Mellemøsten generelt - Medierne og Mellemøsten

JERUSALEM (06.04.2013): Domstolen har i dag – indtil videre i hvert fald – smidt anklagerne imod Egyptens “Jon Stewart” ud. Dermed er TV-værten Bassem Youssef igen en tid en fri mand… for en tid i hvert fald, der er nemlig også andre anklager imod ham og hans satiriske TV-show, som endnu ikke er blevet behandlet.
     Egypterne selv har altid haft humoristisk sans. Men selvironi er langtfra islamisternes stærke side. Hvis der er noget, de ikke kan, så er det at grine af sig selv og slet ikke af islam. For dem er livet og islam en alt for alvorlig sag. Og nu, hvor de har fået magten, så vil de forsøge at redde Egypten, og gøre det til et langt mere retlinet islamisk samfund… i hvert fald som de selv opfatter islam og fortolker traditionen.

JERUSALEM (28.09.2011): Jeg hører stadigvæk til dem, der mener, at den fulde rækkevidde af oprettelsen af Al Jazeera i 1996 stadigvæk ikke er gået op for os. Selv mener jeg, at Al Jazeera’s brud på de arabiske tyranners og autokraters monopol på nyhedsformidlingen, var et kvantespring for samfundsudviklingen i den arabiske verden, og en af de helt afgørende forudsætninger for det, vi nu kalder Det arabiske Forår.
     Mange af de arabiske regimer holdt helt frem til Al Jazeera deres befolkninger i lykkelig uvidenhed om de faktiske forhold i deres land og virkeligheden i resten af verden. Det statslige budskab var, at deres egne samfund i bund og grund var perfekte og retfærdige, og at de mangler, det var umuligt at skjule, skyldtes Israel, zionistiske sammensværgelser, CIA, Mossad, undergravende udenlandske agenter m.m.
KØBENHAVN (19.08.2011): Det er naturligvis ydmygende at måtte indrømme det, men Det arabiske Forår kom bag på mig. Det var egentlig ikke, at jeg ikke talrige gange på TV havde spået uro og ballade, når jeg rapporterede fra forskellige arabiske lande, for urimelighederne og uretfærdighederne var så himmelråbende, at det var svært at se, hvordan det kunne fortsætte uden problemer. Og de økonomiske og sociale kontraster så skærende, at en eller anden form for uro næsten syntes uundgåelig. Når man så holdt det sammen med regimernes utrolige korruption og inkompetence, var der blandet en kras cocktail, som enhver med øjne, ører og en portion sund fornuft næsten kunne sige sig selv, måtte være ret så eksplosiv.
     Det jeg ikke havde forudset, var hvorfra dette arabiske oprør kom.
JERUSALEM (13.04.2011): Billedet er utrolig dramatisk. Det er sådan et, man drømmer om selv at tage. Frosset i et splitsekund. Lige præcist i det øjeblik nogle kugler fra Taliban rammer muren ved siden af hovedet på en US Marine på mission i Afghanistan. Sten og støv sprøjter op i luften, og sergent William Bee, som den amerikanske soldat hedder, må kæmpe for at holde fast på sin riffel.
     Det var første gang jeg virkelig bemærkede Goran Tomasevic’ fotos. Nu senere ved jeg, at jeg har set mange flere af hans billeder, men det var billedet fra krigen i Afghanistan, der fik mig til at bemærke hans navn. Gør det samme selv, for meget ofte, når I ser nogle af de mest dramatiske billeder fra en eller anden slagmark, så er det Goran Tomasevic, der har taget dem.
TRANEKÆR (14.03.2011): Det sker tit, at jeg bliver bedt om at hjælpe skole- og gymnasieelever eller seminarie- og universitetsstuderende med deres opgaver. Emnerne er som regel noget, som har med jobbet som korrespondent eller med situationen i Mellemøsten at gøre. Når jeg har tid, forsøger jeg altid at svare. Det har jeg desværre ikke altid.
     Jeg gemmer de fleste af mine besvarelser. Planen er, at jeg på et tidspunkt, når jeg får opdateret hjemmesiden, vil offentliggøre nogle af de svar, jeg skriver, så andre elever og studerende kan ”klippe og klistre” fra tidligere spørgsmål og svar.
TOBROUK, LIBYEN (24.02.2011): Oberst Muammar Gadaffi og hans regime tager mildt sagt ikke let på udenlandske journalister, som sniger sig ind i Libyen uden hans myndigheders udtrykkelige invitation. Derfor skulle jeg også først lige synke en klump, da udlandsredaktøren ringede og spurgte, om jeg ikke kunne forsøge at komme ind i Libyen, for at dække oprøret imod Gadaffi.
     Der var ikke tale om at søge visum og rejse legalt ind i Libyen, men om at tage til Egypten, og så forsøge at komme ind i landet, hvis grænsevagterne pludselig skulle finde på at løbe fra deres poster.
JERUSALEM (18.02.2011): Det handler om oplysning, information, viden, vinkler på og versioner af sandheden. Og det handler om muligheder for at kunne dele disse opfattelser med andre, diskutere dem, vende og dreje dem med meningsfæller og modstandere, udforske dem, blive intellektuelt udfordret, stille kritiske spørgsmål, få frække svar, provokere og blive provokeret. Om at udfordre etablerede sandheder – ikke mindst de religiøse. Stikke hul på tabuerne. Have frihed til at formulere og sætte ord på det usigelige. Sætte spørgsmålstegn ved alt. Kort sagt: Det handler om oplysningstiden. En arabisk oplysningstid.

JERUSALEM (08.01.2011): Hvis man kan forestille sig lugten af det affaldsvand, der måtte komme ud af rengøringen af en gammel osteforretning, som ikke har fået gjort rent i måneder, blandet med en god portion gylle fra en svinefarm, så er man lidt på vej til at fornemme stanken af Israels nye hemmelige våben – stinkende vand. Det grønfarvede, ildelugtende vand, som man næsten brækker sig over, er blevet taget i brug, fordi Israels brug af tåregas under uroligheder igen er kommet i søgelyset.

JERUSALEM (18.12.2010): Når jeg ikke har andet at tage mig til om fredagen, bruger jeg fra tid til anden dagen på at filme de sære ugentlige sammenstød i landsbyer som Na’alin, Bila’in og Nabi Salah ude på Vestbredden. Jeg har allerede haft et par tidligere dagbogsblade om Bila’in her på siden, så nogle af Jer vil have læst om det tidligere. Denne fredag var jeg igen ude i området. Scenen er den samme hver uge. Det samme er de fleste af skuespillerne – soldaterne, demonstranterne og medierne. På demonstrantsiden skiftes de internationale, unge solidaritetsturister som regel ud, men alle spiller de hver uge deres roller, som de skal ifølge manuskriptet.

JERUSALEM (16.09.2010): Egyptens aldrende præsident Hosni Mubarak fører an i forsøgene på at skabe fred mellem palæstinenserne og Israel. Så meget at USA's præsident Barack Obama og alle andre følger lydigt i den egyptiske præsidents fodspor. Ikke i den rigtige virkelighed, som billedet herover viser. Men sådan noget skal uskyldige egyptere ikke se. Så det officielle Egyptens avis Al Ahram retter billedet til, så landets egen præsident kommer i spidsen og hans betydning for verden får sig et løft... om end kun i fantasien.

Sider : 1 2
næste