Israel - Israelsk politik

JERUSALEM (11.04.2014): Ron Pundak er død 59 år gammel efter en lang kamp med kræft. 
     Internationalt blev han kendt fordi han sammen med historikeren Yair Hischfeld stod bag de allerførste kontakter til PLO - Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, på et tidspunkt hvor den slags kontakter var forbudte ifølge israelsk lov, men som førte til de først hemmelige fredsforhandlinger mellem Israel og den palæstinensiske ledelse, og derefter til Oslo-fredsprocessen. I Danmark blev Ron Pundak naturligvis også kendt fordi han var søn af Politikens navnkundige, tidligere chefredaktør Herbert Pundik og hans vidunderlige hustru Sussi.
JERUSALEM (07.04.2014): Det er ikke sket endnu, men der er almindelig enighed om, at amerikanerne formentlig er på nippet til at offentliggøre deres eget forslag til, hvad en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne skal bestå af. Men – det er som sagt ikke sket endnu.
     Mange frygter, at det ender med at gå, som det gjorde under præsident Bill Clinton. 
     Efter at have brugt enorm energi og prestige på fredsprocessen igennem hele sin præsidentperiode, så kom Clinton først med sin fredsplan få dage inden han forlod Det hvide Hus den 20. januar 2001, og dermed fik den aldrig en chance for at blive taget alvorlig.
HARASHA, VESTBREDDEN (04.12.2013): Vi står og ser ud over de selvsamme bakkedrag i det moderne Mellemøsten, men det er noget helt andet rabbi Meir Goldmintz ser, når han kigger ud over Vestbreddens høje, dale, bakker og slugter, end jeg gør. 
     Eller Samarias bakker, skulle jeg måske snarere sige. Goldmintz vil aldrig tale om ”Vestbredden” og endnu mindre om ”de besatte områder”. Han bruger konsekvent den oldtidige bibels stednavn, Samaria, om området, vi kigger på.
     Udsigten her fra Meir Goldmintz’ bosættelse er nemlig ikke bare til en samling ligegyldige bakkedrag og dalstrøg med en landsby her og der et eller andet tilfældigt sted i Mellemøsten. Det her er helligt land. Ikke bare helligt land. Det er Dét Hellige Land. Det er Israels Land. Det var her i dette landskab bibelens profeter vandrede. Det var her kong Saul efterstræbte den unge, harpespillende fårehyrde David, som senere selv blev konge. Det var her alle de bibelske beretninger udspillede sig.


JERUSALEM (17.08.2013): Om de har fået vredet armen om på ryggen, eller sat kniven for struben, ved jeg ikke, men forhandlingerne er endelig kommet i gang her i Mellemøsten.  Efter at være indledt i Washington for et par uger siden, holdt Israel og palæstinenserne deres første møde her i Jerusalem for et par dage siden. Nu går der en lille uges tid inden de igen mødes i den palæstinensiske by Jeriko nede i Jordan-dalen. Ikke nogen særlig travl mødekalender i betragtning af at den amerikanske udenrigsminister John Kerry sagde, at parterne skulle nå en aftale i løbet af ni måneder.
     Selv synes jeg, at det er diskvalificerende, at parterne ikke selv har kunnet finde vej tilbage til forhandlingsbordet. Det lader sig tilsyneladende kun gøre med amerikansk hjælp, og det giver desværre ikke grund til stor optimisme. Man burde kunne forvente, at parterne selv var interesseret i at finde en løsning, men de er tilsyneladende begge mere komfortable i denne sære ikke-krig-ikke-fred-tilstand, de i årevis har befundet sig i. Guderne må vide hvorfor?

JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
     Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.
DAMASKUS (10.05.2013): Efter Israels bombardement i søndags her i Damaskus af, hvad der formodes at have været en ladning iransk-producerede langtrækkende missiler på vej til Hizbollah i Libanon, har der været spekulationer, om Israel er på vej til at involvere sig i den syriske borgerkrig på oprørernes side. Det er dog næppe tilfældet, som jeg skrev i min sidste artikel om det. Der er tværtimod tale om ”Én krig pakket ind i en anden krig”. Et opgør mellem Iran og Israel, som blot foregår i Syrien, fordi det land er ruten for iranske våben på vej til Libanon.
     Israel er ganske vist ikke nogen stor fan af præsident Bashar al-Assad, og var det heller ikke af hans far Hafez. Men når valget står mellem den skurk, man kender, overfor den, man endnu kun kan frygte, hvordan bliver, så vælger man ofte den kendte størrelse. Og – set fra et israelsk synspunkt, så har våbenhvilelinjen mellem Syrien of Israel oppe i Golanhøjderne, været rolig siden Yom Kippurkrigen  i 1973.
DAMASKUS (05.05.2013): ”Er Israel ved at blive suget ind i den syriske borgerkrig?”
     Dette fornuftige og ganske forståelige spørgsmål fik jeg i dag stillet af en af TV2/NEWS’ studieværter.
     Grunden er naturligvis, at Israel tidligt i morges angreb det, der angiveligt var en ladning iranske Fateh 110-missiler – på vej til den militante shi’a-muslimske milits Hizbollah i Libanon – på en syrisk militærbase i udkanten af Damaskus.
     Det er anden gang på tre dage, at Israel gennemfører sådan et angreb og tredje gang i år. Der var et lignende israelsk luftangreb på en konvoj med avancerede våben til Hizbollah i slutningen af januar.
JERUSALEM (18.02.2013): Jeg er træææææt! Træt af israelsk politik. Sååå træt!!!
     Jeg burde have skrevet om det israelske valg allerede for længe siden, men jeg kunne ganske enkelt ikke slæbe mig selv i gang med det. Det er blot så deprimerende. Nu kommer der så her endelig en lille undskyldning for en artikel om det.
     Den superkorte version kunne være:
     Israelerne håber hver gang, at et nyt valg løser landets mange problemer, skaber en ny handlekraftig regering med mål, visioner og mod og mandshjerte til at gennemføre dem. Hver gang bliver de skuffet. Valgresultatet efterlader næsten altid landet i en lige så uoverskuelig situation, som man kom fra. Sådan er det også denne gang.
JERUSALEM (10.01.2013): "Verdens jøder drømmer om et Israel, de kan være stolte af. Ikke et Israel uden grænser, som opfattes som en besættelsesmagt." Det siger Israels præsident Peres i et større interview, som i går blev offentliggjort i den amerikanske avis The New York Times’ magasin.
     Der er tale om en sammenskrivning af en række interviews, som Peres over det sidste halve års tid har givet til den israelske journalist Ronen Bergman fra Yediot Ahronot. Uden direkte at nævne hans navn, langer den israelske præsident ud mod premierminister Benyamin Netanyahu, som intet har gjort for at få den kuldsejlede fredsproces tilbage på sporet igen.
JERUSALEM (04.12.2012): ”Udenrigsminister Villy Søvndal har udtrykt Danmarks mishag til den israelske ambassadør i København fordi Israel igen vil bygge i sine bosættelser. Har det gjort indtryk på israelerne?” Nogenlunde sådan spurgte TV2’s studievært mig i en direkte sending for et par aftener siden.
     Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.
     Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 8
næste