ISRAEL

JERUSALEM (01.09.2012): Israel er et repræsentativt demokrati efter vesteuropæisk forbillede. Indtil videre det eneste af slagsen i Mellemøsten. Parlamentet kaldes Knesset – Forsamling – og ligger i Jerusalem. Her er jævnlige valg, regeringen falder, hvis den kommer i mindretal. Frie og uafhængige domstole. Her er en fri, kritisk presse, og selvom Israel endnu ikke har nogen forfatning, så forsøger landet med en række såkaldte basis-love langsomt at opbygge et lovkodex, der har forfatningsmæssig vægt.

I øjeblikket udgøres den israelske regering af en højre-nationalistisk koalition med deltagelse af religiøse partier og enkelte politikere fra det politiske centrum.

 

 

Premierminister er Benyamin Netanyahu, udenrigsminister Avigdor Lieberman og forsvarsminister Ehud Barak. Israels præsident – som er uden egentlig politisk magt – er tidligere premierminister og udenrigsminister Shimon Peres.

Israel er et meget lille land. Uden de besatte områder – det vil sige Israel med de våbenhvilelinjer der var gældende fra 1949-1967 – er landet cirka halvt så stort som Danmark: 21.000 kvadratkilometer overfor Danmarks 44.000. Eller sagt på en anden måde er det groft sagt det samme som Jylland minus det, der ligger nord for Limfjorden.

Israel omgives af Libanon mod nord, Syrien mod nordøst, Jordan øst for og Egypten og Middelhavet mod vest.

Den israelske befolkning er på 7,9 millioner. Heraf er omkring 6 millioner jøder og 1,6 millioner israelske arabere. Langt de fleste israelske arabere er muslimer, men der er også en lille kristen minoritet.

Hovedstad er Jerusalem. Det anerkendes dog ikke af resten af verden, fordi Jerusalem ifølge FNs delingsplan fra 1947 skulle have været en international by. Efter den første israelsk-arabiske krig i 1948-49 erobrede Israel den vestlige halvdel af byen, mens Jordan erobrede den østlige. Under krigen i 1967 fik Israel kontrollen med hele byen.

Mens Jerusalem er Israels politiske og religiøse hovedstad, kan man sige, at Tel Aviv nede ved Middelhavskysten er landets folkelige, kulturelle og forretningsmæssige hovedstad.

Israel har fredsaftaler med Egypten og Jordan, mens landet formelt set fortsat er i krig med Syrien og Libanon (og en stor del af resten af den arabiske verden), mens der er en ikke-fungerende fredsproces med palæstinenserne.

De besatte områder er Gaza-striben, som Israel rømmede i 2005, og som nu kontrolleres af den palæstinensiske Hamas-gruppe, Vestbredden, som delvist administreres af Det palæstinensiske Selvstyre under præsident Mahmoud Abbas, mens Israel har den egentlige kontrol, Øst-Jerusalem, som Israel helt har annekteret, og Golan-højderne i nord, som Israel erobrede fra Syrien.

Den del af palæstinenserne, der følger Mahmoud Abbas, håber på at få en palæstinensisk stat på Vestbredden, i Gaza-striben og med Øst-Jerusalem som hovedstad. Det er et krav, der nyder støtte i en meget stor del af den arabiske verden. Israelske højre-nationalister og andre skeptikere spørger, hvorfor araberne ikke oprettede den stat i de 19 år, hvor Jordan havde kontrollen med Vestbredden og Øst-Jerusalem, og Egypten havde besat Gaza-striben. Og disse kredses skepsis styrkes af at Hamas, som vandt det palæstinensiske valg i 2006, slet ikke vil acceptere Israels eksistens.

Den israelske freds- og venstrefløj er stort set villige til at acceptere en palæstinensisk stat i de besatte områder side om side med Israel.

Ved at klikke videre på et af emnerne i boksen øverst til venstre, kan du se noget af det, jeg i de senere år har skrevet på hjemmesiden om Israel og relaterede emner.