Lande i Mellemøsten - Jordan

JERUSALEM (23.09.2014): Ingen kan være i tvivl om, at Islamisk Stat er udtryk for noget nært den mest blodige og sadistiske ondskab, vi i mange år har været vidne til. Det er også grunden til at en vestlig verden, som i bund og grund ikke har lyst til at blive trukket ind i et nyt militært engagement i Mellemøsten, nu alligevel gør det.
     Det har dog fra starten været klart, at den militære offensiv, når den kommer, og det ser det ud til at den gør nu, ikke må kunne opfattes som et ”Vesten imod araberne”, eller et ”Vesten og shi’iterne imod sunni-islam”. Det er altafgørende, at krigen imod Islamisk Stat bliver set som ”den anstændige del af verdens opgør med barbariet og vanviddet”. Derfor skal der en række arabiske stater med i alliancen. Helst også en række fremtrædende sunni-muslimske arabiske stater. 
     Det er der nu. Men det er dog på ingen måde en uproblematisk alliance. For mens man gerne vil have koalitionen til at være anstændighedens opgør med barbariet, så er de arabiske lande, der nu er med i alliancen, alt andet end frie og demokratiske, og deres bevæggrunde til at melde sig under fanerne er mange og ret så forskellige.
JORDANDALEN (06.01.2014): Jeg ved ikke, om nyheden om reformationen og bruddet med den katolske kirke ikke er nået frem til Mellemøsten, men det er i hvert fald en noget mere kulørt forestilling når protestanterne i den her del af verden fester, end det man er vant til fra Danmark. Der er farver, prægtige skrud, pavelignende ornater og biskopstave. Kåber, kapper og messehagler. Det hele er ganske imponerende.
     Nogle af de nordeuropæiske protestantiske præster var dog noget mere simpelt og næsten spartansk klædt på. Men her var der protestantiske præster fra hele verden. En afrikansk biskop, jeg tror, han var fra Ghana, kunne udkonkurrere alt, hvad den romersk katolske kirke, vil kunne mønstre. Han var exceptionel flot.

JERUSALEM (29.11.2006): Mine fremtidsplaner som stor dreng og teenager var helt klart at blive arkæolog. I al min fritid og alle mine ferier arbejdede jeg på det lokale museum, og jeg tror, at det var her, den arabiske verden for alvor fangede min interesse. I begyndelsen af 70’erne skulle Kulturhistorisk Museum være vært for antropologerne og etnograferne ved en stor international museums-konference, som Danmark det år var vært for, og i den forbindelse satsede museet alt på en stor udstilling kaldet ”Rejse i Oman”. Manden bag udstillingen, den danske kulturgeograf Torkil Funder, var stadigvæk i Oman i den sydlige del af Den arabiske Halvø.