år, har jeg lige købt et gammelt analogt Leica M6 fotografiapparat, så nu vil jeg i gang med at skyde på god gammeldags sort-hvid film igen.
Fantastisk kamera, sådant et Leica. Smukt. I sig selv et lille kunstværk. Og så tillige et kunstværk med en fantastisk historie og tradition. Man føler denne tradition bare ved at holde vidunderet i hænderne.
Men også skørt. Kugleskørt. Jeg er helt enig.
Men efter i et stykke tid begejstret at have beskæftiget mig med fotografering som hobby, og i særdeleshed efter nu også at have udgivet en fotobog, hvilket fejlagtigt får mange til at tro, at jeg faktisk ved noget om det, så er jeg begyndt at tænke lidt mere over, hvad det egentlig er, jeg går og laver.
I Ikast lavede jeg i forrige uge en hel foredragsaften om fotografering (”who am I?”), og her viste jeg en serie råoptagelser på omkring 25-30 skud af en ophidset, demonstrerende folkemængde i Benghazi i Libyen. Efter af have holdt kameraet op og blot skudt en lang serie fotos, valgte jeg bagefter et enkelt billede ud, som præcist var optaget det rigtige brøkdel af et sekund.
En råbende, skægget mand med hånden hævet, indrammet af arme og andre mennesker, som er lidt ude af fokus. Flot billede. Ingen tvivl om det.
Men er det mit billede?
I bogen står det som mit. Det breder sig over et helt opslag og indleder hele afsnittet om Det arabiske Forår. Men var jeg tilstrækkeligt med i situationen til at kunne kaldet det mit værk? Var det ikke blot mit kamera, der frøs alle øjeblikke fast i et hæsblæsende tempo, hvorefter jeg afslappet kunne sidde og vælge et enkelt billede ud?
Det var ikke sådan de gamle, ”rigtige” fotografer opererede. Henri Cartier-Bresson talte om ”the decisive moment” – ”det afgørende øjeblik”. Dette enkelte, magiske øjeblik, hvor man trykker på udløseren, fordi det er øjeblikket.
Men for at kunne gøre det, må man leve helt og fuldt med i det, der sker. Den moderne teknik giver os mulighed for at få billedet alligevel, men uden indlevelsen. Vi tager bare det hele med, fordi kameraet kan klare det, og så udvælger vi bagefter det bedste foto, og foregiver at det er vores fotografiske evner, der har givet os billedet.
Nu prøver jeg at gå baglæns. At fotografere på film. Sort-hvid. Med et gammelt Leica. Langsomt – men mere opmærksomt. Trække filmen frem med tommelfingeren, spænde udløseren og gøre klar til næste skud i det næste "afgørende øjeblik".
Nu vil jeg være mere med. Indleve mig mere i situationen.
Vi får se om der så også kommer bedre billeder ud af det.
19. februar 2012
Folk trak kraven op om ørene og skyndte sig hen ad gaden. Undervejs søgte de ly under baldakiner, markiser og andet, så meget de kunne. Regnen silede ned, og det var koldt. Ikke en dag at være udendørs i.
Vi var ankommet til den nordlibanesiske Middelhavsby Tripoli nogle timer forinden, og skulle blandt andet filme fredagsbønnen i byens gamle, centrale moské i bazaarkvarteret.
Vi ankommer et times tid inden bønnen skal begynde, for vi skal først have overtalt imamen til at give os tilladelse til at filme under seancen. Den får vi ret hurtigt. Vi må blot ikke bevæge os rundt, mens folk
Hele tiden bevæger han sig over til vinduerne ud mod moskéens gårdsplads, hvor de bedende skal vaske sig, inden de kommer ind. Han stirrer ned mod porten ud mod bazaarkvarteret.
”Dukker der ikke snart nogle flere op”, synes han at spørge. ”Regnen alene kan vel ikke få folk til at opgive fredagsbønnen.”
Normalt kan jeg bedst lide at fotografere folk forfra, så man kan se deres ansigt og vigtigst af alt deres øjne. Derfor ventede jeg også her med kameraet skudklart, så jeg kunne få imamen forfra, når han vendte sig. Men interessant nok, så er det et langt mindre interessant billede, end det første, hvor den gamle mand spejder udover gårdspladsen. Hvor imamen kigger ud, der sker der noget, da spørger vi os selv, hvad mon han tænker, hvorfor er det så afgørende, hvad vil der ske.
Her er et eksempel på, at et rygskud indimellem kan være mere interessant end en frontalt portræt.
18. februar 2012
Vi var egentlig i den nordlibanesiske by Tripoli fredag for at interviewe den salafistiske imam Omar Bakri, gå til fredagsbøn og derefter filme de demonstrationer, der altid i denne tid kommer i kølvandet på fredagsbønnen.
Det gik dog ikke helt efter planen. Demonstrationen udeblev for vejret var dårligt. Dårligt vejr er i virkeligheden en underdrivelse.
Det var et mega-uvejr. Et skybrud af bibelske proportioner. Vandet bare væltede ned.
Lige ovre på den anden side af grænsen, i Homs i Syrien, hvor de værste kampe finder sted, sneede det. Endnu en byrde lagt på skuldrende af de ulykkelige mennesker, som allerede kæmper en daglig kamp for at overleve. Der er ikke nogen elektricitet i byen. Der er ikke blevet kørt flaskegas ind, og det brænde, folk måske havde i begyndelsen af konflikten, er for længst brugt op. Så civilbefolkningen, der er fanget i den omringede by, må nu slås både for at overleve granaterne og for ikke at fryse ihjel under snedækket.
Jeg har mange gange forsøgt at fotografere regnvejr, fordi rigtige fotografer altid siger, at der ikke er noget vejr, der ikke er godt foto-vejr. Enhver form for vejr kan bruges. Jeg har bare aldrig haft særlig megen succes med regn.
Men – nu stod vi her, i Tripoli. Den demonstration vi havde ventet, fandt ikke sted. En løbetur igennem skybruddet hen til vores bil ville ødelægge vores udstyr, så vi venter i læ under den gamle buegang udenfor moskéen, hvor vi netop har filmet fredagsbønnen, og jeg forsøger endnu en gang at fotografere regnvejr.
Først forsøger jeg mig med korte lukkertider, der fryser regnen fast. Ligesom fanger dråberne i faldet. Men man skal godt nok kigge godt efter, for at se, at alle de små hvide prikker er regndråber. Derfor venter jeg naturligvis til at et par folk krydser gårdspladsen, en af dem heldigvis med en paraply, blot så der ikke skal være nogen tvivl.
Jeg forsøger mig også med et par optagelser på lang lukkertid, hvor regnen når at falde et stykke vej, mens kameraet eksponerer billedet. Derfor får vandet sådan et nærmest silkeagtigt sammenhængende forløb.
Jeg havde ikke noget stativ, så når man tager billeder på 1/30 til 1/8 sekund, må man støtte fotografiapparatet på noget. Jeg forsøgte at klemme kameraet op mod en søjle, og holde det så fast og stille som muligt, mens jeg trykkede af. Hver gang skød jeg en kort serie af billeder, i håb om at bare et af dem ikke ville være for rystet.
Her får du lige nogle eksempler på et libanesisk regnvejr.
Vi er lige ankommet til Wadi Khaled, der ligger i Libanon men kun 30 km fra den krigshærgede syriske by Homs. Vi stopper ved en garage, hvor vi kan se en stor gruppe syriske flygtninge stimle sammen om den smalle åbning ind til en dunkel garage. Der deles brugt tøj ud. En vagtmand indenfor sørger for, at flygtningene kun kommer ind i små grupper, så der ikke opstår totalt kaos.
Til min store overraskelse har vi ikke problemer med at få flygtningene til at give interviews. Både med deres ansigter på skærmen og rigtige navn. Jeg spørger dem et par gange, om vi skal ændrer deres navn af hensyn til deres egen eller deres familiers sikkerhed, men nej. De er stolte, værdige og selvom de nu er sårbare flygtninge, vil de stå ved deres kritik af Bashar al-Assads regime.
Jeg interviewer dem, og min kameramand filmer. Mens min libanesiske chauffør oversætter et af spørgsmålene til en af de ældre kvinder, tager jeg et par billeder af hendes barnebarn, som hun holder i hånden.
Det billede og det bekymrede barneansigt fortæller mere om situationen end mine interviews.
Familien er kun delvist kommer herover i sikkerhed i Libanon. Fire kvinder og seks børn – en bedstemor, hendes tre døtre og deres børn. Alle mændene er stadigvæk tilbage i Homs, hvor de kæmper imod regeringsstyrkerne, som bombarderer byen. Ingen har hørt fra dem i dagevis. Kvinderne ved ikke, om de nogensinde får dem at se igen.
Mændene kæmper for frihed og en menneskeværdig tilværelse ovre i Homs. Kvinderne gør det herovre i Libanon ved at beskytte børnene og give deres øjenvidneberetninger videre til verdenspressen. Alle udviser de et fantastisk stort mod. Men børnene er bange og bekymrede.
Der er en afgrund imellem drøm og virkelighed. Det ved alle.
Her i Mellemøsten er det dog ikke altid, at folk, man taler med synes at se forskellen. For mange hernede er drømmen ofte et bedre tilflugtssted end den ubehagelige virkelighed, der omgiver dem. En virkelighedsflugt man møder fra top til bund i samfundene hernede.
Kan man ikke lide den rigtige virkelighed, opfinder man bare en anden.
Præsident Hosni Mubaraks regime stemplede de udenlandske medier som ”spioner, bøller og undergravende elementer”, der organiserede og stod bag urolighederne. Jeg blev tævet med køller under opstanden, hvorfor skulle jeg dog selv have organiseret det?
Medlemmerne af Det muslimske Broderskab, som nu får magten i Egypten, siger, at Islam er det ultimative udtryk for frihed. Perfektionen af friheden. Og de tror på det. Vi får se, om kvinder, kristne, homoseksuelle og andre udsatte minoriteter opfatter det på samme måde.
Oberst Muammar Gadaffi sagde med stor overbevisning, ”mit folk elsker mig”, og han troede tilsyneladende på det… indtil folket henrettede ham, og bagefter dansede begejstret i gaderne.
”Vi elsker vores præsident”, sagde professoren i Saddam-portrætmaling på kunstakademiet i Bagdad, da jeg for mange år siden spurgte ham, om han ikke, som kunstnere i mange andre lande, også kunne tænke sig at ind imellem lave en karikatur af Saddam Hussein. ”Vi bider ikke hånden, der giver os vores føde”, svarede han fornærmet.
Arabiske kunstnere lavede helteportrætter af diktatorerne, slikkede tyrannerne i røven og skrev hyldestdigte til dem. Ny hylder de samme kunstnere pludselig Det arabiske Forår, og påstår, at de i virkeligheden altid tilhørte oppositionen. En hån mod dem, der faktisk gjorde det, og blev smidt i fængsel, tortureret eller tvunget i eksil.
Præsident Bashar al-Assad sagde i sit interview med ABC's Barbara Walters: "Vi dræber ikke folk... ingen regering i verden, dræber sin egen befolkning, med mindre den ledes af en sindsyg person." Om Assad selv tror på det, eller om han ikke længere er ved sine sansers fulde fem, ved jeg ikke. Men hans regime myrder faktisk befolkningen.
Alle disse mange skøre tanker på en spadseretur igennem Beirut, hvor jeg så reklameskiltet om drømmeboligen foran ruinen her.
Drøm og virkelighed!
06. februar 2012
Jeg har, som mange af Jer sikkert allerede har opdaget, lige udgivet en bog med mine egne fotografier, hvilket jeg naturligvis er umådelig stolt over. Men… og det er et ”men” – jeg synes selv, når jeg bladre igennem bogen, at jeg gerne ville have haft flere sort/hvide fotos og færre farvebilleder.
Når jeg bladre igennem bogen er der for mange kulører?!?
Hvad er det nu for noget? Det er da underligt.
Sort/hvid er gammeldags. Farver en moderne forbedring. Et skridt op af udviklingsstigen.
Hvorfor skulle man dog gå baglæns?
Og alligevel nyder jeg et virkelig godt sort/hvidt foto langt mere end et farvebillede. Det er svært at forklare.
Hvis udviklingen havde været den anden: Havde vi opfundet farvefotografiet fra starten, så ville idioten, der pludselig opfandt sort/hvidt blive betragtet som en særling. Hvad skulle man dog overhovedet med sådan noget.
Men er det sort/hvide så blot en nostalgisk trang til at vende tilbage til fortiden?
Jeg ved det ikke. Men jeg synes, at et godt, korrekt belyst, velkomponeret sort/hvidt billede kan være næsten skulpturelt. Manglen på farver gør det renere. Her er kun lys og skygge. Jeg kan dvæle ved det på en helt anden måde.
Det kan sagtens være, at jeg er gammeldags, men jeg elsker sort/hvid-fotografi. Jeg føler mig mere som rigtig fotograf, når jeg kan vise et godt et af slagsen, som disse to fra de seneste demonstrationer i Kairos gader nær Indenrigsministeriet. Modlys og ophvirvlet støv øger blot skønheden synes jeg.
04. februar 2012
”Udforsk alle dit kameras muligheder. Lær dit udstyr at kende! Check alle kameraets indstillinger…”
Ja, ja, ja!!!
Jeg er så træt af at læse det hele tiden. Disse selvfølgeligheder spilder altid spalteplads i de bøger om fotografering, som jeg køber. Jeg vil hellere have fancy indsiderviden, lærer mestrenes hemmelige tricks og høre om smarte brugbare teknikker end endnu en gang at blive belært om disse begynder-selvfølgeligheder.
Sceneskift:
Hele fredagen løb jeg rundt i gaderne omkring det egyptiske indenrigsministerium her i Kairo, og lavede TV-nyhedsindslag om de uroligheder, der nu hærger hovedstaden.
Det hele var kaos. Vi blev marineret i tåregas, folk var i panik, vi var lige ved at blive trampet ned, undervejs mistede jeg min tegnebog med alle mine kreditkort, kørekort m.m. (Den blev dog senere fundet igen – blot uden pengene.)
Men midt i alt det kaos fik jeg også taget en masse fotos. Dramatiske fotos. Hvad mere kan en fotograf ønske sig, end at revolutionen udspiller sig lige foran linsen? Dramatisk røg fra tåregassen, råbende og skrigende demonstranter. Det hele var der. Det var bare at trykke på udløseren, så jeg skød løs.
Tilbage på hotellet i aftes downloadede jeg forventningsfuldt billederne til min computer…
Katastrofe!!!
Alle billederne er ude af fokus!
I kaosset er jeg kommet til at slå objektivets autofokus fra, så hele dagen har objektives stået på et fokuspunkt kun et par meter foran kameraet. I forvirringen når jeg ikke at checke de enkelte billeder, som jeg ellers altid gør, for jeg skal jo først og fremmest lave TV og overleve. Kun et par billeder, hvor folk tilfældigvis har befundet sig, hvor linsens fokuspunkt var, kan bruges.
Suk!
Begynderfejl!!!
Derfor: Læs også de kapitler i fotobøgerne, der handler om de mest basale ting indenfor faget. I hvert fald hvis du ikke bagefter vil anses for en hjælpeløs begynder.
”Udforsk alle dit kameras muligheder. Lær dit udstyr at kende! Check alle kameraets indstillinger…”
(Og nyd et par af mine uskarpe billeder! De få skarpe får du ved en senere lejlighed.)
12. januar 2012
Kampen for at få den zionistiske drøm til at blomstre handler ikke kun om at sikre den jødiske stat imod arabiske militære angreb udefra eller palæstinensisk terrorisme. Det handler også om at gøre Israel til en stat, der er værd at leve i for sin befolkning.
Den kamp kan Israel være på vej til at tabe. På den ene side vil en stadig mere højtråbende og agressiv ultra-ortodoks befolkningsgruppe have Israel til at blive en jødisk udgave af det fundamentalistiske Iran, men Israel taber også en større og større del af befolkningen til fattigdom, hjemløshed og social deroute.
Det skulle være ”Landet der flyder med mælk og honning”, men det er ikke virkeligheden for mange. 1,7 millioner israelere lever under fattigdomsgrænsen. Næsten 20 pct. Heraf er 873.000 børn.
På en kold aftenspadseretur i det centrale Jerusalem forleden aften gav dette fotografi. Jaffa Street er blevet lukket af for biltrafik. Nu er her kun adgang for sporvognen, fodgængere og… de hjemløse, der altid holder til herinde. Omkring Zionspladsen er der altid tiggere, og besøger man området midt om natten, ligger mange af dem og sover ude i det fri, i trappeopgange og i baggårde.
Vejrudsigten siger, at det måske begynder at sne i Jerusalem senere på ugen.
02. januar 2012
Det første lys bliver tændt ved den jødiske lysfest Chanukka, som i år falder sammen med julen.
Chanukka er i virkeligheden en frihedsfest. Legenden fortæller historien om, hvordan jøderne i oldtiden befriede Israel fra hellenerne og rensede templet, så det kunne tages i brug igen. Ved den lejlighed skete der et lysmirakel. Det markeres hvert år med denne lysfest, hvor man hver dag tænder endnu et lys i chanukka-stagen indtil alle otte er tændt på festens sidste aften.
I år besluttede vores rabbiner, Levi Weiman-Kelman (som I ser på billedet), at vi skulle indlede vores Chanukka-fest inde centrum af Jerusalem og gøre vores Chanukka til en protest imod de yderligtgående, militante jødiske bosættere, som i den seneste tid har angrebet palæstinensere, vandaliseret moskeer og angrebet israelske soldater i de besatte områder.
På hebraisk er der et ordspil mellem lys og lystænding på den ene side og pris og prismærkning på den anden. Og bosætterne siger, at disse voldelige bølleoptøjer er ”prisen” for palæstinensernes kamp og det etablerede Israels eftergivenhed overfor dem.
Set med vores rabbiners øjne er det at palæstinenserne kan leve et anstændigt liv i værdighed i deres egen stat ”prisen” for at israelerne selv kan leve i frihed og værdighed. Et folk kan ikke selv være frit, hvis det undertrykker et andet folk
Fotodagbogen 2010 finder du nu her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2010/
Fotodagbogen 2011 – 1.del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011/
Fotodagbogen 2011 – 2. del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011-2-del/