Israel - Jerusalem

ODENSE (09.12.2017): Som jeg skrev lidt om i går, så synes det i dag lidt klarere, at USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ”kun” handler om Vest-Jerusalem. Ikke den østlige del af byen. Øst-Jerusalems status er set med Washingtons øjne tilsyneladende fortsat den samme: Et besat område hvis endelige status endnu er uafklaret og derfor skal forhandles imellem parterne.
     Der er samtidig vedvarende og voksende rygter om, at det hele er en del af en større og mere omfattende plan, som der forhandles om bag kulisserne, og hvori blandt andet Saudi Arabien skulle være involveret.

President Trump threw a diplomatic bomb into the Middle East peace process with his twin decisions to formally recognize Jerusalem as the capital of Israel and to move the U.S. Embassy there from Tel Aviv. The decision broke with seven decades of U.S. policy by both Republican and Democratic Administrations. It defied every ally, save Israel, and disregarded a last-ditch global campaign that included key figures from the world’s three monotheistic religions—Pope Francis, the Organization of the Islamic Conference, and American Jewish groups. Trump’s decision fulfilled a campaign promise, but it threatened to unravel one of his top foreign-policy pledges: to broker peace between Israel and the Palestinians, who have already called for “three days of rage” in response.

ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
     Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
     Her blot i kort noteform lidt om Jerusalem.
JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
JERUSALEM (24.05.2015): Jeg missede Pinsen. Desværre. De kristnes Pinse. Eller mere korrekt nogle af de kristnes Pinse. Jøderne fejrer også deres pinse - Shavuot - Ugefesten, kaldes den på dansk. Den handler om lovgivningen på Sinai Bjerg. De kristnes Pinse er til minde om Helligånden, der på denne dag for 2000 år siden kom til disciplene. Eller det er i hvert fald dagen, som de vestlige kirker satser på – den romersk katolske, de forskellige protestantiske kirker med flere. De østlige, ortodokse kirker – det er de græsk ortodokse, de russisk ortodokse, kopterne, etiopierne og andre fejrer - de fejrer først pinsen på næste søndag.
”Vi går op og ned af hinanden på gader og stræder – palæstinenserne og os israelere. Men vi ser ikke hinanden”.
     Dette interessante udsagn kommer fra den nu verdenskendte israelske forfatter David Grossman. Da jeg interviewede ham første gang, havde han lige udgivet bogen ”Den gule vind”, som, da den udkom som et temanummer af tidsskriftet Koteret Rashit i sommeren 1987, nærmest profetisk forudså den første Intifada, der brød ud nogle måneder senere.
Midt i den religiøse og frelste ødemark er her lykkeligvis også små, fredelige oaser af kultur, tolerance og gensidig åbenhed og forståelse. I en by som Jerusalem, som ofte er alt for tæt på Gud, til at det kan være sundt, bliver selv et lille værtshus som Barood med lejlighedsvis live jazz-musik en sådan civilisationens oase.
”En meningsmåling for nylig i den israelske avis Ha’aretz viste, at 85 procent af israelerne mener, at deres regering er korrupt! 85 procent!!!” Yisrael Cambell kigger ud over publikum med et ansigtsudtryk der klart viser forundring.
     ”Det er jo forfærdeligt”, siger han. ”Det betyder jo, at hele 15 procent af befolkningen er totalt ude af kontakt med virkeligheden!!!”
Musikken giver genlyd i den ellers aftentyste Gamle Bydel i Jerusalem. Det er østeuropæisk-klingende klezmer-toner, der gjalder ud i gyderne sammen med lyden af latter, lykke, glæde og dans. 
     Der er bryllup. 
     En lykkelig dag i en families liv. En ny begyndelse. Et løfte om at være sammen. En begyndelse som i sig selv er et udtryk for håb om fremtiden. 
     Men brylluppet her er også et billede på situationen, som den sørgeligt nok er. Ikke som den burde være.
I Israel finansierer staten et ultra-ortodokst skolesystem, som benægter udviklingsteorien, eksistensen af dinosaurer, at kvinder er ligeberettigede med manden og mange andre sære ting.
     Børn, som er vokset op i det ultra-ortodokse miljø, men som har forladt det som unge voksne, har trukket staten i retten, for ikke at leve op til loven, som siger, at alle israelske børn har ret til en uddannelse, der gør dem i stand til at kunne fungere i samfundet.
Sider : 1 2 3 4
næste