Israel - Jerusalem

JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
JERUSALEM (24.05.2015): Jeg missede Pinsen. Desværre. De kristnes Pinse. Eller mere korrekt nogle af de kristnes Pinse. Jøderne fejrer også deres pinse - Shavuot - Ugefesten, kaldes den på dansk. Den handler om lovgivningen på Sinai Bjerg. De kristnes Pinse er til minde om Helligånden, der på denne dag for 2000 år siden kom til disciplene. Eller det er i hvert fald dagen, som de vestlige kirker satser på – den romersk katolske, de forskellige protestantiske kirker med flere. De østlige, ortodokse kirker – det er de græsk ortodokse, de russisk ortodokse, kopterne, etiopierne og andre fejrer - de fejrer først pinsen på næste søndag.
”Vi går op og ned af hinanden på gader og stræder – palæstinenserne og os israelere. Men vi ser ikke hinanden”.
     Dette interessante udsagn kommer fra den nu verdenskendte israelske forfatter David Grossman. Da jeg interviewede ham første gang, havde han lige udgivet bogen ”Den gule vind”, som, da den udkom som et temanummer af tidsskriftet Koteret Rashit i sommeren 1987, nærmest profetisk forudså den første Intifada, der brød ud nogle måneder senere.
Midt i den religiøse og frelste ødemark er her lykkeligvis også små, fredelige oaser af kultur, tolerance og gensidig åbenhed og forståelse. I en by som Jerusalem, som ofte er alt for tæt på Gud, til at det kan være sundt, bliver selv et lille værtshus som Barood med lejlighedsvis live jazz-musik en sådan civilisationens oase.
”En meningsmåling for nylig i den israelske avis Ha’aretz viste, at 85 procent af israelerne mener, at deres regering er korrupt! 85 procent!!!” Yisrael Cambell kigger ud over publikum med et ansigtsudtryk der klart viser forundring.
     ”Det er jo forfærdeligt”, siger han. ”Det betyder jo, at hele 15 procent af befolkningen er totalt ude af kontakt med virkeligheden!!!”
Musikken giver genlyd i den ellers aftentyste Gamle Bydel i Jerusalem. Det er østeuropæisk-klingende klezmer-toner, der gjalder ud i gyderne sammen med lyden af latter, lykke, glæde og dans. 
     Der er bryllup. 
     En lykkelig dag i en families liv. En ny begyndelse. Et løfte om at være sammen. En begyndelse som i sig selv er et udtryk for håb om fremtiden. 
     Men brylluppet her er også et billede på situationen, som den sørgeligt nok er. Ikke som den burde være.
I Israel finansierer staten et ultra-ortodokst skolesystem, som benægter udviklingsteorien, eksistensen af dinosaurer, at kvinder er ligeberettigede med manden og mange andre sære ting.
     Børn, som er vokset op i det ultra-ortodokse miljø, men som har forladt det som unge voksne, har trukket staten i retten, for ikke at leve op til loven, som siger, at alle israelske børn har ret til en uddannelse, der gør dem i stand til at kunne fungere i samfundet.
Når man ser bort fra den jord, den israelske stat ejer, så er de kristne kirker - først og fremmest den græsk-ortodokse kirke, men også de romersk katolske - de største jordbesiddere i Det Hellige Land - Israel/Palæstinaområdet. Overalt ejer de to kirker kæmpemæssige områder. I særdeleshed i Jerusalem sidder kirkerne på nogle af de allervigtigste jordlodder.
     Officielt er de to kirker meget kritisk overfor Israels politik og byggeaktivitet i områder på den anden side af "den grønne linje" i de besatte områder. Men når det kommer til langtidsudlejning af jorden på 99-årige kontrakter er kirken lige så forretningsorienteret som enhver anden ubarmhjertig boligspekulant.

 
Gravkirken dækker over Jesu’ grav og Golgatha, hvor korset skulle have stået. 
     ”Dækker over” er i virkeligheden en god beskrivelse. For tror man, at man kan se stedet, bliver man skuffet. Alt er dækket til, pakket ind, skrællet bort, bygget om eller kamufleret, så man overhovedet ikke kan se, hvad det en gang var.
     På den måde er Jesu’ grav forsvundet. Der skulle være tale om en klippehule, men der er intet tilbage. Klippen er hugget bort. Dermed er hulen af gode grunde også forsvundet. Sidenhen er det hele pakket ind i et ikke særlig kønt mausoleum.
Oplysningstiden var en spirituel naturkatastrofe. Åndelig gudsbespottelse, mente mange. Videnskaben fratog religionen monopolet på at forklare eksistensens mysterium. Menneskets ånd tog over fra troen og frygten for Gud. Dog ikke hos de ultra-ortodokse jøder – eller haredim, de gudfrygtige, som de kalder sig selv på hebraisk. De holdt fast i den middelalderlige levevis og overtro.
     En spadseretur igennem de ultra-ortodokses kvarter – Mea Shearim – i Jerusalem er som en tur igennem et frilandsmuseum eller et naturreservat, der har bevaret eller snarere fastfrosset en kultur, som den tog sig ud i 1700-tallets jødiske ghettoer i Østeuropa.

Sider : 1 2 3 4
næste