Mellemøsten generelt - Mellemøstlig kultur & samfund

KAIRO (02.12.2016): Der er ikke meget at smile af. De gør det alligevel, egypterne.
     Sådan har det altid været. Sådan er det stadigvæk.
     Lidt overraskende for mig, for i et par år har jeg kun fulgt med i udviklingen i Egypten igennem medierne, og, må jeg med skam indrømme, medierne giver ikke et balanceret billede af virkeligheden.
     Ikke at situationen ikke på mange måder er dårlig. I hvert fald langt værre end mange havde håbet. Men der er mange nuancer. Det hele er ikke kun sort og håbløst. Det var ellers oplevelsen, jeg havde fået igennem medierne. Og jeg opfatter mig selv som en kritisk, velinformeret læser.
KAIRO (01.12.2016): At arabiske samfund har kunnet bevæge sig fra det ene totalitære system til det næste – det ene autokrati til det næste, skyldes ikke kun diktatorernes magt og villighed til at bruge deres sikkerhedstjenester imod deres egne befolkninger.
     De arabiske samfunds næsten grænseløs autoritetstro har lige så meget været en forudsætning. Der har været en ulykkelig alliance imellem regimer og befolkninger, som har fået disse forfærdelige systemer til at holde langt længere i den arabiske verden end andre steder på kloden.
     Det vendte det såkaldte ”Arabiske Forår” op og ned på.
KAIRO (01.12.2016): ”Der er altid problemer med dig”, siger Mohamed Abla med et stort smil, da vi mødes, og omfavner mig.
     Jeg har lige haft en lettere ophidset ordveksling med nogle af sikkerhedstjenestens vagter udenfor galleriet. De ville i første omgang ikke lade os komme ind med vores TV-udstyr, hvis vi ikke havde en særlig tilladelse. 
     Alt kræver tilladelse her i Egypten. 
     Og jeg, som har en indgroet, dyb foragt for myndigheder og autoritetspersoner, som misbruger deres magt, er konstant på kant med alt, der bærer kasket i det her land.
ISTANBUL (16.09.2016): Jeg holder meget af Brandts Klædefabrik. Hver eneste gang, jeg er i Danmark besøger jeg det fantastiske område i Odense, ser film og spiser i Cafe Biografen. På samme måde er Kunsthallen BRANDTS ligesom Louisiana også altid på mit program. Jeg nyder BRANDTS mange forskellige udstillinger og tilbud og hele miljøet på institutionen.
     Derfor var det også til BRANDTS, jeg henvendte mig, da jeg i foråret stiftede bekendtskab med en række interessante syriske eksilkunstnere og – intellektuelle, som på grund af mareridtet i deres borgerkrigshærgede hjemland opholder sig her i Istanbul, hvor jeg også for tiden bor og arbejder.
Intet fungerer… og det er i virkeligheden ikke rigtigt… ganske meget fungerer faktisk, men slet ikke på den ordinære facon. Krigen har ændret alt. Mobiltelefonnettet er lige kommet op at køre igen her i Benghazi, og det er gratis. Ingen ved, hvem man skal betale til. Man kan dog ikke ringe internationalt – kun lokalt.
     Vi er inde i byen for at købe en lokal mobiltelefon. Det er heller ikke helt legalt. Vi må købe både den og SIM-kortet på den sorte børs. Men det virker. 200 US$ og vi kan kommunikerer på telefon med de lokale.
Alle der dækkede den egyptiske revolution i 2011, og som selv var på Tahrir-pladsen, de så og oplevede, at det var veluddannede, liberale, middelklasse unge, der væltede præsident Hosni Mubarak.
     Det er dog ikke længere den fortælling, man får i Egypten. Alt efter hvem man taler med, er det revolutionære persongalleri skiftet ud, så det passer ind i fortællerens selvforståelse. Ude i landdistrikterne er man overbevist om, at det var Det muslimske Broderskab, der væltede diktaturet. Hver gruppe og sektor har sin egen fortælling om revolutionen, om hvad der fandt sted og hvorfor.
     Den rigtige historie - sandheden - er for længst død og begravet.
     Kort tid senere vandt Det muslimske Broderskab valget, og frugterne af den revolution, de unge, liberale, moderate havde gennemført, blev høstet af islamisterne.

Teltmagernes marked ligger lige omkring hjørnet, men her i den lille, støvede sidegyde giver det lokale arabiske kaffehus et velkomment pusterum fra sliddet ovre i bazaaren. Dem man møder her, er blandt de heldige. De har arbejde. Men det er hårdt og underbetalt, og myndighederne og korrupte politifolk gør konstant livet surt for dem, der imod alle odds forsøger at skabe sig et værdigt og anstændigt liv.
     Det er ikke let. Alligevel mødes man af smil og venlighed ligegyldigt hvor man vender sig hen… det er lige så længe, man møder almindelige, ordinære egyptere. Myndighederne er en anden historie. Især hvis man er udenlandsk journalist. Så ses man automatisk som en ballademager, der skal stoppes.
Husene på Dahab er bygget af soltørrede mursten fremstillet af ler og halm, nøjagtigt som på faraonernes tid, som vi kan læse om det i Bibelen. Øen er dækket af marker, og afgrøder, varer og alt andet transporteres på æselryg. Selvom øen er omgivet af storbyens højhuse på alle sider, så er der ingen bro derover. Man skal sejle med en felucca – en traditionel, klinkbygget træbåd der bruger de karakteristiske store, trekantede sejl – for at begive sig fra den ene bred, og fra den ene tidsalder, til en anden.
En dag midt under de daglige demokrati-demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo beslutter jeg, at det vil være interessant at høre, hvad nogle af de mennesker, som ikke hver dag møder op inde på pladsen, tænker om situationen. Og lige midt i hovedstaden er der faktisk et lille sted, hvor man ironisk nok kan komme langt længere væk fra Kairo, end man skulle tro.
Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder, som om sammenstødene dér er værst. Der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer.
     Årsagerne er gammelkendte. Vi har hørt det hele før: Manglen på frihedsrettigheder og demokrati. Manglende presse- og ytringsfrihed. Korruption og inkompetence hos myndighederne. Magthavernes grådighed og nepotisme. Politi og sikkerhedstjenesters brutalitet. Økonomiske problemer, ulige fordelt velstand, voksende priser og astronomisk arbejdsløshed. Befolkningstilvækst og meget unge, utilfredse befolkninger.
Sider : 1 2 3
næste