Israel - Israelsk politik

Unge palæstinenseres kamp i de besatte områder imod overmagten - de israelske besættelsesstyrker - virker som inspiration for arabere i hele Mellemøsten, som det kan ses af dette digt af den syriske digter Nizar Qabbani fra "The Trilogy of the Children of the Stones."
Frokosten består af te, stegte kartofler, felaffel og lidt salat. Og det skyldes kun, at vi har givet Ahmad Abu Arab lidt penge, så familien har råd til at spise. Vi har nemlig brug for billederne. Ellers ville Abu Arab-familien ikke spise frokost.
     I vore øjne er Abu Arab-familien ludfattige, men FN anser dem for at være så meget blandt de bedrestillede, at de kun kan få fødevarehjælp tre gange om året.
JERUSALEM (30.05.2015): Vi har lige for nogle dage siden igen haft en kort udveksling af raketter fra Gaza-striben mod det sydlige Israel og israelske gengældelsesangreb.
     Årsagen denne gang synes at have været en intern magtkamp indenfor terrorgruppen Islamisk Jihad. En fløj forsøgte at lægge pres på en anden ved at angribe Israel og risikere at kaste området ud i en ny krig.
     Israel gennemførte et modangreb rettet mod nogle af Islamisk Jihad’s positioner. Ingen blev dræbt. Israel ønskede ikke at krisen skulle løbe løbsk. Det gjorde Hamas heller ikke. De arresterede aktivisterne fra Islamisk Jihad.
     Episoden var en uhyggelig påmindelse om, hvor tæt det her område altid er på en ny krig, så længe de grundlæggende problemer og årsager til konflikten ikke løses. Og det fører mig tilbage til min offentliggørelse af ”Untold Stories…”, som vi forlod efter et israelsk gengældelsesangreb mod Gaza-striben, som tragisk endte med at 19 uskyldige palæstinensere blev dræbt.
Endnu en begravelse. Det seneste angreb kostede 19 palæstinensere livet. I morgen vil tallet allerede være reduceret til en lille bid af den blodige statistik, der er en fast del af denne altædende konflikts faste bagtæppe.
     Alle de dræbte var uskyldige. Granaterne ramte de forkerte mål. Det indrømmer den israelske hær senere. Men Beit Hanoun her i det nordlige hjørne af Gaza-striben ligger så tæt på den israelske by Sderot på den anden side af grænsehegnet, at man kan se fra de sidste palæstinensiske huse her til de første israelske derovre. Derfor bruger de militante grupper ofte Beit Hanoun til at affyre deres raketter fra, og af samme grund er byen også ofte mål for Israels militære svar.
En del af Mellemøstkonflikten udkæmpes på slagmarken. En anden, og sikkert lige så betydningsfuld, udkæmpes i de internationale medier.
     De billeder, man kan få i TV-nyhederne overalt i verden, viser sig ofte at have større effekt end de sejre, hvor man faktisk trænger modstanderen tilbage ude i den støvede, solskoldede virkelighed. Dramatiske TV-billeder skaber folkelig opstandelse, inspirerer politikere til at spinde nem politisk kapital på begivenheden, pludselig er et ellers ligegyldigt, absurd teater blevet til en politisk kendsgerning.
     Dette billede er et foto af sådan et stykke teater.
Der er noget næsten gøgeungeagtigt over Israel-Palæstinakonflikten. Som gøgeungen, der skubber den lillebitte rørsangers egne æg og unger ud over redekanten, så den til sidst har reden for sig selv, og ene og alene bliver madet af to forpustede småfugle. Sådan er det også lidt med israelerne og palæstinenserne. De har i hvert fald indtil Det arabiske Forår formået at få verden til at tro, at de er det eneste i Mellemøsten, der har krav på omverdenens opmærksomhed.
”Verden kan ikke ville fred mere end Jer – parterne selv”, sagde den daværende amerikanske udenrigsminister James Baker træt, udbrændt og en smule vantro efter at han i flere år energisk havde forsøgt at få israelere og palæstinensere til at forhandle fred med hinanden. 
     ”Når I er klar, så ring til os.”
     Man kan ikke fortænke hverken udenrigsminister Baker eller nogen anden, der siden har været involveret i de mange forsøg på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne, at de ind imellem taber tålmodigheden og giver op.
Jerusalem er fuld af murer. Grædemuren, den middelalderlige mur om Den gamle Bydel, murer i menneskers sind og sjæl, og den nye betonmur, som mange israelere håber, vil beskytte dem imod palæstinensiske terrorbomber, men som resten af verden ofte ser som et brud på palæstinensernes menneskerettigheder.

Endnu et afsnit i rækken fra min fotobog "Untold Stories". Nummer 6 i rækken.

Valget i Israel er i gang. I dag afgør israelerne deres lands fremtid. Hvem skal lede det? Og vi bliver også klogere på, hvilken politik et flertal af befolkningen ønsker, at deres land skal føre.
     Valgstederne åbnede kl. 07:00 israelsk tid, og de lukker kl. 22. Et foreløbigt resultat vil straks blive offentliggjort baseret på TV-stationernes såkaldte exit polls.
     Israels har næsten 5,9 millioner stemmeberettigede vælgere. Ved sidste valg i 2013 var valgdeltagelsen oppe på 67,3%.
     Valgdagen er en fridag i Israel. Skolerne holder lukket, og hvis vejret holder, vil mange tage til stranden.
JERUSALEM (16.03.2015): Israelske parlamentsvalg har altid et skær af liv og død over sig. Livet i den jødiske stat synes altid i en eller anden udstrækning at balancere på afgrundens rand. Derfor er spørgsmålet om, hvem der leder landet altid afgørende. Ethvert parlamentsvalg beskrives næsten hver eneste gang som et skæbnevalg.
     Landet har været i formel krigstilstand med mange af sine naboer lige siden sin oprettelse for 67 år siden. Med jævne mellemrum bryder det ud i åben krig. 
     Siden 1967 har Israel været en besættelsesmagt, og en del nationalistisk indstillede jøder har siden oprettet landsbyer – såkaldte bosættelser – ude i de besatte områder. Det fører til konfrontationer med den lokale palæstinensiske befolkning, og er medvirkende årsag til at fredsforhandlingerne med Det palæstinensiske Selvstyre er brudt uhjælpeligt sammen.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 12
 forrige     næste