Kapitel 16:

Bibliotekaren i Bagdad

 

Virkelige helte ligner ikke Rambo
Jeg var kørt helt ned til sokkeholderne efter lang for tid i krigens kølvand i Irak og Bagdad, og fik bevilget et par ugers ferie hjemme hos familien, inden jeg skulle tilbage igen. Men jeg er kun lige nået tilbage i Jerusalem, da de ringer fra Odense: Der skal laves en Dags Dato-udsendelse direkte fra Bagdad, Jes Dorph er på vej fra Danmark med gæster og hele holdet og de vil også have mig med i udsendelsen, så jeg må straks tage tilbage.
    Jeg må nok indrømme, at min begejstring kunne ligge på et meget lille sted. Jeg havde knap nok fået set familien, og måtte så fortælle den, at jeg var på vej ud af døren igen endnu inden jeg havde fået tømt min taske. Børnene protesterede lidt, men som sædvanlig tog familien det med det seje gå-på-mod, som er helt unikt. Jeg er privilegeret, med så stærk en familie, som fortsat støtter mig, selv på trods af alle de byrder mit job meget ofte lægger på dem, og selvom de alle naturligvis helst ville have været det foruden. Selvom de langtfra er glade over det, så tager de det meste ”med krum hals”. Det gør de også denne gang.
    Situationen bevilgede mig dog et par dage ekstra med familien. De offentligt ansatte i Israel nedlagde arbejdet, og lufthavnen og grænseovergangen til Jordan derfor var lukket. Det var dejligt, set fra mit egoistiske familiemenneske-synspunkt, men det var problematisk set fra mit professionelle journalist-synspunkt, for det betød, at jeg mistede et par hårdt tiltrængte dage, som jeg skulle have brugt til at forberede mit indslag til DagsDato-udsendelsen.
    På grund af den israelske strejke ankommer jeg til vores base på Hotel Abrajj i Bagdad som den sidste af alle dem, der skal være med til at producere udsendelsen. De fleste er enten godt i gang med at redigere deres indslag eller i det mindste langt inde i optagelserne. Jeg aner endnu ikke, hvad jeg skal gå i gang med, og der er kun halvanden dag tilbage til DagsDato-programmet går i luften. Det er ret problematisk, når man skal producere et indslag på 6-8 minutter.
    Jeg er så hårdt presset, at jeg slet ikke kan sove, og jeg er oppe inden solopgang af ren og skær frygt for ikke at kunne nå det. Efter morgenmaden sidder jeg ret desperat inde på mit værelse og stirrer på computerskærmen. Jeg har ikke en eneste brugbar idé, og deadline ligger lige om hjørnet. DagsDato løber ad stablen den efterfølgende aften. Hvad skal jeg finde på?
    En eller anden har fortalt mig, at skolerne og flere af universiteterne vil genåbne samme morgen. Måske skal jeg tage på rundtur og se, hvordan Iraks børn og unge begynder at forberede sig på ”livet efter Saddam”. Mens jeg tumler med idéen lader jeg øjnene strejfe hen over de snesevisvis af arkivbånd fra Irak, som jeg igennem årene har filmet her, og nu har taget med tilbage til Bagdad, i fald jeg får brug for nogle gamle arkivoptagelser. Pludselig ser jeg en båndkassette, hvorpå der står ”Saddam-professoren på Kunstakademiet”. Jeg sætter det i videomaskinen, ser billederne og begynder langsomt at huske historien.
    12 år tidligere havde jeg lavet et indslag på Kunstakademiet i Bagdad og interviewet en af professorerne. Ikke om renæssancekunst eller de store nederlandske mestre, men om kunsten at male forherligende hyldestportrætter af Saddam Hussein. Det var der nemlig, fandt jeg ud af, obligatoriske Saddam-klasser i på kunstakademiet. Og naturligvis også en professor til at undervise i dette ærefulde hverv.

 
 

Når man kørte rundt i Bagdad – i hele Irak for den sags skyld –stødte man på Saddam-portrætter over det hele. I forretninger, kaffehuse, på kontorer ja selv i taxaer var det fotogrfier af lederen. Men det, der interesserede mig, var de malede portrætter, som man fandt foran og indeni alle offentlige bygninger af præsidenten, som kunne det hele.
    Foran advokatforbundets bygning var der et kæmpemæssigt portræt af dommeren Saddam med sort dommerkåbe og retfærdighedens vægt i hånden. Foran Ministeriet for Byggeri og Offentlige Arbejder var det bygmesteren Saddam vi fandt. Her sås Saddam malet i sin grønne militæruniform og en kurv med mørtel på skulderen. Foran det kæmpestore telegraf- og telekommunikationscenter i Bagdads midtby, mødte vi den telefonerende Saddam Hussein, som naturligvis talte i den alarmerende røde telefon, for landsfaderen tog sig kun af meget vigtige ting. I Forfatterforeningens mødesal afslørede Saddam sine intellektuelle sider, for her hang der et stort portræt af den dybe, filosoferende Saddam, der med rynker i panden lagde en sidste hånd på et manuskript. Og så videre. Listen var uendelig, Saddam kunne øjensynligt alt.
    Min daværende irakiske kameramand viskede til mig, at han drømte om at besøge et af Bagdads bordeller. Ikke fordi han var interesserert i pigerne, men han fantaserede om, hvilken situation det obligatoriske Saddam-maleri mon ville vise diktatoren i. En bemærkning der hundred procent sikkert ville have kostet ham livet, hvis den på det tidspunkt var sluppet ud.
    Mange hundred tusinder af sådanne kæmpemæssige portrætter prydede (eller skæmmede – alt efter smag) mure og vægge overalt i Irak. Hvem der lavede opgørelsen ved jeg ikke, men efter Saddams fald blev tallet tre millioner portrætter nævnt. Og det var de håndmalede. Ikke portrætfotografierne, for de var naturligvis langt mere talrige. Dertil kom så et hav af statuer og skulpturer. For eksempel den frise udenfor den arkæologiske udgravning af det oldtidige Babylon, hvor Saddam vises i profil halvt dækkende den historiske feltherre Nebukadnezzar. Saddam så sig selv som det nutidige Iraks Nebukadnezzar, Hammurabi og Salah el-Din i en og samme person. Intet mindre. Og gennem den forherligende ”kunst” sørgede han for, at befolkningen fik budskabet kommunikeret ud hvorend de lod blikket hvile.
    I årevis jokede jeg med, at jeg en dag ville besøge det lokale kunstakademi, for at beskrive undervisningen i at male Saddam Hussein portrætter. Selvom jeg sikkert godt inderst inde vidste, at en sådan undervisning naturligvis måtte findes, så kunne jeg alligevel ikke rigtig begribe, at nogen overhovedet kunne tage det alvorligt. Men det gjorde de. Der var ikke nogen skjult fnisen i krogene, når der blev undervist i at undgå trætte skygger under den store leders øjne. Der blev heller aldrig stillet undrende spørgsmål om, hvorfor de fotografier, som de malede portrætter blev kopieret efter, viste en diktator, som var mindst en 15-20 år yngre, end han nu var i virkeligheden. Og kopieret blev de. Ned til mindste detalje. Og selvom der med store bogstaver stod ”Kunstakademi” over indgangsportalen, så blev der ikke ansporet til et miligram kunstnerisk fortolkning, når det kom til at portrættere præsidenten. For enhver form for ”slinger i valsen”, ville være det samme som at begå selvmord.
    Jeg husker hvordan professor Shawkat al-Alus udbredte sig om kunstens rolle i samfundet, om kunstneren som folkets avant garde og så videre.
    ”Men hvad med den kunstneriske fortolkning”, spurgte jeg. ”Skal kunstneren ikke fortolke, forklare, sætte spørgsmålstegn?”
    ”Spørgsmålstegn… det ved jeg nu ikke, men vi fortolker da også”, sagde kunstprofessoren. ”Vi udtrykker vores grænseløse kærlighed til præsident Saddam Hussein. Det er jo et stort privilegium at få lov til at portrættere præsidenten”, mindede professoren mig om. ”Kunst er ikke en pligt. Det er udtryk for følelser. Når vi skaber et portræt af præsidenten, så er det ikke noget vi gør af pligt, men noget vi føler meget stærkt for. Når vi har en udstilling med portrætter af præsidenten, så overlader vi det ikke til hvem som helst. Kun dem der rigtigt føler for det, får lov til at portrættere præsidenten”, sagde professor Shawkat al-Alus.
    Jeg spekulerede på, om han mon inderst inde selv troede på det, han stod og fortalte, eller om vi begge bare stod her og pligtskyldigst spillede hver vores rolle. Om et par uger, når jeg var rejst igen, og indslaget blev sendt i Danmark, så ville professoren stadigvæk vågne op her i Bagdad under Saddam Hussein, så der var klart nok grænser for, hvad han kunne sige.
    Og lige bagved mig stod den ”overfrakke” fra det, der helt igennem misvisende blev kaldte Informationsministeriet, og overvågede alt, hvad der blev sagt. Officielt var ”overfrakken” med for at ”hjælpe”, og sikre mig, at der ikke tilstødte mig noget ondt, mens jeg arbejdede. I realiteten var han bare endnu en korrupt irakisk embedsmand, som jeg skulle betale penge til. Når jeg rejste, ville jeg få forelagt en regning fra Informationsministeriet, hvori der blandt andet blev afkrævet en betaling for den ”service”, vi havde modtaget. Reelt at vi selv betalte for at blive censureret. Samtidig havde vi under hele besøget dagligt bestukket ”overfrakken” med penge, en flaske vodka og et par grill-stegte kyllinger til familien, når han skulle hjem om aftenen. Og naturligvis blev han kørt hjem i vores bil og af vores chauffør, med en stor tak for hans uvurderlige hjælp og assistance – hvilket blot betød, at han ikke havde lagt os alt for mange hindringer i vejen.
    Det var det ulækre og ubehagelige skuespil man dagligt var nød til at gennemgå, for at være i stand til at lave en dags arbejde. Om det virkelig var journalistik, det vi lavede, ved jeg ikke. Det var mere et forsøg på at ende med et eller andet brugbart og til en vis grad oplysende, indenfor de snævre rammer vi havde, uden at det blev totalt misvisende eller direkte propaganda. Journalistik er sikkert et for stort ord at bruge om det. Men ”det muliges kunst”… under umulige omstændigheder… måske?
    Problemet var, at selvom vi konstant forsøgte at lade studieværten tage forbehold, så seerene kunne forstå, at indslagene, vi producerede i Irak, langtfra levede op til de journalistiske minimumskrav om uafhængighed og kritisk sans, vi var vant til andre steder fra for eksempel fra Israel, så er jeg ikke sikker på, om folk faktisk forstod det. Men efter den britiske journalist Farzad Basoft fra avisen The Observer, sammen med en britisk sygeplejerske, som han fik til at hjælpe sig, i en ambulance smuglede sig selv ud til en af de fabrikker, som rygterne ville vide, producerede kemiske våben, blev fanget af de irakiske myndigheder og begge blev hængt for spionage, lagde det en dæmper på vores trang til at bedrive kritisk og uafhængig journalistik, fordi de fleste af os udenlandske journalister gerne ville hjem til familien igen.
    Jeg håber, at seerne/lytterne/læserne fornemmede den forskel på journalistikken fra Mellemøsten. At det ikke var den samme kritiske journalistiske lup, der blev brugt i Irak, som det var i Israel, hvor man ikke risikerede noget ved at være kritisk. Men jeg ved ikke, om vore sagesløse modtagere forstod denne afgrundsdybe forskel på dækningen. Men et palæstinensisk stenkast på Vestbredden blev detaljeret rapporteret, og hvis stenkasteren derefter blev ramt af en israelsk gummikugle, kunne det ende i FNs Sikkerhedsråd. Mens forbrydelser imod menneskeheden kunne foregå urapporteret i nabolandene uden at nogen – heller ikke FN – hævede et øjenbryn. Og vores rapportering var lige så dobbeltmoralsk og ubalanceret, på grund af vores ikke urimelige krav om gerne at ville hjem i live.
    Så måske var jeg helt urimelig overfor den sølle professor i Saddam Hussein-portrætmaling på Kunstakademiet i Bagdad, men jeg havde utrolig svært ved at skjule, hvor meget jeg foragtede ham. Formentlig også fordi jeg hele tiden selv var under observation fra myndighedernes side, og helt igennem utilfreds med min egen optræden, manglende mod og den undskyldning for kritisk journalistik, som jeg producerede. Så var det nemmere bare at rette min vrede imod den forsvarsløse og sårbare kunstprofessor, der ikke som jeg kunne rejse tilbage til min sikre base i et demokratisk samfund med respekt for menneskerettighederne og pressens frihed.
    Da jeg fortalte professor Shawkat al-Alus, at vi i Vesten næsten ikke kan vente indtil vore politikere, statsministre og præsidenter er blevet valgt, inden vi begynder at lave karrikaturer og politiske satiriske tegninger af dem, blegnede han. Havde han aldrig inderst inde drømt om at lave sjov med portrætterne af præsident Saddam Hussein, spurgte jeg.
    ”Aldrig i livet”, forsikrede den chokerede professor. ”Hvorfor skulle vi spytte på den hånd, som holder os i live”, spurgte professoren tilbage. ”Hvad skulle grunden være til at håne en leder, der helt igennem ofrer sig selv for sin nation og det folk, der elsker ham som en far?”
    Nede i akademiets centrale atriumgård arbejdede en gruppe studerende på en 3-4 meter højt portræt af præsidenten i sin grønne uniform og sorte baret. Smilende, alfaderligt vindede han til sine undersåtter. Hver af de studerende havde et lille fotografi, med deres firkant af kæmpeværket markeret ind på. Og fotografisk kopiering var formentlig den bedste betegnelse for den kunstneriske disciplin, vi så udfoldet. Hvis der overhovedet fandt nogen som helst fortolkning sted, så kunne den maksimalt betegnes som frygtsom forskønnelse.
    Kunst var det i hvert fald ikke, det der blev produceret her. Snarere en samlebåndsproduktion i propaganda og persondyrkelse af en brutal diktator. Mere Göbbels end Picasso – eller snarere: Kun Göbbels og slet ikke det mindste touch af Picasso.

 
 

Et par dage senere havde jeg filmet en vred protestdemonstration foran den bygning i Bagdad, der tidligere havde huset den amerikanske ambassade. Her var der naturligvis også fuld af Saddam-portrætter.  Der var endog nogle kæmpemæssige malerier sat op overfor ambassadebydningen, så de amerikanske diplomater, dengang de stadigvæk befandt sig i Bagdad, konstant kunne nyde synet af den smilende diktator. Demonstrationerne foregik hver eller hver anden dag. På skift blev hele fabrikker, undervisningsinstitutioner og offentlige kontorer lukket en dagstid, og alle blev uden spørgsmål kørt ind til ambassaden i busser hyret af det regerende Ba’ath-parti. Nede i sidegaderne, hvor vi naturligvis ikke måtte filme, blev ”demonstrations-kvæget” læsset ud af busserne, fik udleveret plakater – en del af dem på engelsk af hensyn til de udenlandske TV-hold – og blev derefter terpet i de slagord, der skulle råbes til lejligheden.
    Ba’ath-partiets ungdomskorps var også med hver dag. Små drenge og piger og teenagers i kamouflageuniformer, som et andet Hitler Jugend – det er derfor jeg uden blusel sammenligner med Göbbels. For der var i disse år i Bagdad virkelig en stemning, der, formoder jeg i hvert fald, mindede meget om et i stigende grad nazificeret Tyskland i slutningen af 30’erne. Når man kiggede nærmere på de uformelige klatter, der udgjorde camouflagen, på de unges uniformer, kunne man se, at ”klatten” i virkeligheden var et landkort af hele Mellemøsten. Dét sammenhængende arabiske storrige, som var Ba’ath-partiets filosofi og mål. Og her, i den lokale irakiske, Saddam-forherligende udgave, naturligvis med Irak og Saddam Hussein som den naturlige og gudgivne leder af hele denne arabiske herlighed.
    Et stykke tid efter besøget på kunstakademiet så jeg et indslag på irakisk TV af præsident Saddam Hussein, der besøgte en ”kunst”-udstilling af portrætter af sig selv på et galleri i Bagdad. Og igen, i min grænseløse vildfarelse, fikserede jeg stift mit blik på Saddams ansigt i et eller andet naivt håb om at se et lille bitte blink i øjet eller et overbærende smil, der kunne indikere, at han i det mindste et eller andet sted dybt inderst inde kunne se det komiske i den kæmpemæssige samling af forherligende portrætter, der næsten i sig selv var en karrikatur. Men det var naturligvis naivt at tro. Saddam Hussein tog den vamle persondyrkelse af sig selv helt alvorlig. Ikke det mindste mikroskopiske gran af selvironi var der at spore. Naturligvis ikke. For set med diktatorens øjne, handlede det om hans egen overlevelse. Og i det spil, var der kun total tilbedelse eller total tilintetgørelse.
    Jeg tror egentlig, at jeg indtil dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver dette bogmanuskript, ikke rigtigt har indset, hvor meget, jeg egentlig kom til at foragte den sølle professor Shawkat al-Alus, og hvor uretfærdig min indre vrede imod ham egentlig var. Jeg fortæller om den her historie hvert eneste semester, når jeg underviser på Journalisthøjskolen i Århus og på Syddansk Universitet i Odense. Her hænger jeg gang professoren ud til tørre. Portrætterer ham som en svækling og en kujon, en urørlig, spedalsk, som ikke når de østeuropæiske systemkritiske kunstnere og intellektuelle, der modigt kæmpede imod kommunismen, til sokkeholderne. Men hvem er jeg? Jeg kunne igennem årene hver eneste gang forlade Irak og rejse hjem til mine sikre omgivelser og til min familie langt væk fra Saddam Hussein. Men professor Shawkat al-Alus og alle andre diktator-forherligende irakiske kunstnere var tvunget til at blive tilbage under den blodtørstige, narcissistiske tyrans åg, og på bedste beskub bare forsøgte at overleve og skabe den bedst mulige og sikreste eksistens for sig selv og sine familier. Så i virkeligheden var min kritik og foragt uretfærdig.


Jeg tager den gamle båndkassette ud af videomaskinen og sætter det tilbage på hylden i mit værelse på Hotel Abrajj.
    Måske skulle jeg besøge kunstakademiet igen, og se, hvordan det nu åbner dørene til en ny tidsalder uden Saddam Hussein? Gad vide hvad professor Shawkat al-Alus nu skal tage sig til? Jeg joker med de andre om, at han nu sikkert skal til at male forherligende portrætter af USA's præsident Gorge W. Bush i stedet for.
    Vi bliver enige om, at jeg sammen med fotograf Henrik Damberg skal tage hen på kunstakademiet og se, om der er en mulig historie. Og hvis ikke, så fortsætter vi til nogle af byens andre undervisningsinstitutioner.

   
På kunstakademiet ligner det mest af alt en glad og lystig første skoledag efter sommerferien. Lærere og studerende er samlet i atriumgården, hvor vi 12 år forinden havde filmet de studerende lægge et sidste penselsstrøg på kæmpeportrættet af Saddam Hussein. Nu er der ikke et eneste Saddam-portræt eller -statue at se. Ovenover kunstakademiets navneskilt ud mod gaden afslører en ikke helt så solfalmet siljouet på væggen, at her en gang har hængt en Saddam-frise. Den er blevet fjernet for ganske nylig, kan man se, for skruer og beslag sidder stadigvæk tilbage i de gule mursten. Indenfor giver lærerne deres kolleger hånden og spørger til familien, og hvordan de har klaret kampene og urolighederne i byen. De studerende omfavner hinanden og klapper på skulderen. Vi filmer stemningsbilleder og venter på, at alle begiver sig ind i bygningen, og begynder undervisningen i denne nye Saddam-fri virkelighed. Men der sker ikke noget. Alle bliver ude i gården. Ingen synes at have noget hastværk med at komme i gang igen.
    Jeg kigger mig omkring, men kan ikke se Shawkat al-Alus nogen steder, så jeg spørger en af akademiets andre professorer, hvad der er blevet af ham, og får at vide, at Saddam-portræt-professoren har forladt Irak, og nu vistnok befinder sig i Holland.
    ”Han studerer sikkert Rembrandt”, joker jeg, men ser straks, at professoren ikke kan se komikken i min Karl-smart-bemærkning.
    I virkeligheden drømmer han sikkert selv om at sidde ved en kanal i Amsterdam lige nu i stedet for her i det støvede Bagdad – Rembrandt eller ingen Rembrandt. I stedet begynder jeg at interviewe ham om, hvorfor kunstakademiet tidligere kunne være så ukritisk overfor Saddam? Hvorfor de ikke uddannede samfundskritiske oprørere, hvorfor de ikke lavede kunst, der udfordrede myndighederne, hvorfor de ikke stillede spørgsmål?
    ”Du må forstå, at vi var under pres. Vi kunne intet gøre”, svarede professor Samir al-Dulami, som er så uheldig at være den, jeg rækker mikrononen over til.
    ”Førhen plejede vi irakere ganske rigtigt at gå med plakater af Saddam højt løftet. Desværre. Det må jeg indrømme. Vi ønsker at kunstnere skal være uskyldsrene, som helt hvidt, uplettet papir. Men vi er mere et spejl, som afspejler forholdene i samfundet. Regimet såede frygten i vore hjerter. Derfor havde irakerne to identiteter. En udadtil overfor offentligheden, og en anden, som de holdt for sig selv”, lød hans forklaring.
    Jeg bliver ved med at presse ham, men får ikke bedre svar. Og min kritiske aggressivitet er naturligvis også uretfærdig. Et eller andet sted er jeg formentlig også ved at blive nervøs over, at jeg ikke ser nogen interessant historie om ”det nye Irak” her. Snarere endnu et sørgeligt epos om, hvorfor det formentlig ikke bliver bedre.
    ”Hvorfor står I stadigvæk herude i gården”, spørger jeg professor Samir al-Dulami. ”Hvorfor går I ikke i gang med at overtage akademiet, og undervise på den måde I nu selv vil? Nu har I jo chancen!”
    ”Vi kan ikke komme ind. Døren er låset”, svarer han.
    Jeg kan næsten ikke tro mine egne ører, og er ved at tilbyde ham, at jeg kan sparke døren ind for dem, så de kan komme i gang, men så besinder jeg mig, og spørger i stedet, om han ikke kan vise os den låsede dør, og rykke lidt i den, så vi kan filme det. Det accepterer han, og vi følger efter professoren ind på en af gangene. Da vi når frem til porten med hængelås, rusker han lidt i den. Det runger støjende i den tomme korridor. Lige ved siden af ham står en dør åben ind til et meget mørkt, dunkelt lokale, og jeg mere fornemmer end ser en mørk figur snige sig rundt derinde.
    ”Hvad er det, der foregår herinde”, spørger jeg.
    ”Det er ikke noget. Her sker ingenting. Det er helt uinteressant”, siger professoren og stiller sig næsten i vejen for mig, hvilket naturligvis bare gør mig endnu mere besluttet på at komme ind. Jeg går udenom ham og ind, mens jeg hører nogle arabiske eder bag mig. Professoren synes i hvert fald ikke om det, der foregår herinde, det er ret klart.
    Det dunkle, uoplyste lokale viser sig at være kunstakademiets bibliotek. Det har ikke været brugt i et stykke tid, kan man se. Og der ligger et tykt lag støv overalt. I det fjerne tripper en figur rundt og hiver og slider i bogfyldte reoler. Figuren hedder Ziad Rifai, han er egentlig magister i engelsk litteratur og drama, men hans ikke særligt Saddam-dyrkende holdninger fik ham afskediget. I stedet blev han sendt til ”Sibirien” her på biblioteket.
    Henrik begynder at filme, mens jeg taler med den underlige mand, der halvt danser, når han går, og som taler, som om han står på en teaterscene. Jeg spekulerer på, om det er umagen værd, eller om vi hellere skal komme videre i vores program. Bibliotekaren forekommer i starten lidt for underlig. Henrik filmer med en kedelig lampe ovenpå kameraet, som får det til at se ud som om vi interviewer en muldvarp i dens hule, og han fortæller mig bagefter, at han spekulerer på at stoppe optagelserne og hente et par rigtige projektører nede i bilen. Men så fornemmer han pludselig, at Ziad og jeg begynder at ”connecte”, og som den fine fotograf han er med sans for situationen, så vil han ikke bryde stemningen, men fortsætter uden et ord med at filme.

 
 

”Disse bøger her er om teater. Den kulturskat, som teatret har givet os”, siger Ziad Rifai, og slår på ryggen af de tre bøger, han har taget ned fra hylden og støvet rejser sig fra bøgerne, som tilsyneladende ikke har været rørt en rum tid. Bøgerne har nemlig stået skjult. Ziad Rifai’s bibliotek har nemlig haft to sæt reoler. Omme bag det første sæt reoler, hvor de accepterede, Saddam-anerkendte lærebøger stod opmarcheret, gemte Ziad Rifai nemlig et andet sæt reoler, hvor han gemte de forbudte bøger. Og nu, hvor Saddam er faldet, er Ziad vendt tilbage til sit bibliotek, for at hente de gamle, støvede, forbudte bøger frem i dagens lys igen. For bibliotekaren på Bagdads kunstakademi er det en vigtig dag. De bøger, han i årevis har risikeret livet for at beskytte, kan nu komme frem.
    ”Jeg har beskyttet de her bøger. Der er tale om vigtige bøger”, siger han, og sætter teaterbøgerne tilbage på hylderne igen og tager i stedet en anden støvet bog i hånden.
    ”Her har vi for eksempel en bog om vævehåndværket. Om vævning af ægte orientalske tæpper. Den vævekunst vores område er så berømt for. Det er vigtige bøger, til at undervise de studerende i den orientalske og persiske vævekunst”, siger han og kigger op på mig.
    ”Og sådanne bøger var forbudte”, spørger jeg undrende, for det er lidt svært at se, hvad der dog kan være specielt undergravende, set med regimets øjne, ved bøger om vævekunst.
    ”Fordi bøgerne ikke handler om, hvordan man skal lave portrætter af Saddam Hussein. De handler ”kun” om at fremstille traditionelle orientalske tæpper, derfor var de ikke accepterede af regimet, og skulle ødelægges.”, svarer Ziad Rifai.
    Men på væggen i biblioteket hænger det traditionelle indrammede Saddam Hussein fotografi på væggen, som det gør alle steder hernede. Men det er bare camouflage, fortæller Ziad Rifai, som jeg allerede er begyndt at holde af. Han er den første, jeg har mødt på dette ophold, som jeg virkelig tror på, når han siger, at han altid var imod Saddam. Næsten alle siger det samme i disse dage, men det er de færreste af dem, jeg tror på. De fleste optræder, som om de for et par uger siden velvilligt ville have optrådt i en Saddam-hyldestdemonstration, og nu lige så energisk vil hilse amerikanerne velkommen og trampe på det første det bedste Saddam-portræt, de kan finde.
    Ziad Rifai vifter feminint, men foragteligt med begge hænder op imod Saddam-portrættet på væggen, mens han nærmest som en balletdanser tripper forbi det på tåspidserne, og så tager han nogle af regimets kunstbøger ned fra hylden, så jeg kan se dem. Alle værker, uanset hvad de handler om, har en kæmpeportræt af Saddam Hussein på omslaget. Og mange af dem, og også officielt Saddam Hussein som forfatter. De eneste bøger på reolen, som ikke har et billede af Saddam på omslaget, er Chou En Lai’s samlede værker.
    ”Her kan du se et udvalg af Saddam-bøger, som jeg holdt forrest i biblioteket. Her er der for eksempel bøger om partiet – Ba’ath-partiet. Jeg brugte dem til at dække for de forbudte bøger”, fortæller Ziad og tager mig om bagved reolen, som han allerede har rykket ud fra væggen. Her gemmer der sig en identisk reol, men blot med et meget mere blandet udvalg af bøger. Ziad lader fingeren løbe hen over rækken og vælger en, som han tager ned og viser mig.
    ”Jeg forsøgte at redde denne her, som jeg mener, er en af de allervigtigste bøger. Nemlig ”Painting in America” – ”Amerikansk Malerkunst””, siger han og trækker ordet ”Ameeeerica” ud i et langt suk, som om han har savnet det og banker med pegefingeren på bogryggens titel.
    ”Amerika var den nye verden”, siger han næsten drømmende, og vågner så ligesom op med et sæt, og siger bestemt: ”Jeg er ikke nogen fan eller tilbeder af Amerika. Jeg støtter ikke Amerika. Nej!” Og så får stemmen igen denne drømmende klang: ”Men det er folket. De mennesker der delte denne fælles drøm, som de kaldte Den amerikanske Drøm.”
    ”Den amerikanske Drøm”. Han hvisker det frem med en inderlighed, som man kun kan, når man ser på drømmen fra den irakiske håbløshed.
    ”Det her er en gammel bog. Den er ikke opdateret, slet ikke. Men den kan stadigvæk fortælle vore studerende noget om malerkunst. Hvordan man maler i andre lande i verden. Hvad deres kunst består af. Hvordan de blev en af verdens førende nationer og så videre.”
    Efter drømmeturen bliver Ziad’s ansigt pludselig igen helt alvorligt.
    ”Var det fornuftigt af mig at gemme denne bog”, spørger han retorisk. ”I ti, femten år er der ingen, der har været interesseret i amerikansk malerkunst. Ene og alene på grund af ordet ”Amerika”!


Ziad Rifai lader indtil videre det forhadte Saddam-portræt hænge på væggen som et dystert minde om fortiden, mens han bruger al sin energi på at flytte tunge reoler, og få sine elskede, forbudte bøger reddet ud af deres fangeskab og støvet dem af. Han er den eneste på kunstakademiet, der er gået indenfor, og er begyndt at arbejde og forberede det, der kan blive en ny tid. Alle de andre – lærere og studerende – står stadigvæk forvirrede ude i gården, og kan hverken finde ud af at sparke en låset dør ind endsige komme i gang med en ny fri undervisning i kunst og kultur uden det totalitære åg. De venter ligesom på, at en ny stærk mand skal dukke op og fortælle dem, hvad de skal gøre.
    ”Det ser meget dystert ud”, siger Ziad Rifai og dæmper automatisk – af gammel vane formentlig – stemmen. ”Jeg kan slet ikke finde ord til at beskrive det”, siger han deprimeret, og kigger træt og lidt modløs over på mig. Han burde ellers være i et triumferende humør i dag, kunne man mene.
    ”Nej”, siger han. ”Folk her har kun lært at stjæle og slå ihjel og komme let til tingene. Det vil tage en ny generation og mindst et årti, inden de begynder at finde ud af, hvad demokrati, uddannelse og håb er for noget. Mærk dig mine ord: I de næste mange år, måske i hele det kommende årti, da vil der stadigvæk være plyndringer og ødelæggelser hernede. Så rådne er både systemet og folk indeni. Fordi Saddam fik alting til at rådne omkring sig. Det vil tage en generation inden vi får ryddet op i al det utøj.”
    ”Se bare på vores lille kunstakademi her”, siger Ziad og retter sig op og vifter med den ene hånd i en stor beskrivende bue ud mod de støvede, dunkle, mennesketomme bibliotekslokale. ”Jeg mødte op i morges klokken otte, og begyndte at rydde op efter kampene, og flytte de gamle forbudte bøger ud af deres skjul. Hvis der var bare en eneste studerende eller lærer, der virkelig elskede dette akademi, så ville de komme op, og hjælpe med til at rydde op og gøre i orden, så vi kan vi kan komme i gang igen.”
    Men ikke en eneste er kommet herop. De står alle sammen ude i gården. For de ved ikke, hvad det vil sige, at høre til noget sted. De hører ikke til. De har ingen identitet. Deres sjæl er rådden”, siger Ziad med smerte i øjnene.
    Jeg kan slet ikke bære det. Jeg får en klump i halsen og omfavner ham. Han har også selv tårer i øjnene.
    Mange af krigsheltene i filmens verden og i litteraturen har pandebånd om deres frodige hårvækst, patronbælter om deres svedige, muskuløse krop og et maskingevær i hånden. Og her i halvmørket står jeg overfor en halvskaldet, småfed, feminin, udstødt bibliotekar, der alene tripper rundt på tåspidserne i sit lille støvede bibliotek imellem sine elskede bøger. Men jeg har mødt min krigshelt.
    Ziad Rifai blev for mig det store lyspunkt midt i al den smertefulde, udsigtsløse depression i Irakkrigens første tid. Hans bedrift var at redde bøger med forbudte tanker. Hans straf var at være foragtet af sine kolleger, og udstødt af sit samfund. Og hans forbrydelse, at modsætte sig tilbedelsen af en blodtørstig og syg tyran og i stedet bevare drømmen og troen på åndens og kunstens skønhed.


På et-årsdagen for Irakkrigen var der kæmpemæssige, kulørte anti-krigsdemonstrationer i alle de store europæiske hovedstæder. Demonstrationerne mindede mest om store farverige folkefester. Jeg var endnu en gang blevet sendt tilbage til det grå,gule, støvede og nu endnu mere deprimerede Bagdad, og jeg besluttede at tage tilbage til Kunstakademiet, for at se, hvordan min krigshelt Ziad Rifai og hans bibliotek havde klaret sig siden Saddam-regimets fald.
    Jeg nåede selv frem til biblioteket, inden det rygtedes på akademiet, at jeg var tilbage, og Ziad kom løbende ned ad gangen. Efter en tårevædet velkomst, får jeg overdraget ham min gave. En stor, dyr kunstbog om amerikansk ekspressionisme, som jeg ved, han i sin tid havde skrevet en afhandling om. Nu kan han for første gang se mange af malerierne i farver, for de bøger han havde dengang var kun i sort-hvidt.
    Og naturligvis har jeg for længst brudt med journalistikkens krav om neutralitet, hvilket på alle måder er utilgiveligt – også når det er ”til den rigtige side” så at sige. Vi skal jo ikke involvere os som journalister, men helst forsøge at holde os på sidelinien, hvorfra vi observerer. Men jeg kunne ganske enkelt ikke lade være. Midt i den irakiske depression, som bliver dybere og dybere hver gang jeg besøger landet, da står Ziad og ganske få andre som lys i mørket for mig. Og hvor meget jeg har mistet mit perspektiv ses af den inskription jeg har lavet på bogens titelblad:
    ”Kære Ziad. Beskyttelsen af kunstens skønhed og den menneskelige ånds frihed, var denne krigs virkelige heltedåd. Med stor respekt og beundring. Steffen”.
    Hvordan er det så gået med Ziad’s bibliofile partisankrig, spørger jeg min ven, og kigger mig rundt. Nu er her veloplyst, men er ikke længere ret mange bøger, men biblioteket kan jo være flyttet.
    ”Hvor er alle de bøger henne, som du satte livet på spil for at beskytte”, spørger jeg.
    ”De ødelagde dem alle sammen, fordi de var gamle og støvede bøger. De mente ikke, at de var vigtige nok, så alle bøgerne blev smidt ud”, siger Ziad og illustrerer tragedien ved at stirre med teatralsk vildskab ned i den bog han lige har fået af mig, som om han er en af de nye bibliotekarer, der undersøger en af de gamle, støvede bøger.
    Jeg kan ikke tro mine egne øre.
    Alt det, som Ziad har sat sit liv på spil for at redde igennem hele Saddam-æraen, det har end ikke overlevet et enkelt år efter Saddam er faldet? Det giver jo slet ingen mening.
    Som for at sætte en lille plaster på såret, for jeg ved slet ikke, hvad jeg skal svare til denne chokerende oplysning, så siger jeg bare, at der i det mindste heller ikke længere er alle de gamle bøger med Saddam Hussein på omslaget. Det er da altid noget.
    ”Stop, stop. Kom herover og se”, siger Ziad på sin sædvanlige dramatiske facon og holder begge hænder op i vejret for at stoppe min talestrøm. ”Se derovre. Her er de.”
    Han tager et par bøger ned fra en stak, det bare ligger fladt på en halvtom hylde.
    ”Her er de! HER ER DE”, råber han og ryster bogen med Saddam-portrættet udenpå, som om han kan få bogen til at forsvinde ved at ryste den. ”I ét helt år har regimet ikke eksisteret, men de her bøger er her stadig”, råber han vredt. Hans egne tusindvis af titler er forsvundet.
    Så kigger han over på de mange tomme reoler.
    ”Jeg havde ellers forestillet mig, at alle disse reoler nu ville være fyldt med bøger om ekspressionisme, kubisme, drama. Men vi har intet! Intet som helst! Undskyld min ophidselse, men det her er mit land. Og vi er endt i en blindgyde”, siger Ziad Rifai vredt med tårer i øjnene.
    Min gamle bogpartisan er bedrøvet og opgivende.
    Det her er faktisk biblioteket. Og der er slet ingen bøger tilbage. Kun et par af de gamle Saddam-forherligende udgaver ligger her stadigvæk.
    I baggrunden sidder nogle af de kvinder, der er blevet hyret til at tage sig af biblioteket. De smiler koldt og uvenligt. De behøver ikke anstrenge sig, her er ikke noget at lave. Hylderne er så godt som tomme. Her er lys og der er ikke støvet længere, men her er så få bøger tilbage, at man ikke længere kan kalde lokalet for et bibliotek.
    End ikke den gamle støvede bog om ”Painting in America” har overlevet.


RAPPORT FRA EN ØRKENSPEJLING
Snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten
Læs fire af bogens kapitler her:
Kapitel 2: Virtual Reality – Medierne og Mellemøsten
Kapitel 3: Camouflagefarvet fascination
Kapitel 4: Vend ryggen til fronten
Kapitel 16: Bibliotekaren i Bagdad

I SKUDLINIEN
Ni personlige beretninger om at arbejde i verdens brændpunkter. Læs hele kapitlet om mit arbejde: ”Forposten ved Morag” om et besøg i en israelsk militær forpost i Gaza-striben.

BEKYMRINGEN RUNDT
Om at leve med bekymringen. En række skribenter bidrager med hver sin vinkel på begrebet "bekymring". Læs hele mit kapitel: ”I skyggen af terroren” om, hvordan det er at leve med sin familie i en konfliktzone.

UNTOLD STORIES
Billeder og beretninger fra Mellemøsten
Du kan læse tre uddrag af bogen her og se de tilhørende billeder:
Egyptiske pyramider
Livet i De dødes By
Et kors til hver