Mellemøsten generelt - Islamisme, jihadisme, terrorisme

TRANEKÆR (15.04.2016): Det går fremad i krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat. I horisonten kan man begynde at skimte håbet om en militær sejr. Men den militære kamp imod IS er et to-ægget sværd. En sejr er ikke nødvendigvis en sejr. Slaget er langtfra ovre, blot fordi IS bliver slået.
     Efter terrorangrebene i Paris og Bruxelles er det blevet en politisk nødvendighed at være med i krigen imod Islamisk Stat, selvom det ikke altid er lige populært i vælgerbefolkningen. Men kan man nu for sit indre blik begynde at se den sejrsceremoni, der kommer, når vi beslutter, at vi har ”slået” Islamisk Stat, så ligner det hele enhver spindoktors drøm om en photo-opp for sin regeringschef.

I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.
"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."
JERUSALEM (20.02.2015): Ikke overraskende begynder mange i nyhedsmedierne i disse dage lige ovenpå terrorangrebene i København at diskutere, hvordan man skal dække terroraktioner og hvilke termer, man skal bruge. I kampens hede, når nerverne sidder udenpå skjorten og sjælen gør ondt, er det ofte svært at tage det kølige, nøgterne fugleperspektiv. Andre gange kan man af overdreven politisk korrekthed ende med at intet er så ondt, at det er terrorisme, og næsten heller intet derfor er godt. Det hele bliver en pærevælling… og alt bliver ligegyldigt.
     Tilbage i 2007 skrev jeg bogen ”Rapport fra en ørkenspejling”, hvor jeg blandt andet i et kapitel diskuterer brugen af betegnelsen ”terrorist” og ”terroraktion”. Meget er sket siden, men visse betragtninger kan sikkert stadigvæk bruges.
     I hvert fald er en spade stadigvæk en spade, og det bør vi fortsat kalde den.
JERUSALEM (16.02.2015): Nogle gange skal man næsten miste noget, før man begynder at sætte pris på det.
     Har man ligget dødssyg på hospitalet, men kommer sig og bliver rask igen, så er hver eneste dag derefter i sig selv en gave, som man lærer at sætte pris på. Gratis almindeligheder som en solnedgang, den første sommerfugl og børnenes latter bliver selve symbolet på den ultimative lykke.
     Det er nu, vi skal vide at bevare disse mange helt normale, smukke, diskrete glæder og skønheder, som det danske samfund er så fuld af, og ikke risikere at miste det hele til skudsikre veste, afspærringer, sikkerhedsfolk, metaldetektorer og bodyguards.
JERUSALEM (20.10.2014): USA har gennemført de første nedkastninger af våben fra luften til de kurdiske militsgrupper, der forsvarer den belejrede by Kobani imod Islamisk Stat. Den største af de kurdiske grupper, der forsvarer byen imod de langt bedre udrustede militante jihadister fra Islamisk Stat, bekræfter, at de har modtaget ”en større mængde våben og ammunition”, men går ikke i detaljer om, hvad nedkastningerne mere specifikt har indeholdt.
     Amerikanerne siger, at der er tale om lette våben, ammunition og medicin, og derfor ikke om de tunge våben, som de kurdiske militssoldater i Kobani i længere tid har anmodet om. Ifølge flere anonyme kilder er der først og fremmest tale om Kalachnikov AK-47 angrebsrifler, granater og RPG’er (panserbrydende granater med tilhørende raketstyr), som kommer fra det kurdiske område i Nord-irak.
JERUSALEM (08.10.2014): Krig synes altid absurd. Især når man er tæt på vanviddet. Men de seneste dages scener på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien ved den kurdiske by Kobani tager dog absurditeten til et helt nyt niveau. 
     På den tyrkiske side af grænsen sidder en stor del af Kobanis befolkning og stirrer i chok over på at deres hjemby lige på den anden side af grænsehegnet bliver jævnet med jorden. På en bakkeskråning står i hundredvis af kurdiske mænd og følger vantro med i, at deres hjem bliver lagt i ruiner.
     Ikke langt derfra holder talrige tyrkiske kampvogne opmarcheret, klar til at gå i aktion, men deres kanoner er tavse og motorer slukket. Ovre på den syriske side af grænsehegnet kæmper dårligt udrustede kurdiske militssoldater indædt og desperat en kamp, som de synes dømte til at tabe.
JERUSALEM (07.10.2014): Bomber og missiler fra vestlige og arabiske kampfly er ikke nok. Islamisk Stat rykker fortsat frem. Den store kurdiske by Kobani på grænsen til Tyrkiet falder en af de nærmeste dage. Så dystert kan situationen beskrives.
     Selvom der er dannet en international koalition med det udtrykkelige formål at stoppe den brutale terrororganisation Islamisk Stat (også kaldet ISIS og ISIL), en gang for alle, så er det ikke lykkedes. Terrororganisationen rykker stadigvæk frem, trods koalitionens daglige angreb med kampfly fra luften.
     ”Luftangreb alene er slet ikke nok til at vinde over ISIS i Kobani”, siger Idris Nassan, en af lederne af de kurdiske militsfolk, der desperat forsøger at forsvare denne strategisk vigtige kurdiske by. 


JERUSALEM (23.09.2014): Ingen kan være i tvivl om, at Islamisk Stat er udtryk for noget nært den mest blodige og sadistiske ondskab, vi i mange år har været vidne til. Det er også grunden til at en vestlig verden, som i bund og grund ikke har lyst til at blive trukket ind i et nyt militært engagement i Mellemøsten, nu alligevel gør det.
     Det har dog fra starten været klart, at den militære offensiv, når den kommer, og det ser det ud til at den gør nu, ikke må kunne opfattes som et ”Vesten imod araberne”, eller et ”Vesten og shi’iterne imod sunni-islam”. Det er altafgørende, at krigen imod Islamisk Stat bliver set som ”den anstændige del af verdens opgør med barbariet og vanviddet”. Derfor skal der en række arabiske stater med i alliancen. Helst også en række fremtrædende sunni-muslimske arabiske stater. 
     Det er der nu. Men det er dog på ingen måde en uproblematisk alliance. For mens man gerne vil have koalitionen til at være anstændighedens opgør med barbariet, så er de arabiske lande, der nu er med i alliancen, alt andet end frie og demokratiske, og deres bevæggrunde til at melde sig under fanerne er mange og ret så forskellige.

JERUSALEM (15.08.2013): Mindst 421 egyptere er blevet dræbt og omkring ti gange så mange såret ved myndighedernes angreb på Det muslimske Broderskabs to protestlejre i Kairo i går.
     Tallet er i de sidste 24 timer gået op og op time for time i forhold til de indledende tal, myndighederne kom med, og ned og ned i forhold til Broderskabets første tabstal som talte om mange tusinder af dræbte.
     Sådan er det her i Mellemøsten. Ingen taler sandt. Ikke myndighederne, og heller ikke Det muslimske Broderskab. Hverken når det handler om tabstal eller noget som helst andet. Det kan man lige så godt acceptere først som sidst. Sådan er det bare i den her slags situationer i den her del af verden.

Sider : 1 2 3 4
næste