Lande i Mellemøsten - Libyen

TRANEKÆR (15.11.2011): Som jeg har skrevet tidligere, så ligger jeg rent hjemmesidemæssigt lidt underdrejet i øjeblikket, fordi jeg både er midt i den ene af mine to årlige foredragsturneer, og samtidig også forsøger at blive færdig med et manuskript til en ny bog. Men hjemmesiden skal naturligvis ikke ligge helt stille. Jeg har nu uploaded en artikel om Det arabiske Forår, som jeg har skrevet til det seneste nummer af Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Udenrigs. Tidsskriftet har det ”Arabiske opbrud” som sit tema, og det er anbefalet læsning for alle, der vil vide mere om, hvad det er, der i øjeblikket foregår i Mellemøsten.

TRIPOLI (28.08.2011): Her er stille som graven. Ikke en gang fuglene synger. Det er ganske enkelt for varmt. 44 grader. Fuglene sidder sikkert i skyggen og stønner ligesom os. Almindelige libyere – i vores kvarter i hvert fald – sover. Når jeg går ud på den villavej, der har været vores hjem her i Tripoli det sidste stykke tid, så er der ikke et øje at se. Vejen ligger totalt øde hen. Jeg kan heller ikke høre nogen støj fra den nærliggende hovedgade. Den libyske hovedstad sover, selvom klokken er 10:30.
     Selv krigen synes at være gået i stå. Normalt kan vi altid høre skyderi i området og dybe drøn af NATO-bomber i det fjerne, men selv det synes at være stilnet af her til formiddag.

TRIPOLI (25.08.2011): Når man har to bevæbnede oprørere på forsædet, og kører i en pickup-truck med det nye grøn-sort-røde libyske flag på, er det ikke noget problem af komme frem. Problemet er kun Gaddafi-loyale snigskytter, som vi hele tiden hører skud fra. Et enkelt skarpt smæld, der ekkoer imellem husmurerne, og så ofte, hvis der er oprørere i nærheden, en sand lavine af skydning den modsatte vej.
     Køreturen igennem den libyske hovedstad går fra slagmark til slagmark og fra check point til check point. Alle bemandet af andre unge med geværer og automatvåben.
     ”Salam aleikum, sha’abab”, hilser Musab vores chauffør og oversætter til drengene, og vender sig med et smil og siger, som om det forklarer alt: ”De er fra Zintan.”

ZINTAN/TRIPOLI (24.08.2011): Jeg skulle egentlig have været i Jerusalem nu og derfra være taget videre til Kairo. I stedet sidder jeg i Zintan i Nafusabjergene i det vestlige Libyen på vej mod Tripoli.
     Selvom denne del af landet skulle være på oprørernes hænder, og stort set også fornemmes at være det, så høres her hele tiden skyderier. I dag mest i den nordvestlige del af denne strategisk vigtige by, der kontrollerer vejen nordpå mod Zawiya og hovedstaden.
     Nu hører vi imidlertid, at vejen ikke er sikker. Sidst på dagen er fire italienske journalister er blevet taget til fange eller kidnappet på vejen mod Zawiya og deres libyske chauffør og oversætter skudt og dræbt. Og det i et område, der ellers skulle være på oprørernes hænder.

TRANEKÆR (21.08.2011): ”Det er nu kun et spørgsmål om tid, inden den libyske leder Muammar Gadaffi falder”, meddelte en af de to store danske TV-stationer for nogle uger siden. Og lige så korrekt, som denne besked er, lige så intetsigende er den. For samme besked hørte vi også for en del måneder siden, og da var den lige så korrekt. Det er blot et spørgsmål om tid. Det har det altid været. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid, der er tale om.
     Der synes ikke at være nogen tvivl om, at det er den sidste del af Gadaffi-kapitlet i Libyens historie, der i øjeblikket skrives.

TRANEKÆR (17.07.2011): Her i sommerferien har jeg ikke tid til at skrive så meget på hjemmesiden, som jeg burde, så derfor sætter jeg nogle ting op, jeg alligevel laver, men som under normale omstændigheder nok ikke ville ende på siden.
     I TV2/NEWS havde de her til aften ved 22-tiden et indslag om situationen i Libyen, hvorefter jeg var med i det, vi i TV-sproget kalder en LIVE Q&A – en direkte transmitteres spørgsmål-svar session med studieværten. Herunder kan I se de noter, jeg på forhånd havde forberedt.

MISURATA (15.06.2011): Grad-missiler kommer hvissssslende hen over hovedet og eksploderer med et øredøvende brag, som næsten sprænger trommehinderne og får jorden til at ryste. De er ved at skyde sig ind på os. Missilerne er nu kun omkring 20-30 meter fra os. I løbet af et kvarter bliver det vejkryds, vi befinder os i, ramt af seks missiler fra Gadaffi-loyale regeringsstyrker, hvis stillinger ligger 4-5 km længere fremme ad hovedvejen vestpå… mod Tripoli.
     ”Allah hu-Akhba”, råber oprørerne hver gang en granat lander. Ingen af dem gør dog mine til at gå i dækning. Nogle er ved at lave kaffe på et lille bål, et par andre sidder og spiller skak og alle ryger de som skorstene. Hvad betyder faren ved rygning, når man kan blive dræbt inden dagen er omme?

JERUSALEM (15.04.2011): Libyens diktator igennem snart 42 år, oberst Muammar Gadaffi, er krigerisk og uforsonlig i sine egne offentlige taler til sin befolkning og resten af verden. Samtidig har han kørt hele sit diplomatiske korps i stilling for at forsøge at finde en løsning på borgerkrigen, som på den ene eller den anden måde sikrer hans fortsatte greb om magten.
     Flere lande i den NATO-ledede koalitionsstyrke begynder at overveje, om en forhandlingsløsning måske er at foretrække, også selvom det måske betyder, at Gadaffi ikke forsvinder… i denne omgang i hvert fald. En lang række afrikanske nationer har indledt en politisk kampagne til fordel for diktatoren, men det skyldes sikkert mere, at kontinentet selv er så rigt på andre tyranner og autokrater.
     USA's præsident Barack Obama, Storbritanniens premierminister David Cameron og ikke mindst Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy er derimod stålsatte. Muammar Gafaddi er færdig. Spørgsmålet er blot, om han forlader Libyen frivilligt, eller om han skal bæres ud.

JERUSALEM (11.04.2011): I en ideel verden kan og bør almindeligt anstændige mennesker naturligvis diskutere og være uenige i det rimelige, moralske og etiske i at involvere sig eller ikke involvere sig militært i konflikten i Libyen. Det begyndte som et folkeligt oprør imod en brutal diktator med krav om frihed og demokrati, som vi tidligere har set det i Tunesien og Egypten, men har senere udviklet sig til et rodet kaos, der mere og mere ligner en borgerkrig uden nogen nem eller klar løsning.
     Men verden er alt andet end ideel, og derfor er der formentlig – problemerne til trods – ikke noget valg. Vi er nødt til at være med. Det er svært at forsvare, ikke at involvere sig. Men det er svært at overskue, hvad det er, vi har indladt os på. Det er på den anden side naivt og forkert at tro, at man ved ikke at involvere sig, ikke bære noget ansvar. En sådan beslutning har også konsekvenser. Så uanset om vi er med eller ej, så har vi et ansvar. Det ene næppe meget nemmere at leve med end det andet.

AJDABIYA (31.03.2011): For en måneds tid siden havde jeg aldrig hørt om Ajdabiya. Det var der heller ikke ret mange andre udenfor Libyen, der havde. Siden er byens navn blevet verdenskendt, fordi det er i TV-nyhederne hver anden dag.
     Ajdabiya's ”claim to fame” er, at fronten i den libyske borgerkrig har rullet frem og tilbage over denne by et par gange, ellers er der tale om en almindelig, ret kedelig, ordinær libysk by på 140.000 indbyggere, omkring 160 kilometer syd for oprørernes hovedstad Benghazi.
     Eller jeg skulle måske snarere sige, at Ajdabiya normalt har 140.000 indbyggere. Nu ligner den nærmest en spøgelsesby. At køre rundt i de mennesketomme, støvede gader, hvor papkasser og plastikposer flyver rundt i vinden, er som at befinde sig i en apokalyptisk science fiction film, hvor man er et af de sidste overlevende mennesker på jorden efter et stort atomudslip eller lignende.