Religion & Bibel - Kristendom

MOSUL (14.02.2017): En hel fløj er jævnet med jorden, taget er styrtet sammen, væggene hullet af artillerigranater, og dele af bygningerne er simpelthen brændt af, bare fordi der er tale om en kirke. Jeg har ikke set en eneste uskadt kirke i Mosul-området. Det er et sørgeligt syn, der venter de kristne, når de vender tilbage efter krigen imod Islamisk Stat… hvis de vender tilbage.
     Det er stadigvæk farligt, men vi kan nu køre rundt i den østlige del af Mosul, som er blevet tilbageerobret fra terrororganisationen Islamisk Stat. I et par uger har jeg rejst rundt i området. Både i Mosul og i området udenfor byen, hvor en stor del af de civile flygtninge har søgt tilflugt.
     Udover alle de øvrige tragedier, som en sådan ekstremt brutal krig altid medfører, så er der nogle civile, der er særligt udsatte – minoriteterne. Især de ikke-muslimske. De kristne, yazidierne og andre.

JERUSALEM (24.05.2015): Jeg missede Pinsen. Desværre. De kristnes Pinse. Eller mere korrekt nogle af de kristnes Pinse. Jøderne fejrer også deres pinse - Shavuot - Ugefesten, kaldes den på dansk. Den handler om lovgivningen på Sinai Bjerg. De kristnes Pinse er til minde om Helligånden, der på denne dag for 2000 år siden kom til disciplene. Eller det er i hvert fald dagen, som de vestlige kirker satser på – den romersk katolske, de forskellige protestantiske kirker med flere. De østlige, ortodokse kirker – det er de græsk ortodokse, de russisk ortodokse, kopterne, etiopierne og andre fejrer - de fejrer først pinsen på næste søndag.

Musikken giver genlyd i den ellers aftentyste Gamle Bydel i Jerusalem. Det er østeuropæisk-klingende klezmer-toner, der gjalder ud i gyderne sammen med lyden af latter, lykke, glæde og dans. 
     Der er bryllup. 
     En lykkelig dag i en families liv. En ny begyndelse. Et løfte om at være sammen. En begyndelse som i sig selv er et udtryk for håb om fremtiden. 
     Men brylluppet her er også et billede på situationen, som den sørgeligt nok er. Ikke som den burde være.

Når man ser bort fra den jord, den israelske stat ejer, så er de kristne kirker - først og fremmest den græsk-ortodokse kirke, men også de romersk katolske - de største jordbesiddere i Det Hellige Land - Israel/Palæstinaområdet. Overalt ejer de to kirker kæmpemæssige områder. I særdeleshed i Jerusalem sidder kirkerne på nogle af de allervigtigste jordlodder.
     Officielt er de to kirker meget kritisk overfor Israels politik og byggeaktivitet i områder på den anden side af "den grønne linje" i de besatte områder. Men når det kommer til langtidsudlejning af jorden på 99-årige kontrakter er kirken lige så forretningsorienteret som enhver anden ubarmhjertig boligspekulant.

 
Gravkirken dækker over Jesu’ grav og Golgatha, hvor korset skulle have stået. 
     ”Dækker over” er i virkeligheden en god beskrivelse. For tror man, at man kan se stedet, bliver man skuffet. Alt er dækket til, pakket ind, skrællet bort, bygget om eller kamufleret, så man overhovedet ikke kan se, hvad det en gang var.
     På den måde er Jesu’ grav forsvundet. Der skulle være tale om en klippehule, men der er intet tilbage. Klippen er hugget bort. Dermed er hulen af gode grunde også forsvundet. Sidenhen er det hele pakket ind i et ikke særlig kønt mausoleum.

Da jeg var barn, var der et sted i Jylland et Hjerl Hede, hvor man kunne komme og se, hvordan der havde set ud i Danmark i fortiden. Lokale var klædt ud i gamle folkedragter med halm i træskoene. Jeg ved ikke, om det stadigvæk eksisterer. Men hvert år ved Langfredag vandrer de kristne med korset ad samme vej, som de mener, Jesus vandrede. En gruppe amerikanske pilgrimme gør det i gamle judæiske "folkedragter", kunne man sige, om end de romerske soldaters brynjer er lavet af plastik og ser ud som om de er fra Toys R Us, gennemspiller "dramaet" fra evangelierne.
     Det er altid lidt sjovt at følge med i. Endnu mere komisk er det, fordi amerikanerne selv ikke har bare skyggen af selvironi. De tager deres korsfæstelse utrolig seriøst. Og nu, hvor deres hovedperson efterhånden er blevet FOR overvægtig til at hænge fast på korset, er de næsten ved at trumfe "Life of Brian".
     Men de ser fortsat ikke selv morskaben i det.

”Bare gå ud af døren, drej til højre og ta’ kun ét kors hver!”
     Bemærkningen er blot en af mange i bogstaveligste forstand guddommelige dialogbidder fra Monty Phyton’s hysterisk morsomme og kloge filmkomedie ”Life of Brian”.
     Grænsen mellem tro og komedie er papirtynd i Jerusalem.

”Hvis du vil tale med Gud, skal du komme til Jerusalem,” blev jeg fortalt som stor dreng, da jeg første gang besøgte byen. ”Herfra er det billigst, for fra Jerusalem er det nemlig kun en lokalopringning.”
     Gud er da også så tæt på Den hellige Stad, at man hele tiden bliver mindet om byens hellighed. Og fordi byen er så tæt på Gud og Himlen, er den lige så tæt på Djævelen og Helvede. Og det mærker man også.

* * *
En del af dette afsnit fra UNTOLD STORIES - det om Grædemuren - er desværre meget, meget lig et blog-indlæg, jeg lagde på hjemmesiden for nogle dage siden. Da havde jeg lige taget en stak nye billeder nede ved muren, og da kopierede jeg blot en del af teksten fra min bog, for da havde jeg endnu ikke besluttet, at genoptrykke min bog her på siden.
     Beklager.

 
JERUSALEM (26.04.2015): Tilbage i Guds hovedstad på jord. Tilbage i Jerusalem. Byen hvor man er så tæt på Gud, at mange momentant mister forstanden og sin sunde fornuft. For nogen ikke så momentant endda. På næsten alle områder er Jerusalem Langelands diametrale modsætning. Ikke at Gud ikke er til stede på Langeland, for Han er sikkert overalt. Men Langeland er så lykkeligt forskånet for hellige sten, som tilsyneladende får fromt troende til periodisk at gå fra forstanden. 
     Det skal man være glade for i det langelandske. At vi "kun" har dysser og jættestuer og ikke sten, hvorpå den gravide Jomfru Maria måske eller måske ikke en gang har siddet og hvilet undervejs til Bethlehem. Det forskåner os for mange problemer.
     Jerusalem er en supermagnet for profeter, frelsere, hellige krigere og andre frelste, skøre kuler.
     Nå, det var slet ikke det, jeg ville skrive om.

JERUSALEM (19.04.2014): ”Godt begyndt er halvt fuldendt”, plejer man at sige. Men som det er med så mange andre kloge ord og gerninger, så virker de ikke helt her i Jerusalem – Den hellige Stad. 
     Her begynder det hele – med at gå i stå.
     Det kan godt være at israelerne på sølle seks dage slog araberne i 1967, men siden da er der ikke meget andet, der er gået hurtigt. Og da slet ikke, hvis det handler om sikkerhed. Kan man få noget til at handle om sikkerhed, går tingene ofte ikke bare i stå, så kan de direkte gå baglæns.
     Men det her er historien om et bibelsk mirakel. Historien om Hellig Ild, håb, stiger i brevsprækker, menneskelige flodbølger, så hvad betyder politiet og et par forsinkelser?