Fotografi

 
HOU, LANGELAND (14.10.2018): Farveløst er det ikke. På ingen måde. Men der er færre farver dette efterår, end der normalt er. Der er slet ikke så mange røde nuancer, som der normalt er på denne tid af året. Det er fordi vi endnu ikke har haft nattefrost. 
     Frysende temperaturer om natten bringer de røde farver frem i efterårsskoven. Men i år har vi haft det varmeste efterår siden 1870’erne, så vidt jeg har hørt.
     Alligevel tog min kone og jeg i morges ud på en lille skovtur op til Hou ved Lohals oppe på Langelands nordspids. Her er der et lille stykke skov, hvor Skov- og Naturstyrelsen har plantet ganske mange forskellige træsorter, og derfor er der et potentiale for lidt flere efterårsfarver end normalt.
     De fleste danske skove er plantet for skovdrift. Derfor er de tit lidt kedelige. Samme træsorter over et stort område. Godt for forretningen men kedeligt at se på. Men Skovhaven ved Hollænderhuset i Hou er en undtagelse.
TRANEKÆR (06.10.2018): Der er mange gode grunde til at bo ude i vores nations landdistrikter, men en af de allervigtigste – for mig i hvert fald – er, at man bor lige ude midt i naturen. 
     Just som man står og laver morgenkaffe, opdager man, at et flot dådyr har lagt sig til ro i haven lige udenfor køkkenvinduet.
     Da solen smukt hæver sig over den fredede naturskov overfor vores hus, og skinner igennem morgendisen, så kommer et par af de vilde heste forbi.
     I turistbrochurerne ligger naturreservatet nede sydpå på Langeland. Og det gør det også. Det er dernede, turisterne samler sig, for at opleve denne langelandske seværdighed.
KLAMPENBORG (12.09.2018): Vi har på TV2 lige haft et seminar – eller måske skulle man snarere kalde det et inspirationsmøde – på Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven i Klampenborg nord for København, hvor vi diskuterede fremtiden i medierne, og de dramatiske udfordringer, vi står overfor. 
     Det var en alvorsfuld snak, men omgivelserne var fænomenale. Uovertrufne. Der er ikke mange steder i landet, der er skønnere end Dyrehaven. Det kunne til tider være svært at koncentrere sig om dagens emne. 
     Udover den vigtige dagsorden om fremtiden, så tog Betina og Kim Jørgensen, som driver restauranten i Kirsten Piils Kilde, sig umådelig venligt af os, og bespiste os med noget af den lækreste mad, man kan forestille sig. Jeg er kommet i Kirsten Piils Kilde i en del år, og kvaliteten er fantastisk og stemningen altid afslappet.
     Men intet kan konkurrere med omgivelserne.
TRANEKÆR (26.08.2018): Jeg har i dag haft en hyggelig eftermiddag ude i haven. Ikke med at luge ud i mit højbed med krydderurter (selvom det kunne have brug for det), men i stedet med at lege lidt med blanding af det naturlige lys og kunstlys. Når man fotograferer – forstås. Det vil sige at fotografere med en blanding af solens naturlige lys og det kunstlys, der kommer ud af et flash-system. De to ting kan det til tider godt være lidt svært at blande.
     Min gamle gode ven og tidligere TV2-kollega John Rasmussen, som også fotograferer, kom på besøg, og uden andet end en kop kaffe til at starte dagen på, kastede vi os ud i haven for at dygtiggøre os selv indenfor fotografiet.
I lang tid har mit fotografi ligget stille. Alt for lang tid. Det har der været mange grunde til, men de er ligegyldige nu. Nu er jeg i det mindste begyndt at fotografere lidt igen, og det er dejligt.
     Om jeg begyndte at fotografere igen fordi min kone og jeg i går var inviteret til frokost hos nogle af vore skønne langelandske venner, er det svært at sige. Den ene er billedkunstner og den anden bibliotekar, og vi diskuterede højrøstet og lystigt kunst, landskabsmaleri, fotografi, kultur, politik og alt mulig andet, mens vi spiste. Det var skønt, og det var meget inspirerende.
Ind imellem kan man tage fejl. Det gør alle. Tager totalt fejl eller man formulerer sig bare så uklart, at det alt for nemt kan misforstås. Jeg gør i hvert fald. Og jeg har gjort det igen.
     I flere år har det naget mig, at jeg tilbage i 2013 lavede en lidt for kritisk og lidt for negativ anmeldelse af et nyt Canon-objektiv, jeg den gang lige havde købt. Et Canon zoomobjektiv. EF 24-70mm L f/2.8 II USM hedder det. 
     Overskriften på min anmeldelse den gang var ”24-70mm’s kedelig højkvalitet”.
     Det var egentlig ikke en rigtig anmeldelse. Det har jeg ganske enkelt ikke tilstrækkelig teknisk viden eller erfaring til at lave. Snarere blot en omtale af mine første oplevelser med det nye objektiv.

Portrættet blev indbegrebet af den afghanske flygtningetragedie. Og måske endog meget mere.
     Det er i hvert fald blevet et af denne verdens mest kendte og ikoniske fotografier. Der er dem, der ligefrem kalder det for fotografiets Mona Lisa.
     En lille, trist, beskidt afghansk flygtningepige, indhyllet i et hullet, rødt klæde, som stirrer lige ind i kameraets linse og videre ind i vores sjæl med sine gennemborende, grønne øjne. Tryglende øjne der uden ord spørger os ”Hvorfor?”

TRANEKÆR (28.07.2018): I disse dage er det 65 år siden, den våbenhvile blev indgået, som endte kamphandlingerne i Koreakrigen. Ikke en fredsaftale, men blot en våbenhvile, der førte til en årtier lang deling af den koreanske halvø i et kommunistisk et-mandsstyre i nord, og et markedsøkonomisk næsten-demokrati i syd.
     Årsdagen har fået det navnkundige fotoagentur eller -kollektiv MAGNUM til minde os om den forfærdelige krig, ved at genoffentliggøre nogle af fotografen Werner Bischof’s billeder og beretninger fra krigen.
TRANEKÆR (03.04.2018): En fantastisk fotoopgave for TV2 fik mig til at køre land og rige rundt, og undervejs lærte jeg en masse om både Danmark og om fotografi.
     Da jeg i efteråret flyttede tilbage til Danmark spurgte TV2, om jeg op til kommunalvalget den 21. november kunne tænke mig at bruge et par måneder på at lave en række foto-essays til TV2’s hjemmeside om livet i udkanten/vandkanten/forkanten, eller hvad man nu vælger at kalde landdistrikterne langt væk fra storbyerne.
     En drøm af en opgave. En ”road trip” rundt i Danmark med mit fotografiapparat og alt betalt.
     Hvor heldig kan man næsten være?   
TRANEKÆR (28.03.2018): Lyset betyder alt. Det ved enhver fotograf.
     Det er lyset, der skaber (eller ødelægger) billedet. Men hvordan lægger man lys? Skal man bruge et hav af dyre fotolamper eller flash-systemer? Skal man være en slags dogne-fundamentalist og udelukkende dyrke det naturlige lys? Kan man blande lyset - naturligt med kunstigt? Må man ændre på det eksisterende lys? Hvad skal man gøre?
     At lægge lys er ikke bare et håndværk. Det er en kunst.
     Lyssætning behøver ikke være en stor og kompliceret sag. Den behøver ikke at involvere snesevis af lamper og softbokse. Nogle gange kan det modsatte være kunsten. Simplicitet. Underspillet. Enkelt og elegant.
     Jeg elsker at fotografere ved spillefilmoptagelser. For modsat den form for fotografi, jeg normalt dyrker, og det er oftest fotojournalistik eller -reportage, hvor man ikke "fifler" med noget som helst, så er jeg lige så stille begyndt at lave en anden form for fotografi, hvor jeg i begrænset omfang iscenesætter og arbejder med lyset. Naturligt lys og kunstlys.
     Hvis der er nogen, der ved, hvordan man skal designe godt lys, så er det lysmesteren på en stor filmproduktion. Han har lastbiler fyldt med lamper af alle mulige slags, stativer og stilladser. Og ofte så begrænser de bedste sig til at få så meget som muligt ud af lidt. Og det er her, det bliver interessant for os dedikerede amatørfotografer.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 12
næste