Lande i Mellemøsten - Libanon

JERUSALEM (08.10.2015): Denne historie om en syrisk flygtningefamilie i Libanon burde have været uploadet til min hjemmeside for længst, for det er lang tid siden den blev vist på TV2-Nyhederne. Men jeg har ganske enkelt haft for travlt. Nu kommer den. Svært forsinket. Men det bliver den jo ikke mindre væsentlig af. Måske snarere tværtimod.
     Historien handler om en flygtningefamilie, som ikke passer ind i normen i det område, de er flygtet til. I dette tilfælde fordi de er kurdere, hvilket de holder meget lav profil om. Vi mødte også en flygtet yazidi-familie. Dem lavede vi ikke en historie om. Det ville ganske enkelt have bragt dem i fare.
     Den arabiske verden er ikke det bedste sted i verden at være minoritet i.

BEIRUT (19.09.2015): De officielle tal siger, at der er omkring 1.3 millioner syriske flygtninge i Libanon. Men det tal indrømmer selv FN er alt for lavt. Læg så dertil at Libanon er et meget lille land – faktisk en smule mindre end Region Midtjylland – med et normalt indbyggertal i nærheden af 4,5 millioner.
     Et mere korrekt tal på antallet af flygtninge er snarere omkring 2 millioner, er de fleste her enige om. Mange af dem har ikke ladet sig registrere hos UNHCR, men har blot krydset grænsen og fundet sig et sted at være. Enten hos familie, venner eller de er rykket ind i en billig lejlighed.
     Det betyder, at i Libanon er omkring hver tredje eller hver fjerde person flygtning.

JERUSALEM (07.09.2015): ”Nej, jeg gør ikke grin med dig”, måtte jeg et par gange forsikre Gebran, da jeg ringede ham op i Beirut for at høre om mulige reaktioner på den danske regerings annoncekampagne, der skal forsøge at skræmme flygtninge i Libanon fra at sætte kursen imod Danmark.
     Ligesom alle de øvrige, jeg talte med, havde Gebran ikke lagt mærket til annoncen, selvom jeg ved at han dagligt læser både An-Nahar og As-Shafir. Han måtte ud i køkkenet og hente aviserne igen.
     Jeg kunne naturligvis ikke igennem telefonen høre, at han rullede med øjnene, men baseret på hans stemmeføring var det det billede, jeg inde i mit hoved dannede af ham.

JERUSALEM (13.02.2015): Det er ikke Goethes ”Den unge Werthers lidelser”, men snarere andet akt af den unge… eller snarere tragiske Nybroes lidelser.
     I sin stræben for at blive en stor, anerkendt journalist, er han oppe imod stærke kræfter. Mest af alt sin egen forhistorie og sin tendens til hele tiden selv at blive sin histories midtpunkt, snarere end det ude i den virkelige verden, han egentlig er ude for at dække. Og hele dette sørgelige, uværdige skue sker så tillige for åbent tæppe, for hele verden at bevidne.
     Det er både sørgeligt, pinligt og en smule tragisk at overvære.
     Jeppe Nybroe har naturligvis selv bragt sig i den ulykkelige situation, hvor mange vil tage de ekstra kritiske briller på, når de præsenteres for noget hans hånd. Det er sørgeligt, men man kan sådan set ikke fortænke dem i det.

TRIPOLI (25.10.2012): Vi bevæger os parallelt til gaden. Fra hus til hus går vi igennem mandsstore huller i væggene. En slags alternativ vej – eller snarere tunnel – inde midt i karréen langs med gaden. Men herinde kan man bevæge sig mere sikkert frem og tilbage uden at komme i fjendtlige snigskytters kikkertsigte.
     Vi er lige kommet i kontakt med nogle af de alawittiske partisaner, som beskytter deres nabolag på skråningen af det bjerg, de kalder Jabal Mohsen, ovenover Tripoli. De har taget os ud til fronten – den allersidste række huse, som grænser helt op til den sunni-muslimske del af byen.
     Fra udbombede lejligheder og små lagerrum ovenpå noget, der i fredeligere tider ville have været forretninger, spejder de bevæbnede unge vagtsomt ud mellem sprækkerne i den beskyttende mur af sandsække, som er blevet stablet op i vinduesnicherne.

BEIRUT (22.10.2012): Om man som dansker kan lide Tysklands kansler Angela Merkel eller ej, og siger det offentligt, har ikke den store indflydelse på, hvordan ens liv i København videre vil forme sig. Men bor man i Beirut kan det være en dødsensfarlig lidelse, hvis man offentligt er imod Bashar al-Assad – præsidenten i nabolandet Syrien. I hvert fald er ganske mange prominente libanesere, med aversioner imod den syriske præsident kommet pludseligt og brutalt af dage i det seneste årti. Så sundt kan det i hvert fald ikke være.
     Den seneste i den lange række af fremtrædende Assad-kritiske libanesere, der har måttet lade livet, er Wissam al-Hassan, en af Libanons fremtrædende sikkerhedschefer. Fredag eksploderede en bilbombe i Beiruts Ashrafiyeh-kvarter og dræbte al-Hassan, hans chauffør og livvagt og seks andre libanesere i området, mens 110 blev såret.

WADI KHALED, LIBANON (13.02.2012): Ser man på et landkort, kan man se, at Wadi Khaled strækker sig som en underlig libanesisk ”halvø” et godt stykke ind i Syrien. Fra grænsen i Wadi Khaled er der ikke mere end 30 kilometer til det borgerkrigshærgede Homs. Så tæt på er man, at man kan høre de dybe drøn af tungt artilleri, når den syriske regeringshær bombarderer civilbefolkningen derovre.
     For folk her i dalen er det særlig svært at være vidner til den langsomme massakre, der foregår lige ovre på den anden side af grænsen, for de fleste her er i familie med dem, der bor ovre på den anden side.

BEIRUT (13.10.2010): Her i Mellemøsten er det meget normalt, at huse, fascader, broer, lygtepæle og alt andet, der kan bære en plakat er plastret til med flatterende portrætter af det pågældende lands konge, præsident eller militærdiktator.
     Sådan er det ikke helt her i Libanon. I hvert fald ikke i hovedstaden Beiruts sydlige forstæder. Her er ingen billeder af Libanons præsident Michel Suleiman eller landets premierminister Sa’ad Hariri. Ikke et eneste.
     I den her del af Libanon kunne man nemt forledes til at tro, at man i virkeligheden befandt sig i Iran. For overalt er der kæmpeplakater af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. De eneste andre, vi ser billeder af her, er de iranske stats-ayatollaher Ruhollah Khomenei og Ali Khamenei. Den eneste libaneser, vi ser store hyldestportrætter af, er Hizbollah’s leder, sheikh Hassan Nasrallah.

JERUSALEM (05.11.2009): Jeg har i de seneste dage være så opslugt af den dramatiske situation i Iran, som vi på TV2/NEWS og TV2/Nyhederne dækker nærmest time for time, at jeg kun har tid til at skrive denne korte note om en anden dramatisk begivenhed, nemlig at israelske kommandosoldater fra den israelske flåde, i Middelhavet har taget kontrollen med et tysk containerskib med iranske våben, missiler og ammunition, som angiveligt skulle sendes til Hizbollah militsen i Libanon. Dette drama i Middelhavet er naturligvis den store historie i medierne hernede i dag.

JERUSALEM (02.10.2009): I det nuværende Folketing er 38 pct. af medlemmerne kvinder. Naturligvis er det ikke fair at sammenligne kvinders deltagelse i politik, forretningslivet og samfundsdebatten i Skandinavien med Mellemøsten eller den arabiske verden. Men kvinders aktive deltagelse i alle sfærer af samfundet er faktisk en ganske god indikator på, hvor langt et land eller en region er nået på en lang række områder som demokrati, uddannelse, frihed, udvikling og så videre. Mærkværdigt nok så er det arabiske land, hvor den politiske debat er mere åben, fri og indædt end i noget andet land i regionen: Libanon, der har demokratiet virkeligt trange tider.