Mellemøsten generelt - Mellemøstlig politik

KAIRO (02.12.2016): Der er ikke meget at smile af. De gør det alligevel, egypterne.
     Sådan har det altid været. Sådan er det stadigvæk.
     Lidt overraskende for mig, for i et par år har jeg kun fulgt med i udviklingen i Egypten igennem medierne, og, må jeg med skam indrømme, medierne giver ikke et balanceret billede af virkeligheden.
     Ikke at situationen ikke på mange måder er dårlig. I hvert fald langt værre end mange havde håbet. Men der er mange nuancer. Det hele er ikke kun sort og håbløst. Det var ellers oplevelsen, jeg havde fået igennem medierne. Og jeg opfatter mig selv som en kritisk, velinformeret læser.
TRANEKÆR (15.04.2016): Det går fremad i krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat. I horisonten kan man begynde at skimte håbet om en militær sejr. Men den militære kamp imod IS er et to-ægget sværd. En sejr er ikke nødvendigvis en sejr. Slaget er langtfra ovre, blot fordi IS bliver slået.
     Efter terrorangrebene i Paris og Bruxelles er det blevet en politisk nødvendighed at være med i krigen imod Islamisk Stat, selvom det ikke altid er lige populært i vælgerbefolkningen. Men kan man nu for sit indre blik begynde at se den sejrsceremoni, der kommer, når vi beslutter, at vi har ”slået” Islamisk Stat, så ligner det hele enhver spindoktors drøm om en photo-opp for sin regeringschef.

TRANEKÆR (13.04.2016): Herhjemme kalder vi altid folketingsvalgene for ”demokratiets fest”. Det er her, folkets ønsker og krav kommer til udtryk. Er vi tilfredse med vore ledere, bliver de genvalgt. Er vi utilfredse, bliver de skiftet ud. Det er hele ideen med valg til et lands parlamentariske forsamling. At folkets mening kommer til udtryk. 
     Nu går Syrien til parlamentsvalg. Men Syrien er ikke et demokrati. Det kommer næppe som nogen stor afsløring for nogen, selvom landets udenrigsminister Walid al-Moallem i dag siger: ”Vi har hele tiden sagt, at det syriske folk selv vil beslutte sin skæbne og fremtid. I dag beviser vi, at det også er det, der sker i praksis.”
Solen brænder fra en skyfri himmel. Varmen er ulidelig. Alligevel er titusinder samlet på Tahrir-pladsen, som er blevet den egyptiske revolutions bankende hjerte.
     I skyggen under en forretningsmarkise møder jeg Mahmoud, en 21-årig studerende fra Cairo University. Han er, har jeg fået at vide, en af lederne af opstanden imod Mubarak-regimet.
 
Hosni Mubaraks 30 år lange styre er rystet. Mubarak har næppe et fly stående klart med motorerne varmet op, så han kan slippe ud af landet, men han er ikke i Kairo og har ikke været der i ugevis. Præsidenten er flyttet til Sharm el-Sheikh i Sinai-ørkenens sydligste spids, langt fra alle Egyptens storbyer. Til en Rødehavsbadeby, som er omgivet af store ørkenstrækninger, og derfor nem for sikkerhedstjenesterne at isolere og lukke af.
Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder, som om sammenstødene dér er værst. Der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer.
     Årsagerne er gammelkendte. Vi har hørt det hele før: Manglen på frihedsrettigheder og demokrati. Manglende presse- og ytringsfrihed. Korruption og inkompetence hos myndighederne. Magthavernes grådighed og nepotisme. Politi og sikkerhedstjenesters brutalitet. Økonomiske problemer, ulige fordelt velstand, voksende priser og astronomisk arbejdsløshed. Befolkningstilvækst og meget unge, utilfredse befolkninger.
Man skulle tro, at de med bankende hjerter og tilbageholdt åndedræt betragtede nogle eksotiske, farlige rovdyr bag tremmer i en zoologisk have. Men det, der tiltrækker sig morgenens største opløb på Avenue de Bourguiba, er Al Kitab-boghandleren. Og det, der respektfuldt iagttages i sikker afstand på den anden side af butiksruden, er... forbudte bøger
     Eller forbudte indtil nu i hvert fald.
     Boghandleren har altid haft bøgerne, bliver jeg fortalt, men de har været gemt væk på lageret. Ikke stående frit fremme.
”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de rundt om i gaderne, så det giver ekko imellem husmurene. Det er en fantastisk oplevelse at overvære. Kravet om demokratiet og frihed bare bobler op nedefra med en kraft og styrke, som overtrykket der brager ud, når man tager proppen af en champagneflaske.
En af de ting, der er nyt og anderledes end ved tidligere forsøg på at vinde mere frihed, er, at de unge, der organiserer demonstrationerne, kan kommunikere med hinanden på internettet og igennem SMS-kæder på mobiltelefonen. 
     De filmer sammenstødene med deres telefoner og uploader sekvenserne til YouTube og Facebook, og de informerer direkte fra urolighederne via Twitter.


Stemningen er marineret i vrede. Spændingerne er til at tage og føle på. Demonstranterne kommer fra den ene side. Slagordene gjalder. Politiet spærre vejen. På fortovet sidder gæsterne på caféerne som tilskuere til verdenshistorien.
Sider : 1 2
næste