Israel - Jerusalem

Jerusalem er en… om ikke mærkelig by, så i hvert fald en meget anderledes by. Historien, religionen og moderne politik har gjort Jerusalem til noget helt udover det normale.
     ”En korsvej imellem Paradis og en galeanstalt” kaldte Virtus Schade Jerusalem i en kæmpeartikel i Berlingske Tidende for mange år siden, da jeg var praktikant på avisen. Og han havde ret.
     Jerusalem lader sig ikke beskrive. Den skal opleves. For Jerusalem er det hele og dets modsætning.
     Jerusalem er fantastisk og forfærdelig. Smuk og grim. Velsignet og forbandet. Vidunderlig og helt umulig. Fredelig og krigerisk. Harmonisk og kontrastfyldt. Gammel og moderne. Fortsæt gerne modsætningerne. De passer helt sikkert på Jerusalem.
USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Og i maj 2018 blev det fulgt op af at den amerikanske ambassade blev flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Dermed har USA brudt med årtiers amerikansk udenrigspolitik og også med den linje, de fleste af USA allierede fører. Fra mange sider var der frygt for at det amerikanske skridt, som faldt sammen med Israels 70-året for Israels oprettelse, og dermed også 70 året for den palæstinensiske flygtningetragedie, kunne føre til udbruddet af en ny palæstinensisk opstand. En ny Intifada, men det skete ikke.
ODENSE (10.12.2017): På hebraisk hedder byen Yerushalayim. På arabisk Al Quds. Byen har en befolkning på omkring 880.000 og dækker et område på godt og vel 125 kvadratkilometer. Tager man oplandet og forstæderne med, kommer det op på 652 kvadratkilometer.
     Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t. 
     Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.
ODENSE (09.12.2017): Som jeg skrev lidt om i går, så synes det i dag lidt klarere, at USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ”kun” handler om Vest-Jerusalem. Ikke den østlige del af byen. Øst-Jerusalems status er set med Washingtons øjne tilsyneladende fortsat den samme: Et besat område hvis endelige status endnu er uafklaret og derfor skal forhandles imellem parterne.
     Der er samtidig vedvarende og voksende rygter om, at det hele er en del af en større og mere omfattende plan, som der forhandles om bag kulisserne, og hvori blandt andet Saudi Arabien skulle være involveret.

President Trump threw a diplomatic bomb into the Middle East peace process with his twin decisions to formally recognize Jerusalem as the capital of Israel and to move the U.S. Embassy there from Tel Aviv. The decision broke with seven decades of U.S. policy by both Republican and Democratic Administrations. It defied every ally, save Israel, and disregarded a last-ditch global campaign that included key figures from the world’s three monotheistic religions—Pope Francis, the Organization of the Islamic Conference, and American Jewish groups. Trump’s decision fulfilled a campaign promise, but it threatened to unravel one of his top foreign-policy pledges: to broker peace between Israel and the Palestinians, who have already called for “three days of rage” in response.

ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
     Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
     Her blot i kort noteform lidt om Jerusalem.
JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
JERUSALEM (24.05.2015): Jeg missede Pinsen. Desværre. De kristnes Pinse. Eller mere korrekt nogle af de kristnes Pinse. Jøderne fejrer også deres pinse - Shavuot - Ugefesten, kaldes den på dansk. Den handler om lovgivningen på Sinai Bjerg. De kristnes Pinse er til minde om Helligånden, der på denne dag for 2000 år siden kom til disciplene. Eller det er i hvert fald dagen, som de vestlige kirker satser på – den romersk katolske, de forskellige protestantiske kirker med flere. De østlige, ortodokse kirker – det er de græsk ortodokse, de russisk ortodokse, kopterne, etiopierne og andre fejrer - de fejrer først pinsen på næste søndag.
”Vi går op og ned af hinanden på gader og stræder – palæstinenserne og os israelere. Men vi ser ikke hinanden”.
     Dette interessante udsagn kommer fra den nu verdenskendte israelske forfatter David Grossman. Da jeg interviewede ham første gang, havde han lige udgivet bogen ”Den gule vind”, som, da den udkom som et temanummer af tidsskriftet Koteret Rashit i sommeren 1987, nærmest profetisk forudså den første Intifada, der brød ud nogle måneder senere.
Midt i den religiøse og frelste ødemark er her lykkeligvis også små, fredelige oaser af kultur, tolerance og gensidig åbenhed og forståelse. I en by som Jerusalem, som ofte er alt for tæt på Gud, til at det kan være sundt, bliver selv et lille værtshus som Barood med lejlighedsvis live jazz-musik en sådan civilisationens oase.
Sider : 1 2 3 4 5
næste