Medierne og Mellemøsten:

Vi sender direkte fra dette absurde skuespil

Sammenstød i Bila'in. Et ugentligt show for medierne og unge solidaritetsturister.
Sammenstød i Bila'in. Et ugentligt show for medierne og unge solidaritetsturister.
Overalt er der TV-hold, journalister og fotografer, når der sker noget her i Mellemøsten. Selvom alle medier i disse år skærer voldsomt ned på deres tilstedeværelse i denne del af verden, så er der stadigvæk flere journalister per kvadratkilometer her, end de fleste andre steder i verden udenfor Washington, New York, London og lignende. Det betyder også, at relativt små hændelser hernede får en mere fremtrædende dækning i den internationale presse, end mange andre langt større begivenheder andre steder i verden, hvor der bare ikke er så mange journalister samlet på et sted.
Bila’in er blevet berømt, fordi der her er sammenstød hver eneste fredag fra kl. 13 og et par timer frem. Man kan næsten stille sit ur efter protestråbene og bragene fra tåregasgranaterne.    Et enkelt lidt absurd eksempel, som ikke skal tages for mere end det er, kan være den palæstinensiske landsby Bila’in på Vestbredden, hvor billedet herover stammer fra. Bila’in ligger nær Israels forkætrede såkaldte ”sikkerhedshegn”. Mange andre steder ligger også nær hegnet, men Bila’in er blevet berømt, fordi der her er sammenstød hver eneste fredag fra kl. 13 og et par timer frem. Man kan næsten stille sit ur efter protestråbene og bragene fra tåregasgranaterne. Hvis det er en stille dag, og TV-holdene ikke har andet at tage sig til, sender bureaucheferne dem ofte en tur til Bila’in. De mange unge internationale solidaritetsturister, som har Mellemøsten på deres rejseplan, kommer næsten alle sammen hertil. Et par af landsbyens unge arrangerer det hele som en anden turistudflugt med briefing og en kop te inden sammenstødene.
 
 
Alt bliver fotograferet og filmet. Det er ikke altid til at se, hvem der er pressefotografer, og hvem der er fotograferende aktivister.
    Fordi der er så mange TV-kameraer og still-fotografer til stede, så kan enhver aktivist som regel være sikker på at få et billede af sig selv og en fæl israelsk soldat i baggrunden til den lokale avis derhjemme, og hvis man er rigtig heldig endog et par sekunder i aftenens nyhedsudsendelse, mens man flygter fra en israelsk tåregasgranat. For at være på den sikre side har de unge ofte også deres egne fotografer med. Det er meget nemmere at få sine synspunkter om Mellemøsten trykt i de hjemlige aviser med nogle dramatiske billeder fra Bila’in og en lokal teenager, end det er ved at lave et langhåret informationsmøde en aften på det lokale bibliotek derhjemme. Jeg bliver konstant ringet op af unge danskere, som stiller sig selv til rådighed med dramatiske øjenvidneberetninger om grumme israelske forbrydelser. De tilbyder ofte også deres egne optagelser fra Bila’in, hvis jeg vil give dem tid i aftenens nyhedsudsendelse.
    På den måde udspiller dette absurde skuespil sig hver eneste fredag, uge efter uge. Det har egentlig meget lidt med den virkelige situation i Mellemøsten at gøre. Men fordi alle skuespillerne – inklusive medierne – møder op hver eneste uge, så lever dette pseudo-teaterstykke videre og bliver faktisk, om man kan lide det eller ej, en del af denne skøre virkelighed, vi kalder Mellemøsten.
    Medierne – og i særdeleshed de elektroniske medier – spiller en væsentlig rolle i den offentlige meningsdannelse, og derfor også for hvordan den politiske dagsorden ender med at se ud. Det oplever man måske mere i Mellemøsten, som er en utrolig overdækket region, end så mange andre steder i verden.
    Hele spørgsmålet om, hvordan det som udenrigskorrespondent er at arbejde i Mellemøsten er selve emnet for min bog ”Rapport fra en ørkenspejling”, som du kan læse uddrag fra ovre i Bøger-sektionen på denne hjemmeside.
    Her på denne plads vil jeg diskutere mediernes måde at dække Mellemøsten på. Hvordan dækningen påvirker vores opfattelse af regionen, de problemer området befinder sig i og mulighederne for at løse dem.