KØBENHAVN (05.12.2009): Udenlandsk presse og iranere, der er akkrediterede internationale medier, har fået besked om, at det er forbudt for dem at arbejde i det centrale Teheran i de kommende tre dage. Samtidig er internettet i Teheran af ukendte årsager pludselig gået ned. Om to dage har forskellige oppositionsgrupper planlagt protestdemonstrationer imod præsident Mahmoud Ahmadinejad.
JERUSALEM (04.11.2009): I dag var det dagen, hvor jeg virkelig burde have været tilbage i Teheran. I ugevis har vi vidst, at 30 årsdagen for besættelsen af den amerikanske ambassade i 1979 også ville mobilisere oppositionen i Iran. Og det er præcist det, der sker lige nu. Ikke kun i hovedstaden Teherans gader, men i de større byer over hele Iran. Men de iranske myndigheder har ikke villet give mig et nyt visum lige siden de nægtede at forlænge mit gamle visum i forbindelse med valget tilbage i juni.