Mellemøsten generelt - Mellemøstlig politik

En af de ting, der er nyt og anderledes end ved tidligere forsøg på at vinde mere frihed, er, at de unge, der organiserer demonstrationerne, kan kommunikere med hinanden på internettet og igennem SMS-kæder på mobiltelefonen. 
     De filmer sammenstødene med deres telefoner og uploader sekvenserne til YouTube og Facebook, og de informerer direkte fra urolighederne via Twitter.


Stemningen er marineret i vrede. Spændingerne er til at tage og føle på. Demonstranterne kommer fra den ene side. Slagordene gjalder. Politiet spærre vejen. På fortovet sidder gæsterne på caféerne som tilskuere til verdenshistorien.
”Hvis folk vælger livet, så må selv skæbnen føje sig…”, gjalder det mellem facaderne.
     Nationalsangen er blevet demonstranternes kampsang: ”Mørket må løfte sig og lænkerne brydes…” Demonstranterne marcherer op mod Avenue de Bourguiba i Tunis, hvor en kæde af kampklædt politi spærrer vejen.
     Et øjeblik senere lyder bragene fra tåregasgranaterne, der eksploderer på alle sider af demonstranterne, og alt bliver kaos.
Når alt andet svigter – politikere, myndigheder og fremtiden, og det gør de tit – så vender mange arabere sig til det, der aldrig flytter sig: Til traditionen, til religionen og til drømmen om kalifatet. Dengang alt var, som det burde være… eller det er i hvert fald, som den populære, rosenrøde, alment accepterede religiøse historieskrivning udlægger det.
Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
     ”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.
”Først nu fortjener vi vores frihed! Det har vi aldrig gjort før. Nu har vi kæmpet for den, vi har lidt for den, blødt for den, ofret for den. Får vi vores frihed nu, så er den for alvor vores. Og det er første gang”, siger Abd El Moneim El Sawy, som leder et alternativt teater- og spillested under en af Kairos broer og en kort overgang under revolutionen var kulturminister.
JERUSALEM (23.09.2014): Ingen kan være i tvivl om, at Islamisk Stat er udtryk for noget nært den mest blodige og sadistiske ondskab, vi i mange år har været vidne til. Det er også grunden til at en vestlig verden, som i bund og grund ikke har lyst til at blive trukket ind i et nyt militært engagement i Mellemøsten, nu alligevel gør det.
     Det har dog fra starten været klart, at den militære offensiv, når den kommer, og det ser det ud til at den gør nu, ikke må kunne opfattes som et ”Vesten imod araberne”, eller et ”Vesten og shi’iterne imod sunni-islam”. Det er altafgørende, at krigen imod Islamisk Stat bliver set som ”den anstændige del af verdens opgør med barbariet og vanviddet”. Derfor skal der en række arabiske stater med i alliancen. Helst også en række fremtrædende sunni-muslimske arabiske stater. 
     Det er der nu. Men det er dog på ingen måde en uproblematisk alliance. For mens man gerne vil have koalitionen til at være anstændighedens opgør med barbariet, så er de arabiske lande, der nu er med i alliancen, alt andet end frie og demokratiske, og deres bevæggrunde til at melde sig under fanerne er mange og ret så forskellige.
KAIRO (07.07.2013): Man plejer at sige, at ”hvis det vralter som en and, og hvis det rapper som en and, og endog også snadrer som en and, så er det sikkert en and.” Men sådan er det ikke her i Egypten.
     Her siger mange af mine venner tværtimod, om det, vi ser ude i gaderne og på pladserne: ”Det er ikke et militærkup! Absolut ikke et militærkup. Det er blot militæret, der på folkets vegne kortvarigt er rykket ind for at sikre revolutionen!”
     Også mange vestlige politikere synes at slå knuder på sig selv for at kalde det, der udfolder sig her i Egypten i disse dage, for noget andet end et militærkup, selvom de fleste af dem alligevel er enige om, at det ikke er forfærdelig godt, det de ser.
JERUSALEM (11.09.2012): ”Får vi væltet Hosni Mubarak, og gi’r det her os frihed, så er det første gang, vi faktisk fortjener friheden”, sagde Mohammed Abdelmonem Asawy til mig midt under omvæltningerne i Kairo i foråret 2011. ”Hvis andre befrier os for diktaturet, ville vi ikke have fortjent friheden, men det gør vi nu, for nu er det os selv, der har kæmpet for friheden og betalt for den med vores eget blod. Det er vores frihed!”
     En kort periode midt under revolutionen var Mohammed Abdelmonem Asawy Egyptens kulturminister, indtil han blev sparket ud, fordi Det øverste Militærråd udnævnte sin egen regering i stedet.
TRANEKÆR (15.11.2011): Som jeg har skrevet tidligere, så ligger jeg rent hjemmesidemæssigt lidt underdrejet i øjeblikket, fordi jeg både er midt i den ene af mine to årlige foredragsturneer, og samtidig også forsøger at blive færdig med et manuskript til en ny bog. Men hjemmesiden skal naturligvis ikke ligge helt stille. Jeg har nu uploaded en artikel om Det arabiske Forår, som jeg har skrevet til det seneste nummer af Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Udenrigs. Tidsskriftet har det ”Arabiske opbrud” som sit tema, og det er anbefalet læsning for alle, der vil vide mere om, hvad det er, der i øjeblikket foregår i Mellemøsten.
Sider : 1 2 3
 forrige     næste