Lande i Mellemøsten - Libyen

NAWFALIYA (29.03.2011): Jeg aner ikke en gang, præcist hvor vi er. Et eller andet sted på hovedvejen mellem Bin Jawad og Sirte. Men hvorend det er, så sidder jeg her, på hug bag en lav bakkekam og dukker mig for kuglerne, der sprøjter sandet op omkring mig.
     ”Nawfaliya”, svarer den langskæggede kamuflageklædte oprører, der sidder på hug ved siden af mig på spørgsmålet om, hvor vi er, mens han peger mod vest, mod Sirte. ”Derovre ligger Nawfaliya”.
     Jeg har aldrig hørt om stedet før, men nu er vi kørt ind i et baghold her lige udenfor Nawfaliya ikke langt fra Sirte, som oprørerne ellers skulle have erobret. Eller det var i hvert fald, hvad vi blev fortalt oppe i oprørernes provisoriske hovedstad Benghazi, hvor begivenhederne på slagmarken altid får et sødt sukkerovertræk, inden de leveres til offentligheden og de udenlandske medier.
     ”Ziiiiuuuuup… Buuuum!”
     En granat fizzzzler lige hen over hovederne på os, og eksploderer på den anden side af vejen.

BENGHAZI (28.03.2011): At sige, at det går over stok og sten er en underdrivelse. Vi kan end ikke følge med fremrykningen, så hurtigt stormer oprørerne frem igennem den flade, kedelige, ensformige libyske ørken.
     Vi er lige kørt igennem Ajdabiya, byen der er blevet kæmpet om i nogle dage, og er ankommet til byens vestlige udkant. Overalt er der udbrændte, sovjetisk byggede kampvogne og pansrede mandskabsvogne fra den libyske regeringshær – det vi for nemheds skyld kalder de Gadaffi-loyale styrker.
     Dagen forinden hørte vi, at kampene stod om Ajdabiya omkring 150 km syd for Benghazi. Senere på dagen sagde oprørerne, at de nu havde kontrol med byen. Andre sagde, at der fortsat var kampe om byen. Da vi om morgenen kørte fra Benghazi fik vi at vide, at Ajdabiya var erobret.

TRANEKÆR (18.03.2011): De første militære aktioner imod Libyen vil finde sted indenfor de allernærmeste timer, siger Francois Baroin, talsmand for den franske regering.
     Udtalelsen kommer efter et flyveforbud over Libyen endelig vedtaget af FNs Sikkerhedsråd i nat. 10 stemmer for og fem, som undlod at stemme. Her i blandt som ventet Kina og Rusland, som dog valgte ikke at gøre brug af deres vetoret.
     Tyskland har gjort det klart, at landet ikke vil være med i nogen militæraktion imod Libyen.
     På den arabiske side har Qatar meddelt, at landet er villig til at deltage aktivt for at hjælpe det libyske folk. Om det også indbefatter aktiv militær deltagelse i håndhævelsen af flyveforbuddet er ikke klart.

KAIRO (13.03.2011): ”Hvorfor vil Vesten ikke hjælpe os”, spørger Islam, en ung mand i 30’erne, som normalt arbejder for et af de store internationale olieselskaber i Libyen. Fotograf Rasmus Nielsen og jeg står inden solopgang på parkeringspladsen med vore tasker i hånden for at forlade Benghazi med kurs imod Egypten.
     ”I håndhævede et flyveforbud overfor Saddam Hussein for at beskytte kurderne i Nord-Irak. Og senere et andet i den sydlige del af landet for at beskytte de irakiske shi’iter. Hvor kan I ikke beskytte os?”
     ”Jeg tror også, at det kommer”, forsøger jeg, ”men sådan noget tager tid. Det er jo en krigshandling, vi taler om. Det hopper ingen ud i uden at tænke sig om først. Et flyveforbud skal jo kunne håndhæves, så en masse mål på jorden skal bombes.”

BENGHAZI (11.03.2011): De sorte røgsøjler er tegnet på en fuldtræffer. En olietank, en del af raffinaderiet, en tankbil eller olieterminalen. Noget er ramt og brænder. De bomber, der blot rammer betonbygninger eller det golde ørkensand, sender blot en lys røgsky op, og den forsvinder hurtigt.
     På et tidspunkt tæller vi flere end 10 fuldtræffere i hurtig rækkefølge.
     Ikke forårsaget af oprørernes granater – eller mujahedinerne, som nogle af dem, vi taler med, helst selv vil kaldes, frihedskæmperne. Fuldtræfferne skyldes de Gadaffi-loyale regeringsstyrker, som er gået i offensive. Lige nu er de godt i gang med at pulverisere oprørsstyrkerne i Bin Jawad, Es Sidr og også her lidt længere fremme i Ras Lanuf, hvor vi befinder os.

AL BREGA, LIBYEN (05.03.2011): Vi er på hovedvejen mellem Al Brega og Ras Lanuf på kysten i det østlige Libyen. Stedet ville bare være endnu et kedeligt vejkryds med et mekanikerværksted, en benzinstander og et par små, usle forretninger i et støvet, forblæst ørkenområde, hvis det ikke var for antallet af mobile antiluftskytsbatterier, raketstyr og kampklædte oprører, som i en stor forvirring myldrer rundt imellem hinanden.
     Begejstringen er stor. Alle er sikre på, at sejren er deres. Mest af alt fordi opstanden indtil videre har haft en utrolig medvind. Spørgsmålet er dog, hvor længe dette held kan vare ved.

KØBENHAVN (01.03.2011): ”They love me all!” – ”De elsker mig, alle sammen”, siger oberst Muammar Gadaffi i et TV-interview, som lige er blevet offentliggjort. Interviewet er endog på engelsk, og heri forklarer han også, at der ikke er nogen demonstrationer imod ham i Libyen. Alt er ved det normale. Ingen problemer.
     Er han virkelig gal eller mentalt forstyrret – Muammar Gaddafi, Libyens diktator igennem 42 år? Sådan opleves han i hvert fald ofte, når han igennem årene har optrådt på vestlige TV-skærme siddende i sit beduintelt, i kulørte gevandter og med kvindelige bodyguards – som alle skal være jomfruer – bag sig.

TOBROUK, LIBYEN (24.02.2011): Oberst Muammar Gadaffi og hans regime tager mildt sagt ikke let på udenlandske journalister, som sniger sig ind i Libyen uden hans myndigheders udtrykkelige invitation. Derfor skulle jeg også først lige synke en klump, da udlandsredaktøren ringede og spurgte, om jeg ikke kunne forsøge at komme ind i Libyen, for at dække oprøret imod Gadaffi.
     Der var ikke tale om at søge visum og rejse legalt ind i Libyen, men om at tage til Egypten, og så forsøge at komme ind i landet, hvis grænsevagterne pludselig skulle finde på at løbe fra deres poster.

JERUSALEM (18.02.2011): Det handler om oplysning, information, viden, vinkler på og versioner af sandheden. Og det handler om muligheder for at kunne dele disse opfattelser med andre, diskutere dem, vende og dreje dem med meningsfæller og modstandere, udforske dem, blive intellektuelt udfordret, stille kritiske spørgsmål, få frække svar, provokere og blive provokeret. Om at udfordre etablerede sandheder – ikke mindst de religiøse. Stikke hul på tabuerne. Have frihed til at formulere og sætte ord på det usigelige. Sætte spørgsmålstegn ved alt. Kort sagt: Det handler om oplysningstiden. En arabisk oplysningstid.

JERUSALEM (17.09.2009): Vi har en tendens til at kalde Mellemøstens forskellige totalitære diktaturer og autokratiske regimer for "ustabile". Men kendsgerningen er faktisk, at netop den arabiske diktatorer er blandt denne verdens længst regerende statschefer. Libyens diktator, oberst Muammar Gadaffi, kan netop nu fejre sit 40 års jubilæum. Samtidig er den vestlige verden begyndt at åbne forbindelserne til ham og hans land. Den korrupte elite, som har regeret landet siden 1969, bliver nu taget til nåde af vestlige forretningsfolk og diplomater. Men det er et regime, der hører fortiden til, skriver Fred Halliday i denne artikel.