Mellemøsten generelt

En af de ting, der er nyt og anderledes end ved tidligere forsøg på at vinde mere frihed, er, at de unge, der organiserer demonstrationerne, kan kommunikere med hinanden på internettet og igennem SMS-kæder på mobiltelefonen. 
     De filmer sammenstødene med deres telefoner og uploader sekvenserne til YouTube og Facebook, og de informerer direkte fra urolighederne via Twitter.

Stemningen er marineret i vrede. Spændingerne er til at tage og føle på. Demonstranterne kommer fra den ene side. Slagordene gjalder. Politiet spærre vejen. På fortovet sidder gæsterne på caféerne som tilskuere til verdenshistorien.

”Hvis folk vælger livet, så må selv skæbnen føje sig…”, gjalder det mellem facaderne.
     Nationalsangen er blevet demonstranternes kampsang: ”Mørket må løfte sig og lænkerne brydes…” Demonstranterne marcherer op mod Avenue de Bourguiba i Tunis, hvor en kæde af kampklædt politi spærrer vejen.
     Et øjeblik senere lyder bragene fra tåregasgranaterne, der eksploderer på alle sider af demonstranterne, og alt bliver kaos.

Egypten er den arabiske verdens bankende hjerte. Det mest folkerige land i regionen, og en kulturel og politisk supermagt i den arabisktalende del af verden. 
     I modsætning til de nye, hovedrige, arabiske olie-sheikhdømmer langs Den persiske Golf, hvis nationale historie blot begyndte i 1960’erne, så er Egypten et oldtidigt rige med rødder, der strækker sig mere end fem tusinde år tilbage i historien. Men Egypten er et prægtigt rige, der også begyndte at gå i forfald i oldtiden, og landet falder fortsat fra hinanden.

Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
     ”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.

”Først nu fortjener vi vores frihed! Det har vi aldrig gjort før. Nu har vi kæmpet for den, vi har lidt for den, blødt for den, ofret for den. Får vi vores frihed nu, så er den for alvor vores. Og det er første gang”, siger Abd El Moneim El Sawy, som leder et alternativt teater- og spillested under en af Kairos broer og en kort overgang under revolutionen var kulturminister.

JERUSALEM (11.09.2012): ”Får vi væltet Hosni Mubarak, og gi’r det her os frihed, så er det første gang, vi faktisk fortjener friheden”, sagde Mohammed Abdelmonem Asawy til mig midt under omvæltningerne i Kairo i foråret 2011. ”Hvis andre befrier os for diktaturet, ville vi ikke have fortjent friheden, men det gør vi nu, for nu er det os selv, der har kæmpet for friheden og betalt for den med vores eget blod. Det er vores frihed!”
     En kort periode midt under revolutionen var Mohammed Abdelmonem Asawy Egyptens kulturminister, indtil han blev sparket ud, fordi Det øverste Militærråd udnævnte sin egen regering i stedet.

JERUSALEM (01.04.2012): En stor del af den arabiske verden er i opbrud. Det er nemt at blive revet med i begejstringen over at se tyranner, vi har levet med i årtier, bukke under. Men ved de valg, der er blevet afholdt i de nordafrikanske lande er det islamistiske partier, der er løbet af med sejren. I andre lande i området, som fortsat befinder sig midt i omvæltningerne, indtager islamisterne også en prominent rolle, og vil formentlig komme til at stå stærkt, hvis revolutionerne lykkes.
     Det rejser naturligvis en række væsentlige og kritiske spørgsmål. For den konservative – ofte ultra-reaktionære strømning – som i en længere periode har domineret islamisk tænkning i opgøret mellem tradition og modernisme, kunne give næring til en frygt for, at det vi oplever, blot er et tyranni der bliver udskiftet med et andet. Derfor er et kig ind i den verden af diskussioner og debatter om islamisk tænkning, filosofi, politisk og samfundsforhold både interessant og ret så afgørende for fremtiden.

JERUSALEM (19.09.2009): For omkring 10 år siden læste jeg en ret så provokerende artikel i det respekterede amerikanske tidsskrift Foreign Affairs skrevet af den politiske tænker og analytiker Edward Luttwak. Det er hård læsning, men artiklen er båret oppe af en vis brutal indre logik - en slags politisk darwinisme.

JERUSALEM (01.09.2009): Jeg har tidligere for et par uger siden anbefalet Jer at besøge Mona Eltahawy's website. I får anbefalingen igen her i denne artikel af Judy Bachrach i World Affairs. Hun skriver ellers normalt for Vanity Fair. I artiklen her skriver hun om sine oplevelser som vestlig kvinde i den muslimske verden.