Mellemøsten generelt - Mellemøstlig politik

ODENSE (14.01.2019): Jeg har sikkert ”skudt mig selv i foden”. Når jeg holder nogle af mine foredrag om mit fotografi, bliver jeg altid spurgt, om folk kan købe min fotobog. Mit svar har i flere år været, at bogen ”Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten” desværre er udsolgt fra forlaget.
     Det viser sig, at det ikke er sandt!!!
     Jeg har lige modtaget en venlig mail fra Pernille Madsen, forlagssekretær på Ajour, som fortæller mig, at der sørme stadigvæk er nogle enkelte kasser tilbage med bogen. Hvor mange ved jeg ikke. Men den kan altså købes lidt endnu.
     Den oplysning er nu bragt videre.

President Trump threw a diplomatic bomb into the Middle East peace process with his twin decisions to formally recognize Jerusalem as the capital of Israel and to move the U.S. Embassy there from Tel Aviv. The decision broke with seven decades of U.S. policy by both Republican and Democratic Administrations. It defied every ally, save Israel, and disregarded a last-ditch global campaign that included key figures from the world’s three monotheistic religions—Pope Francis, the Organization of the Islamic Conference, and American Jewish groups. Trump’s decision fulfilled a campaign promise, but it threatened to unravel one of his top foreign-policy pledges: to broker peace between Israel and the Palestinians, who have already called for “three days of rage” in response.

ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
     Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
     Her blot i kort noteform lidt om Jerusalem.

KAIRO (02.12.2016): Der er ikke meget at smile af. De gør det alligevel, egypterne.
     Sådan har det altid været. Sådan er det stadigvæk.
     Lidt overraskende for mig, for i et par år har jeg kun fulgt med i udviklingen i Egypten igennem medierne, og, må jeg med skam indrømme, medierne giver ikke et balanceret billede af virkeligheden.
     Ikke at situationen ikke på mange måder er dårlig. I hvert fald langt værre end mange havde håbet. Men der er mange nuancer. Det hele er ikke kun sort og håbløst. Det var ellers oplevelsen, jeg havde fået igennem medierne. Og jeg opfatter mig selv som en kritisk, velinformeret læser.

TRANEKÆR (15.04.2016): Det går fremad i krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat. I horisonten kan man begynde at skimte håbet om en militær sejr. Men den militære kamp imod IS er et to-ægget sværd. En sejr er ikke nødvendigvis en sejr. Slaget er langtfra ovre, blot fordi IS bliver slået.
     Efter terrorangrebene i Paris og Bruxelles er det blevet en politisk nødvendighed at være med i krigen imod Islamisk Stat, selvom det ikke altid er lige populært i vælgerbefolkningen. Men kan man nu for sit indre blik begynde at se den sejrsceremoni, der kommer, når vi beslutter, at vi har ”slået” Islamisk Stat, så ligner det hele enhver spindoktors drøm om en photo-opp for sin regeringschef.

TRANEKÆR (13.04.2016): Herhjemme kalder vi altid folketingsvalgene for ”demokratiets fest”. Det er her, folkets ønsker og krav kommer til udtryk. Er vi tilfredse med vore ledere, bliver de genvalgt. Er vi utilfredse, bliver de skiftet ud. Det er hele ideen med valg til et lands parlamentariske forsamling. At folkets mening kommer til udtryk. 
     Nu går Syrien til parlamentsvalg. Men Syrien er ikke et demokrati. Det kommer næppe som nogen stor afsløring for nogen, selvom landets udenrigsminister Walid al-Moallem i dag siger: ”Vi har hele tiden sagt, at det syriske folk selv vil beslutte sin skæbne og fremtid. I dag beviser vi, at det også er det, der sker i praksis.”

Solen brænder fra en skyfri himmel. Varmen er ulidelig. Alligevel er titusinder samlet på Tahrir-pladsen, som er blevet den egyptiske revolutions bankende hjerte.
     I skyggen under en forretningsmarkise møder jeg Mahmoud, en 21-årig studerende fra Cairo University. Han er, har jeg fået at vide, en af lederne af opstanden imod Mubarak-regimet.
 

Hosni Mubaraks 30 år lange styre er rystet. Mubarak har næppe et fly stående klart med motorerne varmet op, så han kan slippe ud af landet, men han er ikke i Kairo og har ikke været der i ugevis. Præsidenten er flyttet til Sharm el-Sheikh i Sinai-ørkenens sydligste spids, langt fra alle Egyptens storbyer. Til en Rødehavsbadeby, som er omgivet af store ørkenstrækninger, og derfor nem for sikkerhedstjenesterne at isolere og lukke af.

Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder, som om sammenstødene dér er værst. Der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer.
     Årsagerne er gammelkendte. Vi har hørt det hele før: Manglen på frihedsrettigheder og demokrati. Manglende presse- og ytringsfrihed. Korruption og inkompetence hos myndighederne. Magthavernes grådighed og nepotisme. Politi og sikkerhedstjenesters brutalitet. Økonomiske problemer, ulige fordelt velstand, voksende priser og astronomisk arbejdsløshed. Befolkningstilvækst og meget unge, utilfredse befolkninger.

Man skulle tro, at de med bankende hjerter og tilbageholdt åndedræt betragtede nogle eksotiske, farlige rovdyr bag tremmer i en zoologisk have. Men det, der tiltrækker sig morgenens største opløb på Avenue de Bourguiba, er Al Kitab-boghandleren. Og det, der respektfuldt iagttages i sikker afstand på den anden side af butiksruden, er... forbudte bøger. 
     Eller forbudte indtil nu i hvert fald.
     Boghandleren har altid haft bøgerne, bliver jeg fortalt, men de har været gemt væk på lageret. Ikke stående frit fremme.