JERUSALEM (31.01.2013): Jeg får et hav af mails fra skole- og gymnasieelever og studerende, som er i gang med en opgave om Mellemøsten, Israel-Palæstina, religion, islam, jødedom og så videre, og som beder mig om hjælp. Jeg kan slet, slet ikke nå at besvare dem alle. Jeg har ganske enkelt ikke tid. Der er naturligvis også dem, der forsøger at få mig til at lave deres hjemmearbejde, og det går jo heller ikke. Men når jeg har tid, og der er noget, der fanger min interesse, så forsøger jeg at svare, og disse svar lægger jeg over under SKOLEOPGAVER her på hjemmesiden, så andre også kan få gavn af dem.
Her er en af dagens mails. Denne her er fra Viktoria i 2.G
Kære Steffen,
Jeg er endnu en studerende, der forsøger at finde rundt i islam.
Jeg er dog stødt på et problem: Jeg kan ikke finde den konkrete betydning af “khalifatet”, og da det nævnes mange gange, og det er en del af min opgave, håber jeg du vil forklare det i bedste pædagogiske stil.
Med venlig hilsen,
Viktoria, 2.G