Religion & Bibel - Jødedom

USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Og i maj 2018 blev det fulgt op af at den amerikanske ambassade blev flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Dermed har USA brudt med årtiers amerikansk udenrigspolitik og også med den linje, de fleste af USA allierede fører. Fra mange sider var der frygt for at det amerikanske skridt, som faldt sammen med Israels 70-året for Israels oprettelse, og dermed også 70 året for den palæstinensiske flygtningetragedie, kunne føre til udbruddet af en ny palæstinensisk opstand. En ny Intifada, men det skete ikke.

”Det her, det er vores land”, siger Daniella Weiss med en overbevisning, så man tror på hende. Der er ikke det mindste mikroskopiske gran af tvivl i hendes stemme. Men det er ikke nok. Kendsgerningen skal understreges endnu mere, så hun flytter sin fod, og peger på jorden lige under den.
     ”Den her jord. Her! Jorden under mine fødder”, pletten bliver meget energisk udpeget, ”det er vores. Gud har givet dette land til os, og vi flytter aldrig fra det igen”, siger hun og ånder ligesom lettet op. Det er sagt. Dermed er det slået fast.

Hvis Bibelen har ret – hvad den ikke nødvendigvis har – vandrede jøderne med Moses som guide i 40 år rundt i Sinaiørkenen for godt og vel 3.000 år siden. Ifølge traditionen boede de under vandringen i løvhytter. 
     Det ville have været væsentligt mere praktisk at bruge telte, som beduinerne gør det, men det viser sikkert kun, at de bibelske tekster er blevet til langt efter den tid, de foregiver at være skrevet i. Skribenterne vidste ikke rigtigt længere, hvordan man overlever ude i ørkenen.

I Første Mosebog står beskrevet, hvordan Abraham, det jødiske folks forfader, købte og betalte for hulen i Hebron, hvori han begraver Sarah, og hvori han også selv bliver stedt til hvile. 
     Senere blev Isak, Jakob, Rebekka og Leah begravet i samme klippehule. På den måde ligger de patriarker og matriarker, som det jødiske folk nedstammer fra, begravet i Hebron på Vestbredden. Derfor er byen hellig for de national-religiøse jødiske bosættere.
     Men her i Hebron har rullerne en helt særlig betydning. De hellige skrifter er nemlig ikke bare det fysiske bevis på Guds pagt med det jødiske folk – bosætterne betragter også rullerne som skødet på den ejendom, Abraham købte, og som de som efterkommere i dag kan gøre krav på.

Musikken giver genlyd i den ellers aftentyste Gamle Bydel i Jerusalem. Det er østeuropæisk-klingende klezmer-toner, der gjalder ud i gyderne sammen med lyden af latter, lykke, glæde og dans. 
     Der er bryllup. 
     En lykkelig dag i en families liv. En ny begyndelse. Et løfte om at være sammen. En begyndelse som i sig selv er et udtryk for håb om fremtiden. 
     Men brylluppet her er også et billede på situationen, som den sørgeligt nok er. Ikke som den burde være.

I Israel finansierer staten et ultra-ortodokst skolesystem, som benægter udviklingsteorien, eksistensen af dinosaurer, at kvinder er ligeberettigede med manden og mange andre sære ting.
     Børn, som er vokset op i det ultra-ortodokse miljø, men som har forladt det som unge voksne, har trukket staten i retten, for ikke at leve op til loven, som siger, at alle israelske børn har ret til en uddannelse, der gør dem i stand til at kunne fungere i samfundet.

Oplysningstiden var en spirituel naturkatastrofe. Åndelig gudsbespottelse, mente mange. Videnskaben fratog religionen monopolet på at forklare eksistensens mysterium. Menneskets ånd tog over fra troen og frygten for Gud. Dog ikke hos de ultra-ortodokse jøder – eller haredim, de gudfrygtige, som de kalder sig selv på hebraisk. De holdt fast i den middelalderlige levevis og overtro.
     En spadseretur igennem de ultra-ortodokses kvarter – Mea Shearim – i Jerusalem er som en tur igennem et frilandsmuseum eller et naturreservat, der har bevaret eller snarere fastfrosset en kultur, som den tog sig ud i 1700-tallets jødiske ghettoer i Østeuropa.

”Må dit navn blive udslettet og tilintetgjort…”, siger en ung ultra-ortodoks mand til mig, da han passerer mig. Jeg er ved at fotografere en de ultra-religiøses voldelige sammenstød med politiet. Disse menneskers sort-hvide fromhed har sine rødder langt inden Oplysningstiden - præcist som andre religiøse fundamentalister.
At de lever i en anden verden, er deres eget valg. Problemet opstår, når de forsøger at påtvinge andre deres eget livs- og verdenssyn.
Som om der ikke var tilstrækkeligt med seriøse og alvorlige problemer at slås over i Mellemøsten, så strammer disse uroligheder fra åbningen af... en parkeringsplads!!!
Man ville garanteret ikke tro det, hvis man ikke havde boet et par årtier i denne her skøre by kaldet Jerusalem.

Min e-bogsudgave af UNTOLD STORIES fortsætter med at vokse her på hjemmesiden. Her et opslag om at Gud, selvom han har gjort et hæderligt forsøg på at skabe os så mangfoldige, som han magtede, på en eller anden måde ikke formåede at få dem, der tror på og tilbeder ham, til at blive så forskellige, at man kan kende forskel på dem.

Vil man kommunikere med Gud, kan man gøre det fra Jerusalems mange forskellige hellige sten. Det synes de fromt troende i hvert fald at mene. Derfor er der konstant trængsel om disse himmelske kommunikationsknudepunkter, hvor religiøse beder til stenene i håb om, at Gud lytter eller læser med på den anden side.
     Det er noget af det, der berøres i dette fjerde afsnit af min langsomt fremadskridende e-udgave af min fotobog "Untold Stories: Billeder og beretninger fra Mellemøsten."