Lande i Mellemøsten - Libanon

TRIPOLI (25.10.2012): Vi bevæger os parallelt til gaden. Fra hus til hus går vi igennem mandsstore huller i væggene. En slags alternativ vej – eller snarere tunnel – inde midt i karréen langs med gaden. Men herinde kan man bevæge sig mere sikkert frem og tilbage uden at komme i fjendtlige snigskytters kikkertsigte.
     Vi er lige kommet i kontakt med nogle af de alawittiske partisaner, som beskytter deres nabolag på skråningen af det bjerg, de kalder Jabal Mohsen, ovenover Tripoli. De har taget os ud til fronten – den allersidste række huse, som grænser helt op til den sunni-muslimske del af byen.
     Fra udbombede lejligheder og små lagerrum ovenpå noget, der i fredeligere tider ville have været forretninger, spejder de bevæbnede unge vagtsomt ud mellem sprækkerne i den beskyttende mur af sandsække, som er blevet stablet op i vinduesnicherne.

BEIRUT (22.10.2012): Om man som dansker kan lide Tysklands kansler Angela Merkel eller ej, og siger det offentligt, har ikke den store indflydelse på, hvordan ens liv i København videre vil forme sig. Men bor man i Beirut kan det være en dødsensfarlig lidelse, hvis man offentligt er imod Bashar al-Assad – præsidenten i nabolandet Syrien. I hvert fald er ganske mange prominente libanesere, med aversioner imod den syriske præsident kommet pludseligt og brutalt af dage i det seneste årti. Så sundt kan det i hvert fald ikke være.
     Den seneste i den lange række af fremtrædende Assad-kritiske libanesere, der har måttet lade livet, er Wissam al-Hassan, en af Libanons fremtrædende sikkerhedschefer. Fredag eksploderede en bilbombe i Beiruts Ashrafiyeh-kvarter og dræbte al-Hassan, hans chauffør og livvagt og seks andre libanesere i området, mens 110 blev såret.

WADI KHALED, LIBANON (13.02.2012): Ser man på et landkort, kan man se, at Wadi Khaled strækker sig som en underlig libanesisk ”halvø” et godt stykke ind i Syrien. Fra grænsen i Wadi Khaled er der ikke mere end 30 kilometer til det borgerkrigshærgede Homs. Så tæt på er man, at man kan høre de dybe drøn af tungt artilleri, når den syriske regeringshær bombarderer civilbefolkningen derovre.
     For folk her i dalen er det særlig svært at være vidner til den langsomme massakre, der foregår lige ovre på den anden side af grænsen, for de fleste her er i familie med dem, der bor ovre på den anden side.

BEIRUT (13.10.2010): Her i Mellemøsten er det meget normalt, at huse, fascader, broer, lygtepæle og alt andet, der kan bære en plakat er plastret til med flatterende portrætter af det pågældende lands konge, præsident eller militærdiktator.
     Sådan er det ikke helt her i Libanon. I hvert fald ikke i hovedstaden Beiruts sydlige forstæder. Her er ingen billeder af Libanons præsident Michel Suleiman eller landets premierminister Sa’ad Hariri. Ikke et eneste.
     I den her del af Libanon kunne man nemt forledes til at tro, at man i virkeligheden befandt sig i Iran. For overalt er der kæmpeplakater af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. De eneste andre, vi ser billeder af her, er de iranske stats-ayatollaher Ruhollah Khomenei og Ali Khamenei. Den eneste libaneser, vi ser store hyldestportrætter af, er Hizbollah’s leder, sheikh Hassan Nasrallah.

JERUSALEM (05.11.2009): Jeg har i de seneste dage være så opslugt af den dramatiske situation i Iran, som vi på TV2/NEWS og TV2/Nyhederne dækker nærmest time for time, at jeg kun har tid til at skrive denne korte note om en anden dramatisk begivenhed, nemlig at israelske kommandosoldater fra den israelske flåde, i Middelhavet har taget kontrollen med et tysk containerskib med iranske våben, missiler og ammunition, som angiveligt skulle sendes til Hizbollah militsen i Libanon. Dette drama i Middelhavet er naturligvis den store historie i medierne hernede i dag.

JERUSALEM (02.10.2009): I det nuværende Folketing er 38 pct. af medlemmerne kvinder. Naturligvis er det ikke fair at sammenligne kvinders deltagelse i politik, forretningslivet og samfundsdebatten i Skandinavien med Mellemøsten eller den arabiske verden. Men kvinders aktive deltagelse i alle sfærer af samfundet er faktisk en ganske god indikator på, hvor langt et land eller en region er nået på en lang række områder som demokrati, uddannelse, frihed, udvikling og så videre. Mærkværdigt nok så er det arabiske land, hvor den politiske debat er mere åben, fri og indædt end i noget andet land i regionen: Libanon, der har demokratiet virkeligt trange tider.

BEIRUT (12.09.2009): Den lille fremskudte FN-position ligger lige på den såkaldte "blå linje", som er FN's forsøg på langsomt at få etableret en egentlig grænse mellem Libanon og Israel. Jeg er på besøg hos UNIFIL, den særlige FN-fredsbevarende styrke, som forsøger at støtte den libanesiske hær med at få kontrollen med det sydlige Libanon. Først var det PLO, der sad på området, så Israel og derefter Hizbollah. Nu vil verden gerne have normaliseret situationen. Det skal FN-styrken forsøge at hjælpe med til. Og nu slutter der også et kontinget danske FN-soldater til styrken. Derfor har jeg lige besøgt Syd-Libanon.

JERUSALEM (02.03.2008): Jeg er desværre først kommet tilbage til Mellemøsten i dag. Den store storm over Europa i går forstyrrede flytrafikken, og jeg blev sendt på en stor omvej over Østeuropa, som først bragte mig til Israel her i formiddags.