Fotografi

ODENSE (22.01.2017): Wooomppp!!! Buuum!!!
     Man mærker det mere i indvoldene, end man egentlig hører braget med ørene. Drønet er så øredøvende, at trommehinderne giver op. Trykbølgen derimod rammer som et slag i mellemgulvet, så luften bliver slået ud af lungerne. Granaten rammer højen lige overfor. Eksplosionen får jorden til at sitre som et mindre jordskælv, så al støvet over et større område som på kommando letter en halv snes centimeter fra jorden, så det ser ud som om en sky har lagt sig på jordoverfladen. 
     Rundt om ligger soldater og dækker sig for de flyvende granatfragmenter. Nogen af dem holder med begge hænder hjælmen fast på hovedet. Hellere miste en hånd end få et stykke metal igennem hjernen.
KØBENHAVN (28.12.2016): Jeg skulle helt bogstaveligt op ”før en vis mand fik skoene på”. I hvert fald for et B-menneske som mig, der i sin tid for mange år siden elskede sit liv på Berlingske i begyndelsen af 80’erne, hvor man, fordi det er en morgenavis, mødte ved 10-11-tiden om formiddagen og først gik hjem, når avisen var kommet på gaden, lige efter midnat… hvis man da ikke lige først skulle et smut ned forbi ”Fru Lind” i Pilestræde.
     Men når man nu bliver inviteret til at optræde i Go’morgen Danmark, så er det – som navnet antyder – noget der uden hensyn til min natur foregår om morgenen. Her om vinteren, på en af årets allerkorteste dage, så er det med morgen lidt af et definitionsspørgsmål. Det føles i hvert fald langtfra som noget der faktisk afvikles om morgenen. Det fornemmes mere som et ”late night show”. Det er bare mørkt og koldt.
ODENSE (25.12.2016): Med hjælp fra eksperter forudså vi med meget stor sikkerhed én ting, og så udviklede virkeligheden sig stædigt i den totalt modsatte retning. Hvorefter vi med samme store analytiske evne bagefter forklarede, hvorfor vi havde taget så gruelig fejl.
     Den egocentriske mangemilliardær Donald Trump var simpelthen for dum til at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Det var alle enige om. Han blev det bare alligevel. Og ikke bare det. Nu er det selvsamme ”fugleskræmsel” gået hen og også blevet USA’s næste præsident. Verdens mest magtfulde job. Og det selvom journalister og eksperter havde dømt ham ude i allerførste runde.
     Listen af lignende situationer, hvor vi var helt galt afmarcheret er desværre lang.
TRANEKÆR (18.12.2016): Det er mørkt, når jeg står op, og det har allerede været mørkt en halv dag, når jeg går i seng. Vi ser lige lyset i nogle timer midt på dagen. Det ved i alle bedre end mig. Jeg er kun på besøg. Men lys er det ikke meget af i Danmark på den her årstid. Selvom jeg elsker Danmark højt, så kan jeg godt, når jeg lige er på en kort visit, forstå, at mange søger redning under ”sydens sol og varme” når deres hjemland er indhyllet i mørke, kulde og klamt gråvejr.
     Manglen på lys skaber naturligvis lidt problemer for fotografer. Som de fleste jo ved, så betyder ”fotografi” direkte oversat ”at tegne med lys”. Det bliver jo svært, når der er så lidt af det.
TRANEKÆR (08.12.2016): Mørke, kulde, småregn, glögg, brunekager og juleri alle vegne. I TV, forretninger, på pladser, gader og stræder, overalt. Postkassen er fuld af tryksager med grønne grangrene, rød-hvide julehjerter og nissemænd påtrykt. Næsten for meget. Nej, det ER for meget. Og jeg har blot været her i halvanden dag. 
     Jeg er tilbage i Danmark igen for en kort bemærkning. På vej fra Kairo tilbage til Istanbul. Omvejen fordi jeg har efterladt en del ting heroppe, jeg ikke ville slæbe med til den egyptiske hovedstad. 
     Så nu tager jeg lige et par dage i det kolde, julende Danmark.
KAIRO (04.12.2016): Kairo er ikke en by. Kairo er en verden – en hel verden… eller et univers helt for sig selv.
     At sige at Kairo er kæmpestor er en underdrivelse. Den er kæææmpestor. Enorm!!!
     Jeg er kommet her i mere end 30 år, og jeg overraskes stadigvæk. Hver gang, jeg kommer, er byen blevet større. Lige for tiden formerer Kairo sig ved knopskydning med satellitbyer ude i ørkenen omkring. Byerne hedder noget andet, og officielt er det selvstændige byer, men det er Kairo, der vokser.
     Ingen ved helt hvor mange mennesker, der bor i byen. Tallet svinger alt efter hvem jeg spørger. Og fra jeg spørger folk første gang, indtil jeg gentager spørgsmålet, er der allerede kommet mange flere til.
AFIK, GOLAN-HØJDERNE (16.10.2016): ”Du har ikke noget filter på?!?”
     Mit udbrud lød sikkert meget som et spørgsmål, men det var mest af alt en overrasket konstatering. Den sydafrikanske fotojournalist Pieter van-et-eller-andet (hans efternavn har jeg glemt), som over de sidste par uger er blevet en af mine venner, havde ikke noget filter på sit objektiv. Det havde jeg lige opdaget.
     Vi sad og hvilede os på en væltet træstamme, i skyggen af nogle tornede buske i et støvet ørkenområde på grænsen til Gaza-striben under Israels krig med Hamas-gruppen for et par år siden. 
     Omkring os bragede det løs.
JERUSALEM (12.10.2016): Jeg elsker fotobøger. Jeg køber dem, når jeg har råd. Og når jeg ikke har, kan jeg sidde i timevis på biblioteker, i gallerier og boghandlere – helst dem med indbygget café – og bladre i fotobøger, uden at skulle købe dem alle sammen.
     Jeg får masser at inspiration, ved at læse om andre fotografer og studere deres værker. Det er meget sjældent, at jeg totalt slukker på en fotograf og hans arbejde. ”Tænder af” som det vistnok hedder på nydansk. Men det har jeg lige gjort her.
     Den schweiziske fotograf Roger Eberhard har lavet en fotobog om hotelværelser og deres udsigt. Han har rejst over fem kontinenter, besøgt 32 byer, hvor han alle steder har booket værelser i samme standard... og fotograferet dem.
ISTANBUL (27.09.2016): I aftes var jeg ude for at spise på en lille, hyggelig restaurant nede ved færgerne i Karaköy her i Istanbul. Inden min gode kollega og dinner date Sultan Coban ankom, spadserede jeg rundt på Beyoğlu -siden af bugten Det gyldne Horn og fotograferede en smule i det hastigt svindende lys.
     Restauranten, som Sultan havde fundet til os, viste sig at være en hyggelig lille græsk restaurant med god, ærlig mad og Ara Güler-fotografier på væggene.
     Ara Güler er Istanbuls store fotograf, som har dokumenteret denne by historie de sidste mere end 65 år. 
     Güler er i dag 88 men fotograferer efter sigende stadigvæk en gang imellem. Det er i hvert fald ikke mange år siden, han lavede nogle portrætter af præsident Recep Tayyip Erdogan.
ISTANBUL (16.09.2016): Jeg holder meget af Brandts Klædefabrik. Hver eneste gang, jeg er i Danmark besøger jeg det fantastiske område i Odense, ser film og spiser i Cafe Biografen. På samme måde er Kunsthallen BRANDTS ligesom Louisiana også altid på mit program. Jeg nyder BRANDTS mange forskellige udstillinger og tilbud og hele miljøet på institutionen.
     Derfor var det også til BRANDTS, jeg henvendte mig, da jeg i foråret stiftede bekendtskab med en række interessante syriske eksilkunstnere og – intellektuelle, som på grund af mareridtet i deres borgerkrigshærgede hjemland opholder sig her i Istanbul, hvor jeg også for tiden bor og arbejder.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 9
næste