Lande i Mellemøsten - Iran

BEIRUT (13.10.2010): Her i Mellemøsten er det meget normalt, at huse, fascader, broer, lygtepæle og alt andet, der kan bære en plakat er plastret til med flatterende portrætter af det pågældende lands konge, præsident eller militærdiktator.
     Sådan er det ikke helt her i Libanon. I hvert fald ikke i hovedstaden Beiruts sydlige forstæder. Her er ingen billeder af Libanons præsident Michel Suleiman eller landets premierminister Sa’ad Hariri. Ikke et eneste.
     I den her del af Libanon kunne man nemt forledes til at tro, at man i virkeligheden befandt sig i Iran. For overalt er der kæmpeplakater af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. De eneste andre, vi ser billeder af her, er de iranske stats-ayatollaher Ruhollah Khomenei og Ali Khamenei. Den eneste libaneser, vi ser store hyldestportrætter af, er Hizbollah’s leder, sheikh Hassan Nasrallah.

TRANEKÆR (15.08.2010): Nu er Iran tilbage i nyhedsstrømmen igen. Denne gang på grund af præsident Mahmoud Ahmadinejad, landets atomprogram og risikoen for at det kan udvikle sig til en ny militær konfrontation i Mellemøsten. Men hvad er der blevet af Irans reformbevægelse? De unge demonstranter med grønne bånd om pander og håndled? Er kravene om mere frihed og demokrati opgivet? Er bevægelsen gået i sig selv igen? Er det tiden, hvor vi skal til at skrive den grønne reformbevægelses nekrolog?

TRANEKÆR (14.08.2010): Det er formentlig de færreste, der er helt uberørte af udsigten til at præsident Mahmoud Ahmadinejad og det iranske præstestyre, som vi kalder det, får atomvåben. Iran påstår stadigvæk selv, at det ikke er målet med landets atomprogram. Men det udstyr, der bruges, og omfanget af programmet, kombineret med regimets nærmest maniske hemmelighedskræmmeri  om atomprogrammet, giver omverdenen god grund til at frygte det værste. Især hvis man er israeler, og derfor på grund af det iranske regimes krigeriske retorik, må føle sig særlig udsat.

TRANEKÆR (14.08.2010): Er der i al hemmelighed blevet sat kræfter i gang for at lægge grunden til et militært angreb på Iran? Det mener Trita Parsi, som i denne artiken på websitet salon.com stempler Jeffrey Goldbergs artikel i The Atlantic Magazine (som du kan se andet steds her på hjemmesiden) som en del af en sådan kampagne. Det er, skriver Trita Parsi, en kampagne, der styres af amerikanske såkaldte neocons, nykonservative fra den tidligere republikanske præsident George W. Bush’ bagland, og fra højre-nationalistiske kredse i Israel.

JERUSALEM (12.06.2010): Saudiarabien har under hånden givet Israel tilladelse til at flyve over saudisk territorium, hvis det israelske luftvåben skal angribe Irans atomprogram. Det skriver den britiske avis The Times i dag. Artiklen citerer, som det er kutyme i den slags historier, kun anonyme kilder, så det er umuligt at verificere historiens troværdighed. Men man kan sige, at Saudiarabien – som de fleste andre arabiske Golfstater – i samme grad som Israel frygter for konsekvenserne, hvis Iran skulle komme i besiddelse af atomvåben. Og da araberne ikke selv er i stand til at sætte en militær stopper for projektet, hvis sanktionerne ikke virker, så er Israel den eneste militære magt i området, der kan.

JERUSALEM (19.05.2010): Præsident Mahmoud Ahmadinejad’s internationale politiske pokerspil virkede tilsyneladende ikke. Selvom Iran for et par dage siden offentliggjorde en aftale med Tyrkiet og Brasilien om udveksling af en del af landets eget berigede uran for brændselsstave til civilt brug, så er FNs Sikkerhedsråd alligevel netop enedes om at sanktionerne overfor Iran skal skærpes, hvis landet ikke totalt stopper sit atomprogram.

JERUSALEM (17.05.2010): Iran indgik i dag en atom-udvekslingsaftale med Tyrkiet og Brasilien, som betyder, at Iran skal deponere 1.200 kg lavt beriget uran - som i en mere beriget form kunne bruges til at producere atomvåben -  i Tyrkiet, imod af få højt berigede atom-brænselsstave, som kun kan finde civil og ikke militær anvendelse, tilbage. Jeg har også skrevet min egen korte analyse af aftalen, som du kan finde andetsteds på hjemmesiden, men her får du aftalen på engelsk, som jeg netop har modtaget den fra den iranske ambassade i København.

JERUSALEM (17.05.2010): Iran har i dag indgået en atomaftale med Tyrkiet og Brasilien, som betyder, at en del af Irans berigede uran skal deponeres i Tyrkiet. Til gengæld skal Iran have berigede atom-brændselsstave tilbage, som kun kan bruges til fredelige formål og ikke til at fremstille atomvåben med. Her en kort analyse af aftalen.

ODENSE (04.05.2010): Den iranske ambassade i København kritiserer mig for at være alt for kritisk overfor det officielle Irans synspunkter. Så for at balancere tingene en smule, sætter jeg de følgende uddrag af præsident Mahmoud Ahmadinejads tale ved åbningen af NPT-Konferencen i Teheran for nylig, som de er blevet sendt til mig fra den iranske ambassade.

ODENSE (09.12.2009): Jeg har ikke rigtig fulgt op på situationen i Iran, og det piner mig lidt. Men efter en lang række 12-timers vagter på redaktionen her på TV2 har jeg næsten ikke energi tilbage. Derfor snylter jeg i dag lidt på andre. En af mine gode kolleger har sendt mig et link, der angiveligt viser studerende Teheran- og Sharif-universiteterne, som fortsætter deres protester på tredje dag, selvom universiteterne er omringet af politiet.