Israel - Israelsk politik

JERUSALEM (14.12.2014): Tålmodigheden er brugt op. 
     Lige pludselig er det slut. Vestlige lande har fået nok. Selv Israels venner har tabt tålmodigheden med den israelske regering. Det synes tydeligt nok for alle og enhver.
     Det ene initiativ næsten falder over det næste. Som en storm eller, som en af mine kilder hernede, en tidligere israelsk diplomat, udtrykker det: ”Det er næsten som et diplomatisk vulkanudbrud.”
     Pludselig anerkender nogle lande Palæstina som stat, selvom staten slet ikke eksisterer. Andre har ”blot” gennemført symbolske afstemninger i deres parlamenter, for at ”sende et signal med en vognstang” til parterne i Mellemøsten. Mest af alt til Israels premierminister Benyamin Netanyahu.
JERUSALEM (03.12.2014): ”I de seneste uger, og især i de sidste 24 timer, har ministrene Lapid og Livni indædt angrebet regeringen jeg er leder af. Jeg vil ikke tollerere mere opposition internt regeringen”, sagde Israels premierminister Benyamin Netanyahu i aftes på det pressemøde, hvor han også fortalte, at han derfor havde fyret finansminister Yair Lapid og justitsminister Tzippi Livni, som dermed trak deres partier med sig ud af regeringen.
     Derfor vil den israelske premierminister i dag opfordre parlamentet, Knesset, om at opløse sig selv, så Israel kan få et valg, og en ny regering ”kan få et klart mandat fra folket til at lede Israel”, som Netanyahu udtrykte det.
     Det mandat har samme Netanyahu sådant set allerede fået. Han har blot ikke formået at bruge det til noget konstruktivt.
JERUSALEM (05.10.2014): Sveriges ambassadør her i Israel har fået besked på at begive sig til udenrigsministeriet i Jerusalem for at stå skoleret. Den israelske regering er rasende over den nye svenske statsminister Stefan Lofvens erklæring i sin tiltrædelsestale om at Sverige vil anerkende Palæstina.
     ”Måske er det fordi den svenske statsminister er ny og uprøvet”, siger en af mine kilder i det israelske udenrigsministerium, som ikke vil citeres med navn, fordi han ikke har ministeriets godkendelse til at udtale sig. ”Men Sverige har igen placeret sig som den politiske korrektheds forsvarer. Og det er ikke noget, der hjælper på situationen”, siger han.
     Der er naturligvis et helt oplagt problem: Palæstina eksisterer ikke som en stat. Derfor anerkender Sverige noget, som ikke findes.
JERUSALEM (11.04.2014): Ron Pundak er død 59 år gammel efter en lang kamp med kræft. 
     Internationalt blev han kendt fordi han sammen med historikeren Yair Hischfeld stod bag de allerførste kontakter til PLO - Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, på et tidspunkt hvor den slags kontakter var forbudte ifølge israelsk lov, men som førte til de først hemmelige fredsforhandlinger mellem Israel og den palæstinensiske ledelse, og derefter til Oslo-fredsprocessen. I Danmark blev Ron Pundak naturligvis også kendt fordi han var søn af Politikens navnkundige, tidligere chefredaktør Herbert Pundik og hans vidunderlige hustru Sussi.
JERUSALEM (07.04.2014): Det er ikke sket endnu, men der er almindelig enighed om, at amerikanerne formentlig er på nippet til at offentliggøre deres eget forslag til, hvad en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne skal bestå af. Men – det er som sagt ikke sket endnu.
     Mange frygter, at det ender med at gå, som det gjorde under præsident Bill Clinton. 
     Efter at have brugt enorm energi og prestige på fredsprocessen igennem hele sin præsidentperiode, så kom Clinton først med sin fredsplan få dage inden han forlod Det hvide Hus den 20. januar 2001, og dermed fik den aldrig en chance for at blive taget alvorlig.
HARASHA, VESTBREDDEN (04.12.2013): Vi står og ser ud over de selvsamme bakkedrag i det moderne Mellemøsten, men det er noget helt andet rabbi Meir Goldmintz ser, når han kigger ud over Vestbreddens høje, dale, bakker og slugter, end jeg gør. 
     Eller Samarias bakker, skulle jeg måske snarere sige. Goldmintz vil aldrig tale om ”Vestbredden” og endnu mindre om ”de besatte områder”. Han bruger konsekvent den oldtidige bibels stednavn, Samaria, om området, vi kigger på.
     Udsigten her fra Meir Goldmintz’ bosættelse er nemlig ikke bare til en samling ligegyldige bakkedrag og dalstrøg med en landsby her og der et eller andet tilfældigt sted i Mellemøsten. Det her er helligt land. Ikke bare helligt land. Det er Dét Hellige Land. Det er Israels Land. Det var her i dette landskab bibelens profeter vandrede. Det var her kong Saul efterstræbte den unge, harpespillende fårehyrde David, som senere selv blev konge. Det var her alle de bibelske beretninger udspillede sig.


JERUSALEM (17.08.2013): Om de har fået vredet armen om på ryggen, eller sat kniven for struben, ved jeg ikke, men forhandlingerne er endelig kommet i gang her i Mellemøsten.  Efter at være indledt i Washington for et par uger siden, holdt Israel og palæstinenserne deres første møde her i Jerusalem for et par dage siden. Nu går der en lille uges tid inden de igen mødes i den palæstinensiske by Jeriko nede i Jordan-dalen. Ikke nogen særlig travl mødekalender i betragtning af at den amerikanske udenrigsminister John Kerry sagde, at parterne skulle nå en aftale i løbet af ni måneder.
     Selv synes jeg, at det er diskvalificerende, at parterne ikke selv har kunnet finde vej tilbage til forhandlingsbordet. Det lader sig tilsyneladende kun gøre med amerikansk hjælp, og det giver desværre ikke grund til stor optimisme. Man burde kunne forvente, at parterne selv var interesseret i at finde en løsning, men de er tilsyneladende begge mere komfortable i denne sære ikke-krig-ikke-fred-tilstand, de i årevis har befundet sig i. Guderne må vide hvorfor?

JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
     Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.
DAMASKUS (10.05.2013): Efter Israels bombardement i søndags her i Damaskus af, hvad der formodes at have været en ladning iransk-producerede langtrækkende missiler på vej til Hizbollah i Libanon, har der været spekulationer, om Israel er på vej til at involvere sig i den syriske borgerkrig på oprørernes side. Det er dog næppe tilfældet, som jeg skrev i min sidste artikel om det. Der er tværtimod tale om ”Én krig pakket ind i en anden krig”. Et opgør mellem Iran og Israel, som blot foregår i Syrien, fordi det land er ruten for iranske våben på vej til Libanon.
     Israel er ganske vist ikke nogen stor fan af præsident Bashar al-Assad, og var det heller ikke af hans far Hafez. Men når valget står mellem den skurk, man kender, overfor den, man endnu kun kan frygte, hvordan bliver, så vælger man ofte den kendte størrelse. Og – set fra et israelsk synspunkt, så har våbenhvilelinjen mellem Syrien of Israel oppe i Golanhøjderne, været rolig siden Yom Kippurkrigen  i 1973.
DAMASKUS (05.05.2013): ”Er Israel ved at blive suget ind i den syriske borgerkrig?”
     Dette fornuftige og ganske forståelige spørgsmål fik jeg i dag stillet af en af TV2/NEWS’ studieværter.
     Grunden er naturligvis, at Israel tidligt i morges angreb det, der angiveligt var en ladning iranske Fateh 110-missiler – på vej til den militante shi’a-muslimske milits Hizbollah i Libanon – på en syrisk militærbase i udkanten af Damaskus.
     Det er anden gang på tre dage, at Israel gennemfører sådan et angreb og tredje gang i år. Der var et lignende israelsk luftangreb på en konvoj med avancerede våben til Hizbollah i slutningen af januar.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 8
næste