Israel - Jødiske bosættelser

JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
     Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.

JERUSALEM (04.12.2012): ”Udenrigsminister Villy Søvndal har udtrykt Danmarks mishag til den israelske ambassadør i København fordi Israel igen vil bygge i sine bosættelser. Har det gjort indtryk på israelerne?” Nogenlunde sådan spurgte TV2’s studievært mig i en direkte sending for et par aftener siden.
     Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.
     Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.

JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
     Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
     Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.

JERUSALEM (13.12.2010): Vi er på vej mod “interessante tider”, for at bruge formuleringen fra den gamle kinesiske forbandelse. For det bliver nok interessant, men næppe behageligt. Israel skal i fremtiden ikke blot at skulle slås med sine fjender. Landets venner synes også at have fået nok. Palæstinenserne vil komme til at stå mere alene, og selvom de måske proklamerer en stat for tredje gang, og visse lande endog anerkender den, så vil de være så langt fra faktisk at få den, som nogensinde.

TRANEKÆR (16.11.2010): En af de nærmeste dage får vi sikkert at vide, at Israel er gået med til at forlænge byggestoppet i de jødiske bosættelser på Vestbredden i yderligere 90 dage. Til gengæld for byggestoppet, som er USA's gave til palæstinenserne, får Israel en række sikkerhedsgarantier, amerikansk støtte i FN og løfte om at kunne købe nye avancerede amerikanske kampfly til sit luftvåben.

TRANEKÆR (21.10.2010): Da jeg var ung, var det almindeligt i de kredse, jeg kom fra, at rejse til Israel, for at arbejde på kibbutz. Sådan gør man ikke mere. Nogle kommer dog stadigvæk til Mellemøsten. Nu er det dog mest som en slags politiske solidaritetsturister, der vil vise deres støtte til palæstinensernes kamp imod den israelske besættelsesmagt. Der er også nogle helt andre volontører, som går til den modsatte yderlighed. De tager af sted for at hjælpe de jødiske bosættere i de besatte områder. De fleste gør det af religiøs overbevisning, fordi de mener, at bosætternes tilstedeværelse er en del af en bibelsk profeti, der er ved at gå i opfyldelse.

JERUSALEM (26.09.2010): Er der måske nogensinde i historien en konflikt, der begyndte som en væbnet konflikt med kanoner, fly og terrorister, som endte med at blive afgjort af betonblandere og byggekraner?
     På overfladen lyder det jo fjollet, men også lidt flot og storslået: Krige er at ødelægge, bryde ned og lægge i ruiner. At bygge huse er at skabe noget nyt, bygge op og være konstruktiv. Sætningerne kunne næsten være taget lige ud af en pacifistisk fredsorganisations hvervningspamflet, men nu taler vi om Mellemøsten, og dem der bygger, er jødiske bosættere, og så er byggeriet pludselig problematisk. At bygge huse til jøder på Vestbredden truer freden lige så meget som bomber, kanoner og kampvogne.

JERUSALEM (25.09.2010): I morgen udløber det 10 måneder lange israelsk byggestop i de jødiske bosættelser på Vestbredden, som Israels premierminister Benyamin Netanyahu ensidigt erklærede i november sidste år. Hvad sker der så? Begynder Israel at bygge løs igen? Bryder forhandlingerne sammen? Eller betyder det at parterne får endnu mere travlt med at forhandle? Er det enden på drømmen om en palæstinensisk stat? Betyder det en bi-national i stedet? De færreste toro på forhandlingerne, men hvad er alternativet?

JERUSALEM (14.09.2010): Mine seneste beretninger fra fredsprocessen har været udtalt skeptiske og pessimistiske – hvilket formentlig også er det, der ligger tættest på virkeligheden, så i dag vil jeg i stedet forsøge at anlægge det positive syn på sagen. Jeg har tre bidder af informationer, som jeg synes er interessante, og som jeg derfor vil forsøge at basere en teori på.

JERUSALEM (25.11.2009): "Der sker ingenting i Mellemøsten lige nu". Det hører jeg alle steder fra lige i øjeblikket. Og det gør mig altid bekymret. Når jeg hører det modsatte, bliver jeg på den anden side også bekymret.