Klaus Juliusburger:

Ham vi aldrig hører om

Vi har arbejdet sammen i snart 20 år, Klaus og jeg. Det opstår der et helt særligt partnerskab ved.
Vi har arbejdet sammen i snart 20 år, Klaus og jeg. Det opstår der et helt særligt partnerskab ved.

JERUSALEM (10.01.2010): Det er sjældent, at det sker i dansk journalistik eller for den sags skyld i den internationale medieverden som helhed, men jeg har faktisk været så heldig, at jeg har arbejdet sammen med den samme fotograf, Klaus Juliusburger, i snart 20 år. Intet mindre. Det er klart, at et partnerskab, der har holdt sig igennem så mange år, er meget mere end et partnerskab. Det er nærmest familie.
    Det er ikke bare de mange år, vi har arbejdet sammen, der i dag binder Klaus og mig sammen. Det er også de ting, vi har oplevet… eller man kunne næsten sige ”overlevet” sammen, der hæver vores forhold op til noget, der er mere end blot to kolleger, der er ansat på samme arbejdsplads. Vores arbejdsområde – Mellemøsten – har i den grad været hærget af krige, konflikter, oprør og kriser, at mange af de begivenheder, vi sammen har dækket, også har omfattet et vist mål af farer. Den slags oplevelser binder også en sammen bagefter.
    Herunder kommer en artikel, jeg skrev på min TV2-Blog tilbage i 2006, fordi jeg følte anledning til at fortælle folk, der altid roste mig, for det arbejde jeg laver her i Mellemøsten under vanskelige omstændigheder, at der faktisk også står en mand med kameraet på skulderen, som vi aldrig ser. Men han er der altid. Ellers kunne jeg heller ikke ses. Vi hører bare meget sjældent om ham. Men hans navn er Klaus Juliusburger. Og han er en af branchens allerbedste TV-fotografer.


KLAUS JULIUSBURGER - MIN FASTE TV-FOTOGRAF

 
 
Her arbejder Klaus og undertegnede i Bethlehem under belejringen af en gruppe militante palæstinensere, som havde barrikaderet sig i Fødselskirken.

JERUSALEM (09.11.2006): Jeg er ved at pakke og gøre klar til en lille ugestids optagelser i Gaza-striben, hvor der næsten er daglige israelske bombardementer, og næsten ligeså jævnlige sammenstød mellem Mahmoud Abbas-tro Fatah-styrker og væbnede Hamas-folk.
    Nej, det er forkert. Det er ikke kun mig. Klaus, min kameramand, er også ved at gøre klar. De fleste kender ham ikke, fordi han aldrig optræder på skærmen. Det er jo ham der filmer, så det kan han ikke. Men netop fordi han aldrig ses, er der mange, der slet tænker på, at han faktisk også altid er der.
    Uanset om det brager løs og kuglerne sprøjter om ørene på os, så filmer Klaus roligt videre, som om intet sker. Det er næsten som om han bliver roligere, jo værre situationen er.

Helt i starten af den seneste krig i Libanon mellem Israel og Hizbollah denne sommer lavede Klaus og jeg et indslag til Nyhederne fra en af Hizbollahs bastioner i det sydlige Beirut, hvor vi var under heftigt israelsk luftbombardement.
    Mens Klaus filmede ramte tre kraftige bomber et hus omkring en 150 meter fra os. Lufttrykket væltede os brutalt ind i en nedrullet garageport foran en lille, lukket forretning, hvor vi krøb i skjul. Klaus fortsatte optagelserne og drejede efter de øredøvende brag uden at tøve kameraet rundt, og filmede mig lige op i ansigtet.
    Da jeg ikke straks begynder at tale i mikrofonen, råber han: ”Say something!” Og så begynder jeg at fortælle, hvad det er, der lige er sket.
    Da jeg senere sidder og redigerer aftenens indslag, overvejer jeg et kort øjeblik at klippe Klaus’ ”say something!” ud, for det er jo ikke en del af den historie, der skal fortælles. Men så siger jeg til mig selv: ”Nej, seerene skal sku’ også lige høre, at Klaus er med, når der sker noget.” Så jeg lod den løsrevne sætning blive i indslaget.

 
 
En affotografering fra skærmen lige efter Klaus har sagt: ”Sig noget…”

Da vi sidst på aftenen sidder på vores hotel og spiser natmad, ringer en journalist fra Ekstra Bladet i København. Indslaget har åbenbart vakt opsigt hjemme i Danmark.
    Journalisten vil gerne vide, om jeg var i fare. Om jeg ikke er bange. Hvor længe jeg kan blive ved med det her job og så videre. Og selvom Klaus’ ”say something” var med i nyhedsindslaget, må jeg minde journalisten om, at Klaus jo faktisk også var med. Og det samme var vores Beirut-stringer Karim, som selvom han efterhånden er i begyndelsen af 60’erne, stadigvæk samvittighedsfuldt og med sit eget liv som indsats hjælper os, hver eneste gang vi er i Libanon.
    Jeg får også fortalt journalisten fra Ekstra Bladet, at vi på vej ud af Syd-Beirut i nogle timer bliver tilbageholdt af nogle ophidsede, bevæbnede Hizbollah-folk, som beskylder os for at være israelske spioner.
    Det får næste dag Politiken til at ringe. De synes også, at det er meget dramatisk, og vil gerne have, at jeg beretter om hele min uge til en artikelserie, de kalder ”7 dage”, siden jeg nu i den grad risikerer mit liv for at lave fjernsyn.
    De glemmer også, at Klaus holder kameraet.
    Da vi ugen efter vender tilbage til Kairo, for at fortsætte vore optagelser til dokumentarserien ”Vredens Ansigt”, kommer en journalist og en fotograf fra BT ned for at følge os, og beskrive vores arbejde. Jeg ved ikke, om det lykkedes dem at få et billede af Klaus i arbejde, for han plejer ikke at ville fotograferes, og jeg har aldrig set de artikler, de skrev.

”Så næste gang I ser mig dukke mig på skærmen, fordi der lyder et brag fra en granat i baggrunden, så bemærk, at kameraet IKKE ryster. Det er Klaus Juliusburger, min kameramand!”

Klaus hader at være i rampelyset. Men han er en formidabel kameramand. I en liga helt for sig selv blandt TV-fotografer. Han er ikke, som de fleste andre der arbejder med TV-nyheder, uddannet på en TV-station. Klaus er filmskoleuddannet cinematograf. Og det kan ses på hans optagelser.
    Klaus Juliusburger har været min kameramand i mere end 15 år.
    15 år!!!
    Alene DET er ualmindeligt i TV-verdenen.
    På mange måder opfører vi os også som et gammelt ægtepar, selvom vi begge er lykkeligt gift og har børn. Men 15 år – tit i farlige og ubehagelige situationer, hvor ens overlevelse afhænger af den anden. Det bringer folk utrolig tæt ind på livet af hinanden.

 
 
Et ret gammelt billede af Klaus og mig, som er ude med en gruppe Hizbollah-folk i det sydlige Libanon.

Så dette blog-jubilæum – min blog nummer 20 skal være en hyldest til Klaus – min kameramand. Og al den ros, som jeg i de mange tidligere blogs har fået fra mange af Jer, for det arbejde vi leverer hernede fra, det sendes hermed videre til ham.
    Så næste gang I ser mig dukke mig på skærmen, fordi der lyder et brag fra en granat i baggrunden, så bemærk, at kameraet IKKE ryster.
    Det er Klaus Juliusburger, min kameramand!

* * *

P.S.: Klaus ved ikke, at jeg har skrevet denne artikel om ham, og han bliver sikkert skide sur, når han finder ud af det. Det lykkedes mig at finde nogle gamle fotos, hvor Klaus også optræder. Så her er han, ham man aldrig hører om, men som altid er der. Dér - lige bagved linsen, med kameraet på skulderen.