Jobbet som Mellemøstkorrespondent:

Ikke slet så glamourøst endda

Klaus Juliusburger, min kameramand, var i Danmark, så her filmer jeg selv en israelsk kampvogn, som er rykket ind i den palæstinensiske by Nablus på Vestbredden.
Klaus Juliusburger, min kameramand, var i Danmark, så her filmer jeg selv en israelsk kampvogn, som er rykket ind i den palæstinensiske by Nablus på Vestbredden.
JERUSALEM (13.03.2002): Her til morgen blev en af mine kolleger dræbt i Ramallah på Vestbredden. Jeg nåede kun at møde Raffaele Ciriello et par gange. Han var lige kommet til landet, for at dække den israelske invasion af de palæstinensiske områder. Han blev 42 år gammel.
    Raffaele, som arbejdede for den italienske avis Corriere della Sera, fulgte sammen med en anden italiensk journalist med en gruppe bevæbnede palæstinensere igennem gaderne i det centrale Ramallah, da de pludselig blev konfronteret med en israelsk kampvogn. Ved et nærliggende gadehjørne var der flere bevæbnede palæstinensere, som tidligere havde været i kamp med israelerne og kampvognen. Dem sluttede Raffaelle og hans italienske kollega sig tilsyneladende til.
    Den israelske kampvogn skød imod gruppen med sit maskingevær. Raffaele blev ramt af seks kugler i maven.
    Tre andre forsøgte at slæbe ham i ly af et gadehjørne, men han var allerede for hårdt såret. I nogle minutter lå Raffaele i en stadigt voksende blodpøl med hænderne underligt løftet i vejret. Langsomt sænkede armene sig, og han døde i løbet af få minutter inden ambulancen nåede frem.
    En fransk og en egyptisk fotograf blev såret ved andre skudepisoder rundt om i Ramallah.Vi har ellers været lykkeligt forskånet for de allerværste tragedier i det udenlandske pressekorps, som dækker Israel-Palæstinakonflikten. Raffaele er den første udenlandske journalist, som er blevet dræbt.
Vi har ellers været lykkeligt forskånet for de allerværste tragedier i det udenlandske pressekorps, som dækker Israel-Palæstinakonflikten. Raffaele er den første udenlandske journalist, som er blevet dræbt under den indtil nu 18-måneder lange Intifada. Men det var sikkert kun et spørgsmål om tid, inden det under alle omstændigheder uvægerligt ville ske, for op imod 40 er indtil videre blevet såret. Og i modsætning til den første Intifada (1987-1993) så er begge parter nu bevæbnet med skydevåben, som de også gør flittigt brug af.
    En tragedie som Raffaele Ciriello’s død får naturligvis alle os andre journalister og fotografer til at stoppe op og tænke os om endnu en gang. Er det virkelig dét værd? Er det værd at dø for en forsidehistorie, et fotografi eller et indslag i TV-nyhederne?
    Svaret er klart nok, at det er det ikke!
    På den anden side er det også klart, at i situationer, hvor der netop er krig, uroligheder, revolutioner eller andet politisk kaos, er det vigtigt, at medierne er til stede og kritisk følger med i, hvad det er, der foregår. Gør vi ikke det, skrider hele det grundlag, som vi har baseret vores vestlige pressetradition på.
    Så på en eller anden måde må vi finde en balance. Så vi både kan dække de konflikter, der hærger vores verden, og overleve det.

KRIGSKORRESPONDENT-FASCINATIONEN
Jobbet som krigskorrespondent er spændende og fascinerende... i hvert fald når man ser det portrætteret i amerikanske Hollywood-film. Det er et job, der er omgæret af myter og helteglorie.
 
 
Virkeligheden som Mellemøstkorrespondent er langt mindre glamourøs, end folk tror.


Virkeligheden er langt mindre glamourøs.
    Hverdagen i det her job er som alle andre fuld af kedelige rutiner, oceaner af ventetid, og når helvedet så pludselig bryder løs, kommer det som regel som en overraskelse. I kampens hede når man ofte ikke at få filmet de afgørende sekvenser, der virkelig fortæller, hvordan der var, fordi man har for travlt med at gemme sig bag nogle klippestykker og ikke selv blive skudt.
    Projektiler og flyvende granatfragmenter står sikkert for de fleste, som de farer, journalister i en krigszone først og fremmest skal beskytte sig selv imod. Men i virkeligheden er den største trussel ofte slet ikke krudt og kugler fra de kæmpende parter, men dårlig, fordærvet lokal mad og forurenet drikkevand. Det fortæller vi dog meget sjældnere om, fordi det er langt mindre heltemodigt, at blive erklæret ukampdygtig af en dårlig mave, mens så mange andre ofre livet på slagmarken.

Jeg anser ikke mig selv for at være krigskorrespondent. I hvert fald ikke i den gammeldags forstand.
    De ”rigtige” krigskorrespondenter husker jeg kun alt for godt fra borgerkrigen i Libanon i begyndelsen af 80’erne og andre steder, da jeg selv var ny i faget. De gamle, garvede gutter mødtes i baren på det navnkundige Commodore Hotel i Beirut, hvor de lettere omtågede sad og udvekslede krigshistorier og kulørte beretninger fra fronten. Ofte kunne de ikke huske, om de sidste havde set hinanden i Biafra, Tchad, Cambodia, Laos eller Vietnam. De vidste alt om mortérer, selvkørende artilleri og kinesisk fremstillede angrebsrifler, men de var ikke altid lige stive i, hvem der kæmpede imod hvem i den libanesiske borgerkrig og hvorfor. Derfor blev det libanesiske mareridt ofte i de udenlandske medier reduceret til ”de højreorienterede kristne imod de venstreorienterede muslimer”. Det var i virkeligheden slet ikke den måde, parterne var opdelt på eller det, krigen handlede om, men det er en anden historie.
    Jeg betragter efterhånden mere den type krigskorrespondenter som en – om ikke uddød – så i det mindste ”truet journalistisk dyreart”. Som en slags forstenet dinosaur, der mere hører hjemme på pressens museum end i den journalistiske virkelighed i dag.
    Jeg har efterhånden også lært at høre forskel på, om dem der skyder, skyder på andre kombattanter, eller om de er begyndt at skyde efter mig. Og det er på mange måder både sundt og praktisk at kunne lytte sig frem til den forskel. For hvis man selv pludselig er blevet mål for skyderiet, er det på tide, at man trækker sig tilbage.
    Men selvom jeg efterhånden har tilegnet mig en række færdigheder, der er meget praktiske og brugbare, når man som journalist arbejder på en slagmark eller en krigsskueplads, så betragter jeg fortsat ikke mig selv som krigskorrespondent.
”I bedste fald kan man… ende som en slags ”oversætter” mellem to verdener. En ”bro” mellem to livsanskuelser og tankesæt.”
Jeg skriver ”Mellemøstkorrespondent” på mit TV2-visitkort. Og når man dækker en region som Mellemøsten, så kommer det naturligvis (desværre – kan man måske sige) som en del af job-beskrivelsen, at man også dækker en lang række krige, krigslignende situationer, kriser, væbnede konfrontationer, opstande, gidseltagninger og fra tid til andet et jordskælv i Tyrkiet. Sådan er det i Mellemøsten.
    For mig er det vigtigt at kende området. I mit tilfælde Mellemøsten. At kende områdets folkeslag, etniske grupper, religioner, historie, traditioner og kulturer. At forsøge at blive en del af området uden at miste forbindelsen med den kulturkreds, jeg selv kommer fra. I bedste fald kan man så, efter min mening, ende som en slags ”oversætter” mellem to verdener. En ”bro” mellem to livsanskuelser og tankesæt.
    Når der så udbryder krig i det område, man som journalist er sat til at tage sig af, så dækker man naturligvis også den. Man tilkalder ikke en særlig ”krigskorrespondent”, som i camouflagetøj rykker ind sammen med kampvognene. Redaktionen bruger naturligvis den korrespondent, som har sat sig ind i området, og som kan dække krigen i lyset af de etniske, kulturelle, politiske og/eller religiøse årsager – eller hvad det nu er – der ligger til grund for konflikten.

NÅR KRIGEN KOMMER
Hvis man ikke er ”krigskorrespondent”, og derfor ikke til daglig lever i en krigszone, og heller ikke har en fortid som ”jægersoldat”, så har man naturligvis heller ikke de erfaringer og kundskaber, man i en krigssituation kunne have god brug for til at overleve med.
 
 
Hvis man kommer levende igennem at dække et par krige eller tre, så bliver man automatisk lidt af en ekspert.
    Der er ingen tvivl om, at virkeligheden på mange måder er den bedste læremester. Men den er også den farligste. Hvis man kommer levende igennem at dække et par krige eller tre, så bliver man automatisk lidt af en ekspert. Men det er en usund og meget farlig måde at indsamle sine erfaringer på. For det er jo på ingen måde garanteret, at man overlever.
    Derfor kan man i flere lande direkte melde sig på overlevelseskurser. Her i Danmark gennemføres en sådan overlevelsestræning af bl.a. Dansk Journalistforbund, Dansk Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer sammen med Jægerkorpset. Jægerkorpset er de danske soldater, som uden sammenligning har størst aktiv kamperfaring. Senest har de været involveret i krigen imod den jugoslaviske hær og serbiske militser i Bosnien og Kosovo, imod al-Qaida og Taleban i Afghanistan, og imod Saddam-styret under Golfkrigen i Irak. Jægersoldaterne, eller ”jægerne” som de bare bliver kaldt, er ikke – som nogen måske ville tro – krigs- eller militærfanatikere. Men de er formidabelt gode håndværkere. Eksperter i deres geschæft, som tilfældigvis er krig! De er eksperter i at overleve under meget vanskelige forhold, og det kan vi andre, som også gerne vil overleve vores udstationeringer i krigszoner, lære en masse af.
    Andre kan skrive om træningen langt bedre end jeg kan. Blot kan jeg berette, at jeg strittede imod at deltage i kurset i ganske mange år. Jeg følte, at jeg på daværende tidspunkt allerede havde dækket så mange forskellige krige, så jeg havde svært ved at se, hvad jeg kunne lære ved at tage tilbage til Danmark for ”at lege” krig med danske soldater på Flyvestation Ålborg.
    Det var mig, der tog fejl.

Selvom der naturligvis var meget, der var kendt for mig, så lærte jeg alligevel en masse. Ikke teori. Ikke foredrag. Men meget konkrete, håndgribelige, praktiske ting. Teknikker og gode huskeregler som med det samme kunne omsættes i praksis. Jeg lærte endog også, at nogle af de ting, jeg hidtil havde gjort, i virkeligheden var forkerte. Og jeg fandt ud af, at jeg tidligere havde overvurderet nogle trusler, mens jeg havde undervurderet eller overset andre.
    Hvis man skal overleve, når nogen skyder på en, er det meget lærerigt at blive skudt på... men under sikre og kontrollerede forhold. Det er også virkningsfuldt selv at prøve at skyde med forskellige våbentyper, for at se, hvad de kan, og – mere interessant – hvad de ikke kan. For når man pludselig bliver beskudt, og må krybe i skjul for at overleve, så er det faktisk meget vigtigt, at man er i stand til realistisk at vurdere, hvor stor truslen er og endnu vigtigere: Hvor store ens chancer for at slippe fra det i live er. Hvis man overvurdere truslen, risikerer man at gå i panik, og så er overlevelseschancerne endnu mindre.
    Man lærer om miner, om den type førstehjælp man har brug for i krigszoner, om mad, vand, sanitet og hygiejne (som ofte er lige så vigtig som skudsikker vest og stålhjelm). Man lærer om granater og skydevåben. Hvad der psykisk sker med en, hvis man bliver taget som gidsel. Hvilke psykologiske faser man gennemgår. Hvilke forhørsmetoder man kan komme ud for. Den personlige udrustning bliver gennemgået – fra snørestøvler over satellitnavigering til den pansrede jeep. Man lærer om sine egne grænser, hvor meget man tør, vil, bør gå med til. Hvornår man skal sige fra og så videre.
    Det er på alle måder et anbefalelsesværdigt kursus, som jeg selv – på grund af min egen arrogance og tåbelige tro på at jeg allerede kunne det hele (og det er farligt at tro på) – først kom på mange år for sent.

HVAD SKER DER MED EN?
Alle reagerer forskelligt. Der er næppe nogen rigtig måde at reagere på efter at have oplevet og som journalist at have dækket krig og ødelæggelse på nærmeste hold. Men der er givet en lang række forkerte måder, at bearbejde oplevelserne på.
    En af de forkerte måder – som jeg heller ikke selv kan sige mig fri for at have oplevet – er, at man, når man befinder sig i en meget farlig situation, kan opleve at få et slags adrenalin-trip, som gør en høj på en helt berusende måde. Bagefter – hvis man altså overlever – bliver man helt overstadig. Og, hvis man ikke passer på, kan man blive afhængig af dette ”rush”. Og nøjagtigt som med narko og andre forbudte euforiserende stoffer, er dette ”front-line adrenalin-trip” den sikre vej til graven, for det ”tvinger” folk tilbage til kampene og til at tage større og større ricici for stadigvæk at kunne blive ”høj” på frygten og krigen.
”…nøjagtigt som med narko og andre forbudte euforiserende stoffer, er dette ”front-line adrenalin-trip” den sikre vej til graven…”
Noget andet, der sker med en (eller i hvert fald med nogle), er ens personlige prioritering. Prioriteterne i ens liv.
    Da jeg selv de første gange kom tilbage til det fredelige Danmark fra en krigszone, var det som at komme fra ”helvedets forgård” tilbage til et nuttet, virkelighedsfjernt lille eventyrland. Jeg havde svært ved at falde til igen. Mange ting i mit ”tidligere” danske liv syntes pludseligt ligegyldige. I frontlinien bliver prioriteterne i ens liv fra det ene øjeblik til det næste helt klare. Krystalklare. Det gik op for mig, hvor megen tid og energi jeg tidligere havde brugt på totalt ligegyldige ting. Mens jeg ikke havde brugt nok, på de ting, der er helt afgørende.
 
 
På opgave i Kairo, Egypten.
    Det eneste, der virkelig betyder noget, er børn, familie og venner.
    Alt andet er mindre væsentligt. Og det meste er i virkeligheden ligegyldigt. Totalt ligegyldigt.
    Og det ubegribelige er, hvor mange totalt ligegyldige ting, man har gjort til helt centrale dele af sit liv. For mig var der pludselig mange ting, som jeg tidligere havde beskæftiget mig med, og brugt oceaner af tid og energi på, som pludselig ikke længere betød ret meget for mig. Absolut intet.
    Det værste var, at mine venner (det var før jeg blev gift og fik børn) – som ikke havde været i krig – fortsat interesserede sig for og talte om alle de ting, jeg ikke selv længere gad beskæftige mig med. Og det gav problemer.

Og modsat oplever man ofte også, at de venskaber udvides og bliver stærkere, som man former med kolleger – andre journalister, fotografer, kamerafolk, oversættere og andre, man deler disse dramatiske oplevelser i krigszonen med, som man måske har delt ”hul i jorden med, mens kuglerne fløj omkring ørene på en”, delt bil, værelse, guide, oversætter og meget andet sammen med i uger eller måneder under meget dramatiske og sindsoprivende omstændigheder. Disse kolleger ender med at blive venner, som man deler så meget med, at der næsten bliver tale om et broderskab. Et lukket, eksklusivt broderskab med sin egen surrealistiske verden, som ingen andre i ens hverdag har del i, og hvor ingen andre kan forstå en, fordi de ikke deler de fælles oplevelser, man har.
    Det skaber blot endnu en af de mange konflikter, man ofte må kæmpe med, når man kommer hjem fra at have dækket krige og konflikter i fjerne dele af verden.
    Venner er vigtige. De betyder alt. Men de interesserer sig for noget, man selv har mistet interessen for og synes er ligegyldigt. Man har pludselig svært ved at være sammen med mennesker, som i virkeligheden betyder alt for en.
”Man skal ikke kun kunne overleve kuglerne slagmarken. Man skal også kunne overleve sig selv bagefter.”

Nogle gange er det nødvendigt at få professionel hjælp – terapi – for at vende tilbage til den almindelige verden. For igen at blive i stand til at fungere normalt med sin familie og venner.
    Andre gange magter man det ikke. Og mange udenrigskorrespondenter, som dækker krige, væbnede konflikter og andre lignende dramatiske begivenheder ender med at betale en anden høj pris: Familien bryder sammen, man mister sine venner og nogle gange forsumper man selv undervejs.
    Så – overlevelse er mange ting.
    Man skal ikke kun kunne overleve kuglerne slagmarken. Man skal også kunne overleve sig selv bagefter.
    At være udenrigskorrespondent er slet ikke så glamourøst, som det bliver gjort til.


 
 
Det var ikke min egen professionalisme, men et teknisk uheld, der reddede mig under Irak-krigen.

 

JOBBET UNDER IRAK-KRIGEN
Læs også artiklen: "I live ved et teknisk uheld" om arbejdet som udenrigskorrespondent i Irak under krigen. Det er en artikel der senere i en ombearbejdet form blev en del af et af kapitlerne i min bog "Rapport fra en ørkenspejling".

http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/323-jobbet-som-udenrigskorrespondent-i-live-ved-et-teknisk-uheld/

 

 

 



RADIOPORTRÆT:
STEFFEN JENSEN - TV2s MELLEMØSTKORRESPONDENT

I løbet af sommeren 2009 sendte TV2/Radio en række portrætter af TV2s korrespondenter rundt om i verden. Portrættet af Steffen Jensen kan du høre her. Det blev i sin tid sendt i tre bidder adskilt af musik og reklamer. Her må du tænke dig til musikken, for det er ”kun” de tre bidder som udgør selve radioportrættet, som jeg af KodaGramex-årsager må lægge ud på nettet.

Radioclip PART 1
Radioclip PART 2
Radioclip PART 3