Israel - Israelsk politik
ODENSE (14.01.2019): Jeg har sikkert ”skudt mig selv i foden”. Når jeg holder nogle af mine foredrag om mit fotografi, bliver jeg altid spurgt, om folk kan købe min fotobog. Mit svar har i flere år været, at bogen ”Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten” desværre er udsolgt fra forlaget.
Det viser sig, at det ikke er sandt!!!
Jeg har lige modtaget en venlig mail fra Pernille Madsen, forlagssekretær på Ajour, som fortæller mig, at der sørme stadigvæk er nogle enkelte kasser tilbage med bogen. Hvor mange ved jeg ikke. Men den kan altså købes lidt endnu.
Den oplysning er nu bragt videre.
Hele den palæstinensiske Hamas-gruppes ledelse, som Israel anser for at være terrorister, befinder sig i øjeblikket i Gaza-striben. Det er første gang nogensinde, hele Hamas-ledelsen er samlet, skriver Hamas’ website Safa. Både de lokale ledere og ledelsen udefra. Mange af dem står højt på Israels ”hitliste” – listen over topterrorister, som de israelske myndigheder meget gerne vil slippe af med. Men ifølge flere forskellige kilder har Hamas via FN fået den israelske regerings forsikringer om, at Israel ikke vil forsøge at ramme dem.
En lille gruppe højtstående Hamasfolk vendte sent torsdag aften tilbage til Gaza-striben fra et kort besøg i den egyptiske hovedstad Kairo. Ifølge den libanesiske avis Al Akhbar har de – med egypterne og FN som mellemmænd – forhandlet en våbenhvile på plads med Israel. Aftalen skal ifølge forlydenderne også føre til en forbedring af forholdene for almindelige palæstinensere i Gaza-striben.
…gælder alle kneb, siger man. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne blev adopteret af mange, fredsprocessen et pet project for endnu flere, og nu står en tidligere nærmest ikonisk konflikt pludselig i skyggen af mange andre, langt større konflikter og humanitære katastrofer i et uroligt Mellemøsten.
Denne artikel er mit bidrag til Historielærerforenings blad, som denne gang er et temanummer om Israel-Palæstinakonflikten i anledning af 70-året for Israels oprettelse og det palæstinensiske flygtningeproblems begyndelse.
USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Og i maj 2018 blev det fulgt op af at den amerikanske ambassade blev flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Dermed har USA brudt med årtiers amerikansk udenrigspolitik og også med den linje, de fleste af USA allierede fører. Fra mange sider var der frygt for at det amerikanske skridt, som faldt sammen med Israels 70-året for Israels oprettelse, og dermed også 70 året for den palæstinensiske flygtningetragedie, kunne føre til udbruddet af en ny palæstinensisk opstand. En ny Intifada, men det skete ikke.
ODENSE (10.12.2017): På hebraisk hedder byen Yerushalayim. På arabisk Al Quds. Byen har en befolkning på omkring 880.000 og dækker et område på godt og vel 125 kvadratkilometer. Tager man oplandet og forstæderne med, kommer det op på 652 kvadratkilometer.
Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t.
Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.
ODENSE (09.12.2017): Som jeg skrev lidt om i går, så synes det i dag lidt klarere, at USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ”kun” handler om Vest-Jerusalem. Ikke den østlige del af byen. Øst-Jerusalems status er set med Washingtons øjne tilsyneladende fortsat den samme: Et besat område hvis endelige status endnu er uafklaret og derfor skal forhandles imellem parterne.
Der er samtidig vedvarende og voksende rygter om, at det hele er en del af en større og mere omfattende plan, som der forhandles om bag kulisserne, og hvori blandt andet Saudi Arabien skulle være involveret.
ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
Her blot i kort noteform lidt om Jerusalem.
Om det virker efter hensigten eller ej er et åbent spørgsmål. Men kønt er det ikke. Det virker i hvert fald på besøgende, udenlandske politikere og meningsdannere. De bliver altid chokerede, når de første gang møder muren, som i virkeligheden for størstedelens vedkommende er et hegn.
Palæstinenserne kalder den for ”Apartheid-muren”, fordi de påstår, at den er racistisk. Israelerne betegner den ”beskyttelsesbarrieren” og mener, at den forhindrer terrorisme.
”Det her, det er vores land”, siger Daniella Weiss med en overbevisning, så man tror på hende. Der er ikke det mindste mikroskopiske gran af tvivl i hendes stemme. Men det er ikke nok. Kendsgerningen skal understreges endnu mere, så hun flytter sin fod, og peger på jorden lige under den.
”Den her jord. Her! Jorden under mine fødder”, pletten bliver meget energisk udpeget, ”det er vores. Gud har givet dette land til os, og vi flytter aldrig fra det igen”, siger hun og ånder ligesom lettet op. Det er sagt. Dermed er det slået fast.
Som regel ser det ikke ud af meget i starten. Det begynder ofte bare med et skur, en hytte eller et par mobile barakker på en forblæst bakketop. Men år senere ligger der en mindre landsby med moderne beboelsesejendomme i beton, butikscentre, børnehaver og skoler.
Mange steder i verden ville sådan en byggeaktivitet blive set som udtryk for en driftig politisk ledelse, der sørger for at bekæmpe boligmanglen og som opfører små, velindrettede nye satellitbyer udenfor de overbefolkede, forurenede bycentre.
Her i Mellemøsten er intet dog så enkelt.