JERUSALEM (29.11.2006): Mine fremtidsplaner som stor dreng og teenager var helt klart at blive arkæolog. I al min fritid og alle mine ferier arbejdede jeg på det lokale museum, og jeg tror, at det var her, den arabiske verden for alvor fangede min interesse. I begyndelsen af 70’erne skulle Kulturhistorisk Museum være vært for antropologerne og etnograferne ved en stor international museums-konference, som Danmark det år var vært for, og i den forbindelse satsede museet alt på en stor udstilling kaldet ”Rejse i Oman”. Manden bag udstillingen, den danske kulturgeograf Torkil Funder, var stadigvæk i Oman i den sydlige del af Den arabiske Halvø.